KAPITEL NI

 

Kriminalassistent Hunt kørte hurtigt ad våde, smalle veje. Gerningsstedet var små fem kilometer bag ham, lægen var ved at pakke liget sammen, Hunts folk var stadig på stedet. Der var sket noget efter at Cross havde vist ham kortet. Puslespilsbrikker havde skiftet plads i Hunts hjerne, muligheder, variabler. David Wilson var, troede Hunt nu, blevet myrdet fordi han på en eller anden måde havde fundet Tiffany Shore.

Jeg fandt hende, havde han sagt til drengen, og nu var han død.

Men hvor havde han fundet hende? Hvordan? Under hvilke omstændigheder? Og vigtigst: Hvem slog ham ihjel? Hunt havde regnet med at det var bilen der tvang ham væk fra vejbanen, eller rettere den mand der kørte bilen. Det var logisk, men flodens krumning modsagde den logik. Hunt var gået ud fra at der havde været tre mænd ved eller nær broen da forbrydelsen skete: Wilson, der nu var død, føreren af den bil der dræbte ham, en ukendt, sort mand tre kilometer nede ad floden. Men nu var Hunt nødt til at sætte spørgsmålstegn ved det. Måske havde Johnnys kæmpe ikke bare været på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Måske havde han kørt den bil der dræbte David Wilson. Eller måske ikke.

To mænd eller tre?

Satans!

Hunt havde brug for at tale med Johnny; ikke senere, men nu, lige nu. Han havde nye spørgsmål. Han kaldte stationen over radioen og bad om at få etableret kontakt til den patruljevogn som han havde sat til at køre Johnny og Katherine hjem. Han så på sit ur og bandede mens forbindelsen blev oprettet. Næsten ti timer, så længe havde Tiffany været væk, og statistikken var så kold og præcis som kun tal kunne være. Det var et fåtal af bortførte der overlevede længere end det første døgn; det var bare sådan det var.

Hurtighed.

Det handlede alt sammen om hurtighed.

Jeg fandt hende …

Hunt havde brug for at spørge Johnny om manden med det arrede ansigt, om hvad han havde set på broen. Hunt havde brug for at vide om de to mænd i virkeligheden var én og samme mand. Ikke som spekulation eller teori, men som kendsgerning.

”Så er der forbindelse,” sagde stemmen i radioen.

En ny stemme skrattede ud af radioen. Hunt identificerede sig selv og bad betjenten om Johnnys position.

”Jeg har lige forladt huset. Sidst jeg så ham, stod han i indkørslen.”

”Hvor lang tid siden er det præcis?”

En pause. ”Tyve minutter.”

”Tyve minutter. Okay.” Hunt afbrød forbindelsen. Om fem minutter ville han være ved huset. Kom nu, kom nu. Han accelererede indtil bilen føltes let under ham, og styrede med faretruende hastighed over de glatte, sorte veje.

Mere end tre timer var der gået siden motorcyklen blev ramt. Hvem der end havde kørt David Wilson ned, kunne være over alle bjerge nu, ude af countyet, ude af staten; men Hunt troede det ikke. Det var risikabelt at køre langt med et bortført barn. Når først der var slået alarm, og offentligheden var orienteret, ville alle holde øjne og ører åbne. De fleste af de perverterede typer ville bare fange et barn og gå under jorden med det. På det punkt havde Johnny Merrimon ret. Og mens nogle bortførelser var omhyggeligt iscenesat, så var de fleste dog et spørgsmål om en pludselig opstået mulighed. Et barn der blev efterladt i en bil eller gik alene rundt i et overfyldt supermarked. Et barn der gik alene.

Som Alyssa Merrimon.

Hun havde været på vej hjem i tusmørket, alene på en øde vejstrækning. Ingen kunne på forhånd have vidst at hun ville være der. Ingen kunne have planlagt det. Det var det samme med Tiffany Shore. Hun var blevet i nærheden af parkeringspladsen efter at skolens klokke havde ringet. Det var et spørgsmål om mulighed. Og lyst.

Hunt bremsede for rødt lys og svingede så til venstre uden at standse og da han fløj igennem kurven, kunne han mærke bagenden miste vejkontakt. Han standsede udskridningen og rettede op. Han tænkte på ondskab og på den hårde, tunge klump metal der hang i et hylster under hans arm.

Da Hunt fik meddelelsen om Tiffanys bortførelse, havde han iværksat en massiv indsats. Han havde sendt patruljevogne ud til alle kendte seksualforbryderes adresser. De fleste blev anset for at være mindre relevante: kiggere og blottere, men der var rigeligt med individer der var dømt for voldtægt eller seksuelt misbrug af børn eller andre afskyvækkende handlinger. Hunt lå inde med en kort liste over de værste: afsporede, sadistiske typer der var i stand til stort set hvad som helst. Den slags mænd kom aldrig over den ondskab der drev dem. Der fandtes ingen kur, ingen helbredelse. For den slags røvhuller var det kun et spørgsmål om tid; så Hunt slap dem ikke af syne. Han vidste hvor de boede, og hvilke biler de kørte i; han kendte deres vaner og vidste hvad de satte pris på. Han havde set fotos og talt med ofrene og set deres ar med egne øjne. Ikke en eneste af de køtere burde være på fri fod.

Ikke nu.

Ikke nogensinde.

Der var styr på de fleste; de var blevet fundet og afhørt. Næsten alle havde givet tilladelse til ransagning af deres hjem, og alle ransagningerne var endt resultatløst. De der havde nægtet, var sat under døgnovervågning, og Hunt fik regelmæssige rapporter. Han vidste hvad de spiste, og hvornår de gjorde det; om de var alene eller ej, og hvis de ikke var, hvem de så var sammen med. Han kendte deres opholdssteder og deres aktiviteter. Når de sov, og når de var vågne. Når de var hjemme, eller når de var på farten. Hunt svarede på opkald og holdt sine mænd til ilden mens de fortsatte deres arbejde med mændene på listen.

Hunt løb navnene igennem i hovedet. Ingen på den liste var en meter og femoghalvfems. Ingen af dem havde ar som dem Merrimondrengen havde beskrevet. Hvis Cross havde ret, betød det at de havde en ny spiller på banen, en mand de ikke kendte noget til. Og hvis Cross tog fejl …

Mulighederne var uendelige.

Hunt tog et foto af Tiffany Shore op af jakkelommen og kiggede på det. Han havde taget det fra hendes fortvivlede mor for bare et par timer siden. Det var et skolefoto, og Tiffany smilede genert til fotografen. Han ledte efter ligheder med Alyssa, men der var kun få. Alyssa var mørkhåret og havde fine træk og de samme mørke øjne som broderen. Tiffany havde fyldige læber, en perfekt næse og hår som gul silke. Billedet viste en slank og yndefuld hals, spirende bryster og et vidende smil som et forvarsel om den kvinde hun en dag ville blive. Det så ikke umiddelbart ud til at de to forsvundne piger havde meget til fælles, men det havde de.

De var begge uskyldige, og de var begge hans ansvar.

Hans.

Ingen andres.

Tanken ulmede stadig i Hunts underbevidsthed da hans telefon ringede. Han kastede et blik på displayet. Bossen. Politichefen. Han lod den ringe fire gange og tog den så selv om han vidste det var dumt.

”Hvor er du?” Chefen spildte ingen tid. Det var knap tolv måneder siden Alyssa var forsvundet, og nu havde de endnu en forsvundet pige. Han var selv under pres, vidste Hunt: Tiffanys familie, politikerne, pressen.

”Jeg er på vej til Katherine Merrimons hus. Jeg er fremme om fem minutter.”

”Du er min efterforskningsleder. Du burde være i David Wilsons hjem eller på gerningsstedet. Behøver jeg virkelig skære det ud i pap for dig?”

”Nej.”

Men politichefen gjorde det alligevel. ”Hvis vi går ud fra at Wilson fandt Tiffany Shore – og det går vi ud fra – så bør du kortlægge hans aktiviteter. Hvor har han været. Hvem har han talt med. Ethvert valg han traf i dag, ethvert sted han har kunnet falde over Tiffany Shore …”

”Det ved jeg,” afbrød Hunt skarpt. ”Jeg har sendt Yoakum ud til hans hus. Jeg møder ham derude om kort tid, men det her kommer først.”

”Har jeg lyst til at få at vide hvad du vil hjemme hos Katherine Merrimon?” Hunt hørte tvivlen i chefens stemme, den pludselige mistro.

”Hendes søn har muligvis nogle oplysninger.”

Hunt så politichefen for sig: lakajer på kontoret, den fede mand selv med svedpletter på skjorten. Hans stemme var en politikers stemme.

”Jeg må være sikker på at du har styr på det her, Hunt. Har du det?”

”Det er et åndssvagt spørgsmål.” Hunt vidste hvorfra chefens tvivl stammede, men kunne ikke skjule den vrede han følte. Så han brugte tid på Merrimon-sagen. Ja, og hvad så? Måske følte han mere end de fleste politifolk. Det var en vigtig sag; men det var ikke sådan chefen så på det. Nej. Han hørte om Hunt der lå vågen hver nat klokken tre; Hunt der kom ind på stationen ved solopgang for at rode med materiale han allerede havde set hundrede gange før; en mand der plagede dommere om kendelser der aldrig gav noget, arbejdede over hver dag, og tit indtil det faktisk var en ny dag, lagde pres på andre politifolk og lagde beslag på ressourcer der kunne bruges bedre på andre sager. Han så Hunt arbejde sig selv i laser. Han så den blege hud og vægttabet, de søvnløse øjne og stablerne af sagsmapper på gulvet i Hunts kontor. Og der var andre problemer.

Rygter …

”Det er ikke et spørgsmål, Hunt. Det er et krav, en ordre.”

Hunt bed tænderne sammen og kunne næsten ikke tale for indestængt vrede. Han arbejdede med den hårde kriminalitet. Han var efterforskningsleder. Det var hans job, det var hans liv. ”Jeg sagde, jeg har styr på det.”

Hunt hørte chefen trække vejret. Så var der en stemme i baggrunden, for dæmpet til at han kunne høre ordene. Da chefen talte, kom hans ord med en ny præcision. ”Jeg vil ikke tillade at det bliver personligt, Hunt. Ikke den her sag.”

Hunt stirrede stift frem for sig. ”Javel. Ikke personligt.”

”Det her handler om Tiffany Shore. Om hendes familie. Ikke Alyssa Merrimon. Ikke hendes bror. Og ikke hendes mor. Er vi fuldstændig enige?”

”Fuldstændig.”

En lang pause og så en stemme der antydede fortrydelse. ”Det personlige, det får én fyret, Clyde. Det får én sparket lige ud af min afdeling. Tving mig ikke til det.”

”Jeg behøver ikke nogen forelæsning.” Han lod resten være usagt: Ikke af en fed politikerstrømer.

”Du har allerede mistet din kone. Lad være med at miste dit job også.”

Hunt kiggede op i spejlet og så raseriet i sine egne øjne. Han trak luft dybt ned i lungerne. ”Lad mig nu bare passe mit arbejde,” sagde han og lød som en fornuftig mand kunne tænkes at lyde. ”Vis lidt tillid.”

”Du har trukket på min tillid i et år, og der er ikke meget tilbage på kontoen. Når aviserne går i seng i morgen aften, vil jeg se et billede af Tiffany Shore der sidder på sin mors skød. På forsiden. Det er den måde vi beholder vores job på.” Han tav, og Hunt var ikke parat til at stole så meget på sin stemme at han turde sige noget, så han lod være. ”Giv mig en happy ending, Clyde. Giv mig det, så skal jeg prøve at lade som om du er den samme politimand som du var for et år siden.”

Chefen lagde på.

Hunt hamrede næven op i bilens loft og svingede ind ad Johnnys indkørsel. Han lagde straks mærke til at stationcaren var væk. Da han bankede på hoveddøren, raslede det så meget at huset lød hult. Hunt kiggede ind ad det lille vindue og så Ken Holloway komme ud fra den mørke gang. Han havde nypudsede sko på under lidt krøllede bukser og arbejdede for at få skjorten proppet ned bag linningen. Han spændte krokodilleskindslivremmen og standsede ved spejlet for at glatte sit hår og tjekke sine tænder. En revolver dinglede fra hans højre hånd.

”Det er politiet, mr. Holloway. Læg den pistol og åbn døren.”

Holloway fór sammen, pludselig bevidst om at han kunne ses fra vinduet. Et afværgende smil gled over hans ansigt. ”Hvem fra politiet?”

”Kriminalassistent Clyde Hunt. Jeg skal tale med Johnny.”

Smilet forsvandt. ”Må jeg se legitimation?”

Hunt pressede sit skilt mod glasset og trådte så væk fra døren og sænkede den ene hånd ned til sin tjenestepistol. Holloway gav penge til velgørenhed. Han sad i bestyrelser og spillede golf med byens mest magtfulde klike.

Men Hunt kendte manden.

Gennem et år havde han iagttaget Katherine og Johnny: tilfældige møder som forleden i supermarkedet; ting der blev sagt og ikke sagt, en halten eller et blåt mærke, drengens nøgne blik når han troede han var sej. Hunt havde presset på, men Katherine var ude i tovene og halvt bevidstløs det meste af tiden, og Johnny var bange. Hunt havde ikke noget på Holloway der kunne holde.

Men han vidste besked.

Endnu et skridt baglæns, og der var en meter mellem Hunt og døren. Holloways kraftige bryst var synligt gennem det høje, smalle vindue. Han så småfed og solbrændt ud og havde en bred bringe over en fed vom. Hans ansigt kom til syne bag ruden. ”Det er midt om natten, kriminalassistent.”

”Klokken er kun godt ni, mr. Holloway. Et barn er blevet bortført. Vær venlig at åbne døren.”

Låsen blev slået fra, og døren svingede op til en sprække på tredive centimeter. Der var furer i Holloways kødfulde ansigt, men Hunt kunne se fugtige områder under hårgrænsen hvor manden havde smidt vand i ansigtet i et forsøg på at friske sig op. Hans hænder var tomme. ”Hvad har Tiffany Shores forsvinden med Johnny at gøre?”

”Er De rar at gå væk fra døren?” Hunt holdt sin stemme i et professionelt leje hvilket ikke var nemt. Han ville lige så gerne skyde Holloway som han ville se på ham.

”Jamen, s’gerne.” Holloway skubbede døren helt op og vendte sig mens han klaskede sig på lårene med flade hænder.

Hunt gik ind i huset, og hans blik gled hurtigt rundt i halvmørket indtil han lokaliserede revolveren, en kaliber .38. Rustfrit stål. Den lå oven på tv’et med løbet rettet ind mod væggen.

”Jeg har våbentilladelse,” sagde Holloway.

”Det er jeg sikker på De har. Jeg har brug for at tale med Johnny.”

”Er det om det der skete i dag?”

Hunt kunne lugte alkohol. ”Interesserer det Dem?”

Holloway smilede humørforladt. ”Lige et øjeblik.” Han hævede stemmen. ”Johnny.” Intet svar. Han kaldte igen og udstødte så en sagte ed. Gangen opslugte ham, og Hunt hørte en dør blive åbnet og smækket hårdt i. Da Holloway kom ud igen, var han alene. ”Han er her ikke.”

”Hvor er han?”

”Aner det ikke.”

Vreden steg op i Hunts stemme. ”Han er tretten år. Det er mørkt udenfor, og det regner. Bilen er væk, og De har ingen anelse om hvor han er? I mine øjne er det omsorgssvigt.”

”Og i mine er det hans mors problem, kriminalassistent. Jeg er gæst her i huset.”

De så hinanden i øjnene, og Hunt trådte nærmere. Holloway var en tvefjæset udnytter, han var glat og imødekommende, men kun når det tjente hans egne behov. Der var måske nok opkaldt en bygning efter ham på college, men Hunt kunne ikke skjule sin modvilje. ”De vil gøre klogt i at tænke Dem om når De taler til mig …”

”Er det en trussel?”

Hunt svarede ikke.

”De har ingen som helst idé om hvem jeg er,” sagde Holloway.

”Hvis der sker den dreng noget …”

Holloway smilede koldt. ”Hvad var det nu De sagde De hed? Jeg skal til møde i morgen med borgmesteren og stadsdirektøren. Jeg vil helst kunne sige det rigtigt.”

Hunt stavede det for ham og sagde så: ”Med hensyn til drengen …”

”Han er en lømmel. Hvad vil De ha’ jeg skal gøre ved det? Han er hverken mit barn eller mit ansvar. Vil De tale med hans mor? Det er muligt jeg kan vække hende. Hun aner med garanti heller ikke hvor han er, men jeg skal gerne slæbe hende herud hvis det kan gøre Dem glad.”

Hunt havde beundret Johnnys mor siden de mødtes første gang. Hun var lille og spinkel, men fuld af liv, og hun havde udvist mod og optimisme under uudholdelige omstændigheder. Hun var forblevet stærk indtil den dag da hun kollapsede, og sammenbruddet var totalt. Måske var det sorg, måske var det skyldfølelse, men hun var tragisk og fortabt, opslugt af en gru som de færreste forældre overhovedet kunne forestille sig. Tanken om at hun var sammen med en udnytter som Ken Holloway, var slem nok. At se hende blive slæbt ud af sengen af ham, ville være værre. Det ville være nedværdigende.

”Jeg finder ham selv.” Hunt gik hen mod døren.

”Vi er ikke færdige med hinanden, kriminalassistent.”

”Nej,” sagde Hunt. ”Det er vi ikke.”

Han havde hånden på dørhåndtaget da Holloways mobiltelefon ringede. Han blev stående mens Holloway tog den og sagde: ”Ja.” Han vendte ryggen til Hunt. ”Er du sikker? Okay. Ja, ring til politiet. Jeg er der om ti minutter.” Han klappede telefonen sammen og vendte sig om mod Hunt. ”Mit alarmselskab,” sagde han. ”Hvis De stadig gerne vil tale med Johnny, så kan De begynde med at lede efter ham på min adresse.”

”Hvorfor siger De det?”

”Fordi den lille lort lige har smidt en stor sten gennem et af mine vinduer.”

”Hvad får Dem til at tro at det er Johnny?”

Holloway samlede sine nøgler op. ”Det er altid Johnny.”

”Altid?”

”Det er fandeme femte gang.”

Johnny kørte ad mørke gader, og regnen bugtede sig som slanger af kviksølv over glasset. Tiffany Shores forældre var rige og boede kun tre gader fra Ken Holloway. Johnny havde engang været til fest hjemme hos hende. Han satte farten ned da han nærmede sig Tiffanys hus og standsede så ude på vejen. Der var politibiler udenfor, og skygger bevægede sig bag gardinerne. Han så på huset i lang tid og studerede derefter nabohusene på begge sider. Varmt lys flød ud af husene her, og i mørket på vejen følte Johnny sig meget alene; fordi der ikke var andre der vidste det. Ingen kunne forstå hvad der foregik inde i Tiffanys hus hvor familien led de værste kvaler: frygten og vreden, håbet der langsomt slap op, og alting der endte.

Ingen vidste hvad Johnny vidste.

Undtagen hendes forældre, tænkte han.

Hendes forældre vidste det.

Hunt sad i sin bil og så Holloway komme ud af huset. Han sendte Hunt et koldt blik som han var glad for at returnere, og så satte Holloway sig i sin egen bil, den store motor vågnede, og den hvide Escalade rokkede ned over kantstenen og ud på vejen. Hunt lyttede til regnen på biltaget og så på lyset fra Johnnys hus. Katherine lå og sov derinde, og han så hende for sig, begravet under lagenerne med ryggen krummet mod skæbnens grusomhed.

Han tændte sin laptop og tastede Johnny Merrimons navn ind. Ken havde anmeldt ham, men drengen var tilsyneladende ikke på noget tidspunkt blevet anholdt. Hvad Holloway end måtte mene om Johnnys rolle i den fortsatte vandalisme mod hans hus, så kunne han ikke bevise det.

Hunt tænkte på hvorfor Johnny skulle smide sten gennem Holloways vinduer. Der var kun én ting der gav mening. Johnny ville have manden ud af sit hus og væk fra moderen, og han havde fundet på den eneste måde at gøre det på som virkede hver gang. En mand som Holloway ville aldrig lade sit hus stå med smadret rude. Ikke en hel nat.

Fem gange og aldrig taget for det. Hunt rystede på hovedet og prøvede at lade være at smile.

Han kunne virkelig godt lide den dreng.

Hunt blev siddende i bilen et par minutter og kiggede i Tiffany Shoresagens akter. Der var ikke meget endnu. Han vidste hvad hun havde haft på da hun sidst blev set. Han havde en liste over særlige kendetegn. Et modermærke på størrelse med en ticent på bagsiden af hendes højre skulderblad; et ar efter en fiskekrog på hendes højre læg var stadig lyserødt. Hun var tolv år, lyshåret og med tænder næsten uden fyldninger, ingen operationsar. Hunt havde hendes højde og vægt og fødselsdato. Hun havde en mobiltelefon, men ifølge udbyderen var der ikke foretaget nogen opkald fra den siden dagen før. Ikke meget at gå efter. De havde et par vidner – børn på skolen – der havde hørt hende skrige, men ikke kunne blive enige om farven på den bil hun blev slæbt ind i. Hunt havde også udspurgt hendes nærmeste veninder. Efter hvad de vidste, havde Tiffany ingen hemmelig kæreste og ingen problemer derhjemme. Hun fik gode karakterer, var glad for heste og havde måske kysset en dreng én gang. En typisk pige.

Hunt lavede en tilføjelse til sagen: Var Tiffany og Alyssa veninder? Måske havde de begge to kendt den forkerte fyr.

Hunt tænkte på alt det han ikke havde. Han havde intet signalement af gerningsmanden, ingen rapporter om mistænkelig aktivitet og ikke noget nærmere om bilen. Faktisk ingenting. Det han havde, var vidnet Johnny Merrimon og det David Wilson havde fortalt ham før han døde. Han påstod at have fundet den pige der var blevet taget. Fundet hende hvor? Fundet hende hvordan? Død eller levende? Hvem der end tvang David Wilson ned fra broen, havde gjort det forsætligt. Men var det Johnny Merrimons kæmpe, sådan som Cross havde en mistanke om? Eller var det en anden?

Hunt måtte finde drengen.

Han ringede til stationen og fik fat i en af sine kriminalbetjente. ”Det er Hunt. Hvad har du?”

”Ikke noget godt. Myers og Holiday er stadig ude hos Tiffanys forældre …”

”Kan de holde til det?” afbrød Hunt.

”Deres læge er der. Moderen, du ved. Hun får noget beroligende.”

”Er der noget nyt om Tiffanys mobil?”

”Nej. Og heller ikke noget på GPS.”

”Og Yoakum – er han stadig i gang med at kortlægge David Wilsons dag?”

”Han er i huset nu.”

”Ved vi noget?”

”Kun at Wilson var professor ved college. Et eller andet med biologi.”

”Hvad med fingeraftryk?” spurgte Hunt.

”Vi har en tommelfinger fra ofrets øjenlåg. Det er ved at blive tjekket. Det kan ikke vare længe før vi får besked.”

”Hvad med frivillige?”

”Der er over hundrede indtil videre. Vi prøver at få organiseret en eftersøgning tidligt i morgen. De skulle gerne være ude i terrænet klokken seks.” En tavshed sænkede sig mellem de to mænd som begge blev ramt af den samme tanke: Det er et fandens stort county.

”Vi må have flere folk,” sagde Hunt. ”Få kirkerne med, kontakt foreningerne. Vi havde et hundrede studerende fra college da Alyssa Merrimon forsvandt. Ring til dekanen.” Hunt lirede nummeret af efter hukommelsen. ”Han er en fornuftig mand. Se om han ikke kan udrette et eller andet. Og jeg vil have alle på Tiffanys skole afhørt i morgen. Send de mest børnevenlige betjente vi har. De unge. Kvinderne. Du kender rutinen. Jeg vil ikke gå glip af noget bare fordi en eller anden knægt ikke tør tale med os.”

”Javel. Hvad kan jeg ellers gøre?”

”Vent lidt.” Hunt fandt Katherine Merrimons registreringsnummer på laptoppen. ”Skriv det her nummer ned og send det ud til vognene.” Han gav kriminalbetjenten model, fabrikat og registreringsnummer. ”Knægten kører i sin mors bil. Det er en skrammelbunke. Den skulle ikke være så svær at finde. Tjek Tate Street først, Ken Holloways hus. Jeg tvivler på han er der, men det er et forsøg værd. Hvis nogen ser bilen, vil jeg have besked med det samme. Stands den og hold ham tilbage. Tilkald mig så snart det sker.”

”Okay.”

”Godt. Giv mig så David Wilsons adresse.” Hunt rakte ud efter sin pen, men så noget bevæge sig i udkanten af Johnnys hus. En bleg arm rakte ud …

Hvad i helvede?

Han hørte et skrig der næsten blev overdøvet af regnen. Hans fingre fandt knappen til lyset, og de skarpe lyskegler skar gennem styrtregnen. ”Hvad i alverden …”

”Kriminalassistent …”

Hunt pressede telefonen ind mod øret. ”Jeg bli’r nødt til at løbe,” sagde han.

”Men …”

Hunt klappede telefonen i. Hans hånd gled ned mod dørhåndtaget, og han sagde det igen netop som regnen slog ind i hans ansigt.

”Hvad i alverden …”

Men endnu et skrig overdøvede ordene.