KAPITEL FJORTEN

 

Mindre end halvanden kilometer væk slog flammerne fra Johnnys bål op i nattens mørke; orange tunger der sendte gnister op mod himlen. Han sad på hug ved siden af det, uden sko og uden t-shirt. Gyldne linjer bevægede sig i sveden på hans bryst, og soden sværtede hans ansigt da han trak sorte fingre fra kinden til underkæben. Hans skygge var en hugsiddende kæmpe på ladevæggen bag ham. Han rakte ud efter den blå taske der lugtede af fugleblod, mug og tørre planter. Spænderne var rustne og stive under hans fingerspidser, og en af stropperne var begyndt at rådne. Han åbnede tasken og tog en stabel krøllede papirer ud, men så ikke på ordene. Det var til senere, så han lagde papirarkene på jorden og holdt dem på plads med en sten på størrelse med et vagtelæg.

Derefter fulgte en snor af mørkt læder, betrukket med rangler fra klappeslangehaler, og kraniet af en mokkasinslange. Ranglerne havde han købt af en dreng i skolen. Mokkasinslangen havde han selv dræbt. Han havde brugt fire dage i skoven på at lede efter den og havde fundet den mens den lå og solede sig på en gammel blikplade tredive meter fra hans egen bagdør. Det var nok meningen at det skulle være sådan, havde han konkluderet. Slangen ville findes. Han havde dræbt den med en gren fra et poppeltræ og skåret hovedet af den med den kniv hans far havde givet ham da han fyldte ti.

På endnu en lædersnor havde han fem ørnefjer. De var dobbelt så store som den der hang på hans cykel: tre brungyldne vingefjer, to fuldstændig hvide og perfekte med hårde, spidse ender så tykke som hans pegefinger. De lugtede stadig af fuglen, og tre af dem var kantet med indtørret blod: ørnens blod, hans blod.

Han lukkede øjnene og lagde de to lædersnore over hovedet. Fjerene raslede sagte. Slangeranglerne klirrede mod hans hud.

Så tog han biblen ud af tasken.

Den var sort og godt brugt. Johnnys navn stod præget på omslaget med skinnende guldbogstaver. Det var en gave fra barndommen; han havde fået den i en satinforet æske af en baptistpræst som havde sagt til Johnny at de ord der stod i den, var en gave fra Gud.

En gave, unge mand.

Sig det sammen med mig.

Det var den samme præst der var kommet da Alyssa var blevet taget. Hans stemme vaklede ikke da han lovede Johnny at, ja, Gud elskede stadig sine børn, og det eneste Johnny skulle gøre, var at bede. Beder du flittigt nok, havde han sagt, bringer Gud hende hjem. Så Johnny havde bedt. Han havde bedt med al den kraft der boede i ham, og med hele sin sjæl. Han havde svoret at vie sit liv til Gud hvis han blot ville bringe hende hjem.

Svoret.

Alt.

Johnny huskede de lange nætter hvor han havde bedt, og hans mors fingerspidser havde hvilet mod hans arm som varme mønter. Han huskede hendes stemme og hvordan den viste den sidste rest af hendes styrke som han skulle komme til at se.

Bed sammen med mig, Johnny.

Den desperate, sultne tro.

Bed for din søster.

Næste gang præsten kom, med polerede fingernegle og skinnende fedtfjæs, sagde han til Johnny at han ikke bad flittigt nok. ”Bliv bedre,” havde han sagt. ”Bliv stærkere i din tro.”

Johnny flyttede fødderne på den fugtige jord og rykkede sig tættere på ilden. Han rev omslaget af biblen, og ilden glimtede gyldent i bogstaverne der dannede hans navn. Han mærkede stikket af overtroisk frygt og lagde så omslaget på flammerne og så det brænde. Han så på indtil det var blevet til aske, så løftede han med den ene hånd tasken og tømte dens indhold ud på jorden. Det dryssede med tørre blade, stumper af grene og kviste bundet sammen i bundter. Ceder og fyr, gran og laurbær.

Billedet af et barn skåret ud af birkebark.

Et rødt bånd der havde tilhørt Alyssa.

Han bandt båndet om håndleddet og flyttede blikket fra de tørre blade og kviste til biblen som han stadig holdt i hånden. Han lagde den på jorden, og dens sider løftede sig i varmen som om de vidste at også de var dømt til at brænde.

Synet gav Johnny en dyster tilfredsstillelse.

Han havde brug for nogle ældre guder.

Behovet havde meldt sig for flere måneder siden, og det var begyndt med en bøn. Det var vinter, ovnen var i stykker, der var ingen varme i huset, og kulden sved hans ord til røg mens han bad om at hans søster måtte vende hjem. Han vågnede klokken fire med klinger af kold luft mod sin nøgne ryg og bad for sin mor. Han bad om at hun måtte lægge pillerne, han bad om at Ken Holloway måtte lide en langsom og smertefuld død. Det var det der holdt ham oppe; tanken om frelse og fortiden; søde, brændende bønner om hævn.

En time senere da solen strakte sig mod en fjern horisont, bankede Ken Johnnys mor til en blodig masse af grunde som Jonny aldrig forstod. Johnny prøvede at standse det, så bagefter var det hans tur. Det var her det begyndte: med hjælpeløsheden og blodet, en nytteløs bøn og en bog med gyldne bogstaver der talte om ydmyghed og underkastelse.

Intet af det gav Johnny nogen styrke.

Intet af det gav ham magt.

Han lagde cedertræ på ilden, fulgt af fyr, gran og laurbær. Han stod tæt ved bålet og lod røgen rulle hen over sig. Hans øjne løb i vand, og hans lunger sved, men han sugede røgen ind og åndede den ud, først mod himlen og jorden og derefter mod de fire usynlige verdenshjørner. Han holdt røgen i sine hænder og kastede den ind i sit ansigt. Han sagde ord som han havde lært fra en bog og knuste så enebær i håndfladerne og smurte saften ud over brystet. Han puttede slangerod i lommen, tog barnebilledet der var skåret ud af birkebark og lagde også det på ilden. Det fængede i et lille fyrværkeri af flammer og lys røg, og han så ikke væk før også det var draget til himmels. Så smed han resten af sin barndoms bibel ind i flammerne.

Han mærkede det korte sekund hvor han kunne tage det hele tilbage, redde bogen ud af de grådige flammefingre og gå hjem og være barn hos sin mor, være svag; men han lod øjeblikket passere. Siderne krøllede, sort røg spredtes, og det var sket.

Han var parat.

Bilen holdt stadig i den mørke indkørsel ved det gamle par der boede længere nede ad gaden. Johnny kunne se den da han skar gennem en af naboernes have. Røgen hang endnu på hans fugtige hud, og han var mørk af bærsaft og aske. Han sprang over et hegn og befandt sig ved siden af et område med nygravet jord og spæde, unge planter. Han begyndte at gå hen mod bilen, men stivnede da der blev tændt lys i et af de bageste vinduer. Den gamle dame var der; hendes åremønstrede, bladagtige hænder lå meget stille på det gule bord ved håndvasken i badeværelset. Hun bøjede hovedet, og tårer strømmede gennem først én ansigtsfure og så en anden. Da hendes mand kom til syne bag hende, rørte han ved hendes hals og talte stille ind i hendes øre. Et øjeblik gled noget lettere over hendes ansigt; en skygge der næsten kunne være et smil. Hun lænede sig tilbage mod hans magre, skrøbelige bryst, og de stod stille sådan, fredfyldte.

Johnny rørte ved sit eget bryst og mærkede sveden og asken og sit hjertes dybe slag. Et øjeblik spekulerede han på hvad den gamle dame græd over, og hvad hendes mand havde sagt for at fremkalde det korte smil. Han tænkte på sin egen far og på hvordan han altid havde vidst hvad han skulle gøre eller sige. Synet af det gamle ægtepar kilede en bitter klump fast i Johnnys mellemgulv, men han knuste den med et opbud af ren viljestyrke. Et sekund glimtede hans tænder hvidt, så listede han forbi vinduet og var væk.

De så ham ikke.

Det var der næsten aldrig nogen der gjorde.

Bilen lugtede gammelt og indelukket. Johnny pressede sig bagud mod sædets stive læder og krummede ryggen mens han stak den ene hånd i lommen. Papirarkene var krøllede og slidte og lugtede svagt af harpiks og røg. Han glattede dem mod låret og tændte en stavlygte. Navnene var skrevet med hans håndskrift, det samme var adresserne. Notater og datoer var kradset ned i sidernes marginer.

Seks mænd. Seks adresser. Registrerede sexforbrydere. Onde mænd. De skræmte ham, men der var gået mindre end en dag siden Tiffany Shore var blevet taget, og Johnny gik ud fra at det sikkert var den samme mand der havde taget Alyssa. Mændene på papirerne var de værste Johnny havde været i stand til at finde, og han havde studeret dem grundigt. Han kendte deres rutiner og deres job, hvilke tv-shows de kunne lide at se, og hvornår de gik i seng. Hvis en af dem opførte sig anderledes end han plejede, ville Johnny vide det.

Han undertrykte sin frygt og tog bilnøglerne. Hans øjne i bakspejlet havde røde rande og sortsværtede øjenlåg. Han var urørlig, sagde han til sig selv, han var en kriger.

Motoren startede, og han satte bilen i gear.

Han var indianerhøvding.