KAPITEL TRETTEN

 

”Intet.” Hunt stod i den lavloftede, fugtige kælder under David Wilsons hus. John Yoakum stod ved siden af ham. To pærer hang fra rustplettede fatninger der var skruet ind i de nøgne gulvstrøer; en sort brændeovn stod kold og tavs i det fjerneste hjørne. Hunt trampede let i gulvet, og en sky af fugt og støv rejste sig og lagde sig igen. Rummet lugtede af jord og fugtig cement.

”Hvad havde du forventet?” spurgte Yoakum.

Hunt så ind i krybekælderen der lå under stuen bagest i huset. ”En smule held. For en gangs skyld.”

”Held eller uheld … det er ikke noget der findes.”

”Det kan du sige til Tiffany.”

Der var gået femten timer siden en ukendt gerningsmand havde hevet pigen ind i sin bil, og de var ikke kommet et skridt nærmere på at finde hende. De havde været overalt i huset og haven uden at få noget som helst ud af det. Hunt slog den ene håndflade mod kældertrappens nøgne træ, og støvet dryssede ned fra den. ”Jeg bliver nødt til at tage forbi min søn,” sagde Hunt. ”Jeg glemte at sige til ham at jeg kommer sent hjem.”

”Kan du ikke bare ringe?”

Hunt rystede på hovedet. ”Han svarer ikke.”

”Er det så slemt?”

”Jeg vil ikke tale om det.”

”Hvad skal jeg gøre nu?” spurgte Yoakum.

Hunt løftede hånden mod trappen. ”Ryd op. Luk huset af. Vi mødes på stationen om en halv time.”

”Og hvad så når vi er der?”

”Vi ser hvad vi har. Vi beder om en smule held.” Hunt løftede en finger op under næsen på Yoakum. ”Og du skal ikke sige det.”

Yoakum slog ud med hænderne. ”Sige hvad?”

”Du siger ikke et ord.”

Udenfor fandt Hunt en kødrand af naboer på fortovet. To uniformerede betjente holdt dem på afstand, men han måtte mase sig frem for at komme ud til sin bil. Han var lige ved at være der da en mager, vredt udseende mand spurgte: ”Har det her noget med Tiffany at gøre?” Han hævede stemmen. ”Der er ingen der vil fortælle os noget.” Hunt gik forbi ham, og manden pegede på Wilsons hus og talte endnu højere. ”Har den mand noget med det at gøre?”

Hunt var lige ved at standse, men gjorde det ikke.

Han kunne ikke sige noget der ville gavne nogen.

Inde i bilen skruede han op for klimaanlægget og kørte langsomt væk fra forsamlingen af nysgerrige. Han havde brug for at tage hjem og se til sin søn og smide et par håndfulde vand i hovedet; men han endte med at køre langs byens udkant indtil han så ned ad den lange, lige vejstrækning mod Katherine Merrimons hus. Betjent Taylor åbnede døren før han kunne banke på. Hendes ansigtsudtryk var anstrengt, læberne var presset sammen til en streg. Hunt så at hun havde hånden på sit tjenestevåben der sad i hylsteret ved hendes hofte. Hun slappede af da hun så hvem det var, og trådte så ud på verandaen og lukkede døren efter sig.

Hunt nikkede. ”Har du set ham?”

”Drengen? Nej. Røvhullet Ken Holloway, ja.”

”Problemer?”

”Han var her for at få fat i Johnny. Han var så arrig at han var rød som en hummer og sagde et eller andet om et ødelagt flygel. Et Steinman, Steinbeck, et eller andet i den retning.”

”Steinway.”

”Ja, det var det. Stenen der røg gennem vinduet, ramte åbenbart også klaveret.” Taylor smilede. ”Jeg tror det muligvis er noget af en dyr sag.”

Det trak også lidt i Hunts mundvige. ”Måske. Gav han dig problemer?”

”Mon ikke. Han begynder at stå og skrige på drengens mor da jeg ikke vil lade ham komme ind. Jeg siger til ham at han skal falde ned, og så begynder han at råbe op om at han kan få mig fyret.” Hunt fornemmede hendes vrede. ”Jeg siger dig hvis drengen havde været her, tror jeg han var kommet til skade.”

”Hvor længe er det siden?” Hunt kastede et blik hen ad gaden.

”En time, måske. Han sagde at han ville komme tilbage med sin advokat.”

”Er det rigtigt?”

Hun trak på skuldrene. ”Han ville ind i huset, og han var meget opsat på det.”

”Hvis han kommer igen,” sagde Hunt, ”og hvis han giver dig den mindste grund til det, så anhold ham og få ham spærret inde.”

”Okay?”

”Jeg vil ikke have at han skræmmer mit vidne eller blander sig i min efterforskning.”

”Og det er den eneste grund?”

Hunt spændte kæbemusklerne og så på huset bag sig. Han kunne lugte råd fra udhængsbrædderne og den nederste del af klinkebeklædningen, der var flænger i insektnettet og revner i vinduesruderne. Han huskede det hus Katherine havde boet i da Alyssa blev revet fra hende, han så de mørke øjne og hendes hjerteskærende tro på at Gud ville give hende hendes barn tilbage. Hun sad tit ved det sydvendte vindue og bad, og lyset faldt så rent på hendes perfekte hud at hun selv lignede en engel. Og Ken Holloway havde været der hele tiden og tilbudt sine smil og sine penge og sin støtte. Det varede en måned. Da hun først var knust, havde han kastet sig over hende som en ådselgrib. Nu var hun presset helt ud til det yderste, og Hunt var temmelig sikker på at han vidste hvem der havde udøvet presset.

”Jeg hader den fyr,” sagde han, og hans blik blev fjernt. ”Jeg hader ham så meget at jeg har det som om jeg kunne slå ham ihjel.”

Taylor så væk. ”Det er helt udelukket at jeg hørte det dér.”

Hunt mærkede sine skuldre bevæge sig opad; blodet dunkede i hans ansigt. ”Glem det,” sagde han.

Taylor stirrede ham ind i ansigtet. ”Er du sikker?”

”Ja.”

”Hundrede procent?”

”Ja. Hundrede.”

”Det er godt.” Hun nikkede.

Hunt kiggede op ad vejen og sagde: ”Det må fandeme være en spøg.”

Ken Holloways hvide Escalade satte farten ned ude på vejen og lod så et forhjul dumpe ned i grøften da den svingede ind i indkørslen. Et øjeblik sad bilen fast; så fik motoren gas, og dækket arbejdede sig fri. En flænge i grøften skinnede sort. Klumper af mudder og græs hang fra chassiset på bilens højre side. Gennem vinduet kunne Hunt se Holloways ansigt; sammenbidt og rødt. Ved siden af ham sad en resigneret udseende mand som Hunt huskede at have set på domhuset en gang eller to, en advokat af en vis dygtighed. Hans ansigt skinnede blegt og fugtigt. Han skubbede døren op og kiggede så med afsmag på alt hvad der befandt sig uden for køretøjet: huset, mudderet, politifolkene. Hans udstigning af bilen var den mest affekterte Hunt nogensinde havde overværet.

Hunt gik ned fra verandaen, og betjent Taylor gik efter ham. Holloway havde en lyserød skjorte på over nye cowboybukser og et par støvler der havde kostet mere end Hunts tjenestepistol. Han var en stor mand, omkring hundrede kilo. I sin vrede virkede han høj og truende da han slæbte advokaten gennem mudderet. ”Fortæl dem det.” Han løftede en hånd med et kobberarmbånd dinglende om håndleddet og rettede en finger mod de to politifolk. ”Fortæl dem hvordan reglerne er.”

Advokaten glattede sin jakke. Han havde blankpoleret hud, perfekte negle og en stemme der passede til resten. ”Jeg er ikke engang sikker på hvad jeg laver her,” sagde han. ”Jeg har allerede forklaret dig …”

Holloway afbrød ham. ”Du er min advokat. Jeg betaler dit salær. Fortæl dem det så.”

Advokaten så fra Holloway til Hunt og Taylor. Han tjekkede sine manchetter som om han stod i et retslokale. ”Denne ejendom tilhører mr. Holloway. Han vil gerne have adgang til den.”

”Kræver at få adgang,” afbrød Holloway. ”Det er mit hus.”

Hunt holdt sin stemme i ro. ”Da jeg var her tidligere, sagde De at De var gæst i huset.”

”Ordkløveri. Jeg er husets ejer.”

”Men Katherine Merrimon er lejer.”

”Hun betaler mr. Holloway en dollar om måneden i husleje,” sagde advokaten. ”Det gør hende vist ikke til lejer.”

”Husleje er husleje,” sagde Hunt og så på advokaten. ”Det ved De godt.”

”Ikke desto mindre har han ret til at inspicere ejendommen.”

”På et anstændigt tidspunkt og efter et passende varsel,” rettede betjent Taylor ham. ”Ikke klokken et om natten. Hvis han ønsker at kontakte mrs. Merrimon, er han velkommen til at ringe til hende.”

”Hun tager ikke telefonen,” sagde advokaten.

Holloway tog et skridt fremad. ”Jeg vil se det barn. Han har ødelagt et værdifuldt stykke privat ejendom og skal stilles til ansvar for det. Jeg vil bare tale med ham.”

”Det vil du?” Hunt kunne hverken skjule sin modvilje mod manden eller sin væmmelse.

”Selvfølgelig. Hvad ellers?”

”Og hvis jeg fortalte Dem at han ikke er her?” spurgte Hunt og trådte selv nærmere indtil der kun var femten centimeter mellem de to mænd. Han vidste at Holloway var hidsig. Han vidste det. Nu ville han se det.

Han tryglede om at få det at se.

Holloways øjne blev smalle, og Hunt så de første sprækker i facaden. Manden brød sig ikke om at man kom for tæt på ham, brød sig ikke om at blive udfordret, så Hunt lænede sig endnu nærmere. Han viste Holloway foragten i sine øjne, og han så ham bide på krogen. I sidste øjeblik så advokaten også hvad der var ved at ske. Han åbnede munden: ”Mr. Holloway …”

”Har De nogen som helst idé om hvem jeg er?” Holloway løftede en finger og plantede den i brystet på Hunt. Og mere skulle der ikke til. Med én glidende, velkalkuleret bevægelse greb Hunt fat om Holloways håndled, drejede manden på stedet og skubbede hånden helt op mellem skulderbladene. Holloway trådte fremad for at lette presset, og Hunt holdt bevægelsen i gang. Han gik bag ved ham helt hen til Escaladen og knaldede ham på maven ned over motorhjelmen.

”De har lige lagt hånd på en politimand, mr. Holloway. I vidners nærvær.”

”Jeg lagde ikke hånd på nogen.”

”Spørg Deres advokat.”

Holloway lagde en håndflade på bilen og prøvede at skubbe sig op fra motorhjelmen. Hunt måtte læne sig ned over ham og mens han gjorde det, sagde han noget mere: ”Og det dér er at modsætte sig anholdelse.” Håndjernene kom frem. Han klikkede stålbøjlen på plads om det højre håndled og trykkede den i så langt den kunne komme indtil han hørte det sidste klik. Holloway råbte op, men Hunt vred den anden hånd om på mandens ryg. Han lagde al sin vægt på Holloway for at holde ham fast på kølerhjelmen og trykkede bøjlen ned indtil den låste. ”Det er alvorlige forhold, mr. Holloway. Deres advokat kan forklare det for Dem senere.”

Hunt trak Holloway på benene. Arrogancen var forsvundet, men vreden lyste endnu ud af hans ansigt. ”De kan ikke røre mig,” sagde han.

Hunt greb fat om håndjernenes kæde, slæbte Holloway hen til betjent Taylors patruljevogn og åbnede døren. Han lagde en hånd på Holloways isse. ”Det er ikke noget personligt,” sagde han og proppede ham ind på bagsædet. Da han fangede Taylors blik, var der hverken smil eller ironi i hans stemme. ”Politibetjent Taylor, er du rar at køre mr. Holloway til stationen og booke ham ind i systemet?”

Taylor fortrak ikke en mine, men kunne alligevel ikke skjule sine følelser. ”Javel, sir.”

Hunt så dem køre; patruljevognen med Holloways røde ansigt i bagruden, den store Cadillac med den feminine advokat bag læderrattet. De to biler kørte op ad bakken og ud af syne; et problem der tilhørte morgendagen. Vreden sivede ud af ham sammen med den varme gnist af tilfredsstillelse. Han stod alene i haven og tænkte på Katherine, og så vendte han sig om. Inde i huset pressede han øret mod hendes dør. Han spredte fingrene ud på det grove træ, og i et glimt så han sig selv gå ind i hendes værelse. Hun lå i sengen, lille og bleg og meget stille; men hun smilede, og hendes hånd steg op mod ham, let som røg.

Hunt mærkede øjeblikket rulle ud foran sig som en kilometer varmt strandsand, men det var alt hvad det var, et øjeblik. En illusion. Han var den politimand der havde svigtet hende ved ikke at bringe hendes datter hjem. Han kunne ikke gøre mere ved det end ved det faktum at han ikke kunne glemme det. Det ville være urimeligt overhovedet at bede om det.

Han lod hånden falde ned og gik hen til døren til Johnnys værelse. Den stod åben, og en lille lampe spredte en gul cirkel på den omhyggeligt redte seng. Værelset var anderledes end andre drenges. Så tomt. Hunt så intet legetøj og ingen plakater på væggen. En bog lå opslået med forsiden nedad på sengen. Der stod flere bøger på kommoden, en lang række holdt på plads af to mursten. Der var et fotografi af Johnnys mor og tre af Alyssa. Hunt tog det nærmeste foto af pigen op i hånden. Hendes smil var hemmelighedsfuldt og lille. Det mørke hår dykkede ned over hendes venstre øje, men i det højre var der sådan et lys; hun så ud som om hun vidste noget helt særligt, som om hun bare ventede på at en eller anden skulle spørge, og var ved at sprænges af forventning om det. Hendes energi fik Johnny til at virke sammenbidt og indelukket, og Hunt spekulerede på om han altid havde været sådan. Eller havde han bare forandret sig.

Bare …

Hunt rystede på hovedet af det absurde ved ordet. Der var ikke noget bare over den dreng Johnny var blevet til. Beviset var overalt: I hans handlinger og holdninger, i hans tomme værelse med de bare vægge og endda i de bøger han læste. Det var ikke drengebøger. Johnny havde bøger om historie og gamle religioner og de nordamerikanske indianeres ritualer for jagt og indvielsen fra dreng til voksen. Der var en bog på over halvandet kilo om druidelærdom. To mere om Cherokeeindianernes religion. Der var biblioteksbøger med firkantede hvide stempler på ryggen. Hunt tog den der lå opslået på sengen, og så at Johnny havde lånt den fjorten gange i træk. Ingen for sene afleveringer. Ikke en eneste. Hunt så Johnny for sig, cyklende tolv kilometer hver vej for at vise sit kort og skrive under på papiret.

Han så på titlen – Raven Countys historie, illustreret – og så på den side den var slået op på. På højresiden var der et sort-hvidt litografi af en ældre mand i en nypresset, sort habit. Et hvidt skæg dækkede det forreste af hans skjorteflip, og hans øjne var som to stykker sort flint. Billedteksten lød: John Pendleton Merrimon, læge og slaverimodstander. 1858. Johnnys forfader, tænkte Hunt. Han lignede Johnnys far en lille smule, men slet ikke drengen.

Han vendte endnu et par sider, lagde bogen tilbage på sengen og opdagede ikke at Johnnys mor stod i gangen bag ham før han vendte sig om. Hendes ben var synlige under en skjorte der knap nok dækkede hende, og hun stod usikkert på fødderne med den ene hånd presset ind mod væggen mens hendes skuldre tegnede små ellipser i luften. Hendes øjne var åbne sår, hendes stemme var chokerende rolig. ”Gør mig en tjeneste, Johnny.” Den ene håndflade blev drejet opad og fangede det gule lys. ”Sig til Alyssa at jeg gerne vil tale med hende når hun kommer hjem.”

”Katherine …” Hunt tav, usikker på hvad han skulle sige.

”Du skal ikke sige mig imod, Johnny. Hun burde være kommet hjem nu.”

Hun vendte sig, lod hånden glide hen langs væggen og lukkede døren efter sig. Sengefjedrene knirkede, og stilheden bredte sig i huset som ringe i en dam.

Før Hunt tog af sted, tændte han lyset og tjekkede dørene. I haven stod han stille lidt og prøvede at samle tankerne. Der var stadig Tiffany Shore og resterne af hendes forældre; en vansiret kæmpe der måske og måske ikke var forsvundet nu. Der var Ken Holloway og Hunts behov for at se sin egen søn og Johnny, der var derude et sted og lavede guderne måtte vide hvad. Hunt følte det hele som en malstrøm, en enorm vægt, men han skubbede det til side og tog sig endnu et øjeblik til sig selv. Det

var alt hvad det nogensinde ville blive til, så han tog det og var en kort stund egoistisk. Han stod under en lav, blæksort himmel, og han tænkte på Katherine Merrimon, hendes sårede øjne og hendes tomhed.

Det var som om intet andet betød noget.