Martha blev nomineret til fjerdeårspræfekt under et møde i morgenfrikvarteret sent i maj på vores tredje år, men jeg var der ikke, for jeg var blevet kaldt ned på viceinspektør Fletchers kontor for at drøfte at jeg var ved at dumpe i matematik. Jeg mødte faktisk Martha lige efter at klokken havde ringet ind - vi stod i gangen på anden sal, hun var på vej til kunsthistorie og jeg var på vej til spansk - og hun sagde: "Hvad sagde Fletcher?"
Jeg rystede på hovedet. "Det fortæller jeg senere."
"Var det så slemt?"
"Nej," sagde jeg.
Martha så på mig.
"Det var lidt slemt," sagde jeg.
"Du skal mødes med Aubrey i aften, ikke?" Aubrey var min matematiktutor og - ydmygende, siden vi gik på tredje år - førsteårselev.
Jeg nikkede.
"Få ham til at forklare polære ligninger igen. Han bliver nødt til at være tydeligere."
"Martha, det er ikke Aubreys skyld at jeg dumper."
Klokken ringede igen, hvilket betød at man skulle sidde på sin plads med bogen åben og blyanten klar. Martha så alvorligt på mig. "Jeg vil tale med dig om det her," sagde hun. "Men du skal ikke bekymre dig for meget."
Jeg nikkede.
"Jeg mener det," sagde hun. "Jeg ved at du nok skal bestå."
Jeg nikkede igen.
"Sig noget."
"Hvad?"
Hun lo. "Okay, det er nok. Jeg må hellere gå." Hun skyndte sig ned ad gangen til kunsthistorie. Da jeg skubbede døren op ind til min spansktime, virkede dørens tyngde og min egen frygt som en og samme ting.
Men Martha havde ikke nævnt nominationen. Og jeg hørte det faktisk først fra Nick Chafee, som til frokost sagde: "Hvad synes du om din hummerkammerat?"
"Sådan i al almindelighed?" spurgte jeg.
Nick så på mig som om jeg havde sagt noget meget mærkeligt, hvilket jeg ikke syntes at jeg havde. "Nej," sagde han. "Om at hun er blevet nomineret."
"Nomineret til hvad? Du siger ikke at Martha er blevet nomineret til fjerdeårspræfekt?"
"Jo, hun er."
"Er det sandt?"
"Okay," sagde han. "Fald lige ned." Jeg hadede når nogen sagde det til mig, særlig en dreng. Min stemme stiger en halv oktav, havde jeg lyst til at sige, du behøver ikke at søge dækning - jeg springer ikke op fra min stol og omfavner dig, jeg skriger ikke af fryd. Selvom hvis jeg nogensinde skulle skrige af fryd, ville det være nu.
At være fjerdeårspræfekt, alene at være nomineret til fjerdeårspræfekt, var ikke nogen bagatel. Hver årgang havde to præfekter, en dreng og en pige. (Skolen havde ændret reglerne lige inden mit første år - for da der kun var én præfekt, var det altid en dreng.) Ud over at lede morgensamlingen, skulle fjerdeårspræfekterne lede disciplinærkomiteen, og efter at de var blevet studenter, blev deres navne indgraveret i marmortavler der hang i spisesalen, og bogstaverne blev forgyldt. For mig var tavlerne det bedste; det var faktisk også det som havde imponeret mine forældre mest da jeg havde vist dem Aults spisesal året forinden. En anden bonus var at fjerdeårspræfekterne altid kom ind på Harvard. To år tidligere, da Driscoll Hopkins tidlige ansøgning var blevet afvist, var alle blevet chokerede, men hun var kommet ind under den normale ansøgningsprocedure.
Marthas nominering burde ikke have været overraskende - hun var klog og selvstændig og sød over for alle, og hun havde været årgangens repræsentant i disciplinærkomiteen siden begyndelsen af tredje år - men det var faktisk højst overraskende. For sagen var at Martha ikke var en af de populære. Hun var præcis den type som blev overset og ikke belønnet på Ault. Og at være præfekt var den største belønning man kunne få på Ault, en blåstempling som ville løfte en op resten af livet, sådan så det i hvert fald ud. (Ens navn ville stå skrevet i spisesalen for altid. I guld.) At være fjerdeårspræfekt var særlig attraktivt fordi det, i modsætning til de tidligere år, ikke var noget man kunne søge eller melde sig til. Man kunne ikke stille op til valg. Man skulle nomineres, men det ville være for billigt og gennemskueligt hvis ens bedste venner nominerede en, så man kunne i bund og grund ikke gøre andet end at vente på at en nomination ville falde ned fra himlen, og så blive sekunderet. Og når man først var nomineret, gav man ikke en tale eller hang plakater op. At føre kampagne trak ned, det var i samme kategori som at kysse røv. Denne næsten desperate undvigelse af at vise at man ønskede noget, eller endnu værre, at gå efter det, blev hos mig mange år efter jeg havde forladt Ault. Efter studierne sagde min far at han var bange for at jeg ikke udtrykte nok entusiasme til jobsamtale, og hans kommentar chokerede mig. Var entusiasme noget man skulle vise? Selvfølgelig ville man have jobbet, tænkte jeg, og det burde intervieweren vide eftersom man var troppet op på kontoret.
"Hvem er ellers nomineret?" spurgte jeg Nick.
"Aspeth," sagde han. "Og Gillian, selvfølgelig."
Begge de to nomineringer var forudsigelige: Aspeth var årgangens dronning, og Gillian Hathaway var den faktisk valgte leder fordi hun havde været præfekt på andet og tredje år. Der var noget ubestridelig kompetent ved Gillian på alle måder: Hun var god til sport, særlig ishockey og hockey; hun var intelligent, hun var pæn nok, og mest markant af alt, hun havde aldrig, i undervisningen, i spisesalen eller under en kamp, virket nervøs eller usikker. De første par år jeg gik på Ault, havde det imponeret mig, og så for nylig, kun en måned forinden, var jeg endt ved et frokostbord sammen med Gillian og hendes kæreste Luke Brown. Det var efter sjette time, og jeg kom ikke ned i spisesalen før klokken to. De var de eneste fjerdeårselever, og det fik mig til at spekulere på om de havde aftalt et romantisk stævnemøde som jeg afbrød. Men deres samtale tydede på noget andet: Først talte de i stive tyve minutter om golden retrievere versus labradorer - ikke om bestemte hunde, elskede kæledyr fra deres barndom, men om arter: hvilken der var smartest, og hvorfor de begge fik hoftedysplasi (jeg havde ingen anelse om hvad hoftedysplasi var, og jeg spurgte ikke). Samtalen begyndte at handle om at stå på ski, og hvorvidt man kunne mærke forskel på ægte sne og kunstig sne, og så om at selvom Lukes brors jeep havde forskellige slidbaner på sine vinterdæk, havde han aldrig haft problemer med dem. Jeg var målløs, ikke bare fordi jeg ikke havde noget at tilføje til disse emner, men mest fordi jeg var i en slags chok. Var de altid så kedelige? Hvordan kunne man tale sådan med en man havde kommet sammen med i et helt år? Hvorfor talte de ikke om andre folk, eller ting de bekymrede sig om, eller i det mindste små ting der var sket siden de havde set hinanden sidst? Måske virkede Gillian altid så sikker, tænkte jeg, fordi hun ikke var særlig interesseret i verden, fordi hun ikke satte spørgsmålstegn ved sin egen plads i den. Den mulighed fik mig til ikke at kunne lide hende, en følelse der blev forstærket et par dage senere over middagen da folk diskuterede den nye skandale hvor Massachusetts' guvernør havde ansat en illegal indvandrer som barnepige. Jeg hørte Gillian sige leende: "Er der efterhånden nogen der regner med at de liberale er andet end hykleriske?" Hun udelukkede helt at andre ikke skulle være enige med hende, og jeg tænkte Du er seksten. Hvordan kan du allerede være republikaner? Måske var den eneste grund til at jeg allerede var demokrat at et af mine tidligste minder var min far der råbte ad fjernsynet under Reagans tiltrædelsesceremoni, men uanset hvad - jeg kunne ikke lide Gillian. Og nu hvor hun var Marthas modstander til opgaven som præfekt, tror jeg at jeg hadede hende.
"Så det er altså Aspeth, Gillian og Martha," sagde jeg. "Er det alt for pigerne? Kun de tre?"
"Mødet gik ret hurtigt," sagde Nick. "Vil du høre hvem drengene er?"
"Jaa."
"Mig."
"Virkelig?"
"Tak, Lee. Det var flatterende."
"Nej, men det var - jeg kunne bare ikke høre om du mente det alvorligt."
"John," sagde Nick. "Er jeg nomineret som præfekt?"
John Brindtley som sad på den anden side af bordet, så op. "Chafee, aldrig i verden om jeg stemmer på dig."
De lo begge to, og Nick sagde: "Jeg har ikke brug for din stemme, jeg har Lees." Hun siger at hun vil være min kampagneleder. Ikke, Lee?" Han skubbede påtaget til mig med sin albue, så John kunne se det (på Ault var der, selvfølgelig, ingen kampagneleder). Hvis vi havde siddet alene, ville Nick aldrig have skubbet sådan til mig med albuerne, han ville slet ikke have rørt ved mig. Nogle gange blev jeg smigret over den slags drillerier - det var trods alt en slags opmærksomhed - og nogle gange afskyede jeg den måde hvorpå drenge puttede mig ind i deres indbyrdes udvekslinger: tryllekunstnerens assistent som kravlede ind i boksen, blev skåret i to og måtte smile sødt til publikum, mens tryllekunstneren fortalte vittigheder og lavede store fagter.
"Hvilke andre drenge er nominerede?" spurgte jeg.
"Lad mig se," Nick talte på sine fingre. "Pittard, Cutty, Sug, Smith og Devoux."
Ligesom med Aspeth og Gillian var det nogle meget forudsigelige nomineringer. De var alle sammen bankdrenge, undtagen Darden Pittard, men han var tredjeårspræfekt, Gillians mandlige modstykke. Ham og Cross - Sug - havde størst chance for at vinde. Min egen stemme ville uden tvivl gå til en af dem, Darden fordi han var en dreng jeg virkelig respekterede, Cross fordi jeg var vild med ham. Jeg var helt sikker på at jeg ikke ville stemme på Nick Chafee.
Efter roning trænede Martha med vægte, og da hun endelig kom tilbage til kollegiet sent den eftermiddag, var det næsten tid til at gå til festmiddag. Jeg sad på futonen og læste, og Martha havde ryggen til mig mens hun rodede i sit skab for at finde noget tøj hun kunne skifte til. "Har jeg sendt min kortærmede til vask?" spurgte hun.
"Hvilken?"
"Den blå."
"Den har jeg på."
Martha vendte sig om.
"Jeg kan tage den af," sagde jeg.
"Det gør ikke noget." Hun havde vendt sig om igen og fandt en lyserød T-shirt med lyserødt bånd i halsen og ved ærmerne.
Jeg rejste mig op. "Hør her, Martha, jeg finder bare noget andet." Selvom jeg gik med hendes tøj hele tiden, var det mærkeligt nok aldrig sket før. Og jeg kunne have tilbudt hende noget af mit, men hun gik aldrig med mit tøj, det var bare sådan det var.
"Hold nu op," sagde hun. Hun stak hovedet gennem den lyserøde T-shirt og trak den ned over kroppen, løftede en arm og snusede under armhulen. "Frisk som en brise." Hun tog en nederdel med grønne og rosa snoninger ud af skabet og holdt den op foran sig i taljehøjde, mens den stadig hang på bøjlen. "Det passer sammen det her, gør det ikke? Fortæl mig lige hvad det var viceinspektør Fletcher ... åh, wow, Lee, hvor er den fin."
Hun havde, endelig, lagt mærke til den - papirkronen jeg havde lavet af hendes computerpapir og hendes tape og mine egne overstregningspenne. Jeg havde tegnet store juveler i lilla og grønt og rødt, og gule linjer i bunden og omkring takkerne, og med sort havde jeg skrevet Martha Porter, fjerdeårspræfekt og dronning af verden.
Hun satte kronen på hovedet. "Klæder den mig?"
"Perfekt. Du burde have den på til middag." Jeg ville være blevet rædselsslagen hvis hun havde taget den på til middag. Det ville indfri folks forventninger, bevise de kiksede pigers glæde over Marthas lykketræf af en nomination. "Det er så spændende," sagde jeg.
"Det er dejligt at være nomineret, men jeg vinder aldrig."
"Det kan da godt være." Måske skulle jeg have været mere optimistisk, men helt ærligt, hun ville sikkert ikke vinde, og jeg orkede ikke at spille komedie over for Martha. Det var okay over for alle mulige andre så længe der var en du var ærlig over for.
"Det bliver sikkert Gillian," sagde hun. "Der er alt for mange der ikke kan lide Aspeth."
"Hvad nu hvis det bliver dig og Cross, og I får masser af sene aftenmøder og hænger ud sammen hele tiden."
Martha lo. "Det er ikke mig der er forelsket i Cross. Men vidste du at det var ham der nominerede mig? Mærkeligt, ikke?"
I modsætning til mig havde Martha mange timer sammen med Cross, og indimellem fortalte Martha mig ting om ham: Devin væltede Cross' bunsenbrænder i kemi i dag, og bordet begyndte at brænde. Eller Cross skal op til sin bror på Bowdoin på en forlænget weekend. Men jeg troede egentlig ikke at de talte så meget sammen.
"Og Conchita sekunderede nominationen," tilføjede Martha. Det var faktisk ikke mærkeligt - Conchita og jeg havde stort set ikke talt sammen siden første år, men hun og Martha talte stadig sammen.
"Måske er han forelsket i dig," sagde jeg og håbede ikke at min stemme ville afsløre hvor forfærdelig den tanke var.
"Hold nu op." Martha smilede. "Vi skal ned til middag," sagde hun. Hun tog kronen af og satte den tilbage på sit skrivebord. "En dag vil du møde en fyr der elsker dig meget højt, og så vil du tænke tilbage og synes at du spildte tiden på Ault med at sukke efter den selvcentrerede nar."
"Okay, for det første," sagde jeg og kunne mærke at jeg varmede op til samtalen. Den slags snak var næring for mine følelser, det fik Cross til at eksistere i min verden selvom vi næsten ikke talte sammen. "For det første, hvorfor synes du at han er selvcentreret, og for det andet, hvis jeg spilder min tid på ham, betyder det at han aldrig kommer til at kunne lide mig?"
Udenfor var de andre elever også på vej ned til spisesalen med vådt hår, pigerne med pastelfarvede bluser og blomstrede nederdele og espadriller, drengene i hvide eller lyseblå skjorter og slips og blazere og kakishorts. På Ault var aftenerne altid de bedste.
"Han er bare så selvfed," sagde Martha. "Han ved at han ser godt ud, han ved at han er god til sport, han ved at pigerne kan lide ham. Men hvad så?"
"Jeg synes ikke at han er selvgod," sagde jeg. "Det gør jeg virkelig ikke."
"Mja, usikker er han i hvert fald ikke. Og hvad var det andet spørgsmål? Åh jo, om jeg tror at du og den lilla abe vil finde lykken sammen?" Vi kaldte Cross for 'lilla abe' når vi talte om ham uden for vores værelse. "Lad mig se ind i min krystalkugle." Martha holdt sin hånd op som om hun holdt om noget. "Lee, I taler ikke sammen. Hvis du gerne vil have at der skal ske noget, må du prøve at tale med ham."
"Men jeg tror ikke at han vil tale med mig," sagde jeg. "Jeg tvivler på at han mangler noget i sit liv." Letheden i samtalen var væk, mulighederne som den hypotetiske snak åbnede for, ligeså. Jeg kunne mærke at jeg blev tung. Og Martha havde ikke modsagt mig.
I stedet sagde hun: "Du må stadig fortælle mig om mødet med Fletcher. Og jeg skifter ikke emne denne gang."
Nu hvor emnet matematik var taget op, sank jeg helt sammen. Vi gik ned til middag, og selvom det var en varm majaften, selvom solen bag sportsbanerne havde farvet himlen lyserød og orange, så ville der, når vi kom til spisesalen, være lever til middag, jeg skulle sidde ved et bord hvor en række andetårsdrenge ikke forsøgte at lægge skjul på at de diskuterede om Aspeth Montgomery havde bh på, så ville Martha ikke blive valgt til præfekt, Cross ville aldrig blive min kæreste; ting som vejret eller bestemte sange kunne få mig til at glemme det: at jeg stadig var mig selv. "Fletcher sagde at fru Prosek havde sagt at mit gennemsnit var otteoghalvtreds," sagde jeg. "Og han spurgte om mine forældre havde talt med mig efter de havde fået et brev ved terminsprøven. Jeg sagde at de havde sagt at jeg skulle læse mere."
I virkeligheden havde min far sagt: "Med sådan en karakter håber jeg ikke at du faktisk kommer til timerne." Da jeg forklarede at jeg havde været til alle timerne hele året, sagde han: "Hvad er det så, ryger du pot inden timen?" Så tvang min mor røret fra ham og sagde: "Men Lee, kan du ikke huske at fru Ramirez fortalte os at du er den bedste matematikelev hun nogensinde har haft?" Det kunne jeg godt huske, men det var, som jeg understregede for min mor, i fjerde klasse.
"Det mærkelige med Fletcher ..." jeg tøvede.
"Hvad?" sagde Martha.
"Han sagde 'Du ved at du er en vigtig del af Ault,' eller noget ævl i den retning, og så sagde han: 'Men vi er meget bekymrede. Hvis ikke du kan forbedre din karakter, er det måske på tide at genoverveje om Ault er det rigtige sted for dig.'" Min stemme knækkede.
"Åh, Lee," sagde Martha.
Jeg sank. Vi gik forbi kapellet, der var tredive meter til spisesalen. Salatbar, tænkte jeg. Serviet. Isterning. Da jeg sank igen, vidste jeg at jeg ikke ville begynde at græde.
"De har slet ikke noget belæg for at forårsrengøre dig," sagde Martha.
"Nej, nej," sagde jeg. "Fletcher sagde aldrig noget om forårsrengøring."
Martha vendte sig om. Jeg kunne mærke hendes blik og vendte mig også om. "Tænk lige over det." sagde hun. "Det var det han mente, selvom han ikke brugte de ord."
Denne gang mærkede jeg ikke rystelserne inden tårerne kom; jeg mærkede et stød i brystet.
"Jeg var der jo ikke," sagde Martha. "Men jeg kan garantere dig at du aldrig vil høre en lærer sige: 'Det er vist tid for forårsrengøring.' Det er kun noget eleverne siger."
Jeg tænkte pludselig på alle dem der var blevet forårsrengjort siden jeg var kommet til Ault. På første år havde det været Alfie Howards, en førsteårselev som så sjusket ud - der røg papirer ud af hans taske, hans skjorte hang uden for bukserne, hans næse løb, og han kom altid for sent. Når de andre elever kom fra morgenmad til kapellet, var han på vej til spisesalen gennem strømmen af folk. Han skulle nok aldrig have været på Ault overhovedet - han burde ikke bo uden sine forældre - men han var fjerde generation i sin familie der gik på Ault; og alene derfor, trods alt det andet, var jeg overrasket over at han blev forårsrengjort. Maisie Vilayphonh fik samme skæbne det år, hun var en halvt finsk, halvt lettisk tredjeårselev, hvis forældre efter sigende skulle være spioner. Maisie, havde jeg hørt, havde været på kostskole siden hun var syv; hun talte seks sprog; hun havde engang bestilt en fodmassagemaskine til tusind dollars i et katalog, efterladt maskinen i fællesrummet efter at have brugt den to gange, glemt alt om den, indtil vandet i den blev ulækkert, og hun smed det hele ud. Men det var ikke derfor hun var blevet forårsrengjort. Rygtet sagde at skolen vidste at hun tog kokain, men at de aldrig havde grebet hende på fersk gerning, men at hendes efor, fru Morino, ustandselig kom forbi Maisies hummer for at spørge om hun havde set familiens kat, eller for at sikre sig at Maisie vidste at der var aftensang i stedet for morgenandagt på søndag.
Det der adskilte forårsrengøring fra den almindelige bortvisning var at det skete - ikke om foråret, som navnet tilsagde - om sommeren, når skoleåret var forbi. Og det der udløste dem var ikke nødvendigvis en speciel årsag - de greb aldrig Maisie i at sniffe - men mere summen af flere små ting.
Efter mit andet år var der to piger der blev forårsrengjort: En elev på første år der hed Leonora Aiko, en pige fra Hawaii der efter sigende sov hele dagen og var oppe hele natten, som ustandselig talte i mønttelefonen (og sprang ind foran andre i køen ved at påstå at hun ventede et opkald), så tv-shop og stegte bøf i den lille ovn i fællesrummet; og en anden pige, en af mine klassekammerater, selvom jeg knap nok kendte hende, en dagelev der hed Kara Johnson. Kara var smuk på en kantet, lidt trist måde, bleg og mager og lugtede af cigaretter, hun havde altid sorte cowboybukser på, selvom cowboybukser i alle farver var forbudt i skolebygningen. (Jeg hørte engang en lærer bede hende om at gå tilbage til kollegiet og skifte, men hun sagde at det kunne hun ikke fordi hun var dagelev. Læreren bad hende så om at ringe til sine forældre så de kunne komme med et par andre bukser til hende, men det sagde hun at de ikke kunne fordi de begge arbejdede.) Kara og jeg havde spansk sammen, og hun var aldrig forberedt, hun havde aldrig lavet sine oversættelser eller læst, men forsøgte med lange mellemrum at modbevise det. (Jeg lavede derimod altid mine lektier, selv i matematik, men det var bare ikke altid med lige meget held.) Jeg havde set Kara uden for biblioteket et par gange lige inden udgangsforbuddet, hun ventede sikkert på at blive hentet af sine forældre, og der stod en dreng fra tredje eller fjerde år sammen med hende, og man kunne se på hendes holdning at samtalen betød mere for ham end for hende. Hun virkede som en der havde et kompliceret liv, en der ofte havde tømmermænd eller skændtes med en dreng eller løj, og mest fordi hun var sexet, var der noget glamourøst over det hele. Men en af de aftener jeg så hende vente uden for biblioteket, var hun alene, og det var koldt, og selvom det ikke regnede, var der noget med måden hun skuttede sig på, som mindede mig om de gange min mor havde givet vores hund, King, inden han blev ramt af en bil, et bad - han var en skotskterrier - og hans pels faldt sammen, og han blev halvt så stor som han plejede at være, han skælvede, og synet af ham var ubærlig trist; den eneste grund til at jeg hjalp min mor med at vaske ham, var at jeg ikke ville have at hun skulle opleve det triste syn alene. Jeg tror egentlig ikke at der var nogen der var kede af at Kara blev forårsrengjort. Hun havde ikke været veninde med nogen af pigerne, og selvom drengene havde jaget hende når hun var i nærheden, virkede hun ikke som en nogen tænkte på når hun ikke var der.
I alle årbøgerne var der en side hvor der stod: "Ude af syne, men ikke af sind" med billeder af alle de elever der skulle være blevet, men ikke var blevet, studenter. På billedet af Alfie - jeg så det på mit første år på universitetet da min Ault-årbog kom med posten i løbet af efteråret - var han fjorten år gammel, den alder han havde haft da han forlod Ault; det var som om han, i modsætning til os andre, ikke var blevet ældre. Billedet af Kara var lettere sløret og viste hende i halvprofil - hendes mandelformede øjne, hendes slanke, ræveagtige hage og munden uden smil. Der var fire andre på billedet: Little Washington, George Rimas og Jack Morey som havde forladt Ault i henholdsvis april på andet år og november på sidste år efter at være blevet grebet to gange i at drikke (for overtrædelser der involverede alkohol, cigaretter, hash og piller samt at bryde besøgsreglerne - altså mindre overtrædelser - fik man to chancer, for hårdere stoffer, for at snyde og lyve som var større overtrædelser, fik man kun en); og Adler Stiles, som ikke var kommet tilbage efter vinterferien på det tredje år. Folk som Adler, som forlod skolen af egen fri vilje, var en gåde for mig; jeg beundrede dem næsten. Lige meget hvor ulykkelig jeg var der, var Ault ikke et sted jeg kunne vende ryggen.
Martha og jeg var nået over til spisesalen, og indgangen var spærret af folk der ville ind. Muligheden for at jeg ville blive forårsrengjort - at jeg skulle have noget, selv det, til fælles med Alfie Howards eller Maisie Vilayphonh eller Kara Johnson - var mig helt fremmed. Det var en ide som jeg slet ikke kunne forstå, stående der mellem så mange mennesker; jeg måtte tænke på det alene.
"Jeg prøver ikke at gøre dig urolig," sagde Martha. "Men hvis det er det Fletcher mente, så bliver du nødt til at vide det."
"Ja, selvfølgelig."
"Men de kan ikke bare behandle dig som om du skulle være et dårligt frø," sagde Martha. "For det er du ikke."
Vi gik over dørtærsklen til spisesalen, og det var tid at finde vores tildelte pladser. Martha så på mig.
"Del og hersk," sagde jeg, for det sagde en af os altid inden en festmiddag. Og det virkede. Martha smilede, og jeg smilede også, så vi begge så glade ud. Men jeg tror ikke at jeg narrede hende. Og det der udspillede sig foran mig, trak sig tilbage med det samme, og jeg krympede mig. Alting blev stort og fjernt, noget der skete langt væk - en tåge af pænt påklædte elever der var på vej hen til deres borde med hvide duge og sølvfade. Måske ville jeg et par måneder ud i fremtiden, når jeg var indskrevet på Marvin Thompson High School i South Bend, sidde på min seng en aften og lave lektier og tænke at det var det billede jeg kunne huske, det præcise øjeblik hvor jeg vidste at jeg havde mistet min plads på Ault.
I biblioteket på vej over for at møde Aubrey så jeg Dede gennem glasdøren ind til tidsskriftsrummet. Hun sad bøjet over et blad, og jeg havde ikke tænkt mig at standse, men så så hun op. Hej, mimede hun, og jeg vinkede. Jeg havde begået den fejl at fastholde hendes blik, og hun løftede en finger op og mimede Vent lidt, lagde bladet på et bord og åbnede døren.
"Er det ikke utroligt med Martha? Jeg var helt chokeret." Hendes stemme var optimistisk og meget venlig.
"Det er ikke så chokerende, "sagde jeg. "Martha ville være en god præfekt."
"Ja, ja, hun er 'ansvarsfuld'" Dede lavede anførselstegn i luften, og antydede dermed jeg ved ikke hvad - at Martha faktisk ikke var ansvarsfuld? At det at være ansvarsfuld knap kunne regnes som en kvalifikation? "Men hun har jo ikke en chance," fortsatte Dede.
Da Martha selv havde sagt det et par timer forinden, havde det virket som den sørgelige sandhed; når forudsigelsen kom fra Dede, lød den bagtalerisk.
"Du kan ikke vide hvem der vinder," sagde jeg.
Dede smilede forsigtigt, og jeg fik lyst til at slå hende. Uoverensstemmelserne mellem os havde altid været lidt søsteragtige; engang, på vores første år, havde vi stået ansigt til ansigt og skændtes, og Dede havde rakt ud og havde faktisk hevet mig i håret, og det gennemført barnagtige i handlingen fik mig til at bryde ud i latter. Hun havde, næsten genert, sagt: "Hvad? Hvad?" men så var hun også begyndt at le, og vi havde ikke været i stand til at fortsætte skænderiet. Dede og jeg var hinandens modsætninger, tænkte jeg indimellem, og derfor uhyggelig ens - hun simulerede entusiasme, og jeg simulerede indifference; hun løb efter folk som Aspeth Montgomery og Cross Sugerman, og jeg gjorde mig umage for ikke at tale med dem semester efter semester.
"Jeg er sikker på at du synes Aspeth er oplagt til opgaven" sagde jeg, "Men helt ærligt, så ville det overraske mig meget om hun vandt." Brug ikke ordet bitch, tænkte jeg - det ville være at gå for langt. "Hun er ..." Jeg tøvede. "Kort og godt, så er hun en bitch."
"Hvadbehager?" sagde Dede. "Hvad skete der lige her?"
"Jeg sagde ikke at jeg synes at hun er en bitch," sagde jeg. "Men lad os nu ikke komme ind i noget ordkløveri her." Da jeg gik på Ault, syntes jeg at det at kalde noget for ordkløveri lød rigtig smart. "Dede, jeg prøver ikke at være uforskammet, men din Aspeth-dyrkelse er ret pinlig."
Hun stirrede på mig. "Ved du hvad du er?" Jeg kunne se at hun ledte ihærdigt efter en særlig grov fornærmelse. "Du er præcis den samme som du var på første år."
Aubrey ventede i det rum vi plejede at bruge når vi mødtes; gennem vinduet kunne jeg se at han tyggede på en plastikkuglepen og havde drejet hovedet op mod loftet. Han gjorde ikke noget mærkeligt, men hans stilling viste tydeligt at han troede at han var alene, at jeg blev flov på hans vegne. Jeg bankede på vinduet inden jeg åbnede døren.
Aubrey tog pennen ud af munden og rettede sig op. "Lee," sagde han og nikkede. Aubrey havde til hver en tid en seriøs attitude. Det var måske sådan han var opdraget, eller det var måske en kompensation for det faktum at han som fjortenårig var halvanden meter høj og vejede 45 kilo. Han havde brunt hår med fald og en lille opstoppernæse, over hvilken der lå et drys af små fregner. Han havde også små hænder, og på hans ringfingre var neglene lange. Hver gang jeg så Aubrey skrive ligninger op, spekulerede jeg på hvornår drenge voksede mest. Voksede de altid proportionelt, eller var der en risiko for at dele af kroppen - hænderne for eksempel - ikke fik beskeden, og forblev som de var, rester af ens mindre jeg? Jeg var ret sikker på at Aubrey var klogere end jeg var, ikke bare til matematik, men til alting, og at han ville blive for eksempel børsmægler og tjene bunker af penge.
Da jeg havde sat mig på stolen ved siden af ham og jeg tog mit kladdehæfte og min matematikbog og min lommeregner frem, sagde jeg: "Hvordan går det, Aubrey?"
"Jeg har det godt, tak. Jeg vil gerne se dine lektier til i morgen."
Jeg skubbede kladdehæftet hen til ham - med blyant havde jeg skrevet Side 408, opsummering, alle opgaver.
Aubrey åbnede min tekstbog og læste langsomt, nikkede for sig selv. Så vendte han sig om mod mig. "Forstår du hvad det er, de vil have i den første?"'
Jeg så hastigt på opgaven. "Næsten."
"Begynd du, så skal jeg hjælpe hvis du får problemer."
Jeg blev ved med at se på side 408, eller i det mindste i retning af side 408. At jeg var dårlig til matematik, var ingen hemmelighed - lige siden jeg ankom til Ault, havde jeg været et år bagud i forhold til mine klassekammerater. De fleste førsteårselever havde geometri; jeg og fire andre elever fulgte et opfriskningskursus i algebra. Og i år, i forkurset til integralregning, var jeg den eneste afgangselev i en klasse med andetårselever. Men der var stadig ingen, Aubrey inklusive, der havde indset hvor spinkel min forståelse for matematik egentlig var. Og forkurset til integralregning havde været det hidtil værste - der var ingen overdrivelse at sige at jeg overhovedet ikke havde forstået noget som helst af det vi havde haft siden september. Jeg var faldet ud i den første eller anden time og havde aldrig indhentet det. Ja, situationen skyldtes i høj grad mig selv, men problemet var at alt var baseret på det foregående; så to uger inde i semesteret var det allerede for sent. Siderne i min bog var som et kort over Rusland med alle bogstaverne skrevet med kyrilliske bogstaver. Det var ikke sådan at jeg ikke troede at det kunne give mening, jeg havde bare ikke den fjerneste anelse om hvad det betød.
"Lee," sagde Aubrey.
"Ja, jeg er ikke sikker. Jeg er ikke helt sikker på hvor jeg skal begynde her." Jeg så op og så ud ad vinduet foran os. Det var mørkt, så jeg så på mit eget spejlbillede; hvis det havde været lyst, havde jeg haft direkte udsyn til indgangen til Sygeafdelingen. En søndag eftermiddag i løbet af vinteren havde jeg set Aspeth Montgomery nærme sig døren, og så vende om uden at gå ind. Det havde optaget mig resten af min time med Aubrey.
"Keglen har sit toppunkt i origo, ikke? Og den må opfylde disse betingelser." Aubrey pegede ned i bogen hvor der stod parabel, ledelinje y = 2. "Så hvad vil du gøre?"
Der blev stille, og endnu mere stille.
"Du skal vel finde ud af hvad y er, ikke?"
"Ja."
"Som her - giver det mening?"
"Ja." Nikkede jeg. "Afgjort."
"Og så sætter du denne her ind her."
"Okay," sagde jeg.
"Prøv med den næste."
Jeg så lidt på den næste opgave, det gjorde jeg virkelig. Men så begyndte jeg at tænke på Gillian Hathaway, og hvorvidt hun og hendes kæreste Luke sagde Jeg elsker dig til hinanden. Hvordan vidste man overhovedet om man elskede en anden person? Var det en fornemmelse, som en god lugt man ikke kunne bestemme med sikkerhed, eller fik man på et bestemt tidspunkt et bevis? Var det som at gå gennem et hus, og så snart man var gået over dørtærsklen, var det kærlighed, og der var ingen vej tilbage? Måske skulle man ind i andre værelser, man ville skændes og måske slå op, men man ville altid være på den anden side af kærlighed, efter og ikke før den. Min interesse i andre par virkede antropologisk - selvom jeg godt kunne lide Cross, selvom jeg gerne ville høre fra Martha at hun godt kunne forestille sig at vi kom sammen, kunne jeg ikke forestille mig os sammen. Ikke som dagligt tilstedeværende i hinandens liv, to mennesker der talte sammen og kyssede og sad ved siden af hinanden i kapellet. Når jeg tænkte på Sin-Jun og Clara - og det gjorde jeg ofte - var det sværest at forestille sig at de havde været kærester mens de boede sammen. Hvordan havde de vidst hvornår de skulle være sammen, og hvornår de bare skulle sidde ved deres skriveborde og lave lektier? Havde det enten været for intenst, for trættende altid at være sammen med den man gerne ville imponere, eller havde det været for familiært? Når man boede så tæt på sin kæreste, opgav man måske at prøve at imponere, og sad og pillede ørevoks ud af ørerne og var ligeglad med om man så sød ud. Men mistede man ikke også noget der? Hvis det var det folk mente, når de talte om intimitet, var det ikke noget der appellerede til mig - det virkede som om man ville kæmpe om hinandens ilt.
Højt sagde jeg: "Synes du Gillian er pæn?"
"Lee, er du sød at koncentrere dig?" sagde Aubrey.
"Gillian Hathaway," sagde jeg. "Ikke Gillian Carson."
"Hun er okay. Hvis du begynder med at isolere x i denne her. Og hvad får man at vide om x her?" Men Aubrey rødmede, en varm, lyserød skygge voksede i hans ansigt og spredte sig ned til halsen.
"Meget pæn eller bare mellempæn?" sagde jeg.
Han vendte sig om. "Jeg gider ikke lave dine lektier."
"Det har jeg heller ikke bedt dig om."
"Og hvis du ikke forstår det her, så dumper du til eksamen."
"Det er værre end som så," sagde jeg. "Hvis jeg ikke består min eksamen, bliver jeg forårsrengjort."
"Hvad taler du om?"
"Det er når de smider en ud, men de venter ..."
"Jeg ved godt hvad forårsrengøring er," afbrød han. Jeg var lidt imponeret - jeg havde ikke vidst hvad det var, før begyndelsen af andet år da Alfie og Maisie var væk. "Hvem har sagt det?" sagde Aubrey?
"Fletcher kaldte mig ned på sit kontor i dag."
"Det er forfærdeligt."
"Det er jo ikke din skyld."
"Det ved jeg godt," sagde Aubrey med så stor en overbevisning at jeg ønskede at trække ansvarsfritagelsen tilbage. "Hvad vil du gøre?" spurgte han.
Jeg skævede over på ham. Jeg var ret sikker på at han ikke havde meget respekt for mig, men det var stadig en lortet ting at sige. "Mja, skolen derhjemme hedder Marvin Thompson."
"Nej," sagde han. "Lee." Han rakte sin lille hånd over mod min arm, men den blev bare hængende der, jeg tror at han var bange for at røre ved mig. Han trak hånden tilbage og sagde: "Jeg mente, hvad vil du gøre med eksamen? Hvordan vil du forberede dig?"
"Jeg er ikke sikker på at det betyder så meget," sagde jeg. "Hvis jeg skal være helt realistisk." Det føltes om en slags indrømmelse. "Tror du at jeg kan bestå?" spurgte jeg.
Han var stille i flere sekunder og sagde så endelig: "Hvis du er villig til at arbejde hårdt."
Det var værre end hvis han havde sagt nej. Fordi jeg ville bruge den tid, jeg ville sidde på en stol med min matematikbog foran mig, men faktisk at arbejde - mit eneste valg var at starte forfra i bogen. Jeg havde altid elsket den del i film hvor et projekt, eller et menneskes liv, gav mening: En montage med opløftende musik, hvor man så de kække, multikulturelle børn lægge deres uoverensstemmelser til side og reparere den gamle mands hus, hænge skodderne lige, male det, slå plænen og luge blomsterbedet, eller kvinden i tyverne som endelig tabte sig, dansede sig gennem aerobicstimer, tørrede sig over panden mens hun kørte på en kondicykel med et hvidt håndklæde omkring nakken, og endelig kom hun ud fra badeværelset, genert og smuk (hun havde selvfølgelig ingen ide om hvor smuk), og hendes bedste veninde gav hende et knus inden hun skulle på en date eller til en fest som ville være hendes triumf. Jeg ville være den person, og jeg ville have at tiden indtil da, der hvor jeg forbedrede mig selv, ville glide let med et muntert soundtrack. Men at lære integralregning ville være anstrengende og ynkeligt. Og så var det ikke engang sikkert at det ville gå. Den eneste grund til at mit gennemsnit var så højt som otteoghalvtreds, var at fru Prosek i marts havde ladet mig lave en ekstraopgave for at få ekstrapoint, og jeg havde lavet en tidslinje over kvindelige matematikere gennem tiden: Hypatia af Alexandra, f. 370 f.Kr., opfandt astrolabiummet, døde da en flok kristne angreb hende med ødelagt keramik; Emilie du Châtelet, f. 1706, fransk aristokrat og forfatter af Institution de Physique, kæreste med Voltaire. Jeg satte fru Prosek på som den sidste kvinde på listen, og havde sat et billede af hende fra skolens katalog op på min planche og havde skrevet Valerie Prosek, f. 1961, matematiklærer og en inspiration for alle unge matematikstuderende overalt. Fru Prosek havde hængt min tidslinje op over tavlen i sit klasseværelse, og hun havde givet mig et A plus.
"Hvis jeg skal arbejde virkelig hårdt," sagde jeg, "hvor skal jeg så begynde?"
"Du ville ikke tage skade af at se på et par enkle ligninger. Jeg kan lave nogle til dig." Aubrey skrev et par stykker ned i mit kladdehæfte og skubbede det over til mig. Øverst stod der:
3x minus y = 5
2x + y = 5
Det burde ikke være så svært, vidste jeg. Han havde selv sagt at de var enkle. Men jeg havde ingen anelse om hvad jeg skulle gøre. Og at indrømme det ville være for alvor at afsløre hvor langt bagud jeg var.
"Faktisk," sagde jeg, "så tror jeg at det er bedst hvis vi ser på mine lektier til i morgen. For det tager vel lidt tid, tror du ikke?"
Aubrey tøvede.
"Jeg tager bare disse her med over på kollegiet og laver dem der," sagde jeg. "Tak." Jeg vendte mig mod bogen og læste højt fra den næste opgave: Skriv formlen på partialbrøkopsplitning. Hvis Aubrey hørte min stemme, ville han måske tro at jeg virkelig deltog. Og det virkede, jeg kunne mærke at han gav efter. Alle vores timer gik sådan - opvarmning, overtalelse, og den del hvor Aubrey kapitulerede og lavede mine lektier for mig efter at have understreget at det ville han ikke. Men selv da gik det så langsomt, når han fortalte hvad han gjorde, spurgte mig om ting, ventede mens jeg gættede, mange gange svarede jeg ikke engang i den rigtige kategori - det svar Aubrey ledte efter, var et uforkorteligt kvadratled, og jeg svarede syv.
Selvom jeg nogle gange irriterede ham, eller var doven, havde jeg fundet ud af hvordan han bedst kunne lide mig: når jeg prøvede, men fejlede. Eller måske: Fejlede, men prøvede. Uanset hvad, så var den anden persons reaktion det eneste der betød noget for mig - tal var spidse og ligegyldige, men en person var varm og åndede, mulig at påvirke. Jeg klarede mig ofte dårligt sammen med andre mennesker, men det var ikke fordi jeg ikke læste dem rigtigt; det var fordi jeg blev nervøs, eller fordi jeg kunne se for tydeligt at jeg ikke var det, de ønskede. Og det var faktisk når jeg kom til kort, at jeg virkelig udmærkede mig. Jeg var måske ikke det et andet menneske havde brug for, men som fiasko kunne jeg altid tilpasse mig - jeg kunne komme krybende eller være stridbar, trist eller ærlig eller helt stille. Hvis jeg skulle gætte, ville jeg gætte på at Cross vidste at jeg var forelsket i ham, og ved ikke at tale med ham, kun lejlighedsvis at få øjenkontakt med ham og vente et øjeblik inden jeg så væk, opførte jeg mig præcis som han troede en pige der kunne lide ham, men som han ikke kunne lide, ville opføre sig. Måske ville jeg blive forårsrengjort, men jeg ville stadig kunne se dem der var på min side, i øjnene - Aubrey, Martha, fru Prosek og selv viceinspektør Fletcher, alle bedrøvede og sympatiske.
Mødet om værelsesfordeling, som jeg troede var foregået da min årgang havde nomineret afgangspræfekter, var næste dag. I morgenfrikvarteret samledes alle tredjeårseleverne på de første rækker i auditoriet, og viceinspektør Fletcher sad på kanten af scenen og svingede med benene. Han holdt den samme tale som vi havde hørt hvert år - det var umuligt at tilfredsstille alle, etc. etc, og han tilføjede at som afgangselever ville vi være toneangivende på kollegierne. Da mødet var forbi, gik Martha ned for at se om hun havde fået post, og jeg begyndte at udfylde vores ansøgningsblanketter; vi havde allerede bestemt at vi ville bo på Elwyns, der hvor vi boede på tredje år. Mens jeg holdt papiret mod låret og skrev først Marthas navn, så mit eget, slog det mig at det måske var formålsløst - hvis jeg ikke kom tilbage til Ault, så var der ingen grund til at udfylde blanketten. Men hvordan kunne jeg andet end at vende tilbage? Hvad skulle jeg gøre hvis jeg ikke gik på Ault? På Marvin Thompson var der sennepsgult linoleum med sorte og grå pletter på gulvene i kantinen; sportsholdet hed Vikings og Lady Vikings; og der var en verserende debat om hvorvidt gravide piger måtte gå til timer når det ikke kunne skjules længere.
"Jeg har altid syntes at hummerne på Elwyns lugtede af kattepis, men det generer vel ikke Martha og dig?"
Da jeg så op, så jeg at Aspeth Montgomery sad til højre for mig, hun sad faktisk så tæt på at jeg blev fysisk forlegen på en måde jeg ellers kun gjorde med drenge - syntes hun at mine porer så store ud, tænkte jeg, skallede huden rundt om min mund fordi jeg havde glemt min læbepomade på kollegiet og havde slikket mig en del om læberne? Da jeg fik øjenkontakt med Aspeth, slikkede jeg mig igen om munden af nervøsitet.
"Det har jeg aldrig tænkt," sagde jeg.
"Nå, men du boede også med den blæksprutte på hummeret på Broussards, inden du fik smidt Little ud. Du må være vant til ulækre lugte."
Jeg sagde ikke noget.
Kort efter sagde Aspeth: "Jeg hører at du ikke tror at jeg ville være en god præfekt."
Det havde strejfet mig at Dede ville fortælle mine kommentarer om Aspeth videre til hende, men det havde virket for forudsigeligt - barnligt, hævngerrigt, præcis som Dede plejede at være - og derfor havde jeg været overbevist om at hun ikke ville; folk gjorde sjældent det man forventede af dem.
"Du benægter det ikke engang," sagde Aspeth. "Gud, Lee, du er skamløs." Hun lænede sig tilbage og lagde venstre arm over sædet, hun virkede ikke vred, hun så mere ud som om hun morede sig; hun havde ikke andet at lave i resten af frikvarteret, så hun kunne bruge tiden på at genere mig.
"Dede har sikkert sagt noget der er revet ud af en sammenhæng," sagde jeg.
"Tror du?"
"Hvad er det du vil, Aspeth?" sagde jeg. "Hvorfor bekymrer du dig om hvad jeg har sagt til Dede?"
Aspeth så ud som om hun tog mig op til fornyet overvejelse. Hun flyttede sin arm fra sædet, rettede sig op og lagde den ene ben over det andet. "Tror Martha virkelig at hun kan blive valgt?" spurgte hun, og den sløve, drillende tone var forsvundet fra hendes stemme.
"Hvad laver du?" spurgte jeg. "Fører du kampagne?"
Hun fik et mærkeligt udtryk i ansigtet - som om hun forsøgte at lægge ansigtet i de folder det havde været i før - og jeg indså at det var præcis det Aspeth gjorde, førte kampagne.
"Martha har ikke en chance," sagde hun. "Det her er hvad der kommer til at ske: Cirka halvdelen af årgangen vil stemme på Gillian, måske lidt mindre. Og lidt mere end halvdelen vil stemme på mig, bortset fra, lad os sige ti procent, som vil stemme på Martha. Kan du se billedet? Hun får mine stemmer. Og så bliver det Gillian der vinder."
Jeg kunne ikke lade være med at smile. "Men du har jo lige sagt at de ikke er dine stemmer, men Marthas."
"Du forstår det ikke. Vil du have Gillian som præfekt?"
Jeg trak på skuldrene.
"Det vil du selvfølgelig ikke. Gillian er en dødbider. Men alle halvhjernerne på vores årgang vil stemme på hende fordi hun har været præfekt på andet og tredje år, og de er ikke andet end status-quo-lemminger."
"Hvorfor kan du ikke lide Gillian?" spurgte jeg. Gillian og Aspeth tilhørte den samme klike, og jeg havde aldrig hørt at der skulle være gnidninger mellem dem.
"Hvem kan det?" sagde Aspeth. "Gillian er en tørvetriller." Under vores samtale havde Aspeth ikke en eneste gang sænket stemmen, og det gjorde hun heller ikke nu, selvom der stadig var masser af vores klassekammerater der stod forrest i auditoriet; jeg kunne ikke andet end at beundre hendes frygtløshed en lille smule. "Den eneste der er mere kedelig end Gillian, er Luke," fortsatte Aspeth. "Hun falder sikkert i søvn mens han tager hende."
Jeg håbede et øjeblik at Aspeth ville spørge mig hvad jeg syntes om Gillian, så jeg kunne give hende ret, men det gjorde hun ikke.
"Martha bliver nødt til at trække sig fra valget," sagde Aspeth. "Hun har ikke noget på spil her. Hvis hun havde en chance for at vinde, ville det være noget andet, men jeg tror at vi har fået slået fast at det har hun ikke."
Igen var jeg imponeret over renheden i Aspeths nedladenhed, hendes gennemførte mangel på interesse for at smigre og bestikke. Martha skulle trække sig fordi Aspeth var Aspeth, og det var også derfor Aspeth skulle blive vælges.
"Måske skulle du selv tale med Martha om det," sagde jeg.
"Hvorfor? Jeg har jo lige talt med dig." Aspeth flyttede benet tilbage - hun havde de længste ben i vores klasse, fantastiske ben, og hun havde en kakinederdel på der endte femten centimeter over knæet - og rejste sig op; hun havde åbenbart sagt hvad hun havde at sige. Hun så ud som om hun skulle til at gå, men trådte så et skridt nærmere mig og lænede sig ind over mig. Hendes honningblonde hår faldt ned i mit ansigt, og da hun satte en finger ned på blanketten som stadig lå på mit skød, kunne jeg mærke hendes fingerspids på mit lår gennem papiret. "Jeg ville tænke lidt over det med kattepisset," sagde hun. Hun drejede hovedet og så på mig, og vores ansigter var så tæt på hinanden at det var umuligt ikke at tænke på at kysse hende. Hun bankede med fingeren et par gange, smilede sigende og sagde: "Det er bare et venligt råd." Så var hun væk. Jeg vidste hvad det var for en shampoo Aspeth brugte, for Dede brugte den samme selvom duften ikke blev siddende i hendes hår på samme måde som den gjorde i Aspeths. Mens jeg var på Ault, var den shampoo lugten af popularitet; efter at jeg blev student blev den lugten af Ault. En eftermiddag da jeg var i tyverne og var ude at shoppe med en ven efter arbejde, fandt jeg en flaske, viste den til min ven og sagde: "Jeg synes det her er den bedste shampoo i hele verden," Hun så overrasket på mig og sagde: "Så køb den." Og jeg troede dengang at jeg var vokset ud af mit Ault-jeg, men forslaget kom som en åbenbaring, og da jeg betalte for den, fik jeg den samme følelse af at synde første gang man køber alkohol efter man er blevet enogtyve.
Netop som Martha og jeg forlod spisesalen efter frokost, så jeg fru Prosek som gik alene tyve meter foran os. Jeg greb fat i Marthas albue og standsede. "Vent lidt," sagde jeg. "Lad hende lige komme lidt længere foran."
Netop da vendte fru Prosek hovedet og kastede et blik over skulderen. Da hun så os, gjorde hun tegn til at jeg skulle komme.
"Hørte hun mig?" spurgte jeg.
"Det kan hun umuligt have gjort."
"Det var virkelig underligt."
"Gå op til hende, hun venter på dig." Martha skubbede mig fremad. "Det skal nok gå." Da jeg havde taget et par skridt frem, tilføjede hun: "Tag en dyb indånding."
"Jeg havde håbet at møde dig," sagde fru Prosek da jeg var kommet op på siden af hende. "Hvordan går det?"
"Okay," sagde jeg. Mens vi gik, kastede jeg stjålent et blik på hende.
"Jeg ved at du havde en samtale med viceinspektør Fletcher i går," sagde hun, "hvis det er det du tænker på. Så jeg ville bare vide hvordan du havde det."
Jeg sagde ikke noget - jeg vidste virkelig ikke hvad jeg skulle sige - men da min generthed over stilheden blev større end min forvirring over hvad jeg skulle svare, sagde jeg: "Fint."
Så var det fru Proseks tur til ikke at sige noget.
Problemet var bare at fru Prosek ikke alene var lærer i det fag jeg dumpede i, hvis lave karakter resulterede i at jeg ville blive smidt ud - hun var også min vejleder, og indtil for nylig, selv de første mange måneder efter at min matematikkarakter havde dykket kraftigt, havde vores forhold altid været venligt. Jeg havde lært fru Prosek at kende på første år fordi hun trænede tredjeholdet i basket. Hun virkede ikke personligt fornærmet over at vi tabte kampene som en del af de andre trænere gjorde, men på en eller anden måde fik vi hende til at love at hvis vi nogensinde vandt, ville hun lave tre baglæns kraftspring midt på banen - hun havde været gymnasiast på universitetet - og hun gjorde det; det var den dag vi spillede mod Overfield. Da hun bagefter stod lidt vaklende med håret til alle sider og det andet hold glanede på os, sagde fru Prosek: "Jeg skulle helt afgjort have taget en anden bh på." På de dage hvor vi ikke spillede på samme skole som første- og andenholdet, blev vi transporteret i en minibus som fru Prosek kørte, i stedet for en rigtig bus, og så kørte hun os forbi McDonald's.
Der var to ting jeg beundrede ved fru Prosek, og de forstærkede hinanden. Den første var at hun virkede frisindet - hun var feminist, selvom jeg dengang ikke helt forstod meningen med ordet - og hun var hverken aggressiv eller undskyldende når hun sagde hvad hun mente. Hun kørte engang en masse elever til Boston til en demonstration for fri abort (jeg tog ikke med fordi jeg gik på første år og troede måske at jeg ikke måtte) og hun gik ikke med makeup, om søndagen gik hun med et blåt tørklæde der holdt hendes krøllede hår tilbage. Det andet ved fru Prosek som havde imponeret mig, var at hun havde en utrolig smuk mand. Han hed Tom Williamson, han arbejdede i Washington som taleskriver for en demokratisk senator, og han var der sjældent på hverdage, men nogle gange dukkede han op til festmiddag i slips og jakkesæt, eller man så dem løbe sammen, og pigerne ville puffe til hinanden med albuerne: Der er fru Proseks lækre mand. Fru Prosek selv var flot, men ikke smuk, måske ikke engang hvad de fleste ville kalde pæn, og det fik mig til at undre mig - hun var ikke smuk, og han elskede hende, hun var klog og havde klare meninger, og han elskede hende, sådan så det i hvert fald ud når man så dem snakke sammen eller røre ved hinanden på en afslappet, ikke egentlig romantisk, måde (hans arm bag hendes stol med fingrene let hvilende på hendes skuldre, hans hoved drejet mod hendes når hun sagde noget, mens de kæmpede sig gennem de overfyldte trapper uden for spisesalen efter middag), måske elskede han hende meget højt, og hun ham.
"Jeg vil ikke lyve for dig," sagde fru Prosek. "Jeg er rigtig bekymret. Har du og Aubrey lavet en læseplan?"
"Mja, en slags. Men jeg forstår ikke hvorfor Fletcher ventede til i går med at true med forårsrengøring når der kun er en uge til eksamen."
Jeg ville have hende til at afvise at viceinspektør Fletcher var kommet med en sådan trussel. I stedet sagde hun: "Siger du at du ville have gjort tingene anderledes hvis du havde kendt konsekvenserne?"
"Nej," sagde jeg og kunne høre hvorfor jeg var kommet i forsvarsposition.
"Lee," sagde fru Prosek og lagde en hånd på min skulder. Jeg stivnede, og hun flyttede den. Vi var nået hen til indgangen af skolebygningen, og vi stoppede som om vi var blevet enige om ikke at fortsætte samtalen indenfor.
Jeg så på hende med hvad jeg håbede var et blik der signaliserede åbenhed og lærevillighed; det at jeg var stivnet, havde været ufrivilligt.
"Fokuser på matematikken. Lær de eksponentielle og logaritmiske funktioner godt at kende. Okay? Lad os krydse de andre broer når vi når til dem."
Let for dig at sige, tænkte jeg, og det var ubehageligt at føle modvilje mod fru Prosek. Fra efteråret og frem til marts var jeg gået over til hendes hus søndag eftermiddag når hendes mand var taget til Washington. (Engang havde han stadig været der og havde åbnet døren, og selvom vi aldrig havde hilst på hinanden, havde han sagt: "Hej, Lee," og jeg havde haft det som om jeg kunne flyve.) Fru Prosek og jeg ville se på ugens arbejde, og hun havde lavet suppe eller chili sin carne, og hun ville tilbyde mig noget. Når vi talte om matematik, forsøgte jeg, af respekt, at koncentrere mig, men ofte blev jeg uopmærksom ligesom jeg gjorde med Aubrey. Men når vi snakkede om en tale i kapellet eller en artikel i Aultposten eller andre elever og lærere, var jeg helt opmærksom. Fru Prosek sagde aldrig hvad hun selv mente, hun rystede ofte på hovedet når jeg kritiserede nogen, men det var oftest med et smil, og jeg kunne mærke at hun syntes det var interessant at være sammen med mig. Måske var det alligevel ikke hendes lækre mand eller hendes meninger eller hendes gode ideer der fik mig til at kunne lide hende - måske var det at hun syntes at jeg var interessant, og at jeg i hendes selskab, endda mere end i Marthas, følte mig interessant. Og så en eftermiddag efter forårsferien virkede hun stålsat, hver gang snakken røg af sporet, førte hun os tilbage til matematikken. Da jeg kom, sagde hun at hun havde hovedpine, og jeg troede at det var derfor, men efter en halv time - jeg var ved at fortælle hvorfor jeg troede at hr. Corning var forelsket i min gamle efor Madame Broussard - sagde fru Prosek: "Lee, jeg må fortælle dig noget. Jeg blev nødt til at sende et brev til dine forældre. Jeg behøvede ikke sidste år fordi du fik C til terminsprøven, og tingene så lyse ud. Men nu er jeg virkelig bekymret."
Jeg ville forsikre hende om at jeg ikke havde den slags forældre der ville flippe ud over sådan et brev, men jeg var ikke sikker på at det var det hun mente. Men alligevel, så gik jeg ikke i panik over min karakter. Jeg var flov over at have sladret så hverdagsagtigt, at jeg havde følt mig så hjemme her ved hendes spisebord. Jeg havde troet at jeg havde charmeret hende, men i virkeligheden var jeg en dårlig elev der havde spildt hendes fritid med at komme med upassende bemærkninger om hendes kollegaer.
"Du fik D i sidste semester," sagde fru Prosek. "Det betyder at du ikke har noget at gå på. Hvis du dumper dette semester, dumper du hele året. Og indtil videre ser du ud til at dumpe. Du har niogfyrre."
Jeg vidste at det gik dårligt, men niogfyrre var værre end jeg havde troet.
"Vi kan lave en aftale," sagde hun. "Og jeg ville tilbyde det til alle de andre elever, men ..." Hun afsluttede ikke sætningen for det behøvede hun ikke - det er dig jeg gør det her for. Aftalen gik ud på at lave et projekt for at få ekstrapoint, og det var der jeg lavede tidslinjen. Og fru Prosek lo da hun så at jeg havde sat hende på den, men det blev aldrig det samme mellem os. I hendes lejlighed den eftermiddag hvor hun havde fortalt at jeg havde niogfyrre, havde hun ikke, som hun normalt gjorde når jeg gik, bekræftet at vi havde en aftale næste søndag. Og jeg kunne have spurgt i timen, men det gjorde jeg ikke - jeg ville ikke være til besvær - og fordi jeg ikke havde spurgt, gik jeg aldrig derover. I timen mandagen efter fik vi øjenkontakt da jeg satte mig ned, og hun pressede læberne sammen som om hun skulle til at sige noget, men det gjorde hun ikke, der var andre elever til stede. Jeg så hende selvfølgelig næsten dagligt, men ud over i timerne var det kun når vi gik forbi hinanden på gangen, eller var sammen med mange andre - i april, da det blev varmt, inviterede hun alle de elever hun var vejleder for, over til middag.
Foran skolebygningen sagde jeg: "Men, jeg er da ikke noget dårligt frø? Er jeg?"
"Selvfølgelig er du ikke noget dårligt frø."
"Jeg ved godt at jeg ikke er god til sport, og jeg er ikke værdifuld for Ault. Men jeg bryder ikke reglerne. Burde tvivlen ikke komme mig til gode? Jeg kan ikke se at denne her eksamen skal være afgørende for om jeg kan blive eller ej."
Hun sukkede. "Jeg ved ikke hvorfor du tror at du ikke er værdifuld for skolen. Der er lige så mange der støtter dig som hvem som helst ellers. Og jeg håber at du forstår at vi ikke prøver at straffe dig. Men, Lee, du er allerede et år bagud i forhold til dine klassekammerater i matematik. Der er regler som skolen skal opfylde, og for at få dit diplom om et år må du opfylde dem. Og hvilken garanti har vi for at det samme ikke vil ske næste år? Der kommet et punkt hvor det ikke længere er fair at udsætte dig for det."
"Det vil ikke ske igen næste år," sagde jeg.
"Ikke?"
"Hvis jeg kunne gøre det om, ville det blive anderledes," sagde jeg. "Det er jeg sikker på."
Hun var stille igen, og så sagde hun: "Det tror jeg også. Jeg tror at vi må komme lidt videre. Men du må forstå at vores forbehold er faglige, ikke personlige." Hun missede med øjnene mod solen, og derfor var det svært at se hendes ansigtsudtryk da hun sagde: "Jeg tror ikke at de vil forårsrengøre dig."
Det første jeg tænkte, var de? Når alt kom til alt, kunne hun måske ikke redde mig, men var det ikke at lyve at lade som om hun ikke kunne undgå at det kom så vidt? Hvis hun virkelig ville, kunne hun give mig et D; hun kunne pynte på det og aldrig tale om det, heller ikke til mig.
Det andet jeg tænkte, var at jeg måtte sige det til Martha - i modsætning til hvad hun havde sagt, brugte lærerne åbenbart den slags udtryk.
Der var sidste skoledag fredag, og vi havde alligevel ikke lavet særlig meget i timerne ugen forinden; i latin havde fru Pfaff taget kager med som hendes tiårige datter havde lavet, og i spansk så vi mexicanske sæbeopera-serier. På kollegierne var der allerede nogle der var begyndt at pakke, hvilket jeg hadede - jeg så de nøgne vægge og de rene flader som uvenlige påmindelser om hvor flygtigt alting var, hvordan ideen om at noget tilhørte os, var en illusion.
Efter sidste skoledag så jeg Aubrey hver aften, selv om søndagen, og jeg så praktisk på det og glædede mig til vores møder. Uden timer virkede dagene som om de kunne strækkes i en uendelighed, som et par gamle gummihandsker; det var godt at have et par timer der var fastlagt. Vejret var også godt, og det gjorde mig endnu mere skør. Jeg hørte om andre elever der svømmede nede i floden, var ude at løbe sammen, cyklede ind til byen efter is. At deltage i sådanne aktiviteter ville have været det samme som at lade hånt om eksamen; selvom jeg ikke læste, var det bedre at blive på kollegiet, det ville se bedre ud senere, når jeg var dumpet, at jeg var blevet på kollegiet.
Onsdag morgen inden min matematikeksamen stemte vi på præfekter uden for spisesalen. Der var ingen lærere eller ansatte, kun Gillian og Darden som selv delte stemmesedler ud. Bagefter var det kun dem der talte stemmerne op.
"Jeg kan lige forestille mig at Gillian snyder," sagde jeg til Martha da vi gik tilbage til kollegiet.
"Hun ville blive smidt ud," sagde Martha. "Det er ikke det værd."
"Hvem stemte du på?" sagde jeg.
"Aspeth, selvfølgelig. Hun er den fødte leder."
"Ha, ha," sagde jeg. "Men jeg mente egentlig af drengene."
"Åh, Darden. Stemte du på din kæreste Cross?"
"Martha," hyssede jeg. Jenny Carter og Sally Bishop gik lige bag os.
"Undskyld, jeg mente den lilla abe. Her skal du få lidt kompensation som udtryk for min dybe beklagelse." Hun trådte ind foran mig og satte sig på hug med ryggen til mig. "Hop op," sagde hun over den ene skulder.
"På din ryg?" sagde jeg usikkert.
"Du skal få en tur på Marthasaurussen."
"Er du fuld eller hvad?"
"Ikke medmindre der er nogen der har hældt noget i juicen i spisesalen. Kom nu."
Jeg vendte mig om og så på Jenny og Sally, så ventede jeg på at de skulle gå forbi os. "Hej," sagde jeg, og de smilede begge to. "Jeg tror jeg er for tung," sagde jeg til Martha.
"Se lige her," Martha bøjede sin ene arm - hun havde en tanktop på af rød bomuld med bølget halslukning - og hendes biceps voksede. Hun var lidt kortere end jeg var, og tyndere, men hun var uden tvivl stærkere.
"Okay," sagde jeg. "Er du klar?" Jeg trådte frem og lagde armene omkring hendes skuldre. Da hun rejste sig, rakte hun armene bagud for at gribe fat om mine ben så mine lår blev låst fast under hendes arme. Hun vaklede lidt, og jeg lavede ufrivilligt en hujen, men hun fandt balancen.
"Hvor vil du hen?" sagde hun. "Du kan komme hvorhen du vil."
"Boston?"
Martha fnøs.
"Okay, okay. Hvad med Bombay?" Jeg prøvede at sige det med en indisk accent.
"Meget bedre."
"Hvad med Moder Rusland?" Jeg prøvede, uden samme held, at sige det med en russisk accent, og Martha lo. "Så tager vi ud på min datsja!" råbte jeg og slog mine knæ ind mod Marthas side. "Vamonos!"
Hun forsøgte at galoppere, men hun lo for meget. Hun stoppede og lænede sig forover mens jeg stadig hang på hendes ryg, og stod bare sådan mens hendes skuldre rystede. Når jeg sådan kunne mærke at hun lo, begyndte jeg også at le.
"Til fin de siècle Paris," råbte jeg, og Martha sagde stønnende: "Jeg tror at du lige spyttede mig i håret."
Så mærkeligt havde jeg aldrig opført mig offentligt på Ault; det var stadig lyst ude, og folk stod på trappen uden for biblioteket, spillede fodbold på cirklen. Til min store overraskelse virkede det ikke som om nogen af dem lagde mærke til os. Martha rettede sig op, og jeg sagde: "Kvæler jeg dig?"
"Ja, men det er okay."
Inde på gårdspladsen lige ved indgangen til Elwyns gled jeg ned igen. "Tak for turen," sagde jeg. "Og forresten, du er mærkelig."
"Jeg ved det godt, det er mine forældres skyld."
"Jeg mener det," sagde jeg. "Du er skør."
"Lee, alle er skøre."
"Jeg tror ikke på dig," sagde jeg, og hun sagde: "Men jeg har ret."
Mens vi gik der op ad trappen til Elwyns, var der ingen der vidste hvad der ville ske, med valget og min matematikeksamen. Det mest sandsynlige udfald faldt ikke i vores favør; måske svævede vi i tynd luft inden afklaringen, mens kortene stadig kunne, men sikkert ikke ville, falde i vores favør. Normalt ville jeg bare høre udfaldet. Men der og da betød udsættelsen ikke noget. Det var en varm forårsaften; det var næsten godt, i hvert fald lidt endnu, ikke at vide hvordan det ville gå.
Efter andagten da alle gik i en stor flok hen til skolebygningen til morgensamlingen, dukkede Aubrey op ved siden af Martha og mig og sagde: "Jeg har noget til dig." Han så på Martha, og hun sagde: "I skal få lidt tid alene. Bare find mig derinde, Lee."
Aubrey gav mig en brun kuvert hvorpå mit navn stod med store bogstaver.
"Er det svarene til eksamen?" spurgte jeg.
Han så forfærdet ud.
"Jeg fjoller," sagde jeg. Jeg tog et kort ud, håndlavet, hvor der med spinkle drengebogstaver stod skrevet: HELD OG LYKKE! på forsiden. Inde i kortet stod der Jeg håber det går godt til eksamen, Lee! Hilsen Aubrey. Han havde ikke, som en pige ville have gjort, dekoreret kortet med stjerner og balloner.
"Det tog mig ikke særlig lang tid." Han rødmede. "Har du nogen spørgsmål her på falderebet?"
"Det tror jeg ikke. Men tak - det var sødt af dig, Aubrey." Det var virkelig sødt af ham, men jeg var også lidt forbløffet over det. Det var sådan noget jeg kunne have fundet på, noget jeg ville bruge en aften på i stedet for at lave matematiklektier; men der var aldrig nogen der havde lavet sådan et kort til mig før.
"Når du isolerer en variabel, så husk at tage et skridt ad gangen. Du bliver kun forvirret når du prøver at løse begge variabler samtidig."
Vi var kommet ind i læsesalen. Fordi Aubrey var førsteårselev, sad han forrest; mine klassekammerater og afgangseleverne stod bagerst, eller sad på trækasserne ved radiatorerne ved endevæggen.
"Tak for hjælpen, Aubrey," sagde jeg.
Han flyttede sig ikke med det samme.
"Så er det nu, hvad?" sagde jeg.
Han flyttede sig stadig ikke, og fordi jeg ikke vidste hvad jeg ellers skulle gøre, rakte jeg min hånd frem. Morgensamlingen var ved at starte. Vi gav hinanden hånden.
Jeg blev stående ved døren og hørte på meddelelserne - Minoritetselevforeningen holdt årsafslutningsmiddag i aktivitetscenteret søndag aften, og fru Morino håbede at vi alle sammen ville ønske Adele Sheppard tillykke med den 'god medborger'-pris hun havde fået fra Raymond plejecenter hvor hun havde været frivillig hver uge siden andet år. Da hr. Byden trådte frem - han stod lige bag præfekterne under morgensamlingen, og når han havde en meddelelse, var han normalt den sidste - mærkede jeg at mit hjerte pludselig slog hurtigere. Han ville fortælle hvem der havde vundet valget; det var jeg sikker på. Året forinden havde han annonceret det ved en festmiddag, men valgene måtte være foregået meget tidligere, for der var ikke flere festmiddage tilbage det år.
Han rømmede sig. "Som I ved, blev der stemt om præfekter for alle årgange i går. Og det er med fornøjelse at jeg kan meddele jer resultatet." Mens han fortalte om de yngre årgange, så jeg efter Martha i salen og så hende stå ved endevæggen. Jeg prøvede at få øjenkontakt med hende, men hun så på hr. Byden. Jeg så mig omkring for at se de andre nominerede og så Darden stå ikke så langt fra mig. Han havde et mildt, venligt smil, et helt igennem passende smil, og jeg vidste at han vidste at han ikke havde vundet; jeg følte et stik af smerte på hans vegne, tænk at måtte stå der foran hele skolen og tage det pænt. "Endelig," sagde hr. Byden, "er der den kommende afgangsklasse ..." Inden han kom videre, var der et par stykker omkring mig der hujede. "Den kommende afgangsklasse," fortsatte han, "kan ønske tillykke til de nye præfekter Cross Sugarman og Martha Porter."
Rummet eksploderede. Det virkede som om alle omkring mig råbte og gav hinanden fem - hvorfor, spekulerede jeg, var det acceptabelt at vise glæde når beslutningen var taget, men forkert at gøre det inden? - og jeg klappede også, men jeg følte mig ikke opløftet. Sandheden var at jeg ikke engang var glad. Jeg var forbløffet. Havde Martha vundet? Martha? Det havde været let at heppe på hende fordi hun var min hummerkammerat, fordi Martha, selvom ingen andre lod til at vide det, var virkelig sød - fordi vi var outsidere begge to. Bortset fra at det var vi åbenbart ikke alligevel.
Jeg så på Darden igen, som stadig klappede hjerteligt, stadig smilende, selvom han havde en trækning i en muskel i kæben lidt under øret.
"Darden." Han hørte mig ikke, og igen sagde jeg: "Darden."
Han vendte sig om.
"Jeg er ked af at du ikke vandt." sagde jeg. Var det uhæderligt at sige sådan når jeg havde stemt på Cross?
Han rystede på hovedet. "Det gør ikke noget. Sejt med din hummerkammerat, hvad?"
Jeg prøvede at smile. "Det er skørt." Darden og jeg stod der et par sekunder, begge med falske smil, og så vendte vi os om samtidig. Det var let at finde Cross fordi han var så høj, men der var så mange der var stimlet sammen omkring Martha at jeg ikke kunne se hende. Oppe på tribunen var hr. Byden begyndt at tale igen, men jeg tror ikke at nogen af tredjeårseleverne hørte efter.
Hvis jeg havde været en god ven, et godt menneske, ville jeg have skubbet mig vej gennem vores klassekammerater og kastet mine arme omkring hende. Og det, det øjeblik hvor jeg ønskede hende tillykke, kunne jeg godt klare. Det var det der kom bagefter, jeg frygtede - hendes forvirrede vantro, den overstrømmende ligefremhed i hendes følelser. Og at jeg måtte forsikre hende om at hun virkelig fortjente det. Eller endnu værre - at hun måske bare var lykkelig. Måske ville hun bare svælge i øjeblikket, gætte på hvem der havde og ikke havde stemt på hende, tænke på hvordan rollen som præfekt ville være. Og det ville ikke være urimelige indskydelser - hvem kunne man være selvglad og overstadig sammen med, hvis ikke sammen med sin hummerkammerat? - men det føltes ikke som om jeg kunne rumme det. Jeg gik ud af salen; jeg så mig ikke omkring, så jeg ved ikke om der var nogen der så mig.
Nede i matematikbygningen gik jeg ind i et tomt lokale - ikke fru Proseks, men et overfor hendes - og tændte ikke lyset. Jeg begyndt at bladre gennem min matematikbog, det var for sent, men det føltes godt at gøre noget.
Klokken var kvart i ni. Vi skulle hente spørgsmålene til afgangseksamen i fru Proseks klasseværelse klokken ni, tage dem med til læsesalen eller vores hummer og aflevere dem igen klokken 12; om lidt mindre end tre timer ville det være overstået, og min skæbne beseglet. Bagefter ville jeg gøre noget for Martha - lave et kort eller købe blomster i byen. Og på det tidspunkt ville hun også være mere rolig. Hun skulle selv op i historie, og det ville i hvert fald tage luften ud af ballonen, og måske ville hun tale ud om valget med en anden, en hun ville følges tilbage til kollegiet sammen med. Når vi så hinanden igen, ville hun kunne præsentere sin reaktion som en færdig pakke: et stykke lasagne i en lukket Tupperwareboks i modsætning til et snavset køkken med tomatsovs ud over hele køkkenbordet. Og jeg behøvede ikke være der mens hun fik bragt orden i tingene.
Da Martha var blevet valgt af hr. Byden til at være i den disciplinære komite, havde jeg været glad på hendes vegne - så stort havde det ikke været, det var fint-fint at hun var blevet udvalgt, men hun var stadig udvalgt blandt andre, og jeg ønskede hende oprigtig tillykke. Og der var andre ting - da Martha sommeren før vores tredje år var begyndt at komme sammen med sin brors ven Colby, havde jeg været betaget af hvordan deres forhold foregik; i et par uger havde jeg talt i telefon med Martha hver aften og fortolket Colbys opførsel, givet hende gode råd som om jeg vidste alt om hvordan drenge tænkte. I flere dage efter at hun havde fortalt mig at de havde kysset, følte jeg jævnligt pludselige udbrud af glæde, og det tog mig et øjeblik at huske at det ikke var mig der havde oplevet noget godt, men Martha. Jeg var altid glad når Martha fik gode karakterer - hun læste flittigt, og hun fortjente dem.
Men at være præfekt - det virkede lidt tilfældigt. Inden Cross havde nomineret hende, havde det ikke været noget vi diskuterede, ikke noget hun, så vidt jeg kunne se, havde overvejet. Og så havde det virket, uden at hun egentlig havde gjort noget for det. Og endelig - hvad hvis jeg havde været nomineret som afgangspræfekt? Hvad hvis jeg var gået til det møde den dag i stedet for på viceinspektørens kontor, og min tilstedeværelse havde fået nogen, måske oven i købet Cross, til at tænke, Hvorfor ikke Lee? Og hvad hvis jeg havde været den uventede kandidat i stedet for Martha? Måske kunne folk også lide mig i skjul, eller respekterede mig eller så mig som et alternativ til Gillian eller Aspeth. Det var ikke umuligt. For var denne nye drejning tingene havde taget i virkeligheden ikke lige så meget et nederlag for de to som det var en sejr for Martha? Hvis jeg var blevet valgt, skulle jeg være præfekt sammen med Cross, og vi ville tale sammen hver dag, stå side om side foran hele skolen. Med valget som bevis på at skolen troede på mig, ville jeg være anderledes, tro på mig selv; jeg ville endelig kunne slappe af. Og jeg ville i hvert fald ikke blive forårsrengjort - hvordan kunne Ault forårsrengøre en afgangspræfekt?
Men det var snuskede tanker; bare at have dem i mit hoved gjorde mig flov. Og nu vidste jeg at jeg kun kunne være generøs og opmuntrende når jeg ikke selv ønskede det den anden søgte eller ikke troede på at den anden virkelig kunne få det. Det var - når sandheden skal frem - det modsatte af det jeg stræbte efter, jeg ville være loyal og åbenhjertig, til at stole på, ydmyg, pålidelig. I stedet var jeg grådig og misundelig.
Morgensamlingen var forbi. Jeg kunne høre de andre elever ude i gangen. Det slog mig at det måske var lettere at blive forårsrengjort end at se Martha blive præfekt.
Klokken var halv tolv da Martha kom tilbage til vores hummer, og jeg lå på maven på futonen og spiste gamle tortillachips. Jeg lå med hovedet ud over fotonen så krummerne ville falde ned på gulvet, og stillingen fik blodet til at løbe mig til hovedet. Og fordi jeg havde opgivet min eksamen efter et kvarter og havde brugt mere end en time på at hulke, følte jeg mig dehydreret og lettere hæs. "Hej," sagde jeg. "Tillykke med at du er blevet præfekt." Det var ikke sådan jeg havde tænkt mig at sige det - jeg havde planlagt at overkompensere og råbe: Jeg har set efter dig alle vegne, men det var det, jeg sagde.
Martha så på mit skrivebord hvor min eksamensopgave lå åbnet på side to, og så derefter tilbage på mig. "Hvad laver du?"
Spørgsmålet virkede frækt. "Spiser lidt," sagde jeg endelig og holdt posen frem. "Vil du have?"
Hun tog eksamensopgaven frem og bladrede igennem den. På første side havde jeg skrevet under på Ault-eden som var den samme til alle eksamener: Med denne signatur bekræfter jeg hermed at jeg ikke har givet eller modtaget hjælp til denne prøve ... På den næste side havde jeg gennemført det første spørgsmål, som fru Prosek havde lagt ud med for at få os i gang. Jeg havde skrevet er par tal under det næste spørgsmål selvom de ikke havde noget med opgaven at gøre, jeg havde skrevet formelen for en andengradsligning, hvis jeg skulle få brug for den senere. Efter det havde jeg ikke skrevet noget fra side to til side syv. Som hun nærmede sig slutningen af opgaven, ændredes hendes udtryk fra forvirring til forfærdelse.
"Okay." Hun drejede sit håndled for at se på sit ur, og lagde så opgaven på bordet. "Du afleverer ikke det her."
"Ikke?"
"Helt ærligt, Lee, hvad er der galt med dig? Forstår du ikke hvad der er på spil her? Sæt dig op."
Lydigt satte jeg mig op.
"Tør dig om munden," sagde hun. Da jeg gjorde det, fik jeg krummer på hånden.
Hun tog opgaven igen. "Kom her," sagde hun, og da jeg stod foran hende pegede hun på stolen. Da jeg sad ned, lagde hun opgaven foran mig og slog op på side to. "Du kan godt noget af det her, ikke? Her beder de dig om at skrive ligningen - det kan du godt, kan du ikke?
Jeg blinkede.
"Det er, kan du se den ledelinje y er lig med to - Lee."
Jeg så op på hende.
"Hvad foregår der?" sagde hun.
"Jeg kan ikke." Min stemme var flad, men ikke skælvende, i hvert fald ikke grådkvalt.
"Men du har lavet den første."
"Se på den, Martha. Det er ikke integralregning, det er algebra."
"Så du giver op? Vil du bare aflevere blanke sider?"
"Der er ingen ide i at fortsætte."
"Hvad med de delpoint du kan få?"
"Jeg tror ikke at du forstår det," sagde jeg. "Jeg kan ikke svare på det her. Jeg kunne begynde at skrive noget, men det ville være volapyk."
"Det tror jeg ikke på."
Jeg kunne ikke høre om hun virkelig ikke forstod det, eller om hun var chokeret.
"Flyt dig," sagde hun, og jeg havde aldrig hørt hende så irriteret.
Jeg satte mig ud på kanten af stolen, og hun satte sig på den anden halvdel. Hun tog et løst stykke papir der lå på min ordbog, så at der stod noget på den ene side og vendte det om. (Det var en liste med spanske gloser, en liste jeg havde tænkt mig at bruge, men jeg turde ikke protestere.)
"Giv mig din lommeregner," sagde hun.
Hun begyndte med det andet problem, skrev ligningen med blyant på arket. Først tænkte jeg at hun umuligt kunne gøre det jeg troede, hun gjorde. Men jeg indså hurtigt at det var det hun gjorde.
"Jeg tror ikke at dette er en god ..." begyndte jeg, og hun sagde. "Ti stille. Vi har mindre end en halv time."
Da hun var nået til det tredje spørgsmål, sagde hun: "Begynd at skrive ind. Og hent noget mere papir."
Jeg åbnede min skrivebordsskuffe - vi måtte begge læne os tilbage - og tog en kollegieblok op. Da jeg havde givet den til hende, sagde jeg: "Men ser det ikke mistænkeligt ud hvis der er for mange rigtige?"
"Du får C eller C minus. Jeg kan umuligt nå det hele, og desuden lægger jeg nogle fejl ind."
Derefter var der ingen af os der sagde noget. Der var kun lyden af vores blyanter, og en gang da hun havde lavet en fejl, sagde hun "Fuck," inden hun begyndte at viske ud. Det var hende der tjekkede tiden hele tiden, og da klokken var fem minutter i tolv, sagde hun: "Du må gå over med det nu." Hun var nået til øverst på side seks.
Jeg rejste mig og tog papiret, og da jeg kom over til døren, måtte jeg se mig tilbage. "Martha ..."
"Bare gå," sagde hun og så på væggen foran mit skrivebord. "Bare aflever det."
Da jeg kom tilbage, var Martha gået til frokost, og hun blev væk fra kollegiet resten af eftermiddagen indtil middag. Da hun endelig kom tilbage, rejste jeg mig op da hun trådte ind, og sagde: "Martha, tusind tak."
Hun løftede hånden og rystede på hovedet. "Jeg kan ikke, Lee. Jeg er ked af det, men jeg kan ikke."
Jeg var stille. "Okay," sagde jeg, "det er virkelig fedt at du er blevet præfekt. Jeg er stolt af at dele hummer med dig." Det mærkeligste var at jeg nu mente det. Den morgen hvor jeg var faret ud fra morgensamlingen, virkede som måneder siden; den eftermiddag var tanken om at Martha var afgangspræfekt, allerede naturlig.
"Tak." Martha virkede virkelig træt. De sidste par timer, mens hun havde været væk, havde jeg forestillet mig at hun havde fejret det, måske med Cross - slået vejrmøller eller blevet overstrøet med konfetti. Men de muligheder virkede ikke længere sandsynlige.
"Du virker ikke så glad," sagde jeg.
"Det har bare været en lang dag."
Vi så på hinanden. Det var svært ikke at takke hende igen eller at undskylde.
"Jeg tror virkelig du bliver en god præfekt," sagde jeg. "Du vil være retfærdig." Så kunne hun ikke mere, og begyndte at græde. Hun førte hånden op til øjenbrynene som om hun skjulte ansigtet for solen, men hun så ned i gulvet.
"Martha?"
Hun rystede på hovedet.
Jeg gik hen til hende og lagde min hånd på hendes ryg. Hvad kunne jeg sige, hvad kunne jeg gøre? Vi måtte bare vente, lægge afstand til den halve time hvor Martha havde skrevet svarene på min eksamen. For jeg kunne se at denne dag ikke længere var den dag hvor hun blev valgt som præfekt, men den dag hvor hun havde snydt til eksamen. Og jeg tror ikke engang at det var fordi hun havde så meget at miste, selvom hun havde: Hvis vi blev taget, ville hun ikke blive præfekt, selvfølgelig, men det var fordi hun ville blive smidt ud, det ville vi begge to. Og hvordan ville det ikke se ud, når Martha var medlem af den disciplinære komite. Men jeg var næsten helt sikker på at det ikke var fordi hun var bange for konsekvenserne at hun græd.
Det viste sig at Martha havde vundet med, som de siger, en jordskredssejr. Det havde været tæt løb mellem drengene, men slet ikke med pigerne. Jeg vidste ikke helt hvad det betød - at Martha alligevel var sej? At der skulle mindre til end jeg havde troet, for at være sej? Efter vi var blevet studenter, blev hendes navn indgraveret i marmor i spisesalen, og bagefter forgyldt.
Jeg er ikke sikker på hvad det betød at jeg ikke havde dårlig samvittighed over for Ault eller bestemte personer - ikke fru Prosek, i hvert fald ikke viceinspektør Fletcher - ud over Martha. Næste dag på vej ud af kapellet efter morgenandagt var der en der klappede mig på skulderen. Da jeg vendte mig om, hviskede fru Prosek med et kæmpesmil: "Tooghalvfjerds." Jeg nikkede bare, jeg prøvede ikke at spille hverken glad eller overrasket. Jeg kunne mærke at hun ville tilgive mig, at når jeg nu var bestået, ville tingene igen blive som de havde været mellem os. Men hvorfor, når nu skrøbeligheden i vores forhold var blevet afsløret? Et var når en jeg ikke rigtig kendte, opførte sig fremmed, men det var noget andet når nogen havde lært mig at kende. Desuden var jeg ikke helt sikker på at jeg stadig havde respekt for hende. Skulle hun ikke have kæmpet mere aktivt for mig, eller sagt tingene lige ud. Men hun havde været Ault-agtig; konfliktsky og konventionel. Og måske burde det ikke have overrasket mig - alle de eftermiddage i hendes lejlighed var det mig, ikke hende, der var åbenhjertig. Næste efterår søgte jeg en toogtresårig gammel fysiklærer, hr. Tithrow, som vejleder.
Aubrey - stakkels Aubrey med sin pedantiske, uendelige tålmodighed - blev ved at være min tutor gennem hele næste år, og min karakter kom aldrig under C på fjerde år. Det år voksede Aubrey heller ikke. Han voksede senere - da jeg var på andet år på universitetet, og han var på fjerde år på Ault, fik jeg alumnitidsskriftet og så et billede af ham og andre medlemmer af lacrosseholdet, og han så ud som om han var mindst en meter og firs. Han var flot selvom man ikke længere kunne se spor af hans fine træk; der var som om der var trådt en mand ud fra hans drenge-jeg, med skægstubbe og det hele.
At han var flot, virkede helt absurd på grund af noget der skete den dag jeg blev student på Ault. Efter translokationen stillede alle lærerne og, lige ved siden af dem, alle afgangseleverne sig op i cirklen. Så stillede de andre årgange sig op i en række overfor som to sportshold der skal give hinanden hånden, bare med tyve gange så mange mennesker. På den måde fik alle afgangselever sagt farvel til alle de andre uanset hvor godt man kendte hinanden; da tredjeårseleverne var gået forbi, kom lærerne. Hele processen tog flere timer, og der var meget gråd og mange knus. Da Aubrey kom til mig, lagde jeg mine arme omkring ham - jeg var stadig betragtelig større end ham - og takkede ham oprigtigt; det bizarre faktum at jeg endelig blev student, gjorde mig overstadig. Han nikkede højtideligt og sagde: "Jeg vil savne vores møder, Lee," og gav mig en lukket kuvert, så tilføjede han: "Læs det senere." Fordi jeg ikke var nysgerrig, og fordi der skete så meget, læste jeg det ikke før flere dage senere. Det var et kort - endnu et kort - med en sort hat og kappe på forsiden, og hvor der stod ordene: Tillykke student! indeni. Nedenunder havde Aubrey skrevet: Jeg vil gerne fortælle at jeg elsker dig meget højt. Jeg forventer ikke at der skal ske noget, eller at du skal svare, men jeg vil gerne have at du ved det. Held og lykke med dit liv. Du er utrolig smuk. Det var det sødeste kort jeg nogensinde har fået, og jeg svarede aldrig. Først havde jeg tænkt mig at gøre det, men jeg vidste ikke hvad en pige skulle skrive til en dreng der havde følelser for hende som ikke blev gengældt. Men jeg gemte kortet; jeg har det stadig.
Når det gælder Martha - mens jeg var på Ault forstod jeg ikke hvorfor hun kunne lide mig lige så meget som jeg kunne lide hende. Selv nu er jeg ikke sikker. Jeg ville aldrig kunne give hende halvdelen af det hun har givet mig, og det faktum burde have forskubbet balancen mellem os, men det gjorde det ikke, og jeg forstår ikke hvorfor. Senere, efter Ault, genskabte jeg mig selv, ikke på en gang, men lidt efter lidt. Ault havde lært mig alt hvad jeg havde brug for at vide om at tiltrække og skubbe folk væk, hvor meget selvtillid, selvnedvurdering, humor, afsløring, nysgerrighed der skulle til; og efter lidt tid, også entusiasme. Men Ault havde også budt på det sværeste publikum jeg nogensinde ville møde, siden hen ville jeg finde det skuffende enkelt at charmere folk. Hvis Martha og jeg havde mødt hinanden da vi var, for eksempel toogtyve, ville det ikke have været så svært for mig at tro på at hun kunne lide mig. Men hun kunne lide mig inden jeg fik et vindende væsen; det var det der var så forvirrende.
I den første måned på fjerde år - vi havde fået det største og bedste hummer på Elwyns med tre vinduer der havde udsigt ned til cirklen - ødelagde Martha og jeg to legemsstore spejle inden for en uge. Der var en radiator under vinduerne, og vi havde sat det første spejl oven på den, mellem de to vinduer, men der kom en brise gennem fluenettene og væltede spejlet. Så tog vi ind til byen og købte et nyt, satte det på samme sted og blev faktisk overraskede da det også gik itu. Martha sømmede et tredje spejl fast på døren, og vi efterlod det der da vi blev studenter.
Men jeg kan huske den dag det andet spejl gik i stykker, hvordan vi mødte hinanden efter træning og fulgtes ad tilbage til kollegiet, og da vi åbnede døren ind til vores hummer, så det samtidig. "Lort," sagde jeg, og Martha sagde: "Hvor dum kan man være?"
Hun tog spejlet op og satte det op ad, ikke oven på, radiatoren. Det var revnet flere steder, og et par af skårene var faldet ud og lå med spejlsiden ned på tæppet, takkede skår formet som Tennessee og North Carolina. Jeg stod bag Martha, og man kunne se vores spejlbillede over og under de manglende glasstykker; hendes øjne og næse var mig lige så velkendte som mine egne.
"Fjorten års ulykke," sagde jeg. Det virkede som en uendelighed - ikke bare længden, men også når man tænkte på hvor meget vores liv ville forandre os i løbet af den tid. Om fjorten år ville vi begge være enogtredive. Vi ville have job, og vi ville måske være gift og have børn, vi kunne bo hvor som helst. Vi ville, uanset hvordan man så på det, være voksne kvinder.
Martha var den bedste ven jeg nogensinde havde haft; jeg var, som altid, optaget af øjeblikket (jeg håbede jeg kunne låne hendes gule slå om-nederdel til festmiddagen); og jeg var for ung dengang til at forstå hvordan simple ting som geografi og tid kan skille folk ad. Derfor skulle jeg ikke have tænkt det jeg tænkte, mens jeg så ind i vores spejlbillede i det ødelagte spejl: Om noget som helst, selv ulykke, ville være nok til at holde os sammen i alle de år der ville komme.