Jeg tror at alting, eller i hvert fald det meste af alt det der skete for mig, begyndte med forvirringen omkring romersk arkitektur. Jeg havde oldtidskundskab i første time den dag, lige efter morgenandagten og morgensamling, som bare var en oplæsning af en række meddelelser som foregik i et kæmperum med seks meter høje palladianske vinduer, række på række af pulte med bordplader som kunne klappes op så man kunne lægge sine bøger ned i dem, og mahognitavler på væggene - en for hver årgang siden Ault blev grundlagt i 1882 - indgraveret med navnene på alle dem der var blevet studenter på skolen. De to præfekter fra afgangsklassen som var ansvarlige for morgensamlingen, stod ved en pult som stod på en tribune og råbte de folk op som havde skrevet sig på til at komme med meddelelser. Min pult, som var tildelt alfabetisk, stod tæt ved tribunen, og fordi jeg ikke talte med mine klassekammerater der sad omkring mig, brugte jeg tiden inden morgensamlingen begyndte, til at lytte til præfekternes småsnak med lærerne eller andre elever eller hinanden. Præfekterne hed Henry Thorpe og Gates Medkowski. Det var min fjerde uge på skolen, og jeg vidste ikke meget om Ault, men jeg vidste at Gates var den første pige nogensinde som var blevet valgt som præfekt på Ault.
Lærernes meddelelser var korte og koncise: Husk at aflevere jeres vejleder-ansøgningsblanketter inden klokken tolv på torsdag. Elevernes var længere - jo længere morgensamlingen varede, des kortere ville første time blive - og fulde af lange indskud og gentagelser: Drengenes fodboldtræning foregår på Coates Field i dag, og hvis I ikke ved hvor det er, så er det bag rektors hus, og hvis I heller ikke ved hvor det er, så spørg Fred. Hvor er du, Fred? Gider du lige række hånden op, mand? Der er Fred, kan alle se Fred? Okay, altså Coates Field. Og husk at tage bolde med.
Da alle meddelelserne var givet, trykkede Henry eller Gates på en knap på siden af pulten, en slags dørklokke, og så lød der en klokke ud over hele skolen, og vi luntede ind til vores klasseværelser. I oldtidskundskab skulle vi holde foredrag om forskellige emner, og det var min tur den dag. Jeg havde kopieret billeder af Colosseum, Pantheon og Diokletians Termer fra en biblioteksbog, limet billederne op på en planche og markeret kanterne med en grøn og en gul overstregningspen. Aftenen forinden havde jeg stået foran et spejl på kollegiets badeværelse og øvet mig på det jeg ville sige, men så var der kommet nogen ind, og jeg havde ladet som om jeg vaskede hænder.
Jeg var nummer tre; lige inden mig kom Jamie Lorison. fru Van der Hoef havde sat en talerstol foran klassen, og Jamie stod bag den og holdt krampagtigt fast i sine notatkort. "Det er en hyldest til de romerske arkitekter," begyndte han, "at så mange af deres bygninger kan ses og nydes efter to tusind år."
Mit hjerte sprang et slag over. Romersk arkitektur var mit emne, ikke Jamies. Det var svært at lytte til hans foredrag, men enkelte velkendte fraser trådte frem: akvædukterne, som var bygget til at transportere vand ... Colosseum, som oprindeligt blev kaldt det flavianske amfiteater ...
Fru Van der Hoef stod ved min venstre side, og jeg lænede mig over mod hende og hviskede: "Undskyld, men ..."
Det så ikke ud som om hun hørte mig.
"Fru Van der Hoef?" Så rakte jeg hånden ud - og senere var det netop det der virkede mest ydmygende - for at røre ved hendes arm. Hun havde en rødbrun silkekjole med krave og et skinnende rødbrunt bælte på, og jeg rørte kun helt forsigtigt ved silken, men hun trak sig tilbage som om jeg havde nevet hende. Hun stirrede på mig, rystede på hovedet og trådte flere skridt væk fra mig. "Jeg vil gerne sende nogle billeder rundt," hørte jeg Jamie sige. Han løftede en stak bøger op fra gulvet. Da han åbnede dem, så jeg de samme billeder som jeg havde fotokopieret i sort-hvid og limet op på en planche, bare i farver.
Så sluttede hans foredrag. Indtil den dag havde jeg ikke ment noget om Jamie Lorison, som var rødhåret og tynd og trak vejret højlydt, men da jeg så ham sætte sig ned med et mildt, tilfreds udtryk i ansigtet, foragtede jeg ham.
"Lee Fiora, så er det vist din tur," sagde fru Van der Hoef.
"Jo, men det er altså sådan," begyndte jeg, "at der er et lille problem."
Jeg kunne mærke at mine klassekammerater så på mig med stigende interesse. Blandt mange andre ting satte Ault en ære i at have en lav klassekvotient, så vi var kun tolv i klassen. Men da de alle sammen sad og så på mig, føltes tolv som mange.
"Jeg kan ikke," sagde jeg endelig.
"Hvadbehager?" Fru Van der Hoef var sidst i halvtredserne, en høj kvinde med en benet næse. Jeg havde hørt at hun var enke efter en berømt arkæolog, ikke at jeg kendte nogen berømte arkæologer.
"Jo, mit foredrag er - eller ville have været - jeg troede at det var mig der skulle tale om - men måske, nu når Jamie - "
"Du vrøvler, frøken Fiora," sagde fru Van der Hoef. "Hvad er det du siger?"
"Hvis jeg holder mit foredrag, vil jeg sige det samme som Jamie."
"Men du har jo et helt andet emne."
"Nej, jeg skal faktisk også tale om arkitektur."
Hun gik hen til sit kateder og lod en finger løbe ned ad et stykke papir. Jeg havde set på hende mens jeg talte, men nu hvor hun havde vendt sig væk, vidste jeg ikke hvor jeg skulle se hen. Mine klassekammerater så stadig på mig. Hidtil havde jeg kun sagt noget i timerne når jeg blev spurgt, og det var ikke så tit. De andre var altid entusiastiske og deltagende. På min gamle skole i South Bend, Indiana, havde mange af timerne været en til en-diskussioner mellem læreren og mig mens resten af klassen dagdrømte eller tegnede kruseduller. Her skulle der mere til end at forberede sig for at skille sig ud. Faktisk var der ikke noget der fik mig til at skille mig ud. Og nu, i min længste ytring hidtil, fik jeg afsløret at jeg var både mærkelig og dum.
"Du skal ikke tale om arkitektur," sagde fru Van der Hoef. "Du skal tale om atletik."
"Atletik?" gentog jeg. Der var helt udelukket at jeg frivilligt skulle have meldt mig til sådan et emne.
Hun lagde et stykke papir foran mig, og der stod mit navn, Lee Fiora - Atletik, med hendes håndskrift lige under James Lorison - Arkitektur. Vi havde meldt os til emnerne ved at række hånden op i klassen, hun havde tydeligvis misforstået mig.
"Jeg kan godt lave et foredrag om atletik, sagde jeg usikkert. "Jeg kan lave det til i morgen."
"Foreslår du at vi giver dem der skal holde foredrag i morgen mindre tid, for din skyld?"
"Nej, nej, selvfølgelig ikke. Men måske en anden dag, eller måske - jeg kan gøre det når det passer. Bare ikke i dag. Det eneste jeg kan tale om i dag, er arkitektur."
"Jamen, så tal om arkitektur. Brug talerstolen."
Jeg stirrede på hende. "Men Jamie har jo lige."
"Frøken Fiora, du spilder klassens tid."
Da jeg fandt min notesblok og min planche frem, tænkte jeg at det at komme til Ault var en enorm fejl. Jeg ville aldrig få venner; det bedste jeg ville kunne forvente af mine klassekammerater, var medlidenhed. Det stod allerede klart for mig at jeg var anderledes end dem, men jeg havde forestillet mig at jeg kunne holde den gående et stykke tid ved at lyve, føle mig frem, og så genskabe mig selv i deres billede. Men nu var jeg blevet afsløret.
Jeg holdt fast i begge sider af talerstolen og så ned på mine notater. "Et af de fremmeste eksempler på romersk arkitektur er Colosseum," begyndte jeg. "Historikere tror at Colosseum hedder Colosseum på grund af den store kolos af Nero som stod i nærheden." Jeg så op fra mine notater. Mine klassekammeraters ansigter var hverken venlige eller uvenlige, sympatiske eller usympatiske, engagerede eller sløve.
"Colosseum blev brugt til forestillinger for kejseren eller aristokraterne. Den mest kendte af de forestillinger var ..." Jeg standsede. Helt siden min barndom har jeg kunnet mærke i hagen når jeg ville få tårer i øjnene, og nu rystede den. Men jeg ville ikke græde foran fremmede. "Undskyld," sagde jeg og forlod klasseværelset.
Pigetoilettet lå for enden af gangen, men jeg vidste bedre end at gå derind, for der ville jeg være for let at finde. Jeg løb hen til trappen og skyndte mig ned til stueetagen og ud ad en sidedør. Udenfor var der sol og køligt, og fordi næsten alle var til time, føltes campus behagelig stille. Jeg småløb hen til mit kollegium. Måske skulle jeg stikke af for alvor, tomle til Boston, finde en bus og tage hjem til Indiana. Efteråret i Midtvesten var smukt, men ikke henrivende - ikke som i New England, hvor de kaldte bladene foliage. Hjemme i South Bend ville mine yngre brødre tilbringe aftenerne med at spille fodbold i baghaven og komme hjem til middag lugtende af drengesved; de ville tale om hvad de skulle klæde sig ud som til Allehelgen, og når min far skar græskarret ud, ville han lave en uhyggelig grimasse, holde kniven over sit hoved og lade som om han ville spidde dem, og mens de løb skrigende ind i det andet værelse, ville min mor sige: "Terry, hold op med at skræmme dem."
Jeg kom til gårdspladsen. Broussards Kollegium var et af de otte på østsiden af campus, fire drengekollegier og fire pigekollegier dannede en plads med granitbænke i midten. Når jeg så ud ad vinduet på mit hummer, som man kaldte det her, så jeg ofte par på bænkene, drengen sad med spredte ben, pigen stod mellem hans ben, hendes hånd lå måske på hans skulder inden hun lo og fjernede den. Nu var det kun en af bænkene der var optaget. En pige i cowboystøvler og en lang nederdel lå på ryggen med et knæ løftet til en trekant og den ene arm over øjnene.
Da jeg gik forbi, løftede hun armen. Det var Gates Medkowski. "Hej," sagde hun.
Vi fik næsten øjenkontakt, men ikke helt. Det gjorde mig usikker på om hun talte til mig, hvilket var noget jeg ofte følte når nogen talte til mig. Jeg gik videre.
"Hej," sagde hun igen. "Hvem tror du jeg taler til, der er ingen andre end os her." Men hendes stemme var venlig; hun lavede ikke grin med mig.
"Undskyld," sagde jeg.
"Går du på første år?"
Jeg nikkede.
"Er du på vej ind på kollegiet?"
Jeg nikkede igen.
"Du ved det sikkert ikke, men du må ikke være på kollegiet når der er timer." Hun svingede sine ben rundt og rejste sig op. "Det er der ingen der må," sagde hun. "Af en eller anden mærkelig årsag, som jeg ikke engang vil gætte på. Afgangselever får lov til at gå frit omkring, men kun udendørs, i biblioteket eller i postrummet, så det er lidt af en joke."
Jeg sagde ikke noget.
"Er du okay?" spurgte hun.
"Ja," sagde jeg og begyndte at græde.
"Åh, undskyld," sagde Gates. "Det var ikke meningen at gøre dig ked af det. Kom og sæt dig ned." Hun klappede på bænken ved siden af sig, og så rejste hun sig op, gik hen imod mig, lagde en arm om min ryg - mine skuldre gik op og ned - og førte mig hen til bænken. Da vi sad ned, gav hun mig et blåt lommetørklæde der lugtede af røgelse; selv gennem min tåretåge fascinerede det mig at hun gik rundt med sådan et. Jeg tøvede med at pudse næse - jeg ville ikke have at mit snot skulle tværes ud over Gates Medkowskys lommetørklæde - men alt bare løb og løb.
"Hvad hedder du?" sagde hun.
"Lee." Min stemme var høj og skælvende.
"Hvad er der i vejen? Hvorfor er du ikke til time eller i læsesalen?"
"Ikke noget."
Hun lo. "Af en eller anden grund så tror jeg ikke på det."
Da jeg fortalte hende hvad der var sket, sagde hun: "Van der Hoef kan godt være en rigtig furie. Gad vide hvorfor. Måske er det overgangsalderen. Men hun er faktisk meget sød det meste af tiden."
"Jeg tror ikke at hun kan lide mig."
"Det skal du ikke tænke på. Det er stadig tidligt på året. Hun har glemt alt om det inden november."
"Men jeg gik midt i timen," sagde jeg.
Gates viftede med hånden. "Det skal du ikke tænke på," sagde hun. "Lærerne her har set det meste. Vi ser os selv som adskilte individer, men i deres øjne smelter vi sammen til en stor masse af pubertale krav. Hvis du forstår hvad jeg mener?"
Jeg nikkede selvom jeg var ret sikker på at jeg ikke forstod noget som helst; jeg havde aldrig hørt nogen på min egen alder tale som hun gjorde.
"Det kan være hårdt at være på Ault," sagde hun. "Særlig i begyndelsen."
Og så mærkede jeg en ny strøm af tårer komme. Hun vidste hvordan jeg havde det. Jeg blinkede flere gange.
"Sådan har alle det," sagde hun.
Jeg så på hende, og, idet jeg gjorde det, indså jeg for første gang at hun var køn: ikke egentlig smuk, men flot, eller måske slående. Hun var næsten 180 høj, havde lys hud, fine træk, og blå øjne der var så farveløse at de næsten var grå, og en hel masse langt, lysebrunt hår som hang skødesløst omkring hendes ansigt; enkelte steder, der hvor solen ramte, var der glimt af guld i det. Mens vi talte, havde hun samlet det i en løs knold, mens kortere totter faldt ned omkring hendes ansigt. Når jeg skulle lave sådan en perfekt skødesløs knold, tog det som regel mindst et kvarter foran spejlet. Men alt ved Gates virkede ubesværet. "Jeg kommer fra Idaho, og jeg var den største bondeknold da jeg kom hertil," sagde hun. "Det var lige før jeg ankom på traktor."
"Jeg er fra Indiana," sagde jeg.
"Der kan du bare se, du er meget sejere end jeg var fordi Indiana i det mindste er tættere på Østkysten end Idaho er."
"Men folk her har været i Idaho. De står på ski der." Det vidste jeg fordi Dede Schwarts, en af mine to hummerkammerater, som det hed her på Ault, havde et indrammet billede af sin familie på en sneskråning med solbriller og skistave. Da jeg spurgte hende hvor det var taget, svarede hun Sun Valley, og da jeg slog Sun Valley op i mit atlas, så jeg at det var i Idaho.
"Det er sandt," sagde Gates. "Men jeg kommer ikke fra bjergene. Men det der er vigtigt at huske om Ault, er hvorfor du søgte i udgangspunktet. Det var på grund af det høje faglige niveau, ikke? Jeg ved ikke hvor du har været før, men Ault er i hvert fald en langt bedre skole end den jeg kommer fra. Og når det gælder regelsættet her, ja, hvad kan man gøre? Der er en masse positionering, det betyder jo ikke noget."
Jeg var ikke helt sikker på hvad hun mente med positionering - det fik mig til at tænke på en række piger i lange, hvide natkjoler som stod med ret ryg og balancerede med tykke bøger på hovedet.
Gates så på sit ur, et herresportsur med sort plastikrem. "Hør," sagde hun. "Jeg må smutte. Jeg har græsk i næste time. Hvad har du?"
"Algebra. Men jeg efterlod min rygsæk i oldtidskundskab."
"Bare snup den når klokken ringer. Og lad være med at sige noget til Van der Hoef. Du kan tale med hende senere når I begge to er kølet af."
Hun rejste sig, så det gjorde jeg også. Så begyndte vi at gå over mod skolebygningen - jeg skulle nok ikke hjem til South Bend alligevel, i det mindste ikke i dag. Vi gik forbi morgensamlingssalen som i løbet af dagen fungerede som læsesal. Jeg spekulerede på hvor mange der havde set ud ad vinduet og set mig tale med Gates Medkowski.
Det var aften, efter aftensamlingen, da Dede opdagede det. Hun var lige blevet færdig med at lægge tøj frem til næste dag. Hver aften lagde hun sit tøj ud på gulvet i form af et menneske: sko, bukser eller strømpebukser og nederdel, så en bluse og en sweater og en jakke oven på blusen. Vores hummer var ikke særlig stort - selvom vi var tre der delte det, jeg havde hørt at det tidligere havde været brugt som dobbeltværelse - og det var ikke noget Dede viste forståelse for. For mig og min anden hummerkammerat, Sin-Jun Kim, betød Dedes tøjarrangement at vi måtte trippe omkring som om det var et virkeligt menneske der lå der. Men vi havde ikke protesteret de første dage af skoleåret, og nu var Dedes vane et etableret mønster.
Den aften Dede opdagede det, var vores hummer stille bortset fra den lave lyd fra hendes stereoanlæg og den klikkende lyd fra hendes skuffer der blev åbnet og lukket. Sin-Jun sad og læste ved sit skrivebord, og jeg var allerede gået i seng. Jeg gik altid i seng når jeg var træt af at læse - jeg vidste ikke hvad jeg ellers skulle lave - og lå der under dynen, med hovedet vendt ind mod væggen og lukkede øjne. Hvis der kom nogen for at tale med Dede, kom de ind på hummeret og talte med normal stemme, og når de så mig hviskede de enten "Åh, undskyld" eller "Ups", og jeg følte mig mærkelig beæret. Nogle gange forestillede jeg mig at jeg lå i min seng i South Bend, og at lyden fra kollegiet var min families lyde - at det var min bror Joseph som trak ud i toilettet, at latteren ude i gangen var min mor der talte i telefon med sin søster.
Siden vores møde den foregående uge havde jeg flere gange grebet mig selv i at tænke på Gates Medkowski. Inden morgensamlingen så jeg på hende, og et par gange havde hun set lige på mig. Når vi fik øjenkontakt, smilede hun eller sagde "Hej, Lee," inden hun gik videre, og som regel rødmede jeg og følte mig afsløret. Det var ikke fordi jeg ville tale med hende igen, det ville sikkert blive akavet, men jeg ville gerne vide lidt mere om hende. Jeg spekulerede på om Gates havde en kæreste eller ej, da Dede udbrød: "Hvad helvede!"
Hverken Sin-Jun eller jeg sagde noget.
"Okay, jeg havde fyrre dollar i den øverste skuffe i morges, og nu er de der ikke," sagde Dede. "Det er ikke en af jer der har taget dem, vel?"
"Selvfølgelig ikke," sagde jeg og rullede over på den anden side. "Har du set i dine lommer?"
"De var helt sikkert i min skuffe. Der er nogen der har stjålet dem. Det er helt utroligt."
"Ikke i skuffen?" sagde Sin-Jun. Sin-Jun var fra Korea, og jeg havde ikke helt forstået hvor meget engelsk hun egentlig forstod. Ligesom mig havde Sin-Jun ingen venner, og Dede plejede at ignorere hende, ligesom hun gjorde med mig. Nogle gange fulgtes vi ned til spisesalen, det var bedre end at gå alene.
Selvom Dede gjorde sig umage med at holde afstand til Sin-Jun og mig - hun gik tidligere end os når vi skulle til morgenandagt eller ned og spise - var hun ikke just en af de seje selv. På min gamle skole ville hun havde været kongelig, men her var hun tilsyneladende hverken rig eller smuk nok til at være rigtig populær. Selv jeg kunne se at hvis man sammenlignede Dede med den smukkeste pige på Ault, så var hendes næse lidt for rund, hendes lægge lidt for kraftige, hendes hår lidt for, ja, brunt. Hun ville være som de andre, ja hun løb bogstavelig talt efter de andre piger på gangen. Den ihærdighed hun lagde for dagen, gjorde mig flov på hendes vegne.
"Jeg har allerede sagt at de ikke er i min skuffe," sagde Dede igen. "Du har ikke lånt dem, vel, Sin-Jun? Ligesom taget dem og tænkt at du ville betale tilbage senere. Det er helt i orden." Det var en usædvanlig venlig bemærkning når man tænker på at den kom fra Dede.
Sin-Jun rystede på hovedet. "Ikke låne," sagde hun.
Dede viste sin afsky med et suk. "Okay," sagde hun. "Der er en tyv på kollegiet."
"Måske er der nogen der har lånt pengene," sagde jeg. "Spørg Aspeth." Aspeth Montgomery var den pige som Dede fulgte efter med størst entusiasme. Hun boede længere nede ad gangen, og jeg formodede at Dede anså det for at være et udslag af enestående uheld at hun skulle bo sammen med Sin-Jun og mig i stedet for Aspeth.
"Aspeth ville aldrig låne uden at spørge." sagde Dede. "Jeg bliver nødt til at fortælle Madame hvad der er sket."
Det var først nu jeg troede på at pengene faktisk var blevet stjålet, eller i det mindste at det var det Dede troede at de var. Til aftensamling næste dag, efter at vores navne var blevet råbt op og krydset af på listen, sagde Madame: "Det er med stor beklagelse at jeg må fortælle jer at der har været et tyveri her på kollegiet." Madame - vores præceptor, fagleder i fransk og oprindelig fra Paris - så sig omkring gennem sine skrå briller, som enten var (og her er jeg faktisk usikker) helt gammeldags eller retrohippe. Hun var i begyndelsen af fyrrerne, og hun havde strømper med søm, gyldenbrune højhælede sko i læder med en ankelstrop som sad fast i en læderknap, og nederdel og bluser som fremhævede hendes smalle talje og ikke så smalle bagdel. "Jeg vil ikke sige hvor mange penge det faktisk var, eller hvem de blev stjålet fra," fortsatte hun. "Men hvis I ved noget om denne her episode, vil jeg foreslå at I står frem med det samme. Jeg må minde jer om at tyveri er en alvorlig forseelse og vil blive straffet med bortvisning."
"Hvor mange penge var det?" spurgte Amy Dennaker. Amy var en tredjeårselev med en hæs stemme, krøllet rødt hår og brede skuldre. Hun virkede skræmmende på mig. Jeg havde kun talt med hende en enkelt gang, da jeg ventede i fællesrummet for at bruge mønttelefonen, og hun kom ind, åbnede køleskabet og spurgte: "Hvem ejer de her Cola light?" Jeg svarede: "Det ved jeg ikke," og Amy havde taget en og var gået op ad trappen. Måske var det hende der var tyven, tænkte jeg.
"Det er irrelevant hvor mange penge der er tale om," sagde Madame. "Jeg fortæller jer bare om episoden så I kan tage forholdsregler."
"Hvad mener De, låse vores døre og sådan?" sagde Amy, og folk lo. Der var ingen der havde lås på dørene.
"Jeg vil fraråde jer at have mange penge liggende på jeres hummere," sagde Madame. "Hvis I har ti eller femten dollars, så er det nok." Og det havde hun ret i - man havde ikke brug for penge på Ault. Der var penge alle vegne på campus, men de var som regel usynlige. Man kunne få et glimt af dem indimellem i ting der skinnede, som på kølerhjelmen på rektors Mercedes, eller guldkuplen på skolebygningen, eller i en piges lange, glatte, lyse hår. Men der var ingen der gik med punge. Når man skulle betale for et kladdehæfte eller et par træningsbukser i butikken på campus, skrev man sit elevnummer på en blanket, og senere fik ens forældre regningen. "Hvis I ser nogen der ikke hører hjemme på kollegiet," fortsatte Madame, "skal I rapportere til mig. Er der andre beskeder?"
Dedes ven Aspeth rakte hånden op. "Jeg vil bare lige sige til dem der efterlader kønshår i håndvasken: Fjern dem lige igen, ikke? Det er ret ulækkert."
Aspeth fremsatte den besked hver anden dag. Det var sandt at der ofte lå korte, stive sorte hår i vasken, men Aspeths klager havde tydeligvis ingen effekt. Det virkede mest som om hun godt kunne lide at fremsætte dem fordi det solidt fik fastslået at hun ikke brød sig om kønshår.
"Og hvis det er alt," sagde Madame, "så er udgangsforbuddet hermed trådt i kraft og aftensamlingen forbi." Alle rejste sig fra deres sofaer og stole for at give hende hånden, hvilket var et ritual jeg efterhånden havde vænnet mig til.
"Hvis vi starter et privat vagtværn, tror De så at elevaktivitetskomiteen vil give os midler?" spurgte Amy højt.
"Det ved jeg ikke," svarede Madame træt.
"Bare rolig," sagde Amy. "Det bliver ikke noget med vold." Jeg havde set Amy i fuld vigør tidligere - hun lavede imitationer af Madame hvor hun tog sig til brystet og skreg noget i retning af Zut alors! Der er nogen der har sat sig på min croissant! - men jeg var alligevel lidt overrasket over at hun jokede. I kapellet havde rektor og præsten talt om samfundsånd og integritet og den pris vi måtte betale for de privilegier vi havde. På Ault var det ikke nok ikke at være uartige eller uetiske; vi skulle ikke engang være almindelige, og det at stjæle var langt værre end at være almindelig. Det var upassende, det var ikke subtilt og afslørede et ønske om at eje ting man ikke allerede havde.
På vej op ad trappen til første sal spekulerede jeg på om det var muligt at det var mig der var tyven. Hvad nu hvis jeg havde åbnet Dedes skuffe i søvne? Eller hvis jeg led af hukommelsestab, eller skizofreni, og ikke kunne redegøre for mine egne handlinger? Jeg troede ikke at det var mig det havde stjålet pengene, men det var alligevel en mulighed.
"Vi skal til bunds i det her tout de suite," hørte jeg Amy sige da jeg nåede helt op ad trappen, og så var der en anden der stod meget tættere på, som sagde: "Skøre kælling."
Jeg vendte mig om. Little Washington stod på trappen lige bag mig. Jeg rømmede mig forsigtigt for at anerkende hendes kommentar, selvom jeg ikke var helt sikker på om hun mente Amy eller Madame.
"Hun er så rapkæftet," tilføjede Little, og så vidste jeg at det var Amy hun talte om.
"Amy fjoller bare," sagde jeg. Jeg havde ikke haft noget imod at le lidt sammen med Little på Amys bekostning, men jeg var bange for at gøre det ude på gangen hvor det kunne høres.
"Hun er ikke morsom," sagde Little.
Jeg havde lyst til at give hende ret - ikke så meget fordi jeg egentlig var enig som fordi jeg gerne ville være veninde med Little. Jeg havde lagt mærke til hende første gang en aften hvor vi var kommet tilbage fra en festmiddag samtidig. Så snart hun var kommet ind i fællesrummet, sagde hun ud i luften: "Jeg må bare få de her sko af, mine syrebasser skal have lidt luft." Little kom fra Pittsburgh, hun var den eneste sorte pige på kollegiet, og jeg havde hørt at hun var datter af en læge og en advokat. Hun var terrænløber-stjerne, og folk sagde at hun var endnu bedre til basket. Da hun var andetårselev, boede hun på eneværelse, og det var normalt lidt af et socialt stigma - eneværelse betød at man ikke havde nogen venner der ville dele rum med en - men det at Little var sort, satte hende uden for den normale sociale rangorden. Men ikke automatisk, ikke på en dårlig måde. Men det gav hende mulighed for at stå af uden at virke som en taber.
"Det er lidt ækelt med det tyveri, ikke?" sagde jeg.
Little kom med en afvisende lyd. "Jeg vil vædde med at hun er glad for at det skete. Nu får hun alles opmærksomhed."
"Hvem?"
"Hvem tror du? Din hummerkammerat."
"Ved du at det var Dedes penge? Er der slet ingen hemmeligheder her på kollegiet?
Little var stille et øjeblik, så sagde hun: "Der er ingen hemmeligheder på hele skolen."
Usikkerheden ramte mig som et let slag i maven. Jeg håbede virkelig ikke at hun havde ret. Vi stod uden for hendes hummer, og et øjeblik tænkte jeg på om hun ville invitere mig ind.
"Kan du lide at være her?" spurgte jeg. Det var mit største problem - jeg kunne ikke tale med folk uden at stille spørgsmål. Der var nogle der syntes det var mærkeligt, og nogle der var så glade for at tale om sig selv at de ikke lagde mærke til det, men uanset hvad var det ikke frugtbart for konversationen. Mens munden bevægede sig på personen foran mig, prøvede jeg at finde på et nyt spørgsmål.
"Der er mange gode ting ved skolen," sagde Little. "Men folk har så travlt med at stikke næsen i alting."
"Jeg kan gode lide dit navn," sagde jeg. "Er det dit rigtige navn?"
"Prøv at se om du kan finde ud af det," sagde Little. "Bevis min teori."
"Okay," sagde jeg. "Så vender jeg tilbage."
Hun havde ingen indvendinger. Det var det samme som en tilladelse til at tale med hende igen, noget at glæde sig til. Men hun havde vist ikke tænkt sig at invitere mig ind - hun havde åbnet sin dør og skulle til at gå ind.
"Husk nu at gemme dine penge," sagde jeg.
"Ja, helt ærligt." Hun rystede på hovedet. "Folk er virkelig langt ude."
Alt det her skete i begyndelsen på Ault, i begyndelsen af min tid på Ault, da jeg konstant var udmattet fordi jeg var på vagt hele tiden og ikke ville skille mig ud. Til fodboldtræning var jeg bange for om jeg skulle ramme ved siden af, når vi gik om bord i bussen på vej til kampe på andre skoler, var jeg bange for at sætte mig ved siden af nogen som ikke ville sidde ved siden af mig, i timerne var jeg bange for at jeg skulle komme til at sige noget dumt. Jeg var bange for om jeg tog for meget mad op på min tallerken ved måltiderne, at jeg ikke hadede den mad man skulle hade - kartoffelkroketter og limetærte - og om aftenen var jeg bange for at Dede eller Sin-Jun skulle høre mig snorke. Jeg var altid bange for at nogen skulle lægge mærke til mig, og når de ikke gjorde det, blev jeg ensom.
Ault havde været min egen ide. Jeg havde undersøgt hvad der fandtes af kostskoler på mit lokale bibliotek, og havde skrevet og bedt om at få tilsendt brochurer. De glitrende brochurer viste billeder af teenagere i uldtrøjer som sang salmer i kapellet, spillede lacrosse og intenst betragtede en matematisk ligning på en tavle. Jeg havde byttet min familie væk for glitter. Jeg lod som om at det var det faglige niveau, men det havde det aldrig været. Marvin Thompson High School, den skole jeg skulle have gået på hjemme i South Bend, havde gange med grønt linoleum, snavsede skabe og langhårede drenge som skrev navne på heavy metalbands bag på deres cowboyjakker med sort sprittusch. Men kostskoledrengene, i hvert fald dem i brochuren som holdt lacrossestave og smilede bredt, var så flotte. Og de måtte også være intelligente, alene fordi de gik på kostskole. Jeg forestillede mig at hvis jeg forlod South Bend, så ville jeg møde en melankolsk, veltrænet dreng som læste lige så meget som jeg gjorde, og på gråvejrssøndage ville vi gå ture sammen i vores uldtrøjer.
Under hele ansøgningsprocessen var mine forældre lamslåede. Den eneste min familie kendte som havde gået på kostskole, var en søn af en af forsikringsagenterne på det kontor hvor min mor var bogholder, og hans kostskole havde været en indhegnet bjergtop i Colorado, et sted for utilpassede rødder. Mine forældre regnede ikke med at jeg ville blive optaget, ikke fordi de ikke støttede mig, men fordi de var ærlige, og desuden betragtede de det som en af mine kortvarige hobbyer, som at strikke (i sjette klasse, jeg havde strikket en tredjedel af en hue). Da jeg kom ind, fortalte de hvor stolte de var, og hvor kede af de var at de ikke havde råd til at betale for det. Da der kom brev fra Ault om at de tilbød mig Eloise Fielding Fosters stipendium som ville dække mere en to tredjedele af skolepengene, græd jeg fordi jeg vidste at nu skulle jeg væk hjemmefra, og pludselig så vidste jeg ikke om det egentlig var nogen god ide - jeg indså at jeg, ligesom mine forældre, aldrig egentlig havde troet på at jeg skulle rejse.
Midt i september, flere uger efter at skolen var begyndt i South Bend for mine brødre og mine tidligere klassekammerater, kørte min far mig fra Indiana til Massachusetts. Da vi kørte gennem de fint forarbejdede smedejernlåger ind til campus, kunne jeg genkende bygningerne fra fotografierne - otte firkantede bygninger og et gotisk kapel med en cirkel af græs omkring som jeg allerede vidste, målte 45 meter i diameter, og som man ikke måtte træde på. Alle vegne var der biler med åbne bagagerum, børn der hilste på hinanden, fædre der bar på kasser. Jeg havde en lang kjole på med fersken- og lavendelfarvede blomster og en blondekrave, og jeg så med det samme at de fleste andre elever gik i gamle T-shirts og løse kakishorts og klip-klappere. Det var der jeg indså, hvor hårdt det ville blive at gå på Ault.
Efter at vi havde fundet mit kollegium, begyndte min far at tale med Dedes far, som sagde: "South Bend, hvad? Så underviser du vel på Notre Dame," og min far svarede muntert. "Nej, hr., jeg er i madrasbranchen." Jeg var flov over at min far kaldte Dedes far hr., flov over hans job, flov over vores rustne, hvide Datsun. Jeg ville have min far væk fra campus så hurtigt som overhovedet muligt, så jeg kunne prøve at savne ham.
Om morgenen, mens jeg stod under bruseren, ville jeg tænke: Jeg har været på Ault i et døgn. Jeg har været på Ault i tre dage. Jeg har været på Ault i en måned. Jeg talte med mig selv som jeg troede min mor ville have talt til mig hvis hun havde syntes at det var en god ide at gå på kostskole: Du klarer dig så flot. Jeg er så stolt af dig, LeeLee. Indimellem græd jeg når jeg vaskede hår, men sagen var, og det var sådan det altid var med Ault - på mange måder var det helt som jeg havde forestillet mig. Der var utrolig smukt på campus: De lave, disede bjerge som blev blå om aftenen, de perfekte rektangulære marker, den gotiske katedral (det var ren Yankee-beskedenhed som fik dem til at kalde det et kapel) med mosaikvinduer. Denne skønhed lagde et skær af noget ædelt og glamourøst over gav den mest prosaiske hjemve.
Flere gange havde jeg genkendt en elev fra et fotografi i kataloget. Det var distraherende, på samme måde som jeg forestillede mig at det var at se en berømthed på gaden i New York eller Los Angeles. Disse mennesker bevægede sig og trak vejret, de spiste bagels i spisesalen, bar rundt på bøger i gangene, gik i noget andet tøj end det jeg huskede. De tilhørte en virkelig, fysisk verden. Tidligere var det som om de tilhørte mig.
Øverst på plakaten stod der med store bogstaver Kom nu ud af dit hummer!!! Nedenunder stod der med små bogstaver: Hvor? Spisesalen! Hvornår? På lørdag! Hvorfor? For at danse! Nyd det i fulde drag! Papiret var rødt og viste et billede af hr. Byden, rektor, i en kjole.
"Det er en drag-fest." hørte jeg Dede fortælle Sin-Jun en aften. "Vi skal klædes ud."
"Drag, hvad er det?" sagde Sin-Jun.
"Pigerne klæder sig ud som drenge, og drengene som piger," forklarede jeg.
"Åhh," sagde Sin-Jun. "Godt-godt."
"Jeg låner et slips af Devin," sagde Dede. "Og en baseballkasket."
Godt for dig, tænkte jeg.
"Dev er bare så sjov," sagde hun. Indimellem fortalte Dede mig ting om sig selv, men det var vist mest fordi jeg var til stede, og fordi jeg, i modsætning til Sin-Jun, talte engelsk flydende. "Hvem skal du låne tøj af?" spurgte hun.
"Det har jeg ikke bestemt endnu." Jeg skulle ikke låne tøj af nogen som helst, for jeg skulle ikke med. Jeg kunne knap finde ud af at tale med mine klassekammerater, og jeg kunne i hvert fald ikke danse. Jeg havde prøvet det engang til en kusines bryllup, og det eneste jeg kunne tænke på, var: Er det nu jeg skal løfte armene i vejret?
Da det blev lørdag - vi havde også morgensamling og timer lørdag formiddag, og det var en god detalje at nævne for dem hjemmefra for at bekræfte deres mistanke om at kostskoler ikke adskilte sig nævneværdigt fra fængsler - var hverken Gates eller Henry Thorpe ved deres pult da klokken kaldte ind til morgensamlingen. Det var en anden afgangselev, som jeg ikke kendte navnet på, som ringede med klokken og så trådte ned fra tribunen. Så kunne vi pludselig høre musik, og alle eleverne holdt op med at småsnakke. Det var disco. Jeg genkendte ikke sangen, men det så ud som om mange af de andre gjorde, og alle brød ud i latter. Jeg vendte mig om på min stol og så at musikken kom fra to højtalere som blev løftet op i luften af en afgangselev - der var ikke pulte nok til alle, så tredje- og fjerdeårselever stod op bagerst i lokalet. Afgangseleverne kiggede i retning af indgangen. Der gik et par sekunder, og så kom Henry Thorpe. Han var iført en kort, sort satinnatkjole, netstrømpebukser og sorte høje hæle, og han dansede sig vej op til sin pult på tribunen. Der var mange elever, særlig fra afgangsklassen, som heppede og piftede. Der var nogle der sang og klappede i takt til musikken.
Henry pegede over mod en dør og krummede fingeren tilbage mod sit bryst. Jeg så i den retning han havde peget. Der, i den anden ende af lokalet, der hvor lærerne stod, kom Gates til syne. Hun var klædt i en amerikansk fodbolduniform med skulderpuder og havde sorte streger på kindbenene. Men ingen kunne have forvekslet hende med en dreng: Hun havde løst hår, og hendes lægge - hun havde ikke sokker på - så bløde og slanke ud. Hun dansede sig også frem mens hun holdt sine hænder op i vejret og rystede på hovedet. Da de nåede frem til deres tribune, var lokalet i vild jubel. De stillede sig tæt ind til hinanden og dansede. Jeg kastede et blik over på lærerne: De fleste af dem stod med korslagte arme og ventede utålmodigt. Gates og Henry slap hinanden og stillede sig med ansigterne vendt i hver sin retning, Gates vrikkede med hofterne og knipsede med fingrene. Hendes ligefremme facon slog mig. Der stod hun foran mere end tre hundrede mennesker, i fuldt dagslys, det var morgen, og så dansede hun.
Hun pegede ned bagerst i lokalet, og musikken stoppede. Hun og Henry hoppede ned fra tribunen, og tre afgangselever, to piger og en dreng, kravlede op på tribunen. "I aften klokken otte i spisesalen ..." sagde en af pigerne.
" ... kommer det ellevte årlige ekstravagante drag-show," sagde den anden.
"Så vær parat til at feste!" råbte drengen.
Lokalet brød ud i vild jubel og tilråb. Der var nogen der tændte for musikken, men Gates smilede og rystede på hovedet. Musikken blev slukket. "Beklager, men showet er forbi," sagde hun, og eleverne buede, men selv bu-råbene lød begejstrede. Gates vendte sig mod de tre afgangselever ved siden af hende. "Tak skal I have." Så tog hun tavlen hvor navnene på dem der havde meddelelser var skrevet op, og sagde: "Hr. Archibal?"
Hr. Archibal trådte op på tribunen. Netop som han skulle til at sige noget, var der en fyr fra salen der råbte: "Gates, vil du danse med mig?"
Gates smilede med lukket mund. "Bare fortsæt, hr. Archibal," sagde hun.
Hans meddelelse handlede om sodavandsdåser i matematikfløjen.
Gates rakte tavlen til Henry.
"Dory Rodgers," råbte Henry, og Dory fortalte at Amnesti International-mødet var blevet flyttet fra søndag klokken seks til søndag klokken syv. I løbet af de næste fire-fem meddelelser greb jeg mig i at vente på flere stunts - jeg ville se Gates danse igen - men det virkede som om showet virkelig var forbi.
Da Henry havde ringet med klokken, gik jeg op til tribunen. "Gates," sagde jeg. Hun var ved at lægge en notesblok ned i sin taske og så ikke op. "Gates," sagde jeg igen.
Nu så hun op på mig.
"Du danser virkelig godt," sagde jeg.
Hun himlede med øjnene. "Det er altid sjovt at se folk blive til grin."
"Nej, nej, du var ikke til grin. Overhovedet ikke. Alle elskede det."
Hun smilede, og jeg forstod at hun allerede godt vidste at alle havde elsket det. Men hun havde ikke fisket efter et kompliment, ligesom jeg gjorde når jeg sagde noget selvudslettende. Det var mere som om - og det gik op for mig da jeg så på hende - hun lod som om hun var normal. Selvom hun var noget særligt, lod hun som om hun var ligesom os andre.
"Tak," sagde hun. "Det var sødt af dig, Lee."
Om aftenen hvirvlede der en overstadig energi over gårdspladsen og ind på kollegiet. Drengene fra kollegierne i nærheden kom ind i vores fællesrum - drengene havde kun adgang ovenpå når der var besøgstid - og påkaldte sig visse pigers opmærksomhed. Aspeth var, uden at det kom bag på mig, et populært valg, og Dede rendte i hælene på hende. De tog håndtasker og neglelak og bh'er, som de under højlydte råb og latter satte uden på drengenes T-shirts, med ned. Jeg var i gang med at vaske tøj, og på vej mellem kælderen og første sal på kollegiet så jeg festivitassen udfolde sig. Tanken om at en dreng skulle have min bh på ud over sin T-shirt, var forfærdelig - de tomme skåle som hang løst, stoffet som blev strakt ud, eller endnu værre, ikke strakt ud, omkring hans brystkasse, og det at han ville kunne se hvilken størrelse jeg brugte, og måske ville smide den på gulvet i sit hummer og træde på den inden han skulle sove. Men måske handlede det lige så meget om at jeg hurtigt opdagede at mine bh'er ikke var særlig pæne. De var i beige bomuld med en beige sløjfe mellem skålene; min mor havde købt dem i løbet af sommeren i vores lokale JCPenny. De andres bh'er var af satin eller blonder, sorte eller røde eller leopardplettede, af den type som jeg troede kun voksne kvinder bar.
Efter at kollegiet var rømmet - selv Sin-Jun gik til festen med et mascaraoverskæg - læste jeg spanske gloser et lille stykke tid og gik så ned i fællesrummet for at kigge i de gamle årbøger som stod linet op på en hylde. Jeg elskede årbøger; de var som et atlas over skolen. Dem der stod i vores fællesrum, gik helt tilbage til 1973, og i de sidste par uger havde jeg læst mig helt op til vores tid. Formatet var det samme hele vejen igennem, først individuelle billeder, så klubberne, sportsholdene, kollegierne og årgangene. For eksempel var der for årets anden årgang en liste over alle de ting der var sket mellem september og juni, og en lille morsomhed om hver person: "Kan du forestille dig Lindsay uden sit krøllejern?" Så kom det bedste, afgangseleverne, de havde hver deres side. Foruden de sædvanlige taksigelser til familie, lærere og venner og de til tider nostalgiske, til tider litterære, til tider uforståelige citater, var der masser af billeder. Mange af drengenes billeder var fra deres kampe, mange af pigernes viste dem arm i arm, enten siddende på en seng eller stående på en strand. Piger havde også en forkærlighed for at sætte billeder fra barndommen ind.
Hvis man havde tid og tålmodighed, ville man kunne finde ud af hvem der var venner med hvem, og hvem der havde kommet sammen med hvem, og hvem der havde været populær eller god til sport eller underlig og anderledes. Afgangseleverne blev efterhånden som fjerne fætre og kusiner for mig - jeg lærte deres øgenavne, deres yndlingssport, hvilken bluse og hvilken frisure de havde valgt til forskellige anledninger.
I de tre nyeste årbøger havde jeg fundet adskillige billeder af Gates. Hun spillede hockey, basketball og lacrosse, og på første og andet år boede hun på Elwyns Kollegium og på tredje på Jacksons. På hendes andet år stod den lille morsomhed om hende: "Krystalkuglen fortæller at Henry og Gates en dag vil købe et hus med hvidt stakit omkring og få tolv børn." Den eneste Henry på Ault var Henry Thorpe som jeg vidste, kom sammen med en snerpet lille andetårselev der hed Molly. Jeg spekulerede på om Henry og Gates virkelig havde kommet sammen, og hvis de havde, om der var spændinger mellem dem, enten gode eller dårlige. Da de havde danset sammen til morgensamlingen, havde det ikke virket sådan.
Jeg var nået til slutningen af årbogen fra Gates tredje år, som var den nyeste, da jeg så billedet. Helt til sidst, efter afgangsklasserne, var der billederne fra translokationen. Afgangspigerne i hvide kjoler, drengene i hvide bukser og mørkeblå blazere og stråhatte. Der var billeder af dem bænket under ceremonien, et billede af hovedtaleren (en højesteretsdommer), billeder af afgangseleverne som omfavner hinanden. Og blandt dem - jeg så ikke efter hende, så jeg kunne nemt havde overset det - var der et hvor Gates stod alene. Det var taget fra taljen og op, og hun havde en hvid kortærmet skjorte på. Desuden havde hun en cowboyhat på, og hendes hår stak ud under skyggen og lå ud over hendes skuldre. Billedet skulle egentlig have været taget i profil, men den der havde taget det, hvem end det var, havde kaldt på hende lige inden billedet var blevet taget så hun så lige ind i kameraet. Måske havde hun leet og protesteret, måske havde hun sagt, Nej, helt ærligt! Men til en person som hun meget godt kunne lide.
Jeg sad og kiggede på billedet så længe at jeg var overrasket over at se de nubrede, orange sofaer og cremefarvede vægge i fællesrummet da jeg så op igen. Jeg havde glemt mig selv helt, og jeg havde glemt Ault, i det mindste den virkelige, tredimensionale version hvori også jeg var virkelig. Klokken var lidt over ti. Jeg bestemte mig for at tjekke tidligt ind hos Madame og så gå i seng, og lagde årbogen væk.
På badeværelset ovenpå stod Little foran en af håndvaskene i en lyserød badekåbe og gnubbede olie i håret.
"Hej," sagde jeg. "Hvordan var festen?"
Hun lavede en grimasse. "Som om jeg gad gå til en dragfest."
"Hvorfor ikke?"
"Hvorfor gik du ikke?"
Jeg smilede, og hun gengældte mit smil.
"Der kan du selv se," sagde hun. "Men din hummerkammerat var godt nok begejstret. Hvis det var mig der boede sammen med hende, ville jeg have mistet tålmodigheden for længst."
"Så slem er hun ikke."
"Åh-åh."
"Du spiller basket på førsteholdet, gør du ikke?" sagde jeg.
"Jo."
"Så spiller du sammen med Gates Medkowski, gør du ikke?"
"Jo."
"Hvordan er hun? Jeg tænkte bare, hun er den første pige nogensinde som er præfekt, er hun ikke? Jeg mener, det er jo ret stort."
"Hun er vel ligesom alle de andre der er her."
"Virkelig? Hun virker anderledes."
Little satte olien på hylden og lænede sig helt ind til spejlet og så på sin hud. Så sagde hun: "Hun er rig. Det er det Gates er. Hendes familie har forfærdelig mange penge." Hun trådte et skridt tilbage og skar ansigt i spejlet, hun sugede kinderne ind og løftede øjenbrynene. Det var sådan noget jeg ville have gjort hvis jeg var alene, aldrig foran en anden person. Men jeg kunne godt lide at Littles opmærksomhed mod mig var begrænset; det fik mig til at føle mig mindre hæmmet.
"Jeg troede at Gates kom fra en gård," sagde jeg.
"Ja, men den fylder det halve af staten Idaho. Hendes familie dyrker kartofler. Du havde nok ikke regnet med at man kunne blive rig af de små krabater?"
"Er Gates god til basket?"
"Ikke så god som mig." Little smilede i spejlet. "Hvad, fandt du ud af noget om mit navn?"
"Ikke endnu," sagde jeg. "Jeg er i gang med en større undersøgelse, men det har ikke ført til noget endnu."
"Okay, så skal jeg fortælle det. Det er fordi jeg er tvilling."
"Virkelig?"
"Ja. Jeg er den mindste, så kan du jo prøve at gætte hvad min søster hedder." Hun blev stille, og jeg forstod at det var meningen at jeg skulle gætte.
"Det er jo lidt for oplagt, men er det Big?"
"Du klarede den i første gæt," sagde Little. "Stor applaus. Jeg er større end Big nu, men sådan noget bliver hængende.
"Sejt, "sagde jeg. "Hvor går Big i skole?
"Hjemme i Pittsburgh. Har du nogensinde været i Pittsburgh?
Jeg rystede på hovedet.
"Der er helt anderledes end her."
"Savner du ikke Big?" Visheden om at Little havde en tvillingesøster, fik mig til at tænke at hun, selvom Big var langt væk, ikke havde brug for en ven.
"Har du søstre?" spurgte Little.
"Kun brødre."
"Jeg har også en bror. Jeg har faktisk tre. Men det er ikke det samme." Hun lagde olien ned i sin kurv - den første aften på kollegiet havde Madame Broussard givet os en kurv til vores toiletsager - og vendte sig mod mig. "Du er ikke værst," sagde hun. "De fleste her er så falske. Men du er god nok."
"Øh," sagde jeg. "Tak."
Da hun var gået - efter at have sagt "G'nat" - tog jeg min tandbørste frem fra min egen kurv. Da jeg stak tandbørsten ind under hanen, så jeg at der i vasken ved siden af mig, der hvor Little havde stået, lå en masse korte, tykke sorte hår. Så det var almindeligt hår, Littles hår. Jeg tørrede dem væk med lidt papir.
Det næste tyveri var en hundreddollarseddel som Aspeths bedstemor havde sendt på hendes fødselsdag. Den havde ligget i hendes pung på hendes skrivebord. Vi fandt ud af det om søndagen efter drag-festen. Jeg fik ikke at vide hvem og hvor meget det var fra Madame Broussard til aftensamlingen - igen var hun diskret og ikke til at hugge eller stikke i - men fra Dede som var forarget.
"Det er som om at det er mig og mine venner der er ofrene her," sagde Dede da vi var tilbage på vores hummer. "De er ude efter os." Hun lænede sig ned og lagde en rød kashmirtrøje på gulvet oven på et par sorte bukser. Da hun rejste sig igen, rynkede hun på næsen. "Der er noget der stinker herinde."
Jeg lod som om jeg snusede, men jeg vidste at hun havde ret. Der stank. Der havde stinket i flere dage, først troede jeg at jeg bare havde indbildt mig den fiskagtige lugt, men den var langsomt blevet mere og mere tydelig. Jeg havde snuset mig under armene og mellem benene, så til mine lagner og mit vasketøj. Fiskelugten havde ikke været tydeligere nogen af de steder, men den var heller ikke forsvundet. "Her lugter faktisk mærkeligt," sagde jeg.
"Hej, Sin-Jun," sagde Dede. "Snus lige ind. Her lugter, gør her ikke?"
"Snus?"
"Lugt til luften herinde," sagde jeg og mimede det. "Vores hummer lugter mærkeligt," sagde jeg. "Dårligt."
"Ahh," sagde Sin-Jun og bøjede sig over sine papirer igen.
Dede himlede med øjnene til mig.
"Måske kommer det fra badeværelset?" sagde jeg. Det lød usandsynligt.
Dede åbnede døren ud til gangen og tog et skridt ud. Så gik hun tilbage. "Nej, det er herinde," sagde hun. "Det er uden tvivl herinde. Har I noget mad liggende?"
"Bare det der," sagde jeg og pegede op på hylden over mit skrivebord hvor der stod et glas jordnøddesmør og en æske saltkiks.
"Hvad med dig, Sin-Jun?" sagde Dede.
Inden Sin-Jun kunne nå at svare, sagde jeg: "Hvorfor tror du at det er os? Det kunne være dig selv."
"Det er ikke mig der har et halvt supermarked herinde," sagde Dede. Det var sandt, Sin-Jun havde adskillige pakker og æsker under sin seng, i skrivebordsskuffen og i skabet.
"Men det behøver vel ikke være mad," sagde jeg. "Det kunne være dine sko." Jeg tog min kurv.
"Hvad laver du?" spurgte Dede.
"Gør mig klar til at gå i seng."
"Vil du ikke hjælpe med at lede?" Dedes mund stod åben af ren overraskelse, eller måske indignation, og jeg følte en sær fristelse til at stikke noget ind i den - skaftet på min tandbørste eller min egen finger.
"Beklager," sagde jeg.
Da jeg gik ud af hummeret, lige inden jeg lukkede døren, kunne jeg høre hende sige: "Som om."
Det blev december. (Jeg havde været på Ault i otteoghalvfjerds dage.) En lørdag aften, mens alle de andre var ude, spillede Little og jeg scrabble i fællesrummet mens Sin-Jun så på. En anden gang så Little og jeg en krimi på tv, og hun lavede popcorn som brændte på, men vi spiste dem alligevel. ("Jeg er stadig sulten," sagde jeg bagefter, og Little sagde: "Sulten, min mave er tung som en mursten.") Der var flere tyverier som Madame fortalte om ved aftensamlingen. Jeg var ikke sikker på hvis penge det var, men det havde ikke været en af Dedes venner. Lugten i vores hummer blev værre; der begyndte at stinke, og jeg var bange for at lugten, selvom den ikke stammede fra mig, ville blive siddende i mit tøj og på min hud. Nogle gange, i timen og selv udenfor, på vej ud af kapellet, kunne jeg mærke den svagt. Når der kom nogen ind på hummeret, lavede Dede forlegent vittigheder eller undskyldte slet og ret.
Ugen inden juleferien gik jeg en morgen ind i postrummet, og der så jeg Jimmi Hardigan, en afgangselev, slå sin hånd hårdt ind i væggen. Så så jeg Mary Gibbons og Charlotte Chan, også afgangselever, give hinanden et knus. Charlotte græd. Normalt var der larm og leben i postrummet om morgenen, men nu var der stille. Jeg spekulerede på om der var nogen der var død - ikke en lærer eller en elev, men måske nogen fra kontoret eller sådan noget.
Jeg gik hen til guldvæggen, dueslagene med glaslåger. Man kunne se om man havde fået post, gennem ruden, brevet ville stå diagonalt lænet op ad væggen på din hylde. Mange år senere, efter at jeg havde forladt Ault, drømte jeg indimellem om den skinnende skygge.
Mit dueslag var tom. Jeg kastede et blik til højre og så Jamie Lorison fra oldtidskundskab. Jeg kunne høre hans tunge åndedræt. "Jamie, hvorfor er her så stille?" spurgte jeg.
"Afgangseleverne har lige hørt fra Harvard, dem der har søgt tidligt. Men de løber panden mod muren alle sammen."
"Er der slet ikke nogen der er kommet ind?" For længe siden, inden Ault var begyndt at optage piger, måtte drengene gå op på rektors kontor dagen inden translokationen. Der fik de et stykke papir udleveret hvor de enten skrev: Harvard, Yale eller Princeton. Og det de skrev, var hvad de fik.
"Det er kun to indtil videre," sagde Jamie. "Nevin Lunse og Gates Medkowski. Resten har fået foreløbige afslag. Så bliver de revurderet til sommer."
Jeg sank en gang og trak vejret dybt. Jeg så gennem postrummet i håb om at lykønske Gates, men hun var der ikke.
Jeg så hende først i spisesalen om aftenen. Det var almindelig middag, ikke den formelle festmiddag hvor vi skulle klæde om, og der var faste pladser. Da jeg satte min tallerken i opvaske-karusellen, så jeg hende i madkøen. Mit hjerte bankede hårdt. Jeg tørrede min mund med bagsiden af hånden, gjorde en synkebevægelse og gik over mod hende.
Jeg var mindre end tre meter fra hende da Henry Torpe dukkede op fra den anden side. "Godt gået, Medkowski," sagde han.
Gates vendte sig om.
"Sådan," sagde Henry. Han holdt sin hånd op. "Giv mig fem, din rockstjerne."
Gates gav ham fem. "Tak."
"Hvordan føles det?"
Gates smilede. "Som om jeg har været forbandet heldig."
"Glem alt om held. Alle vidste at du ville komme ind."
Letheden i deres snak fik mig til at indse at jeg ikke bare sådan kunne gå hen til hende i et offentligt rum. Selv hvis jeg gav hende et kompliment, ville min egen desperation træde frem. Jeg bestemte mig for at skrive et kort til hende i stedet, så kunne jeg lægge det i hendes dueslag eller lægge det uden for hendes hummer.
Tilbage på kollegiet skrev jeg TILLYKKE, GATES! med skiftevis rød og blå pen. Så skrev jeg Held og lykke på Harvard!, og med en lilla pen tegnede jeg stjerner. Papiret så stadig lidt bart ud, så jeg tegnede en grøn bladbort rundt om det jeg havde skrevet. Så skulle jeg skrive under. Jeg ville gerne skrive Kærlig hilsen Lee. Men hvad nu hvis hun syntes at det var mærkeligt? Men Venlig hilsen eller bare Hilsen virkede så formelt og kikset. Jeg tog proppen af den blå pen, tøvede og skrev så Kærlig hilsen Lee. Jeg ville lægge det på hendes kollegium, i en kuvert, uden for hendes dør. Så ville hun nok finde det når hun var alene.
Dagen efter var der festmiddag, og de fleste gik i bad efter træning og gik derefter direkte over til spisesalen. Hvis jeg skyndte mig, ville jeg kunne nå op på mit hummer, hente kortet og lægge det til hende. Jeg var alligevel ikke så glad for at komme tidligt, for så stod man bare og ventede.
Lige inden jeg kom til gårdspladsen, begyndte jeg at løbe. Det var ved at blive mørkt, så det var ingen der kunne se mig og spekulere på hvorfor jeg løb i nederdel og pæne sko. Der var stille på Broussards. Jeg sprang op ad trapperne til første sal. Da jeg åbnede døren, smækkede Dede en skuffe i og vendte sig om, og så så jeg - jeg var så distræt at jeg nok aldrig ville have opdaget det hvis ikke hun havde virket så stresset - at hun ikke stod foran sin egen kommode, men foran Sin-Juns.
"Det er ikke som du tror," sagde hun.
Jeg tog et skridt tilbage, og hun tog et frem.
"Jeg prøver bare at finde ud af hvor den lugt kommer fra," sagde hun. "Det må være Sin-Jun. For det er jo ikke os, vel?"
"Hvis du tror at det er hende, skulle du have spurgt om du måtte se hendes ting igennem."
"Jeg ville ikke fornærme hende." Dedes tone var utålmodig. "Lee, det er jo klart at det ikke er mig der er tyven, siden jeg var den første der blev stjålet fra."
Vi så på hinanden.
"Helt ærligt," sagde hun. "Tror du at jeg ville stjæle fra mig selv?"
Jeg fortsatte baglæns.
"Siger du noget til Madame?" sagde hun. "Der er jo ikke noget at fortælle. Jeg lyver ikke, Lee. Tror du ikke på mig?"
Jeg sagde stadig ikke noget, og hun lænede sig mod mig og greb fat om mine overarme. Det gibbede i mig. Når hun stod så tæt på mig, kunne jeg lugte hendes parfume, jeg kunne se de små hår som var ved at vokse ud igen i hendes øjenbryn. Hvis bare jeg havde vidst at hun plukkede sine øjenbryn, kunne jeg have fået hende til at lære mig hvordan. Men nej, vi ville aldrig blive den slags hummerkammerater.
"Slip mig," sagde jeg.
"Hvad vil du gøre?" Jeg kunne høre at hun prøvede at virke hård, men hendes stemme skælvede. "Siger du noget?"
"Det ved jeg ikke." Jeg prøvede at vriste mig løs, men hendes greb var hårdt.
"Hvad skal jeg gøre for at bevise at jeg taler sandt?"
"Slip mig," sagde jeg igen.
Endelig slap hun mig. "Hvis jeg selv siger til Madame at jeg rodede i Sin-Juns skuffer," sagde hun. "Vil du så tro mig?"
Jeg gik uden at svare hende.
Jeg var ikke nået ud af kollegiet endnu da jeg opdagede at jeg havde glemt kortet til Gates. Jeg bestemte mig for at droppe middagen - jeg kunne gemme mig i telefonboksen i fællesrummet indtil Dede var gået til middag, og så snige mig op igen. Så fik jeg også bedre tid til at finde ud af hvad jeg skulle gøre.
Der var varmt inde i telefonboksen, og der lugtede af sure sokker, og min puls hamrede vildt. Jeg havde lyst til at hoppe op og ned for at slippe af med den irriterende uro. I stedet satte jeg mig på hug på stolen inde i boksen med mine arme om knæene.
Da jeg først var kommet i tanke om billedet, kunne jeg næsten ikke sidde stille. Det var som at vide at et stykke kage var inden for rækkevidde. Det var bare at rejse sig og hente den. Lad nu være, tænkte jeg. Dede vil bare høre mig. Men så tænkte jeg: Men hun ved jo ikke hvem det er. Jeg kiggede ud af boksens vindue, som var plettet af mine fingeraftryk, åbnede langsomt døren og listede over til bogreolen. Med skælvende hænder tog jeg den nyeste årbog ned fra hylden og listede tilbage til boksen.
Billedet var præcist som jeg huskede det, hendes cowboyhat, hendes uregerlige hår, hendes pæne, perfekte ansigt. Da jeg åbnede den første side, var det som at tage den første bid af et stykke kage, vel vidende at der venter dig et helt stykke. Hvis bare Dede ville gå, kunne jeg tage bogen med op, tænkte jeg. Det var ikke fordi jeg ville stirre på den i timevis. Jeg ville bare vide at den var min, at jeg til hver en tid kunne se i den. Jeg ville helst bare gå i seng og slukke lyset. I mørket ville jeg være alene med mine tanker, og jeg kunne føre imaginære samtaler hvor jeg kom med morsomme bemærkninger, og Gates lo, men ikke for at være sød ved en førsteårselev. Hun ville le på en måde som viste at hun respekterede mig, og vidste at jeg var ligesom hende.
Jeg hørte nogen gå ned ad trapperne. Jeg ventede lidt og gik så hen til vinduerne, dukkede mig og kiggede op over karmen. Det var Dede. Jeg løftede min bluse og stak årbogen ind på maven. Jeg tvivlede stærkt på at der var nogen der ville savne den eftersom jeg ikke havde set andre end mig selv læse i dem. Oppe på hummeret lagde jeg den under en trøje på en hylde i mit skab. Selvom det var det jeg helst ville, var det dumt at gå i seng nu, fordi Dede og Sin-Jun ville vende tilbage fra middagen inden for en times tid og tænde lys og tale sammen. Og så var der jo også kortet som jeg skulle aflevere.
Jeg havde foldet det sammen og lagt det i min ordbog. Jeg foldede det ud og lagde det på bordet foran mig. Det andet L i TILLYKKE var blevet tværet ud. Jeg slikkede på min finger og prøvede at fjerne det, men det blev bare værre. Jeg spekulerede på hvorfor jeg havde skrevet Held og lykke på Harvard! Det var åndssvagt; det virkede som om hun skulle af sted med det samme, men hun skulle jo blive her på Ault i syv måneder til. Stjernerne og borten så pludselig ud som om det var en niårig der havde lavet dem. Og Kærlig - kærlig? Hvad troede jeg egentlig? Vi kendte jo næsten ikke hinanden. Jeg tog kortet op og rev det i lange strimler som jeg så igen rev over. Papirstykkerne hvirvlede op i papirkurven inden de faldt til ro.
Jeg tænkte på Dede, på hendes paniske benægtelser, hendes hænder om mine arme. Jeg ville gerne tale med nogen om det jeg havde set, men alle var til middag. Jeg tog et af Dedes sladderblade og lagde mig på min seng og forsøgte at læse. Verden uden for Ault virkede mærkelig og uvedkommende, og det var svært at samle tankerne om det jeg læste. Inden længe havde jeg lagt bladet væk, taget årbogen frem og lå og så på billedet af Gates igen. Da jeg hørte stemmer udenfor, skyndte jeg mig ud på badeværelset og gemte mig i ti minutter. Så gik jeg direkte over til Littles hummer. "Forstyrrer jeg," spurgte jeg da hun åbnede døren.
"Det kommer an på." Hun havde briller på og et gråt joggingsæt.
"Må jeg komme ind?"
Hun trådte til side og lod mig komme ind. Jeg satte mig på hendes kontorstol selvom hun ikke havde inviteret mig til det, og hun satte sig på sengen i skrædderstilling foran de åbne bøger og hæfter. Jeg havde aldrig været inde på Littles hummer. Der var bart, ingen plakater eller vægtæpper eller billeder. Det eneste personlige præg foruden sengetæppet og hendes bøger var en clockradio i vindueskarmen, en tube creme på kommoden og en lille teddybjørn i fodenden. Bamsen havde en lyslilla trøje på. Synet af den gav mig en stikkende fornemmelse af tristhed som helt overstrålede min irritation og mistænksomhed over for Dede. Men tristheden var for stor til at jeg kunne begribe den, og den gik over.
"Du gætter aldrig hvad der er sket," sagde jeg. "Jeg ved hvem tyven er."
Little løftede øjenbrynene.
"Det er Dede."
Littles øjenbryns sank igen, og hun rynkede panden. "Er du sikker?"
"Jeg greb hende på fersk gerning. Hun rodede i Sin-Juns skuffer."
Little mumlede: "Dede Schwartz," og nikkede så. "Ja, det skulle ikke undre mig."
"Det er uhyggeligt," sagde jeg. "Så er hun en patologisk løgner eller sådan noget, sådan som hun sørgede for at stjæle fra sig selv først."
"Jeg vidste at der var noget ved den pige jeg ikke kunne lide. Hvad sagde Madame?"
"Jeg har ikke sagt noget endnu. Dede plagede mig om at lade være."
"Men du så hende rode Sin-Juns skuffer igennem?"
"Ja."
"Hvis du ikke melder hende, så bliver hun bare ved."
"Jeg ved det godt. Jeg forstår bare ikke hvorfor hun stjæler. Hun får masser af lommepenge fra sine forældre."
"Hvis du forsøger at forstå folk her, så ender du bare med at få hovedpine."
"Må jeg sove her i nat?" spurgte jeg.
Little tøvede.
"Det er okay," sagde jeg. "Det er ikke nødvendigt." Jeg rejste mig, flov. "Jeg bliver jo nødt til at konfrontere Dede før eller siden." Da jeg gik igen, gjorde Little ikke noget for at standse mig.
Jeg gemte mig ude på badeværelset igen, nu i det hjørne hvor der ikke var ret meget tryk på bruseren og derfor aldrig blev brugt. Jeg havde stadig mit fine tøj på, og det føles mærkeligt og snavset at sidde på det blå flisegulv i min nederdel. På et tidspunkt hørte jeg døren blive åbnet og Dedes stemme der sagde: "Lee? Lee, er du herinde?"
Inden aftensamlingen gik jeg ned og fandt Madame. Jeg åbnede min mund for at fortælle hende om Dede, men mens jeg stod i døråbningen ind til hendes lejlighed, kunne jeg se hvor alvorlig beskyldningen var, hvor meget det ville forandre både mit og Dedes liv. Jeg var ikke parat.
"Jeg vil gerne i seng," sagde jeg. "Er det i orden at jeg springer aftensamlingen over?"
Jeg gav hende hånden og gik tilbage til badeværelset.
Sygeafdelingen bestod af seks værelser, som lå på hver sin side af gangen. Værelserne indeholdt senge, intet andet. Der var også et værelse hvor sygeplejersken sad, og hvor man fik målt sin temperatur, og et lille tekøkken med en plakat med kostråd. Mellem andre oplysninger fortalte plakaten at chokolade fremkaldte den samme kemiske reaktion i hjernen som forelskelse. Med jævne mellemrum var der en ved frokostbordet, enten en man talte med eller en fra en samtale som man bare lyttede til, der ville sige: "Vidste I at chokolade fremkalder den samme kemiske reaktion i hjernen som forelskelse?" Og folk ved bordet ville svare: "Det har jeg også hørt," eller "Ja, det har jeg også læst et sted." Men man huskede først hvor det var, når man kom tilbage til Sygeafdelingen, hvad enten man var rigtig syg eller bare lod som om, hvor den ufleksible hverdag blev forvandlet til blege, tågede timer som sneglede sig af sted: Man sov, spiste dessert og toastbrød, så på dårlige tv-programmer sammen med de andre elever på Sygeafdelingen, som måske var folk man kendte, måske folk du aldrig havde talt med tidligere.
Det var mit første besøg på Sygeafdelingen. Aftenen forinden var jeg gået tilbage til mit hummer efter midnat da jeg var sikker på at Dede og Sin-Jun var faldet i søvn. Ved solopgang stod jeg op, tog mine cowboybukser på og forlod kollegiet uden så meget som at børste tænder. Hvis jeg bare fik lidt tid, tænkte jeg mens jeg gik gennem den kølige, mørke morgen, ville jeg kunne finde ud af om jeg skulle anmelde Dede eller ej.
Sygeplejersken tog min temperatur og anviste mig et værelse, hvor jeg faldt i en tung søvn. Da jeg vågnede, skinnede der et gult formiddagslys ind gennem rullegardinerne, og jeg kunne høre tv'et. Jeg gik ud på gangen i strømpesokker.
I stuen sad Shannon Hornley, en andetårselev som lignede en grå mus, og Pete Lords, en af de to drenge som havde holdt højtalerne den dag Gates havde danset ved morgensamling. De så begge op da jeg kom ind, men de sagde ikke hej, så det gjorde jeg heller ikke. Jeg satte mig ned. De så en dårlig tv-serie. På skærmen talte en kvinde i en blå pailletkjole i telefon. "Men så længe Christophe er i Rio, kan jeg ikke se at det er muligt." Jeg spekulerede på hvem der havde valgt serien. Jeg fik umiddelbart lyst til at rejse mig og gå, men jeg tænke at hvis jeg gjorde det så hurtigt, ville jeg virke mærkelig. Jeg kastede et blik rundt i stuen. På et bord ved siden af min stol lå der forskellige brochurer. Selvmord? stod der øverst på en af dem. Min date har voldtaget mig, stod der på en anden, og på den tredje stod der: Er jeg homoseksuel? Min mave snørede sig sammen. Jeg så væk, og så kastede jeg et blik over på Shannon og Pete for at se om de havde lagt mærke til at jeg havde læst titlerne på brochurerne. Det virkede ikke sådan.
Jeg lod som om jeg var optaget af serien, mens jeg ventede på at de ville gå. Da de var gået - Shannon forsvandt efter en halv time, og så luntede Pete ud i tekøkkenet - tog jeg den tredje brochure og skyndte mig ind på mit værelse. Lesbiske kvinder bliver seksuelt tiltrukket af og forelsker sig i andre kvinder, stod der. Deres følelser er normale og naturlige. Disse følelser opstår i barndommen eller i ungdommen og fortsætter ind i det voksne liv. Og så var der en række spørgsmål man kunne stille sig selv: Når du drømmer eller har seksuelle fantasier, er det så om mænd eller kvinder? Har du nogensinde været forelsket i en pige eller en kvinde? Føler du dig anderledes end andre piger?
Jeg prøvede at forestille mig hvordan det ville være at kysse Gates: Vi ville stå ansigt til ansigt, så ville jeg træde et skridt fremad. Måske måtte jeg stille mig på tæer fordi hun er højere end jeg. Jeg ville læne hovedet på skrå så vores næser ikke ville støde sammen, og presse min mund mod hendes. Hendes læber ville være tørre og bløde, når jeg forsigtigt åbnede min mund, ville hun gøre det samme, og vores tunger ville røre ved hinanden.
Det hverken ophidsede eller frastødte mig. Men det var måske fordi jeg forsøgte ikke at blive ophidset. Jeg læste videre: Første gang jeg rørte ved en anden piges bryst, føltes det som det mest naturlige i verden. Tina, 17. Jeg tænkte: Tina, 17, hvor er du nu? Er du stadig sytten eller at du voksen? Kender dine naboer og dine kollegaer din hemmelighed? Jeg kunne forestille mig at hun boede i Arizona, eller i Oregon, men jeg tvivlede på at hun stadig boede i New England. Så vidt jeg vidste, var der ingen homoseksuelle på Ault. Jeg havde faktisk kun mødt en homoseksuel én gang i mit liv, men det havde været derhjemme - han var vores nabos søn, en fyr i trediverne som var flyttet til Atlanta for at arbejde som steward for et flyselskab.
Jeg forestillede mig mine fingre lukke sig om Gates' bryst. Og hvad så? Ville jeg klemme det? Kærtegne det? Det forekom mig absurd. Men hvis ikke jeg havde lyst til at røre ved hende, var jeg ikke helt sikker på hvad det var, jeg ville. Jeg lagde brochuren ned i min jakkelomme, og ønskede at jeg aldrig havde taget den.
Da jeg kom tilbage til mit hummer tidligt om aftenen, sad Dede på sin seng og klippede fingernegle. Hun sprang op da hun så mig. "Hvor har du været? Der er noget jeg gerne vil vise dig." Hun trak mig i armen og førte mig ud af hummeret. Vi stoppede op foran den store affaldsspand i gangen; stanken fra vores hummer hang i luften. "Se," sagde Dede og pegede. Der lå noget trævlet, tørt voks oven på nogle aviser, en tom chipspose og resterne af en potteplante. Voksen var gulorange og cirka 30 centimeter lang. "Det er blæksprutte," sagde Dede. "Tørret blæksprutte. Det er det der lugter. Det lå i Sin-Juns skab. Er det ikke det mest ulækre du nogensinde har set?" Dede virkede glad, hun var ikke længere desperat. "Jeg spurgte Sin-Jun om jeg måtte se mig lidt omkring, og det havde hun ikke noget imod, og så fandt jeg det. Jeg sagde jo at det var det jeg ledte efter."
"Er det noget man kan spise?" spurgte jeg, og da Dede nikkede, spurgte jeg: "Hvor er Sin-Jun nu?"
"Hun taler i telefon med sin mor, tror jeg. Jeg tror hun fik dårlig samvittighed, men det burde hun også. Det er ret ulækkert."
"Fortalte du hende at du rodede i hendes skuffer tidligere?"
"Lee, tage dig nu sammen. Hvis du fortæller det, bringer du bare dig selv i forlegenhed. Hvorfor venter du ikke og ser om Sin-Jun klager over at hun mangler noget? Og hvis ikke, så er jeg uskyldig."
"Selvfølgelig vil der ikke mangle noget," sagde jeg. "Du har jo lagt det tilbage igen." Mærkeligt nok så følte jeg mig mere fri til at anklage hende efterhånden som jeg begyndte at tro på hendes uskyld.
"Okay, frøken detektiv," sagde hun. "Hør lige her. Du behøver ikke være så mærkelig. Det er din egen skyld. Hvis du ikke var sådan, så kunne vi måske blive venner."
"Virkelig, Dede," sagde jeg med en påtaget alvorlig stemme, som om jeg var trådt ud af halvtredserne. "Kunne vi virkelig?" Det føltes godt at være ubehagelig. Jeg var lettet over at jeg stadig kunne, gennem min Ault-skabte forsagthed og sentimentalitet.
Dede rystede på hovedet. "Jeg har ondt af dig."
Jeg så at hun gik ned ad gangen med negleklipperen i hånden og regnede med at hun var gået ned til Aspeth for at diskutere hvor mærkelig jeg var. Jeg hængte min jakke op, lagde mig på min seng, oven på sengetæppet. Så huskede jeg brochuren i jakkelommen. Jeg hentede den, og da jeg så den idiotiske titel - Er jeg homoseksuel? - rejste der sig en bitterhed i mig. Nej, du er ikke homoseksuel, tænkte jeg. Du er en brochure. Jeg havde lyst til at brænde den.
Jeg hørte døren gå op og skyndte mig at åbne min øverste skrivebordskuffe og lægge brochuren ned i den. Jeg regnede med at det var Dede som var tilbage med nye fornærmelser, men det var bare Sin-Jun.
"Undskyld for det med blæksprutten," sagde hun.
"Det er i orden."
"Jeg var dårlig hummerkammerat."
"Det er helt i orden," sagde jeg. "Det skal du ikke tænke på."
"Du er ikke her i dag."
"Jeg var ovre på Sygeafdelingen."
"Du være syg?"
"Ja, lidt."
"Jeg lave te til dig,"
"Det er i orden," sagde jeg. "Ellers tak."
"Ikke te?"
"Ikke nu."
Hun virkede skuffet, og jeg tænkte at jeg burde have takket ja, men øjeblikket var forpasset.
Det var midt i spansktimen, lige efter frokost, at jeg kom i tanke om det. Der gik en rædsel gennem mig. Brochuren lå i min skrivebordsskuffe - det mest oplagte sted for en tyv at lede! Tyven ville være på jagt efter penge, men det her ville være meget mere interessant, afslørende.
Der var tyve minutter tilbage af timen. Jeg forsøgte at finde ro i tal: Vi boede nitten i Broussard, og når der var fire tyverier som var foregået over de sidste seks uger, var der en meget lille statistisk sandsynlighed for at det næste ville ske mellem nu og efter træning som var første anledning for mig at komme tilbage til kollegiet. Men der havde allerede været et tyveri på mit hummer. Og hvordan skulle jeg kunne stole på tal, på deres kølige uvildighed? Hvad betød tal hvis alle på Ault gik rundt og troede at jeg var lesbisk?
Der var femten minutter tilbage af timen, så ti, otte, fem, fire, to. Da klokken ringede, for jeg ud af skolebygningen. Jeg ville komme for sent til biologi i næste time, hvis jeg da ikke helt gik glip af timen, men at blive meldt til viceinspektøren var billigt sluppet hvis jeg bare kunne slippe af med brochuren.
Mens jeg skyndte mig gennem campus, som lå tomt fordi alle var til time, tænkte jeg på den dag jeg havde forladt oldtidskundskab og følte mig helt øm ved tanken om den person jeg havde været da. Dengang var det ikke så slemt. Tingene havde i det mindste ikke været så komplicerede.
Jeg gik over gårdspladsen, forbi de tomme granitbænke hvor jeg havde mødt Gates. Det blæste og var overskyet, og da jeg åbnede døren ind til Broussards, var håndtaget koldt.
Det her en den del jeg har tænkt mest på: timingen. Nogle gange tænker jeg på ulykker der sker for en person - biluheld, træstammer som vælter, brande midt om natten - og spekulerer på om de er mulige at undgå, eller om de er skæbnebestemt. Når de først er skæbnebestemt, vil ulykkerne så opsøge dig, vil de forandre form, bliver konsekvenserne de samme? Eller måske ændrer de ikke form, men venter tålmodigt som en skildpadde.
Little var på vej ud af vores hummer netop som jeg var på vej ind. Det var som om hun havde forudset at jeg ville komme, og åbnede døren for mig, bortset fra at hun ikke ærbødigt trådte til side da døren var åbnet, og vi stødte næsten sammen.
Vi stod der så længe uden at sige noget at jeg troede at vi aldrig ville sige noget. Men den slags stilhed forekommer kun på film. I virkeligheden er det vanskeligt ikke at forpurre de betydningsfulde øjeblikke med snak.
"Deres familier er så rige," sagde hun endelig. "De har ikke brug for pengene."
"Men det er deres. Det er ikke dine."
"Jah, men se hvordan de smider omkring sig med dem. Hvis ikke de kan lide middagen, bestiller de bare en pizza. En ny træningsdragt til orienteringsløb koster halvfjerds dollars? No problem."
"Men det er forkert at stjæle."
"Som om du ikke ved hvordan det er. Du kan jo heller ikke bilde nogen ind at du er ligesom dem."
"Hvad mener du med det?"
"Jeg mener at det ikke er svært at se at du ikke selv betaler for at være her."
"Det ved du da ikke noget om."
"Jo, jeg gør."
"Selvom jeg får stipendier," sagde jeg, "hvilket jeg ikke siger at jeg gør, hvordan skulle du så kunne vide det?"
Hun trak på skuldrene, og sagde så: "Dit tæppe."
"Hvad for noget?
"Dit sengetæppe. Kald det hvad du vil. Det er ikke blomstret."
Jeg var ikke sikker på hvordan hun vidste hvilken seng der var min, men hun havde ret. Mit sengetæppe var et man kunne vende, det var blåt på den ene side og rødt på den anden. Det var et godt tips, det ville jeg huske.
"Men du får da ikke stipendier, gør du?"
Hun stirrede på mig. "Selvfølgelig gør jeg det. Det koster tyve tusind om året at gå her."
"Men - jeg troede at din far var læge, og din mor var advokat?"
Hun begyndte at smile, men det endte i et fnis. "Ligesom i Cosby og Co.?"
Jeg så ned på gulvet og spekulerede på om hun hadede mig. Jeg ville gerne spørge: Hvordan kunne du tro at du ikke ville blive taget? Eller håbede du at du ville? Men det var der ikke noget der tydede på.
"Hør," sagde hun, og jeg så op. "Jeg holder op nu. Jeg havde bare brug for lidt penge frem til juleferien, ikke? Og det der er sket nu, er godt for os begge."
Jeg så på hende med skepsis. "Hvordan er det her godt for mig?"
"Din hummerkammerat," sagde hun, men jeg forstod stadig ikke. "Hun bliver vel smidt ud inden i aften."
Så det var altså Sin-Juns penge hun havde stjålet denne gang. Hendes plan var slet ikke dårlig. Og det var meningen at jeg skulle hjælpe. Hidtil havde jeg gjort det uden at vide det, jeg havde troet at Dede virkelig var en tyv. Men nu hvor jeg vidste at det ikke var Dede, men kunne lade som om jeg havde et bevis, ville jeg gøre det overlagt.
"Du troede vel ikke at jeg stjal fra dig, vel?" sagde Little.
Jeg så væk.
"Jeg ville sgu da aldrig stjæle fra dig," sagde hun muntert. Hvis jeg ikke havde kunnet se hende, havde jeg måske købt den. Men hendes øjne var fulde af længsel og tristhed. Da vi stod sådan på dørtærsklen, følte jeg mig så inderlig genkendt at jeg næsten troede på at jeg kunne bevare hendes hemmelighed.