8.

Den politiske katolicisme

Til min overraskelse gik der over et år, før jeg begyndte at blive træt af ensformigheden i Altomünster.

Der var faldet en sær fred over mig i den bayerske lilleby. Eller også var det bare min medfødte dovenskab, der gjorde, at jeg trivedes med at bo i et hus, hvor maden blev serveret, og hvor mit tøj blev vasket med germansk nidkærhed. Men i begyndelsen af 1936 vendte min gamle eventyrlyst tilbage. Det var, som om Bayern begyndte at kvæle mig med sin småborgerlige skønhed, og jeg overvejede at rejse til Italien eller finde et arbejde i en større by. Det eneste, jeg var sikker på, var, at jeg ikke ville tilbage til Østrig. Jeg fik stadig en knude i maven, når jeg tænkte på Heidi og mine skuffede forældre, som havde måttet opgive drømmen om, at deres søn blev akademiker. Nogle få gange prøvede jeg at skrive til dem, men orkede det ikke. Jeg havde ikke kræfter til at være nogens søn, og min gamle boheme-indstilling til livet dukkede op på ny og fik Altomünster til at fremstå som en bedsteborgerlig dødsfælde, hvor ugens højdepunkt var, når naboens hest folede. Jeg var og blev en nomade, som ikke havde lyst til at høre hjemme noget sted, allermindst i verden.

På en frostklar søndag i marts vendte min kammerat Philip tilbage til Altomünster for at hilse på sin onkel og tante, og jeg opdagede, hvor meget jeg havde savnet min gamle partner fra baggårdene i München. Philip så heldigvis sundere ud end sidst. Hans kinder var blevet rundere, de grå, lidt farveløse øjne havde fået mere liv, og hans fedtede kasket var skiftet ud med en elegant filthat med mørkt baratheabånd omkring. Hvis man skulle være kommet med en overfladisk diagnose, så var Philip forelsket. Men det viste sig ikke at passe. Philip var bare blevet færdig med sit jurastudium.

– Og så har jeg fået fast arbejde! sagde han med et skævt smil og hentede en af sine evige cigaretter bag øret.

– Det lyder modbydeligt, stønnede jeg.

– … og til min overraskelse har jeg fundet ud af, at jeg kan lide det!

– Hvad er det for et arbejde? spurgte jeg nysgerrigt.

– Det fortæller jeg dig senere.

Jeg lavede øjne over Philips hemmelighedsfuldhed og dunkede ham hårdt i ryggen. Philip flyttede ind i kvistværelset, og hver aften lå vi i hver vores seng og snakkede til langt ud på natten. Philip havde fået arbejde i Berlin og kunne godt lide den tyske hovedstad. Den var som ét stort tilbageholdt åndedræt – eller som et kraftfelt, man var tvunget til at give sig hen til, ellers ville man blive tilintetgjort.

– Jeg vil sige det sådan … Philip smilede i halvmørket, – at Berlin er en spændende by, men det er ikke en by, man slapper af i.

– Hvorfor?

– Fordi den lytter.

Jeg betragtede min ven, som smilede for sig selv i halvmørket. Umiddelbart lød Berlin ikke som en by, man havde lyst til at besøge, men jeg gik ud fra som en selvfølge, at Philip ikke mente, hvad han sagde, men bare var ironisk.

– Får du spillet i gårdene? spurgte jeg.

– Nej, er du rigtig klog! Det er alt for farligt. Philip lavede øjne. – Til gengæld bliver jeg hyret til fester, så jeg er ikke kommet helt ud af træning!

– Indrøm det bare, drillede jeg. – Du er blevet sat.

– Jeg er blevet meget sat!

Philip sendte mig et hurtigt smil, der næsten virkede som en undskyldning. Han sad oppe i sengen i en slidt, blåstribet pyjamas og kiggede ud ad vinduet, mens hans hænder lå roligt på knæene. Jeg kunne ane arret over det højre øjenbryn, og for første gang var der en ting, som slog mig ved Philip: Han var noget så selvmodsigende som en livsglad melankoliker; en handlekraftig drømmer, der gav pokker i andres mening. Hvor jeg altid var bevidst om, hvorvidt folk kunne lide mig eller ej, hvilede Philip i sig selv, som folk altid gør, når de er født med en naturlig selvtillid – eller har lært at overleve ved at skubbe andre væk.

– Hvorfor ta’r du ikke med mig tilbage til Berlin, Andreas? Philip tryllede endnu en gang en cigaret frem fra bag øret. – Jeg kan muligvis skaffe dig et arbejde.

Jeg betragtede min kammerat med en eftertænksom mine. Af en uvis grund havde jeg ventet på spørgsmålet. Det var, som om vores skæbner på en eller anden måde var knyttet sammen. Jeg smilede for mig selv og prøvede at forestille mig Philip på et advokatkontor, men det lykkedes ikke rigtigt. Faktisk havde jeg svært ved at se ham i et velsiddende jakkesæt. Philip hørte ikke til på de bonede gulve. Han hørte til i korridorerne og i periferien, ikke dér hvor magten fandtes. Og af oplagte grunde forbandt jeg advokater med magt. Jura havde aldrig været et studium for dem, der ville følge loven, men for dem, der ville bryde den.

– Fint. Jeg ta’r med dig, sagde jeg.

Philip nikkede med en selvfølgelighed, som var tæt på at være irriterende. Jeg lukkede øjnene og tænkte tilbage på dengang vi mødtes uden for Münchens banegård. For halvandet år siden havde Philip været min frelsende engel, som han var det nu igen. Jeg håbede bare, at der ville komme en dag, hvor jeg kunne betale ham tilbage. Philip havde aldrig fået noget af mig, men alligevel havde han udvist en utrolig generøsitet fra det øjeblik, jeg havde mødt ham. Han havde delt pengene lige over, da vi optrådte i baggårdene; han havde taget mig med til Altomünster og havde introduceret mig for sin familie, hvor jeg havde boet så godt som gratis i over et år. Jo, jeg skyldte den gode Philip en masse, det kunne der ikke herske nogen som helst tvivl om.

Vi slukkede sengelamperne i det lille kvistværelse med de skæve vægge og kiggede ud ad vinduet fra hver vores seng. Det var fuldmåne, og byen og skovene var dækket af et sølvgråt skær, som gav området en underlig aura af middelalderlig alkymisme. Hvorfor det virkede sådan, ved jeg ikke, måske fordi man aldrig var sikker på, at Altomünster var trådt ind i det tyvende århundrede. Lillebyen var tidløs – i ordets mest fornærmende betydning.

Udenfor hørte vi en hane gale, ellers var der stille som i graven.

– Hold da kæft, hvor er Altomünster et hul i jorden! sagde Philip tørt, og vi lo højt begge to. I et kort sekund kunne jeg ikke forstå, at jeg havde kunnet blive i byen så længe, men måske var det fordi jeg var mere provinsiel, end jeg ville indrømme over for mig selv – eller også havde jeg bare været i en underlig døs, som jeg nu var vågnet op af. Det eneste, der var sikkert, var, at kamæleonen i mig var klar til at tage farve efter en ny sten.

Min afsked med familien Donadt var tårevædet, og jeg måtte love snart at vende tilbage, om ikke andet så på besøg. Fru Donadt lavede et festmåltid, hvor sølvtøjet kom frem fra hjørneskabet, og egnens bedste vin blev serveret i fornemme krystalkarafler. Philips onkel holdt endda en højtidelig tale for mig, hvor han lovede, at jeg til enhver tid ville kunne komme tilbage og få arbejde i hans værksted. Jeg havde været en god arbejdskraft, sagde han, dygtig og samvittighedsfuld, en mand, der kunne have drevet det vidt i hans branche. Men for mig lød ordene ikke som en kompliment, men nærmere som en trussel, og da jeg rejste mig for at takke for tiden i det Donadtske hjem, vidste jeg, at jeg aldrig ville vende tilbage til den lille flække. Berlin ventede, og jeg var spændt på, hvad Forsynet havde til mig af opgaver. Det måtte være noget af betydning, efter jeg havde fundet indre ro i det naturskønne Bayern – og da jeg for første gang i fjorten måneder sad i et tog igen, følte jeg mig næsten som en huleboer, der var vendt tilbage til civilisationen.

– Det skal være rart at få noget benzinos i lungerne, sagde jeg til Philip i kupéen på vej mod hovedstaden. Han smilede og trak et gammelt spil kort frem, så vi kunne få tiden til at gå. Udenfor gled Tyskland forbi med sin blege forårshimmel. Landskabet skiftede fra frodige marker til grå småbyer, hvor livet var gået i stå. Hen mod aften lagde en fugtig tåge sig blidt over en eng, og vi kørte langsomt forbi et gammelt lokomotiv, der var bortrangeret. Jeg havde købt en flaske abrikossnaps, og da nattemørket faldt på, bød jeg alle i kupéen på et glas. De fleste sagde ja tak, og der bredte sig en lystig stemning. Philips møre spillekort lå godt i hånden, og jeg følte mig på en sær måde lykkelig. I et kort øjeblik ønskede jeg, at vi aldrig ville nå frem til Berlin, men at vi altid ville rejse; at vi for evigt ville sidde i denne kupé og se på byerne, de grå flodpramme og børnene, som halsede ned ad markvejene for at komme hjem efter skole.

Vi ankom til den tyske hovedstad en tidlig morgen klokken halv syv, og jeg stod ude i gangen og så toget glide ind mod den store millionby, der var ved at vågne. Jeg har hele mit liv været fascineret af banegårde: af sporene, der kommer fra alle verdenshjørner og mødes i det gigantiske knudepunkt, som en storbybanegård er. Banegårdenes natur er flygtig og uforpligtende og derfor umådelig fascinerende for et menneske som mig, der holder af at flytte sig. Banegårdene er som domkirker for de rejsende; en hurtig bøn og så videre mod nye, spændende synder.

Jeg ledte efter et lommetørklæde i min snavsede vadsæk og min brune læderkuffert, og endnu en gang var jeg bevidst om, at jeg bar rundt på alt mit verdslige gods; et pænt jakkesæt af mørkegråt flannel, en tarvelig sportsjakke, to hullede sweatere, tre Schillerslips, nogle hvide drejlsbukser og et par gammeldags skjorter, hvor flipperne var så skarpe, at man kunne skære ost med dem. Bortset fra mit pæne jakkesæt kunne jeg godt have brugt en ny garderobe, men da jeg kun var den stolte ejermand af to hundrede mark, havde jeg andre ting at bruge min formue på.

Jeg satte kufferten mellem benene og fik øje på et højt tårn, der var svøbt i de lavtliggende skyer, og i mine tanker forestillede jeg mig Berlin vågne: bagerdrengene, som lagde varme rundstykker i lærredsposer; mælkedrengene, der satte flaskerne på de nedtrådte kokosmåtter, og lige nu strakte Unter den Linden sig utvivlsomt efter en velfortjent nattesøvn. Det gav et gib i mig ved tanken om de herligheder, som ventede på mig. I denne by lå de berømte UFA-studier, hvor de bedste tysksprogede film kom fra. Her i Berlin fandt man elegante Kurfürstendamm, Potsdamer Platz og den Fører, der holdt Tyskland i sit kærlige jerngreb. I et kort øjeblik tænkte jeg på de bøller, som havde stukket manden ned i München, men heldigvis virkede det, som om den værste hetz mod den jødiske befolkning var stoppet. Eller også havde jeg bare opholdt mig for længe i Altomünster, hvor det hørte til sjældenhederne, at nogen læste en avis. Jo, Berlin var en by, der havde det hele: magten, elegancen og det gryende forår, som snart ville eksplodere i grønt og brede sig til hele verden. Og jeg skulle være en del af det hele efter min frivillige landsforvisning i den bayerske udørk.

Philip boede på Prager Strasse i Wilmersdorf i en slidt, men overraskende stilig ejendom fra slutningen af attenhundredtallet. Vi blev modtaget af en ældre portner, som smilede på den elskværdige måde, folk gør, når de mener, at drikkepenge er en menneskeret. Philip introducerede mig som sin bedste ven.

– Andreas er fra Wien og skal bo hos mig fra nu af, sagde han og lagde en hånd på min skulder.

– Indtil jeg finder noget for mig selv, tilføjede jeg hurtigt og gav portneren hånden. Jeg skævede hurtigt til Philip og var rørt over, at han havde introduceret mig som sin bedste ven. Men på den anden side gjorde det mig også urolig, og endnu en gang slog det mig, hvor lidt jeg vidste om min kammerat, og hvad han egentlig gik og lavede.

Vi begav os ind i en gammel elevator med messingbelagte døre og et blankpoleret spejl, hvor man kunne få tiden til at gå med at beundre sig selv. Philip trykkede på en knap, og elevatoren bevægede sig op gennem ejendommen, som om den nød at bruge al den tid, der var til i verden. På anden sal fik jeg et glimt af en ældre dame, som kom ud ad en dør. Hun var i en olivengrøn overfrakke og skævede mistænksomt til os, mens vi gled videre op mod Philips lejlighed, der lå på femte.

– Hvordan har du dog råd til at bo her? spurgte jeg med ærefrygt.

– Det har jeg heller ikke; det er kontoret, som stiller lejligheden til rådighed.

Philip tog kasketten af og strøg en hånd gennem sit brune hår, og da elevatoren stoppede med et koket lille hop, gik vi ud af det klaustrofobiske indelukke og hen til Philips hoveddør. Han lukkede os hurtigt ind, og jeg fandt mig selv i en lille rodet entré, der duftede af en blanding af bonevoks og omklædningsrum. Philip åbnede døren ind til en lys stue med paneler af nøddetræ og en udsigt over hustagene. På trods af at der næsten ikke var nogen møbler, var der et eventyrligt rod i stuen. I et hjørne fik jeg øje på Philips gamle harmonika. En stor kakkelovn med mørkerøde porcelænsfliser tronede op ad den ene væg, og på en grå ottoman lå der to imponerende kårder.

– Fægter du? spurgte jeg overrasket.

Philip nikkede og gik hen og åbnede et vindue. Jeg tog et af våbnene op og holdt det i hånden. Jeg havde været fascineret af fægtning, siden jeg læste De tre Musketerer som tolvårig, men det var første gang i mit liv, jeg prøvede at holde en rigtig kårde i hånden. Det var med det samme en god fornemmelse.

– Hvad er det for en slags kårde? spurgte jeg og begyndte på en fægtekamp mod en af puderne på ottomanen.

– Det er ikke en kårde. Det er en sciabota.

– Hvad er en sciabota?

– En let sabel.

Philip fortalte mig, at han havde tre, men at den, jeg stod med, var sablen, han brugte til konkurrencer. Han havde købt den af en mester i Milano for fem år siden, og den havde kostet en mindre formue.

– Fægtede du også, da vi boede i München? spurgte jeg nysgerrigt.

– Jeg har fægtet, siden jeg var elleve.

– Er du god?

Philip trak på skulderen, men der var noget ved hans beskedenhed, der fik mig til at tro, at han var det. Philip begyndte at samle tøj op fra gulvet med en distræt mine. Jeg fik øje på en hvid fægtedragt, der lå og flød i vindueskarmen ved siden af en udgået plante. Jeg lagde forsigtigt sablen tilbage på ottomanen og gik hen til en lille bogreol, der kun indeholdt otte-ni bøger.

– Du læser ikke særlig meget, gør du? spurgte jeg lettere anklagende og tog en af bøgerne ud. Det var en juridisk lærebog i rødbrunt bind, og da jeg så nærmere efter, havde alle bøgerne i reolen noget at gøre med Philips studium, bortset fra en fægtebog på fransk. Jeg bladrede lidt i den. Den var fyldt med kobberstik af officerer fra det sekstende og syttende århundrede, som duellerede i deres fine uniformer. På det mest dramatiske billede var en af duellanterne truffet i halsen og lå på jorden og forblødte i en melodramatisk stilling.

– Har du ikke engang Mein Kampf? spurgte jeg drillende og satte fægtebogen tilbage.

– Jo, men jeg bruger den som støtte under sengen, grinte Philip. – Kom, du skal se resten af lejligheden, fortsatte han og skubbede utålmodigt til mig. Jeg fangede duften af en dyr eau de cologne, som Philip ikke havde haft på i Altomünster.

– Du skal bo herinde, sagde han og åbnede døren ind til et lille umøbleret værelse, hvor der kun lå en stor madras på gulvet. Der var rent i krogene, men vinduet var snavset og trængte til at blive pudset.

– Vi kan finde nogle møbler til dig på et marked, hvis du synes, sagde Philip og åbnede vinduet, så den skarpe forårsluft stod ind i det lille rum.

Jeg nikkede taknemmeligt og satte min kuffert fra mig. Det skulle nok blive til et fint hjem, og jeg slog Philip taknemmeligt i ryggen og insisterede på at invitere ham ud om aftenen som tak for alt det, han havde gjort. Men til min overraskelse afslog han.

– Åh, Andreas, jeg skal arbejde, sagde han og slog beklagende ud med armen. – Jeg er nødt til at forberede mig til et vigtigt møde i morgen.

Philip skubbede en dør op og viste mig det, som i hans øjne var det mindst vigtige sted i huset: køkkenet. Det så ud, som om det ikke var blevet brugt i umindelige tider. I spisekammeret stod der et halvt pund kaffe, en flaske kartoffelsnaps, og der lå harsk smør i et fedtet stykke papir. Philip tog noget pumpernickelbrød frem og hentede en ost frem fra sin rygsæk. Derefter fandt han nogle radiser i en pose og tryllede et par flasker øl frem fra sit værelse. Vi skålede og spiste et hurtigt mellemmåltid, mens vi stod op i det lille køkken. Philip fortalte mig, at vi en af dagene var nødt til at gå op på politistationen og rapportere, at jeg boede i lejligheden.

– Du er jo udlænding, sagde han med et smørret grin, – og jeg er nødt til at rette mig efter loven, hvis jeg vil beholde mit job.

Han tørrede sig om munden med bagsiden af hånden. Af en eller anden grund kunne jeg ikke fatte, at min gamle ven var blevet noget så borgerligt som jurist. Jurister stod ikke og gumlede på ostemadder i rodede lejligheder iført skævtsiddende slips og jakkesæt, der havde Preussens mest slidte albuer. Og de levede slet ikke af at spille harmonika i bayerske baggårde. Men på den anden side holdt jeg af, at man ikke kunne sætte Philip i bås. Han var helt sin egen, han var herlig uforudsigelig, men samtidig let at være sammen med for andre mennesker. På en sær måde beundrede jeg ham – som når en lillebror beundrer sin storebror med den der absurde blanding af benovelse og aggression, man ser i de fleste familier.

Det var først langt senere, det skulle gå op for mig, hvor skæbnesvangert det var, at jeg overhovedet havde mødt Philip.

Senere på dagen gik jeg gennem Berlin, som var den en drøm. Jeg nød den hurtige puls, folk, der hastede af sted på fortovet, de prangende Bugattier og Mercedeser. Jeg var lysår fra Altomünster, jeg var ankommet til en anden verden, og da jeg gik ned ad Kurfürstendamm og glanede på de store udstillingsvinduer, kunne jeg ikke forstå, at jeg havde været i stand til at undvære storbyerne med deres mange poetiske fristelser.

Der var noget pragtfuldt ved at spadsere rundt i byen uden mål. Jeg krydsede Alexanderplatz, stoppede op og betragtede det høje rødstenstårn på en storslået kirke og fortsatte forbi stormagasinet Wertheim. Jeg fandt mig selv på Unter den Linden med de fornemme palæer, der lignede lagkagestykker i ulige størrelser; jeg spadserede forbi de doriske søjler med den tyske ørn, og langt senere endte jeg i et fattigkvarter, hvor rødmossede kvinder falbød sig selv på det skammeligste. Jeg var fristet til at give efter, men besluttede, at jeg ikke ville fejre min tilbagekomst til civilisationen med en svær omgang syfilis, og da mørket lagde sig over byen, søgte jeg ind på en stor knejpe med blyindfattede ruder. I døren mødte jeg en ranglet mand med et gult armbind, der prøvede at sælge mig kokain, men jeg rystede på hovedet og forsøgte at vænne øjnene til den mørke sal, jeg var trådt ind i. Der var en lille teaterscene, hvor et jazzorkester vekslede mellem ariske slagsange og den forkætrede negermusik fra Amerika. Sangerinden var en svulstig blondine i en ildrød kjole. Hun havde kun den fejl, at hun ikke kunne synge. Jeg skar mig gennem cigaretrøgen og satte mig ved et rundt bord, hvor der stod en telefon, man kunne ringe på, hvis man havde brug for lidt kvindeligt selskab. Jeg nøjedes dog med at bestille en øl og en bid brød og fik til min overraskelse øje på et stort selskab SA’ere i brune uniformer. Det var ikke i sådan et etablissement, jeg forventede at finde de forhadte ballademagere, men det var jo også gået tilbage for dem siden udrensningen i 1934 – det forstod jeg i hvert fald på de få aviser, jeg havde læst i Altomünster. Jeg betragtede de brunklædte militærfolk i nogle minutter. Var det sådan nogle højrøstede psykopater, der havde overfaldet familiefaderen i München? Der gik en kuldegysning igennem mig, og jeg kiggede ud over resten af forsamlingen. Der var flest enlige kvinder, som var pyntet på den upatriotiske måde, NSDAP ikke brød sig om, med lange øjenvipper, pudder og læbestift – og jeg vidste, det var vigtigt at undgå deres blikke, hvis aftenen ikke skulle blive en kostbar affære.

Da jeg havde siddet og nydt den elendige musik i nogle minutter, blev sangerinden brutalt afbrudt af en bred mandsperson i en flødefarvet sportsjakke. Han råbte ud over salen, at der nu blev stillet om til sportspaladset, hvor Føreren skulle holde en tale. I det samme sprang SA-mændene op og heilede, og da de skuede truende ud over etablissementet, var jeg nødt til at gøre det samme. Jeg hævede min arm i Hitlerhilsen og følte mig som en mand, der prøvede at praje en taxi. Men samtidig var jeg glad for at skulle høre talen. Min fascination af Føreren var nok dæmpet en anelse, men kun en anelse, for det var alt udenomsværket, som jeg ikke kunne udstå: bøllerne og uniformerne og klapjagterne. Nogle sekunder efter blev der tændt for fire store radioer, som var placeret på hylder i hvert hjørne af etablissementet. Først var lyden knasende og statisk. Så hørte man klapsalver, og Hitlers hårde metalliske stemme begyndte at gå klart igennem. Jeg tillod mig at sænke min arm og satte mig ned og lyttede – og efter blot et halvt minut var det, som om man blev trukket ind i Førerens vrede, om man ville eller ej. Og det var en dragende vrede, en vrede, man havde lyst til at være en del af, og som jeg sad dér og lyttede, følte jeg mig løftet og tryllebundet. Jeg følte en sær samhørighed med alle disse mennesker i knejpen – ja, selv SA-mændene, der bød mig så meget imod. Tyskerne og østrigerne havde samme folkesjæl, vore skæbner havde været uløseligt forbundet fra tidernes morgen, og nu var vi endnu en gang ofre for omverdenens aggressioner og smålighed. I sin tale rasede Føreren med rette mod de hadske stormagter, som ville gøre alt for at hindre et stærkt, forenet Tyskland, men det skulle ikke lykkes for dem. Den tyske race måtte bo under ét og samme tag – det kunne ikke være anderledes, for selv i dette øjeblik blev tyskere chikaneret i andre nationalstater. Og Førerens stemme krøb ind i én og blev til en rød varme, som bredte sig i kroppen; den løb gennem blodårerne og ud i enhver fiber, varmen kunne ikke modstås, den ville ikke modstås længere, den var som en seksuel besættelse, og da jeg stod dér i knejpen, håbede jeg, at Adolf Hitler ville blive ved med at snakke. Jeg bad til, at hans tale aldrig ville stoppe, for jeg ville beholde denne styrke i mig, jeg ville eje denne målrettethed, som jeg manglede så fatalt i mit eget liv, og aldrig mere ville jeg skamme mig over at tale tysk; aldrig mere ville jeg se mig selv komme fra et folk, der havde bragt død og ulykke til kontinentet. For mig var det ikke længere en tom kliché: En ny tid var begyndt, og Hitlers stemme rungede i mine ører, og til sidst blev den min egen stemme, Føreren og folket var ét, det kunne ikke være anderledes, Forsynet ville det sådan, udviklingen var ikke til at stoppe, og enten var man med Føreren eller også var man imod …!

Da Hitler var færdig med sin tale og bifaldet bruste ud i rummet, bestilte jeg en halv flaske sekt, og da jeg vandrede tilbage gennem Berlins gader omkring midnat, var jeg endnu en gang lykkelig for at skulle bo i det land, som uden tvivl ville få en førerposition i Europa i de kommende århundreder.

I den første tid i Berlin faldt jeg ind i en daglig rytme. Jeg stod op, lavede et spejlæg og noget stærk kaffe og gik ud i byen for at finde mig selv et arbejde. Men det var sværere, end jeg havde troet. Først efter tre uger lykkedes det mig at få et job hos en kulmand som sælger af brunkulsbriketter. Jeg blev hyret til at gå rundt i et af de mest usle kvarterer i Berlin, i området omkring Simeonstrasse, og det tog mig ikke lang tid at konstatere, at arbejdet var langt under min værdighed. Problemet var bare, at jeg ikke havde nogen. Værdighed er en luksus, der kun gives folk med penge eller principper. Jeg havde ingen af delene, og da min personlige formue var blevet indskrænket efter gårsdagens udskejelser, følte jeg mig nervøs. Måske lød en „formue“ på hundrede og halvtreds mark af meget, men sådan så jeg det ikke. Hundrede og halvtreds mark var ingenting, når man som jeg havde ambitioner om at sætte sit personlige fodaftryk på tilværelsens rygstykker.

Fattigkvarteret omkring Simeonstrasse havde ikke opdaget, at Tyskland var kommet ud af sin økonomiske krise. Det var et forfærdeligt og dystert område med grå lejlighedsblokke i dårlig stand, rotter i rendestenene og bolsjevikisk propaganda på husmurene, som de emsige overmalingspatruljer ikke en gang havde gidet fjerne. Hver dag blev jeg truet med tæsk, og det var kun på grund af min højde og mit smilende væsen, at jeg ikke fik det. Til gengæld blev jeg gode venner med flere af luderne, som altid modtog mig med åbne badekåber og fri udsigt til det, de gerne ville sælge. Jeg lod mig dog ikke friste, men koncentrerede mig om at komme af med brunkulsbriketterne, så jeg måske kunne stige i graderne og få en bedre rute. Men når jeg spurgte min chef om udsigterne, rystede han på hovedet og sagde: „Du sælger ikke tilstrækkeligt“ – hvilket jo ikke var så mærkeligt, da folk havde få penge at gøre godt med i fattigkvartererne.

Efter at have arbejdet på Simeonstrasse i nær ved et halvt år fik jeg nok og sagde mit job op, og da jeg havde afleveret dagens indtjening hos min chef og smækket teatralsk med døren, følte jeg både en enorm lettelse og en kolossal vrede. Hvorfor blev jeg aldrig færdig med noget? Hvorfor kedede den arbejdende verden mig altid? Var det, fordi der var noget fundamentalt galt med mig? Var jeg i bund og grund en af den slags arbejdssky personer, som Gestapo yndede at samle op på gaderne og sende til Dachau? Det eneste jeg virkelig havde lyst til, var at være forfatter, men forfattere havde ligeså lidt fremtid i Det Tredje Rige som rabbinere, fagforeningsfolk og frimurere.

– Der er ikke noget i vejen med dig, sagde Philip en aften, hvor vi sad i køkkenet og spiste ristet brød med skinke. – Intet intelligent menneske i verden ville bryde sig om at sælge kul i fattigkvartererne.

– Noget skal jeg jo lave, for helvede!

Jeg drak hidsigt en slurk af min øl og kunne godt mærke, at jeg var ved at synke ned i min berømte selvmedlidenhed. Jeg kiggede ud ad vinduet og opdagede, at det regnede, og derved fik jeg det en smule bedre med min melankoli. Jeg syntes altid, at det regnede i Berlin, og byen havde for længst mistet den magi, jeg havde tillagt den, da jeg ankom. Den var truende, folk forsvandt for et godt ord, og der var uniformerede mennesker overalt, hvor man vendte sig.

– Vil du med ud at fægte i weekenden? spurgte Philip og satte sin snavsede tallerken hen i vasken.

Jeg nikkede med noget, der næsten kunne forveksles med entusiasme, og Philip slog mig på skulderen og gik ind på sit værelse, hvor hans arbejde ventede. Jeg kiggede langt efter ham. Jeg havde boet i lejligheden i over seks måneder, og Philip havde aldrig inviteret mig indenfor i sit allerhelligste. Min nysgerrighed havde selvfølgelig gjort, at jeg havde kastet et blik derind nogle af de gange, jeg havde været alene i lejligheden, men min anstændighed havde trods alt forbudt mig at gøre mere end det. Hvis Philip var et privat menneske, skulle han have lov at være det. Han havde gjort så meget for mig, at jeg ikke kunne være bekendt at snage.

Den følgende lørdag tog vi ned i en stor fægtesal, ikke særlig langt fra Alexanderplatz.

Salen lå i en stor dyster bygning, som lignede en tidligere sporvognsremise, og vi gik ind i et omklædningsrum med lange rækker af slidte skabe og bænke. Flere fægtere var ved at klæde om, og når de tog deres ansigtsmasker på, lignede de en blanding af hospitalslæger og svejsere på et skibsværft. Philip havde skaffet mig en hvid polstret dragt, som sad tæt til kroppen, og der var en god stemning i omklædningsrummet. Philip hilste venligt på to fægtere, der begge så muskuløse og sportstrænede ud. En af dem havde et langt ar på kinden. Jeg holdt sablen i min hånd, mens jeg studerede mig selv i spejlet. Jeg følte mig som en lille dreng, der havde frit valg af iskager, og jeg glædede mig til at komme i gang med at lære. Den eneste sport, jeg havde dyrket før, var fodbold, for den krævede ikke andet end en billig bold og en baggård uden for mange ruder. Fægtning, derimod, var en sport for dem, der havde penge – samtidig med, at den krævede mere end teknik og fysisk kraft. Den krævede mod, koncentrationsevne og intelligens. I bund og grund kom jeg hurtigt til at opdage, at fægtning var en sport, hvor hjernen var våbnet; kården eller sablen var blot staffage.

Min første fægtetime blev heldigvis den store oplevelse, jeg havde håbet på. Philip lærte mig, at sablen var et hug- og stikvåben, hvor man skulle berøre modstanderens overkrop. Han fortalte mig om fairplayreglerne og introducerede mig til nogle af grundprincipperne i den ædle sport: en garde, udfald, parader og touché. Begreberne løb selvfølgelig sammen for mig; det var jo en fremmed, næsten eksotisk verden, jeg havde begivet mig ind i, men alligevel føltes den velkendt på den der sære måde, som får en til at tro, at man har levet et liv før dette, og jeg kastede mig med stor begejstring ind i duellerne på den aflange pist. Da vi et par timer senere gik tilbage til omklædningsrummet, svedige og trætte, følte jeg, at Philip havde introduceret mig til meget mere end en sport, også til en måde at leve på. Fægtning opøver nemlig ens årvågenhed og smidighed – og i løbet af det næste halve år opdagede jeg, at jeg næsten kom i en meditativ tilstand, når jeg bevægede mig op på pisten og stod en garde. Hvad der også viste sig at være et plus, var, at jeg åbenbart var lidt af et naturtalent. Mine reaktioner var hurtige; jeg havde en medfødt balance i kroppen og var dygtig til at fornemme mine modstanderes svagheder og udnytte dem.

– Du gør fantastiske fremskridt, sagde Philip imponeret og tørrede sveden af panden. – Om nogle måneder tror jeg faktisk, du vil være god nok til at klare dig i en af vores turneringer.

Vi tog bad i omklædningsrummet, mens bruserne blev gennemrystet af den nærliggende U-bane. Da vi stod i badet, skævede jeg til Philips blege krop. Han var stærkere bygget, end man umiddelbart skulle tro. Hans arme var muskuløse, og han havde et tigeransigt tatoveret på den højre overarm. Jeg havde som sædvanlig ømme muskler, især på inderlårene, men det var kun en prægtig fornemmelse. I badet snakkede vi om den kommende olympiade – og jeg bemærkede, at nationalsocialisterne havde fjernet de mange antisemitiske plakater, der hang rundt omkring i byen. Turisterne fra hele verden skulle åbenbart se et humant Tyskland, der havde respekt for ethvert folkeslag. Om plakaterne så kom op igen, når olympiaden var slut, var en helt anden historie.

– Vi kan gå ind og se nogle af fægtekonkurrencerne, hvis du vil, sagde Philip og fortalte mig, at det var ungarerne, som var favoritter til de fleste medaljer. Men italienerne og franskmændene havde også en chance. Værre så det ud for Tyskland, som var på vej frem, men som ikke havde den fægtetradition, de andre lande kunne prale med.

Idet vi skulle til at stige ind i Philips nypudsede DKW, kom tre mænd i sorte uniformer gående. Deres holdning var rank, blikkene barske og arrogante, som om de så ned på deres medmennesker. Det løb mig koldt ned ad ryggen, og det var tydeligt, at folk på fortovet trådte til side, når de så dem.

– Det er SS’erne, ikke?

– Jo, de sorte engle.

– De er nogle lede sataner, hva’?

– Nogle af dem, sagde Philip og så ud til at være ilde til mode. Det var tydeligt, at min kammerat delte min manglende begejstring for uniformer. Men sådan måtte enhver individualist have det. Uniformer var et fængsel. Jo flere af dem man så på gaden, des større undertrykkelse var der tale om – men faktisk havde jeg ikke set mange SS’ere i byen. Måske fordi SS’erne ikke købte brunkulsbriketter i fattigkvartererne. Eller fordi jeg levede i min egen lille selvcentrerede verden; i mit apolitiske elfenbenstårn, hvor jeg stadig håbede at få gang i min forfatterkarriere.

Vi satte os ind i DKW’en, som var den første bil, Philip havde ejet i sit liv. Den lugtede af salmiak, og Philip behandlede den med betydelig større omsorg, end han behandlede sin lejlighed. Vi kørte gennem den tætte trafik på Alexanderplatz. Det var en varm sommerdag, så vi kørte med vinduerne åbne, og jeg studerede kvinderne, som var ude at shoppe i deres elegante spadseredragter. Jeg vidste ikke, om jeg kunne fortsætte med et liv uden det svage køn. Mit løfte i Wien om at holde mig fra kvinder virkede umådelig absurd – selv for en verdensfjern boheme. Jeg savnede et erotisk liv. Eller rettere: Jeg savnede at være forelsket, så måske var det bare ideen om et parforhold, jeg ikke kunne undvære.

– Philip, hvorfor har du aldrig nogen kærester med hjemme? spurgte jeg og betragtede min kammerat, som havde løsnet slipset og åbnet den øverste knap i skjorten.

– Jeg har ikke tid.

– Du kan da ikke arbejde hele tiden, menneske.

– Det er jeg nødt til.

– Jeg havde jo håbet, at du kunne introducere mig for en masse filmstjerner!

– Jeg kender en enkelt rengøringsdame, hvis det skulle have din interesse.

Philip lo og kørte forsigtigt uden om en mand i en fodgængerovergang. Han styrede bilen med én hånd og havde skubbet hatten tilbage i nakken, som han altid havde for vane. En dobbeltdækkerbus passerede os, og vi stoppede uden for en stor imponerende bygning, Kempinski Haus Vaterland, og begav os hen til et spisested, der hed Löwenbräustube. Da vi kom indenfor i den elegante restaurant, hilste overtjeneren hjerteligt på Philip og fandt os et bord i et fredeligt hjørne. Philip stak manden en seddel, og han takkede overstrømmende og skyndte sig videre mod nye indtjeningsmuligheder. Jeg kiggede mig om i restauranten. Der var flot og stiligt med store, tunge lysekroner og højt til loftet. På endevæggen hang et enormt billede af de sneklædte alper, og på en lille scene stod et flygel og nogle sorte nodestativer. Til gengæld var stolene lige så ubekvemme som stolene i venteværelset hos en hudlæge.

Jeg greb ud efter et af menukortene og studerede det store udvalg. Der var en mærkelig stemning i Löwenbräustube – en stemning, som altid følger de nyrige og dem, der er kommet til magten. Man kunne kalde den en speciel form for forlorenhed og forstillelse. Jeg betragtede klientellet. To borde fra os sad et stort selskab af mænd i blågrå uniformer, jeg ikke kendte. Flere af dem havde hagekorsarmbind på og så ud, som om de var ved at kede sig ihjel. De havde dårlige manerer og mindede mig om orangutanger, som var på udkig efter nogen, de kunne lemlæste.

– Nå, hvordan går det med økonomien? spurgte Philip, da vi ti minutter senere fik serveret en løgtærte til forret.

– Ad helvede til, stønnede jeg.

Philip nikkede og greb ud efter sin kniv og gaffel. Af en eller anden grund kunne jeg mærke, at han skulle til at sige noget vigtigt. Det var tavsheden, der fortalte mig det. Eller også vidste jeg det simpelthen, fordi jeg kendte Philip så godt, som jeg gjorde.

– Kunne du tænke dig at arbejde for mig? spurgte han.

Jeg så på min kammerat. Hans ansigtsudtryk var alvorligt, mens han pustede til forretten, som var overraskende varm.

– Skal vi ud at synge i gårdene? spurgte jeg med et lille smil.

Philip rystede på hovedet og tørrede sig omhyggeligt med en stor kanelbrun serviet.

– Det er velbetalt, sagde han.

– Så kan det kun være forbudt.

– Det er ikke det ringeste forbudt. Det er fuldstændig lovligt!

For første gang under samtalen så Philip mig i øjnene. Hans blik var fast og roligt, men der var noget i det, jeg ikke kunne blive klog på, og af en ubestemmelig grund fornemmede jeg, at det ville være klogest at afslå. Men jeg vidste samtidig, at jeg hverken ville eller kunne afslå noget som helst, og i øvrigt var jeg nysgerrig som altid.

– Fortæl mig om det, sagde jeg, mens jeg skænkede op af den Moselvin, som Philip havde bestilt, da vi ankom. Flasken var våd og kølig af at stå i sin isspand, og jeg bad til, at Philip ville betale for måltidet, for jeg havde ikke råd til at spise på restauranter af denne klasse.

Min kammerat lagde omhyggeligt sin serviet fra sig.

– Det advokatkontor, jeg arbejder for i Französische Strasse, har selvfølgelig et utal af sager, men de sidste måneder har jeg arbejdet på en stor sag mod en kirkelig organisation, som ikke er helt fin i kanten. Valutaspekulation og økonomisk svindel … den slags, du ved. Og alt sammen i Vorherres navn selvfølgelig.

Philip smilede smørret.

– Det, jeg har brug for, Andreas, er noget meget enkelt: en læser! Og jeg vil gerne have, at den læser skal være dig!

Han brækkede et stykke af sit kuvertbrød og kastede det ind i munden.

– Jeg får penge for at læse?

Philip nikkede smilende og forklarede mig, at det var vigtigt for hans kontor at forstå de organisationer, som de forberedte retssager imod. Derfor ansatte kontoret folk til at gennemlæse den litteratur, som organisationerne udgav om sig selv. På den måde sikrede man sig, at retssagerne blev så retfærdige som muligt, og at ingen uskyldige blev dømt.

– Problemet med mange af de kirkelige organisationer er, at de ikke nøjes med at interesse sig for Vorherre. De er rene forbryderorganisationer, som beskæftiger sig med ejendomshandel, valutasvindel og anden undergravende virksomhed. Ifølge landets love er det op til enhver tysker, hvad han vil tro på. Ja, som du sikkert ved, er vores love faktisk meget tolerante på det område, men når kirken begynder at blande sig i politik, er det selvfølgelig ulovligt, og det kan du være med til at stoppe, Andreas. Du er i øvrigt katolik, er du ikke?

– På papiret, jo.

– Og katolicismen er en fin religion. Der er ikke noget i vejen med den som sådan, men når den romerske kirke blander sig i rigets anliggender og opfører sig, som om den er en stat i staten, bringer det kun uro. Vi har set det igen og igen de sidste år; hos jesuitterne, franciskanerne og andre af de kirkelige organisationer, som modtager deres ordre direkte fra udenlandske magter. Det er en skændsel, som tangerer landsforræderi … er du ikke enig?

Jeg fik ikke lejlighed til at svare, for i det samme lo Philip, mens han fortalte mig om en sag, han havde været involveret i for et halvt år siden. Fire nonner fra en katolsk orden i Bayern var blevet afsløret ved den schweiziske grænse, hvor de prøvede at smugle en formue ud af landet gemt i en udhulet Madonna.

– I en udhulet Madonna, Andreas! Er det ikke skamløst?

Jeg nikkede tøvende og sendte min mor en hurtig tanke. Philip fortsatte med at fortælle om jesuitternes effektive efterretningssystem; hvordan de tilsyneladende indordnede sig under de nye love, men i realiteten spillede deres eget spil og modarbejdede styret, hver gang de kunne komme til det.

– Det er en magtkamp, intet andet. Men de er ikke en gang ærlige nok til at indrømme det, sagde Philip og lagde kniven fra sig et kort øjeblik. Jeg betragtede min ven med fornyet interesse og var glad for at opdage, at der åbenbart var noget, han gik op i med liv og sjæl.

– Sig mig, hvem ejer egentlig dit advokatkontor? spurgte jeg.

– Det er privatejet, hvis det er det, du mener.

– Men hvem er jeres klienter?

– Mange forskellige instanser, sagde Philip og tørrede sig om munden.

– Nationalsocialisterne?

Philip så træt på mig.

– Alt i dagens Tyskland er styret af nationalsocialisterne, Andreas. Alt! Sådan er det, om man kan lide det eller ej.

– Og jeg skal bare læse?

– Du skal læse og udfærdige rapporter, ja!

Jeg nikkede eftertænksomt og greb ud efter mit cigaretetui. Inden jeg kunne nå at formidle min mistro, fortsatte Philip:

– Jeg kan love dig en ugeløn på halvfems mark, som bliver udbetalt, når du afleverer en ugentlig rapport over de religiøse organisationer, du studerer. Der er visse ting, vi gerne vil have, at du holder øje med, og det bliver du sat ind i, når du har sagt ja til jobbet. I begyndelsen kan du godt arbejde derhjemme, men senere hen er det bedst, at du sidder på kontoret med os andre.

– Det lyder næsten for let, sagde jeg med et skævt smil.

– Let? Philip så forbløffet på mig. – For mig lyder det som verdens sureste arbejde, men jeg er jo heller ikke nogen bogorm.

Philip blinkede, og i det samme kom tjeneren ilende og satte to overdådige jægerschnitzler med saltkartofler og garniture foran os. Philip gik i gang med at spise. Han spiste som en mand, der skulle have måltidet overstået, så han kunne beskæftige sig med ting, der var mere væsentlige. Jeg tænkte, så det knagede. Der var et eller andet, jeg ikke brød mig om ved arrangementet, men jeg kunne ikke gennemskue, hvad det var. Hvis jeg tog jobbet, ville jeg bidrage til, at landets love blev overholdt, og jeg ville kæmpe imod et religiøst magtmisbrug, som altid havde budt mig imod. Hvad kunne der være i vejen med det? I øvrigt ville det være rart at få nogle penge mellem hænderne. Jeg var træt af at leve på nas, og selv om jeg stortrivedes i Philips lejlighed på Prager Strasse, kunne jeg godt tænke mig at få mit eget en dag om ikke så længe.

– Jamen, jeg siger ja tak til dit tilbud!

– Godt. Philip strålede som en sol. – Skal vi skåle for vores Fører eller for os selv?

– For vores Fører, men ikke for hans nationalsocialistiske bøller, sagde jeg og skottede over mod nabobordet. Jeg hævede mit vinglas, og vi kiggede hinanden i øjnene et kort sekund og drak på et godt samarbejde. Derefter bestilte vi dessert hos Philips overtjener, og jeg lod mit blik glide op til det store vægbillede af de sneklædte alper. Halvfems mark om ugen! Det var næsten for godt til at være sandt. Og så var jeg ikke engang tysker. Men Tyskland havde vist, at det kunne bruge mig. Jeg var en del af Førerens nye revolution – hans smukke, rene utopi, der skulle vise verden, at det tyske folk ikke hang i fortidens klasseinddeling, men var i gang med at opbygge et samfund efter sunde, naturlige principper.

Jeg mærkede, hvordan vinen lå godt i min mave, og da Philip betalte regningen, og vi bevægede os gennem den fornemme Löwenbräustube, havde jeg en fornemmelse af, at fremtiden var lys, og at jeg ville komme til at gøre gavn i dette nationalsocialistiske samfund – også selv om det kun ville være på et beskedent plan.

I hvert fald i begyndelsen.

Et par dage efter kom Philip tilbage med en stor brun papkasse fra advokatkontoret. Der var ved at gå hul i bunden på den, og det var tydeligt at se, at den var fuld af bøger, brochurer og et hav af blade med kulørte forsider. Philip stillede den på gulvet i mit værelse med et smørret grin.

– Nu ved du vist, hvad du skal få tiden til at gå med, bogorm!

– Hvad er det? spurgte jeg nysgerrigt.

– Alt muligt bræk. Han kastede en bog til mig. – Men du skal begynde med denne her!

Jeg greb bogen og læste, hvad der stod på forsiden. Den hed Die Wandlungen unseres Kampfes, og Philip fortalte mig, at den var min „lærebog“, som omhandlede nogle af de problemstillinger, jeg ville støde på. Jeg nikkede og kunne mærke, at jeg glædede mig til at komme i gang med arbejdet. Philip gav mig nogle flere direktiver, som jeg lyttede til og skrev ned, og da han gik ud af værelset, satte jeg mig hen i en grøn klubstol, jeg havde købt på et marked i forstæderne. Jeg åbnede bogen og læste den i løbet af aftenen. Den var heldigvis kort og drejede sig om den politiske katolicisme. Forfatteren redegjorde for sine synspunkter med stor intelligens, men bogen havde også en hadefuld undertone, som bød mig en smule imod. Han skrev bl.a.: „I gamle Dage var det Kirkens Formaal at være Bindeled mellem Gud og Folket. Ifølge de hellige Skrifter var Hans Rige ikke af denne Verden. Men et materielt orienteret Præsteskab voksede frem og manipulerede med den oprindelige Lærdom. I Dag paastaar hver eneste Kirke, ja, hver eneste Sekt, at den alene har den rette Forstaaelse af Guds Ord. Men dens Postulater stopper ikke dér. Kirken har altid stræbt efter den absolutte Magt. Den romerske Kirke har aldrig ladet sig nøje med det aandelige Liv, men har forsøgt at opnaa saa megen Indflydelse, den har kundet i det politiske Liv, samtidig med at den har brugt Religionen som et Skjold, den har kundet gemme sig bag. Vi har sidst set det i dens smagløse Forsøg paa at sabotere Landets retmæssige Love angaaende Racespørgsmaalet og Tvangssteriliseringen af Aandssvage. Den romerske Kirke prøver at argumentere, at den kun blander sig i det sekulære Liv, fordi dens Værdinormer er truet af det nuværende Styre. Men Kirkens Argumenter er uhyrlige og dobbeltmoralske, for samtidig begaar Kirken de mest umoralske, økonomiske Forbrydelser, som er til ubodelig Skade for det tyske Folk.“

Sent på aftenen lagde jeg bogen fra mig og gjorde nogle notater. Det var selvfølgelig klart, at jeg skulle være på vagt over for de kirker og sekter, som blandede sig i politiske forhold. Men som sagt var det ikke alt i bogen, jeg fandt lige sympatisk. For eksempel var jeg en smule rystet over, at der var indført tvangssterilisering af åndssvage i Tyskland, men på den anden side kunne man godt forstå de nye magthavere. De havde arvet en Weimar-republik, der havde svært ved at brødføde sine egne, og for at landet kunne komme ovenpå igen, var man vel nødt til at gå radikalt til værks. Og det var det, min landsmand Adolf Hitler gjorde. Han forsvarede de stærkes ret på bekostning af de svage. Sådan var Guds natur jo også. Og selv om tvangssterilisering måske virkede barsk på en følsom sjæl, var det i bund og grund en kærlig handling, som var nødvendig, hvis man ønskede et sundt samfund.

Jeg skød tankerne fra mig og prøvede at danne mig et overblik over den litteratur, jeg skulle gennemlæse, og da jeg gik i seng klokken tre om natten, var det med en sær følelse af, at jeg var på vej ind i en ny og spændende fase af min rodede tilværelse.