KAPITEL FIRE

 

Folk var ikke rigtige i hovedet. Så meget havde politimanden da fattet. Johnny havde kigget ind over flere hegn og ind ad flere vinduer end han kunne tælle til. Han havde banket på døre på alle tidspunkter, og han havde set ting der ikke var normale. Ting som folk gjorde når de troede de var alene, og ingen så dem. Han havde set børn sniffe stoffer og gamle mennesker spise mad der var faldet på gulvet. Han havde engang set en præst i undertøj, rød i kammen mens han råbte og skreg ad sin grædende kone. Det var sygt. Men Johnny var ikke idiot. Han vidste at sindssyge mennesker kunne ligne alle mulige andre. Så han holdt lav profil. Han snørede sine sko stramt og havde en kniv i lommen.

Han var forsigtig.

Han var smart.

Johnny så sig ikke tilbage før han var nået to gader væk. Da han endelig drejede hovedet, så han at kriminalassistent Hunt stadig stod på vejen som en fjern farveklat ved siden af den mørke bil og det grønne græs. Politimanden stod ubevægelig et øjeblik og løftede så den ene arm i en langsom vinken, og Johnny satte farten op og passede godt på ikke at se sig tilbage igen.

Politimanden skræmte ham, og Johnny spekulerede over hvorfra han vidste de ting han vidste.

Fem.

Tallet dukkede op i hans hoved.

Fem blå mærker.

Han trådte hårdere i pedalerne, pumpede med benene indtil skjorten klistrede til hans ryg som et ekstra lag hud. Han kørte nordpå til udkanten af byen, til det sted hvor floden løb under broen og udvidede sig indtil strømmen blev flad. Han trak cyklen ned langs bredden og gav slip på den. Blodet dunkede i hans ører, og han smagte salt. Hans øjne brændte af den salte sved, så han gned dem med et snavset ærme. Engang havde han fisket her, sammen med sin far. Han vidste hvor man fandt bars og de store maller der svømmede lige over mudderet på halvanden meters dybde, men intet af det betød noget længere. Han fiskede aldrig nu, men han blev ved at komme her.

Det var stadig hans sted.

Han satte sig på den støvede jord for at binde sine sko op. Hans fingre skælvede, og han vidste ikke hvorfor. Skoene kom af, og han lod fjeren røre ved sin kind og pakkede den så ind i sin t-shirt. Solen brændte voldsomt på hans hud, og han så på de blå mærker hvoraf det største havde samme størrelse og omrids som en stor mands knæ. Det lå hen over ribbenene på hans venstre side, og han huskede hvordan Ken havde holdt ham nede med knæet og flyttede sin vægt hver gang Johnny prøvede at komme fri.

Johnny rullede med skuldrene og prøvede at glemme det; knæet på hans bryst, fingeren i hans ansigt.

Du gør kraftedeme som jeg siger …

Den flade hånd mod Johnnys ansigt, først den ene side og så den anden, hans mor der lå bevidstløs af piller og druk i det bageste værelse.

Din lille lort …

Et slag mere, hårdere.

Hvor er din farmand nu …

Mærket var blevet gult i kanterne og grønt midtpå, og det gjorde ondt når han rørte ved det med en finger. Huden blev hvid et øjeblik – endnu en perfekt oval – og så strømmede farven tilbage. Johnny tørrede mere salt sved ud af øjnene og da han gik ned mod floden, snublede han en enkelt gang. Han gik ud i vandet, og flodbunden blev presset op mellem hans bare tæer; så kastede han sig forover i vandet og mærkede hvordan det lukkede sig omkring ham. Det pakkede ham ind, lukkede verden ude og trak ham ubesværet med.

Johnny brugte to timer ved floden, for han var alt for bekymret for kriminalassistent Hunt til at vove at fortsætte sin eftersøgning og for tvivlende med hensyn til skolen til at gøre det umagen værd at tage derhen i dag. Han svømmede over floden og tilbage og sprang i vandet fra lave klipper der var varme af solen. Drivtømmer lå i sølvgrå stabler, og vinden slikkede vandet af dets overflade. Sidst på formiddagen var han fysisk træt og strakte sig på en flad klippe femten meter nede ad floden fra broen hvor han var skjult bag et piletræ der lod sine lange, tynde grene slæbe i det sorte vand. Biler kørte forbi og fik broen til at synge. En lille sten ramte klippen ved siden af hans hoved. Han satte sig op, og endnu en sten ramte ham på skulderen. Han så sig omkring og kunne ikke få øje på nogen. En tredje sten strejfede hans ben. Den var stor nok til at det gjorde ondt. ”En sten mere, og du er død.”

Stilhed.

”Jeg ved det er dig, Jack.”

Johnny hørte en latter, og Jack trådte frem fra skovens skjul. Han var iført afklippede jeans og møgbeskidte gummisko. Hans t-shirt var mere gul end hvid og havde et billede af Elvis i sort silhuet på brystet. Jack havde en rygsæk på og flere sten i hånden. Han smilede skævt, og hans hår var redt tilbage over issen. Johnny havde glemt at det var fredag.

”Det var straffen for at pjække uden mig.” Jack kom gående, en lille dreng med lyst hår, brune øjne og en slemt forkrøblet arm. Den højre var fin nok, men det var svært at overse den anden. Den var indskrumpen og lille og lignede en seksårigs arm som en eller anden havde sømmet fast til en dreng der var dobbelt så gammel.

”Er du sur?” spurgte Johnny.

”Ja.”

”Du må få et gratis slag. Så står vi lige.”

Jack fastholdt det hårde smil. ”Tre slag,” sagde han.

”Tre med din pigearm.”

”To med hammeren.” Jack knyttede sin raske næve, og hans smil blev tyndere. ”Og du står stille.” Han kom nærmere, og Johnny spændte armmusklerne og pressede armen ind mod siden. Jack spredte benene og trak sin næve tilbage. ”Det her kommer til at gøre ondt.”

”Bare slå til, vatarm.”

Jack slog Johnny to gange på overarmen. Han slog hårdt og da han trådte tilbage, så han tilfreds ud. ”Så får du ikke mere.”

Johnny bevægede armen og kastede en af stenene, og Jack dukkede sig. ”Hvordan kunne du vide at jeg ville være her?”

”Det skal man ikke være professor for at regne ud.”

”Hvorfor kommer du så først nu?”

Jack satte sig på klippen ved siden af Johnny. Han lod rygsækken glide ned og tog også sin t-shirt af. Hans hud var brændende rød, og han skallede på skuldrene. Et sølvkors hang om hans hals i en tynd stålkæde. Det snurrede rundt da han åbnede rygsækken, og sølvet blinkede i solen. ”Jeg var nødt til at tage hjem efter forsyninger. Far var der endnu.”

”Han så dig ikke, vel?” Jacks far var en alvorlig, hård politimand, og Johnny skyede ham som pesten.

”Ligner jeg en idiot?” Jacks raske hånd forsvandt ned i rygsækken. ”De er kolde endnu,” sagde han og tog en dåse øl op. Han rakte den til Johnny og tog en mere op.

”Stjålne øl.” Johnny rystede på hovedet. ”Du kommer til at riste i helvede.”

Det hurtige, skarpe smil strøg over Jacks ansigt. ”Herren tilgiver gerne små synder.”

”Det er ikke det din mor har lært dig.”

Han lo kort. ”Min mor er tre skridt fra at salve fødderne og rejse på pilgrimsfærd, Johnnymand. Det ved du. Hun beder for min sjæl som om jeg risikerer at bryde ud i lys lue hvert øjeblik. Hun gør det hjemme, og hun gør det offentligt.”

”Hold op.”

”Kan du huske dengang jeg blev taget i at snyde?”

Det var tre måneder siden. Johnny kunne godt huske det. ”Ja. I historie.”

”Vi var til møde med inspektøren, ikke? Før vi gik derfra, havde hun fået staklen ned på knæ for at bede til Gud om vise mig den rette vej.”

”Det er løgn.”

”Niks. Han var så bange for hende. Du skulle ha’ set hans fjæs; han havde det ene øje på klem for at se om hun kiggede på ham imens han gjorde det.” Jack åbnede dåsen og trak på skuldrene. ”Men det kan man sgu ikke bebrejde ham. Hun er røget gennem isen i den dybe ende, og hun prøver seriøst at trække mig med ned. Hun havde præsten derhjemme i sidste uge for at bede for mig.”

”Hvorfor?”

”Hvis jeg skulle finde på at pille ved mig selv.”

”Det er løgn.”

”Livet er en stor komedie,” sagde Jack, men der var ikke noget smil tilbage. Hans mor var religiøs i skræmmende grad, genfødt og kampklar. Hun var konstant over Jack med trusler om helvedes ild og evig fordømmelse. Han slog det hen, men man kunne se at det gik ham på.

Johnny åbnede sin øl. ”Ved hun at din far stadig drikker?”

”Hun siger at Herren er imod det, så far har stillet et ølkøleskab op ude i garagen. Hans sprut er også derude. Det ser ud til at have løst problemet.”

Jack tyllede. Johnny nippede. ”Det er noget værre lorteøl, Jack.”

”Man må ta’ hvad man kan få, mand. Nu skal jeg vel ikke til at slå dig igen, vel?” Jack tømte resten af dåsen og lagde den tom tilbage i rygsækken. Han tog en ny op.

”Har du lavet den historieopgave?”

”Hvad var det lige jeg sagde om små synder?”

Johnny lod blikket glide hen over området bag ved Jack. ”Hvor er din cykel?”

”Det ved jeg ikke …”

”Hvad mener du med det?”

”Jeg havde ikke lyst til at køre på den.”

”Det er en Trek til seks hundrede dollar, mand.”

Jack så væk og trak på skuldrene. ”Jeg savner den gamle. Derfor …”

”Så den er stadig sporløs, hva’?”

”Der er vel nogen der har hugget den. Jeg ser den ikke igen.”

Følelser flytter bjerge, tænkte Johnny. Jacks gamle cykel var en pisgul jernhest med tre gear og banansaddel. Hans far havde købt den brugt, og den måtte være mindst femten år gammel. Den havde været væk i lang tid. ”Sprang du på toget så?”

Johnnys blik gled ned til den visne arm. Jack var faldet ned fra ladet af en pickup da han var fire, og havde brækket armen som viste sig at have en hul knogle. Han blev opereret, og den hule kerne blev fyldt ud med marv fra en ko, men den kirurg der lavede det, måtte have været dårlig til sit job, for armen voksede ikke rigtig siden da. Fingrene fungerede ikke så godt. Der var ikke megen styrke i armen. Johnny drillede ham vildt med det fordi det gjorde armen til noget de så ikke behøvede at tale om. Men det var alt sammen en slags skuespil. Inderst inde var Jack følsom. Han så Johnnys blik.

”Du tror måske ikke jeg kan finde ud af at springe på toget?” Han var vred.

”Jeg tænkte bare på ham fyren, du ved.”

De kendte begge to historien, en fjortenårig fra en af skolerne i området der havde forsøgt at springe på det samme tog og havde mistet taget. Han var faldet ind under hjulene og havde mistet begge ben, det ene ved låret og det andet under knæet. Han var et skræmmebillede for børn som Jack.

”Den fyr var et skvat.” Jack rodede i en af rygsækkens yderlommer og fandt en pakke mentolcigaretter. Han tog en op af pakken med sin svage arm og holdt den mellem to babyfingre mens han tændte den med en lighter. Han sugede røg ind og prøvede at lave en røgring da han pustede ud.

”Din far køber også lortecigaretter.”

Jack så op på den perfekte blå himmel og tog et hiv mere. Cigaretten så unaturligt stor ud i hans lille hånd. ”Vil du ha’ en?” spurgte han.

”Tjah, hvorfor ikke?”

Jack rakte Johnny en smøg og lod ham tænde den ved gløden på sin egen. Johnny inhalerede og hostede. Jack lo. ”Du er bare så meget ikkeryger.”

Johnny knipsede resten af cigaretten ud i floden. Han spyttede efter den. ”Lortecigaretter,” gentog han. Da han så på Jack igen, opdagede han at han sad og stirrede på de blå mærker på hans bryst og ribben.

”De er da nye,” sagde Jack.

”Ikke så nye igen.” Johnny så på et stykke træ som strømmen førte forbi deres klippe. ”Fortæl mig det igen,” sagde han.

”Fortæl dig hvad?”

”Om varevognen.”

”For fanden, Johnny. Du kan sgu da finde ud af at suge glæden ud af alting. Hvor mange gange skal vi igennem det? Der er ikke noget nyt siden sidste gang. Eller forrige.”

”Fortæl mig det nu bare.”

Jack hev røg ned i lungerne og så væk fra sin ven. ”Det var bare en varevogn.”

”Hvilken farve?”

”Det ved du godt.”

”Hvilken farve?”

Jack sukkede. ”Hvid.”

”Var der nogen buler? Skrammer? Et eller andet som du kan huske?”

”Det er et år siden, Johnny.”

”Hvad mere?”

”For helvede, mand. Det var en hvid varevogn. Hvid. Som jeg sagde. Og som jeg sagde til strisserne.” Johnny ventede, og efter et øjeblik faldt Jack ned. ”Det var en ganske almindelig, hvid varevogn,” sagde han. ”Sådan én som en maler ville køre rundt i.”

”Det har du aldrig sagt før.”

”Jo, jeg har.”

”Nej. Du beskrev den: hvid, ingen vinduer bagi. Du har aldrig før sagt at den lignede en malervogn. Hvorfor så sige det nu? Var der spildt maling på siden eller sådan noget?”

”Nej.”

”Stiger på taget? Tagbagagebærer til stiger?”

Jack røg det sidste af cigaretten og knipsede den ud i floden. ”Det var bare en varevogn, Johnny. Hun var næsten to hundrede meter væk da det skete. Jeg var ikke engang sikker på det var hende, før jeg fandt ud af at hun var forsvundet. Jeg var på vej hjem fra biblioteket ligesom hun var. Vi var en hel flok der havde været deroppe den dag. Jeg så varevognen komme over bakken og standse. En hånd blev rakt ud af sidevinduet, og hun gik hen til bilen. Hun så ikke bange ud eller noget. Hun gik bare direkte hen til den.” Han holdt pause. ”Så blev døren åbnet, og en eller anden greb fat i hende. En hvid mand. Sort skjorte. Som jeg har fortalt hundrede gange. Døren blev lukket, og de kørte af sted. Det hele varede måske ti sekunder. Der er ikke andet jeg kan komme i tanker om.”

Johnny så ned og sparkede til en løs sten.

”Jeg er ked af det, mand. Jeg ville ønske jeg havde gjort et eller andet, men det gjorde jeg ikke. Det så ikke engang ægte ud.”

Johnny stirrede ud i floden. Efter et minut nikkede han en enkelt gang. ”Giv mig en øl mere.”

De drak øl og svømmede i floden. Jack røg. Efter en time spurgte Jack: ”Skal vi tjekke nogle huse?”

Johnny slog smut med en sten og rystede på hovedet. Jack kunne godt lide det spil det var, risikoen. Han kunne lide at liste omkring og se ting som det ikke var meningen at børn skulle se. For Jack var det et adrenalin-kick. ”Ikke i dag,” sagde Johnny.

Jack gik hen til Johnnys cykel der havde matrikelkortet kilet ind mellem egerne på forhjulet. Han tog det og holdt det op. ”Hvad med det her?” Johnny så på sin ven og fortalte ham så om sit møde med kriminalassistent Hunt. ”Han var helt vild.”

Jack syntes det var noget fis. ”Han er bare strisser.”

”Din far er politimand.”

”Ja, og jeg stjæler øl fra hans køleskab. Hvad siger det dig?” Jack spyttede på jorden, et universelt tegn på væmmelse for dem begge to. ”Kom. Lad os lave et eller andet. Så får du det bedre. Det ved du godt. Og jeg gider ikke sidde herude hele dagen.”

”Nej.”

”Okay,” sagde Jack og satte kortet tilbage mellem cyklens eger. Han fik øje på fjeren der var bundet til Johnnys cykel. Den dinglede fra en snor om saddelstangen. Han tog den op i hånden. ”Hallo, hvad er det her?”

Johnny stirrede på sin ven. ”Ingenting,” sagde han.

Jack lod fjeren glide mellem sine fingre. Sollyset fik den til at skinne langs kanterne. Han holdt den på skrå. ”Den er cool,” sagde han.

”Jeg sagde du sku’ lade den være.”

Jack så sin ven spænde i skuldrene og lod fjeren falde. Den svingede en enkelt gang i sin snor. ”Du godeste! Jeg spurgte jo bare.”

Johnny slappede af i hænderne. Jack var Jack. Han mente ikke noget ondt med det. ”Jeg hørte at din bror valgte Clemson.”

”Har du hørt det?”

”Det var i alle nyhederne.”

Jack samlede en sten op og rullede den fra sin raske til sin dårlige hånd. ”Han er allerede blevet opdaget af pro-spejderne. Han satte ny rekord i sidste uge.”

”Hvilken rekord?”

”Home runs i karrieren.”

”På skolens hold?”

Jack rystede på hovedet. ”Landsholdet.”

”Din far må sgu være stolt,” sagde Johnny.

”Hans søn bli’r berømt.” Jacks smil så ægte nok ud, men Johnny kunne se hvordan han pressede sin dårlige arm hårdere ind mod ribbenene. ”Selvfølgelig er han stolt.”

De drak noget mere øl. Solen steg højere op på himlen, men det var som om dagslyset blev svagere. Luften blev køligere så det føltes som om flodens vand var blevet koldere. Johnny nåede halvvejs gennem sin tredje øl før han stillede den fra sig.

Jack blev fuld.

De talte ikke mere om hans bror.

Det var middag da de hørte en bil geare ned oppe på vejen. Den standsede ved broen og svingede så ned på den gamle tømmervej der førte ud til den høje bred over dem. ”Pis!” Jack skyndte sig at gemme øldåserne. Johnny trak sin t-shirt over de blå mærker, og Jack lod som om det var en normal ting at gøre. Det var en gammel uenighed imellem dem; om han skulle sige det til nogen eller ej.

En høj kølergrill masede sig frem gennem ukrudtet der voksede mellem hjulsporene, og Johnny så at det var en pickup, og den var nypudset. Forkromningen kastede solglimt tilbage, og forruden var dækket af spejlfolie. Da motoren standsede, blev den gasset op en enkelt gang og blev tavs. Tre af de fire døre blev åbnet. Jack rankede ryggen.

Cowboybukser. Støvler. Tykke arme. Johnny noterede sig detaljerne mens de større drenge gik om til forenden af pickuppen. Han havde set dem før. De gik i highschool. Sytten eller atten år. Voksne mænd eller tæt på at være det. Den ene havde en halv flaske whisky i hånden. De røg alle tre cigaretter. De stod på kanten hvor bredden begyndte at skråne ned mod vandet. De så ned på Johnny, og en af dem, en høj, lyshåret fyr med et hindbæragtigt modermærke på halsen, skubbede til ham der havde kørt bilen. ”Ser man det,” sagde han. ”Et par små bøsserøve.”

Førerens ansigt røbede ingen følelser. Fyren med whiskyen tog en slurk af flasken. Jack sagde: ”Fis af med dig, Wayne.”

Fyren med modermærket holdt op med at le.

”Jeps,” sagde Jack. ”Jeg ved hvem du er.”

Pickuppens fører knaldede baghånden i brystet på modermærkefyren. Han var høj og velbygget, flot på en after-shave-reklame-måde. Han så køligt på Wayne og pegede så på Jack. ”Det er Gerald Cross’ lillebror, så vis ham lige lidt respekt, ikke?”

Wayne skar ansigt. ”Den lille lort? Det tror jeg ikke på.” Han tog et skridt, lænede sig ud over brinken og hævede stemmen: ”Din bror skulle hellere have skrevet kontrakt med Carolina,” sagde han. ”Du kan sige til ham at Clemson er for bøsserøve.”

”Er det så ikke noget for dig?” spurgte Johnny.

Føreren lo. Det samme gjorde fyren med whiskyflasken. Waynes ansigt blev rødt, men føreren tog et skridt frem og kom til at stå imellem ham og de yngre drenge. ”Jeg kender også dig,” sagde han til Johnny. Så holdt han en lille pause og tog et hiv af cigaretten. ”Det gør mig ondt

med din søster,” sagde han.

”Hov, vent lige lidt,” sagde Wayne og pegede. ”Er det ham?”

”Ja, det er.”

Ordene kom tonløst, og blodet veg fra Johnnys ansigt. ”Jeg kender ikke dig,” sagde han.

Jack rørte ved Johnnys arm. ”Det er Hunts søn. Politimanden. Han hedder Allen. Han er senior.”

Johnny så op og kunne godt se ligheden. Håret var anderledes, men han var bygget ligesom sin far. Han havde de samme blide øjne. ”Det her er vores sted,” sagde Johnny. ”Vi var her først.”

Hunts søn lænede sig ud over brinken, men lod sig tydeligvis ikke mærke med det aggressive tonefald. Han talte til Jack. ”Det er noget tid siden jeg har set jer her.”

”Hvorfor skulle du også det?” sagde Jack. ”Vi har ikke noget at sige til hinanden. Og det har Gerald sådan set heller ikke.”

Johnny så på Jack. ”Kender han din bror?”

”Det gjorde han engang.”

Allen rettede sig op. ”Engang,” sagde han tonløst. ”Vi finder et andet sted.” Han vendte sig, men standsede og sagde til Jack: ”Hils din bror fra mig.”

”Det kan du selv gøre.”

Allen tøvede og smilede så tomt. Han slog ud med hånden mod sine to venner og satte sig ind i pickuppen og startede motoren. Så bakkede bilen hen ad grusvejen og forsvandt; igen var der kun floden og vinden.

”Er det Hunts søn?” spurgte Johnny.

”Ja.” Jack spyttede på jorden.

”Hvad er der med ham og din bror?”

”Noget med en pige,” sagde Jack og kiggede ud over vandet. ”Det er længe siden.”

Stemningen var ødelagt. De fangede en strømpebåndssnog og lod den stikke af, de snittede spåner af drivtømmer med deres knive, men der var ikke noget ved det. Johnny havde ikke mere at sige, og Jack fornemmede det så da en fjern fløjtelyd meldte det sydgående godstogs ankomst, tog Jack sine sko og rygsækken på. ”Jeg smutter nu,” sagde han.

”Er du sikker?”

”Medmindre du har lyst til at køre mig tilbage til byen på styret.” Johnny fulgte Jack op ad flodskrænten. ”Skal vi lave noget senere?” spurgte Jack. ”Gå i biffen? Spille computer?”

Fløjten lød igen, tættere på nu. ”Du må hellere se at komme i omdrejninger,” sagde Johnny.

”Ring til mig senere.”

Johnny ventede indtil han var væk. Så pakkede han fjerstumpen ud af sin t-shirt og satte den på snoren om sin hals. Han dyppede hænderne i floden, smed vand i ansigtet og strøg over fjeren på cyklen. Vandet fra hans hånd fik den til at skinne, og den gled mellem hans fingerspidser; knitrende, kølig og perfekt.

Johnny kastede endnu et par sten ud i vandet og gik så tilbage til den flade klippe og lagde sig. Solen skinnede varmt, luften var et tæppe, og på et tidspunkt blundede han. Da han vågnede, var det med et sæt. Det var blevet eftermiddag; klokken var fem, måske halv seks. Mørke skyer stod i kø i det fjerne. Brisen lugtede af regn.

Johnny sprang ned fra klippen og gik hen for at finde sine sko. Han havde dem i hånden da han hørte hvinet fra en lille motor. Den nærmede sig hurtigt fra nord. Hvinet steg til en skinger hylen, det var en motorcykel der blev presset hårdt. Den var næsten ved broen da Johnny hørte en anden motor. Den var stor og kørte med fuld gas. Johnny strakte hals og så betonkanten langs broen og bag den et bånd af grønne blade og en himmel der havde fået samme farve som aske. Broen begyndte at ryste, og Johnny vidste at han aldrig havde hørt noget ramme den så hurtigt.

De var halvvejs over broen da metal slog mod metal. Johnny så en vifte af gnister, det øverste af bilen og en motorcykel der slog en enkelt kolbøtte før føreren blev slynget ud over rækværket. Et af benene bøjede i en umulig vinkel, armene fægtede i luften, og Johnny vidste at det var en stor fejltagelse; det var et hjul af lutter eger der skreg med en mands stemme.

Men så ramte skikkelsen.

Den landede ved Johnnys fødder med et vådt drøn og det dobbelte smæld af knogler der brækker. Det var en mand i en snavset skjorte og brune bukser. Den ene arm lå vredet ind under hans ryg i en helt forkert vinkel, og hans brystkasse så ud til at være banket ind. Hans øjne stod åbne, og de havde den mest forbavsende blå farve …

Bremser hvinede oppe på vejen. Johnny gik tættere på den sårede mand og så at huden var flænset af den ene side af ansigtet, og det højre øje begyndte at blive blodigt. Det raske øje så op på Johnny som om det tryglede drengen om hjælp.

Oppe på vejen blev den store motor gasset op. Dæk hvinede da bakgearet blev taget i brug. Johnny mærkede vibrationerne da bilen bakkede på broen.

Den sårede mands mund bevægede sig. ”Han kommer tilbage …”

”Det er okay,” sagde Johnny. ”Vi skal nok hjælpe dig.” Han satte sig på knæ på jorden. Manden rakte hånden frem, og Johnny tog den. ”Du skal nok klare den.”

Men manden ignorerede Johnnys ord. Med forbavsende styrke trak han drengen ned mod sig. ”Jeg fandt hende.”

Johnny fokuserede på mandens læber. ”Du fandt hvem?”

”Den pige der blev taget …”

Johnny mærkede et chok af kulde. Manden fik krampe, og blodet sprøjtede pludselig ud af hans mund og farvede Johnnys t-shirt rød. Johnny lagde knap nok mærke til det. ”Hvem?” sagde han og så igen, med højere stemme. ”Hvem?”

”Jeg fandt hende …”

Over dem gik den store motor i tomgang. Den sårede mand flyttede blikket for at se derop, og hans frygt var tydelig. Han trak Johnny så langt ned mod sig at han kunne lugte blod og knuste organer. Mandens øjne rynkede i krogene, og Johnny hørte et enkelt ord. En hvisken.

”Løb …”

”Hva’?”

Manden strammede grebet. Johnny hørte den store motor rumle og sprutte, og så fulgte en lyd som af stål mod beton. Mandens hånd knugede så hårdt om Johnnys at hans negle skar ind i huden.

”For fanden, altså …”

Det rykkede igen i den kvæstede krop, rygsøjlen virkede stiv og fastlåst, den brækkede arm bevægede sig krampagtigt.

”Løb …”

Johnny så ned, så en støvlehæl skrabe i jorden, og noget gik op for ham.

Det var ikke noget uheld.

Johnny så over mod broen og registrerede bevægelse: Et hoved og en skulder, en mand der gik om til forsiden af bilen. Det var en skyggemand, en silhuet som klippet ud af pap. Johnny mærkede blod på hænderne, klæbrigt og vådt og hurtigt koldere.

Ikke noget uheld …

Manden fik nye kramper, hovedet slog imod jorden, støvlehælene trommede. Johnny prøvede at gøre sin hånd fri og måtte trække så hårdt han kunne. Støj oppe fra broen. Bevægelse. Frygt var en kniv der ramte lavt og rørte noget dybt i ham. Johnny havde aldrig nogensinde været så bange, ikke den dag da han vågnede og opdagede at hans far var rejst, ikke de gange hans mor sov den ud, og Ken fik det onde glimt i øjnene.

Johnny var skræmt fra vid og sans.

Stiv af skræk.

Så vendte han sig og løb hen langs floden, ned ad stien. Han løb indtil hans hals snørede sig sammen, indtil hans hjerte prøvede at banke sig igennem hans brystkasse for at slippe ud af ribbenenes bur. Han løb hurtigt, opfyldt af frygt. Han løb indtil det store, sorte uhyre trådte ud fra skyggerne og greb fat i ham og løftede ham op.

Så skreg han.