KAPITEL TO

 

Vicadin-glasset stod uden låg på bordet ved siden af håndvasken; døren til hans mors soveværelse var lukket. Johnny åbnede døren på klem og så at der var halvmørkt derinde, og at hans mor lå ubevægelig under lagenet. Han hørte hendes anstrengte vejrtrækning, og bag den var der en dyb og perfekt stilhed. Han lukkede hendes dør og gik ind på sit eget værelse.

Kufferten under hans seng havde revner i læderet og sorte, anløbne hængsler. En af læderremmene var knækket af, men Johnny havde beholdt stumpen fordi kufferten engang havde tilhørt hans tipoldefar. Den var stor og kvadratisk og havde et falmet monogram som Johnny stadig kunne se hvis han holdt den i den rigtige vinkel i forhold til lyset. Der stod JPM, John Pendleton Merrimon, samme navn som Johnnys.

Han trak kufferten ud, løftede den op på sengen og åbnede det spænde der stadig var der. Låget svingede klodset op og faldt tilbage mod væggen. På dets buede inderside sad nogle fotografier i en collage. De fleste var af hans søster, men der var to af dem sammen hvor de virkelig så ud som tvillinger og smilede på samme måde. Han rørte hurtigt ved et af billederne og betragtede så de andre, dem der var af hans far. Spencer Merrimon var en stor mand med solide, firkantede tænder og nemt til smil, en håndværker med grove hænder, en stilfærdig selvtillid og en moralsk sikkerhed der altid havde givet Johnny en følelse af at han var heldig at være hans søn. Han havde lært Johnny så mange ting: at køre bil, at holde hovedet højt, at træffe de rigtige beslutninger. Hans far havde lært ham hvordan verden fungerer, lært ham hvad han skulle tro på, og hvor han skulle lægge sin loyalitet: hos familien, Gud, samfundet. Alt hvad Johnny havde lært om hvad det ville sige at være en mand, havde han lært af sin far.

Lige til den sidste dag da hans far gik sin vej.

Nu måtte Johnny så sætte spørgsmålstegn ved det hele, alt det faderen havde lært ham med så stor overbevisning. Gud tog sig ikke af at mennesker led. Ikke de små mennesker. Der var ikke noget der hed retfærdighed, straf eller fællesskab; naboer hjalp ikke deres naboer, og de sagtmodige skulle bestemt ikke arve jorden. Det var alt sammen noget fis. Kirken, politiet, hans mor; ingen af dem kunne rette op på det der var sket, ingen af dem havde magt til det. I et år havde Johnny levet med denne nye, brutale sandhed om at han var helt alene.

Men sådan var det. Det der havde været beton den ene dag, viste sig næste dag at være sand; styrke var en illusion; tro og loyalitet betød intet. Hvad så? Jo, hans engang så lyse verden var blevet indhyllet i en kold, klam tåge. Det var livet, det var den nye tingenes tilstand. Johnny havde ikke andre eller andet at stole på end sig selv, så det var sådan han levede; hans egen vej, hans egne valg og ikke noget med at se sig tilbage.

Han studerede billederne af sin far: et hvor han sad bag rattet i en pickup, med solbriller på og et stort smil; et andet hvor han stod letfodet på ryggen af et tag med værktøjsbæltet hængende lavt og skråt på den ene hofte. Han så stærk ud: kæbelinjen, skuldrene, de kraftige skægstubbe. Johnny ledte efter spor af sine egne træk i faderens ansigt, men han var for spinkel, for lys i huden. Johnny så ikke stærk ud, men det var kun overflade.

Han var stærk.

Han sagde til sig selv: Jeg vil være stærk.

Resten var sværere at indrømme, så det gjorde han ikke. Han ignorerede den lille stemme bagest i sit sind, barnets stemme. Han bed tænderne sammen og rørte ved billederne en sidste gang; så lukkede han øjnene, og da han åbnede dem igen, var følelsen væk.

Han var ikke ensom.

I selve kufferten var alle de ting som Alyssa måtte savne mest, de ting hun ville spørge efter når hun kom hjem. Han begyndte at tage dem op: hendes dagbog som han ikke havde læst ét ord i, to tøjdyr som hun havde haft altid, tre fotoalbum, hendes skoleårbøger, hendes yndlingscd’er, et lille skrin med sedler som hun havde sendt rundt i skolen og beholdt som var de kostbarheder.

Mere end én gang havde hans mor spurgt til tingene i kufferten, men Johnny vidste bedre end at fortælle hende at han havde dem. Hvis hun kom til at blande de forkerte piller, kunne alt ske. Hun smed ting ud eller brændte dem ude i haven mens hun stod som en zombie og skreg op om hvor ondt det gjorde at huske. Det var det der var sket med de andre fotos af hans far og med de små, hellige ting der engang havde fyldt hans søsters værelse. De forsvandt om natten eller blev opslugt af de uvejr der pludselig brød ud i hans mor.

Nederst i kufferten var en grøn mappe af karton. I mappen var der en tynd stak landkort og et stort fotografi af Alyssa. Johnny lagde fotografiet til side og bredte kortene ud. Det ene var i stor målestok og viste countyet hvor det puttede sig i North Carolina, ikke helt ude i de sandede højdedrag og ikke helt i forlandet eller flodsletterne; to timer fra Raleigh, måske en time fra kysten. Den nordlige del af countyet var vildt terræn, skove og sump og et knap halvtreds kilometer langt granitbælte hvor man engang havde gravet minetunneler for at finde guld. Floden kom ned nordfra og delte countyet i to, og den løb forbi byen i nogle få kilometers afstand. Mod vest var jorden mørk og perfekt til vindyrkning og landbrug, og mod øst var der sandbakker der kunne prale af en halvmåne af finere golfbaner, og længere borte lå en lang kæde af små, fattige byer hvis indbyggere kun netop skaffede sig til dagen og vejen. Johnny havde været i nogle af dem og huskede hvordan der voksede ukrudt i rendestenene; der var lukkede fabrikker og pakkerier, sammensunkne mænd der sad i skyggen og drak af flasker i brune papirsposer. Firs kilometer forbi den sidste af disse mislykkede byer kom man til Wilmington og Atlanterhavet. South Carolina var ukendt land uden for papirets kant.

Johnny lagde det store kort tilbage i mappen. Resten af kortene viste byens gader. Nogle af dem var forsynet med rødt blæk, små krydser der markerede individuelle adresser. Håndskrevne notater med hans skrift fyldte marginerne. Nogle kvarterer var endnu urørte, et par var fuldstændig dækket af krydser. Han så på den vestlige ende af byen og spekulerede over hvilken del af den Jack havde talt om. Han måtte spørge ham. Senere.

Johnny studerede kortet et par sekunder endnu, så foldede han det sammen og lagde det til side. Alyssas ting blev lagt tilbage i kufferten, og kufferten blev skubbet tilbage under sengen. Han tog det store foto og stak en rød spritpen i baglommen.

Han gik ud ad hoveddøren og skulle til at låse efter sig da varevognen svingede ind i hans indkørsel. Lakken var skallet af motorhjelmen i store, bare skjolder; den højre kofanger var ramponeret og rusten. Bilen standsede med en skælven i karosseriet, og Johnny følte noget der mindede om skræk. Han vendte ryggen til, rullede kortet sammen og stak det i den lomme hvor han havde pennen. Han beholdt fotografiet i hånden for ikke at krølle det. Da varevognen holdt stille, så Johnny et glimt af blåt gennem glasset; så blev sideruden rullet ned. Ansigtet bag den var usædvanligt blegt og opsvulmet.

”Ind med dig,” sagde manden.

Johnny trådte ned fra verandaen og gik over den lille plæne af græs og ukrudt. Han standsede før han nåede kanten af indkørslen. ”Hvad laver du her, Steve?”

”Onkel Steve.”

”Du er ikke min onkel.”

Døren åbnede sig med en knirken, og manden steg ud. Han havde en blå uniform på med en gylden lap på den ene skulder. Bæltet var tungt og sort. ”Jeg er din fars fætter, og det er stort set det samme. Og du har kaldt mig onkel Steve siden du var tre.”

”Onkel betyder familie, og familie betyder at man hjælper hinanden. Vi har ikke set dig i seks uger, og før det gik der en måned. Hvor har du været?”

Steve stak tommelfingrene ind bag bæltet og fik det stive vinylplast til at knirke. ”Din mor hænger ud med de rige nu, Johnny. Hun har rigtigt regnet den ud.” Han slog ud med hånden. ”Gratis hus. Behøver ikke arbejde. For fanden, dreng, jeg kan ikke gøre noget for hende som hendes kæreste ikke kan gøre tusind gange bedre. Han ejer indkøbscentret og biograferne. Han ejer halvdelen af byen, for himlens skyld. Han har ikke brug for sådan nogen som mig til at rende i vejen.”

”Rende i vejen?” Vantroen væltede ind over Johnny i bølger.

”Det er ikke …”

”Du er bange for ham,” sagde Johnny med væmmelse.

”Han betaler min løn. Min og omkring fire hundrede andres. Altså, hvis han gjorde din mor fortræd eller sådan noget. Det ville være én ting. Men han hjælper hende. Ikke? Så hvorfor skulle jeg blande mig? Din far ville forstå det.”

Johnny så væk. ”Kommer du ikke for sent til dit job i butikscenteret?”

”Jo. Så hop ind med dig.”

Johnny rørte sig ikke. ”Hvad laver du her, onkel Steve?”

”Din mor ringede og spurgte om jeg ville køre dig i skole. Hun sagde du ikke nåede bussen.”

”Jeg skal ikke i skole.”

”Jo, du skal.”

”Nej, jeg skal ej.”

”Johnny, for fanden. Hvorfor skal du gøre alting så svært? Sæt dig nu bare ind.”

”Hvorfor siger du ikke bare til hende at du har kørt mig i skole, og lader det være ved det?”

”Jeg lovede hende at jeg ville køre dig derhen, så det gør jeg. Jeg kører ingen steder før du sætter dig ind. Hvis du synes, kan jeg godt selv proppe dig ind.”

Johnny sænkede stemmen. ”Du er ikke strømer, Steve. Du er bare sikkerhedsvagt. Du kan ikke tvinge mig til noget som helst.”

”Jeg gider ikke det her,” sagde Steve. ”Vent lige her.” Han masede sig forbi Johnny, og små metaltingester ringlede i hans bælte. Uniformen så meget ny ud og knitrede når han gik.

”Hvad skal du?”

”Tale med din mor.”

”Hun sover,” sagde Johnny.

”Så vækker jeg hende. Du bliver her. Jeg mener det.” Så var han inde i det lille hus der lugtede af sprutsjatter og billigt rengøringsmiddel. Johnny så døren falde i og så på sin cykel. Han kunne være i sadlen og væk før onkel Steve kom ud igen; men det var ikke hvad en stærk person ville gøre. Så Johnny tog kortet op af lommen og glattede det mod sit bryst. Han tog en dyb indånding og gik ind i huset for at tackle problemet.

Der var stille og stadig halvmørkt inde i huset. Johnny gik ned ad den korte gang og standsede. Hans mors dør stod på vid gab, og onkel Steve stod foran den og rørte sig ikke. Johnny så på ham et øjeblik, men Steve hverken rørte sig eller sagde noget. Da Johnny kom nærmere, kunne han se en lille del af sin mors værelse. Hun sov endnu, fladt på ryggen og med den ene arm hen over ansigtet. Lagenet var gledet ned til hendes mave, og Johnny så at hun var nøgen og lå fuldstændig stille mens onkel Steve stod og stirrede. Så forstod Johnny det: ”Hvad fanden?” udbrød han. ”Hvad fanden, Steve?”

Onkel Steve fór sammen i forlegenhed. Hans hænder fløj op med fingrene spredt ud. ”Det er ikke … ikke …”

Men Johnny hørte ikke efter. Han tog fem hurtige skridt og trak døren til sin mors værelse i. Hun havde stadig ikke rørt sig. Johnny stillede sig med ryggen til døren og mærkede ilden i sine egne øjne. ”Du er syg, Steve. Det er min mor.” Johnny så sig omkring som om han ledte efter et boldtræ eller en kæp, men der var ingenting. ”Hvad er der i vejen med dig?”

Onkel Steves øjne lyste af en sjælden desperation. ”Jeg åbnede bare døren. Jeg mente ikke noget ondt med det. Jeg sværger, Johnny. Sådan er jeg slet ikke. Jeg er ikke sådan. Jeg sværger. For himlens skyld.”

Onkel Steves ansigt var blevet dækket af et lag glinsende sved. Han var så bange at det var ynkeligt. Johnny havde lyst til at sparke ham i nosserne. Han havde lyst til at slå ham i gulvet og hente sit blyrør under sengen og hamre hans nosser flade. Men han tænkte på fotografiet af Alyssa og alt det han stadig skulle have gjort. Og han havde lært noget det sidste år. Han havde lært at beherske sine følelser. Hans stemme blev kold og udtryksløs. Han havde ting han skulle have gjort, og Steve skulle hjælpe ham. ”Du siger til hende at du kørte mig i skole.” Johnny nikkede og gik helt hen til den voksne mand. ”Hvis hun spørger, så er det det du siger til hende.”

”Og du siger ingenting om … det her?”

”Ikke hvis du gør som jeg siger.”

”Sværger du?”

”Gå nu bare, onkel Steve. Tag på arbejde.”

Onkel Steve smuttede forbi ham, stadig med hænderne oppe. ”Det var altså ikke min mening.”

Men Johnny havde ikke mere at sige. Han lukkede døren og bredte kortet ud på spisebordet i køkkenet. Den røde spritpen føltes glat mellem hans fingre. Han glattede papiret med håndfladen og lod en finger glide over det kvarter han havde arbejdet på de sidste tre uger.

Han valgte en tilfældig gade.