KAPITEL SEKSTEN
Politistationen lå i en sidegade i midtbyen. To etager, røde mursten, ren funktionalitet. Hunt strøg ind ad døren og fandt Yoakum på første sal hvor han stod bøjet over et bykort. ”Lad mig høre,” sagde Hunt.
”Det er et hundrede procent sikkert aftryk. Levi Freemantle. Treogfyrre år. Sort mand. En meter og femoghalvfems. Et hundrede og fyrre kilo.”
”For satan. Jeg troede drengen overdrev.”
”Nej. Han er stor.”
”Hvorfor er det at navnet virker bekendt?”
”Freemantle?” Yoakum lænede sig tilbage i stolen. ”Jeg har aldrig hørt det før i aften.”
”Har vi et foto?”
”Ikke fra kørekortkontoret. Han har ikke kørekort. Og hverken kreditkort eller bankkonto. I hvert fald ikke nogen som jeg har kunnet finde frem til.”
”David Wilson blev tvunget ned fra broen af en bil.”
”Måske har han kørekort fra en anden stat. Måske er han bare pisseligeglad.”
”Hvad mere ved vi?” spurgte Hunt.
Yoakum bladrede i nogle papirer. ”Han dukkede op på radaren for et par år siden. Ikke noget før det. Ingen anholdelser. Ingen bankkonti eller forbrugsafgifter eller telefonregninger. Fyren var et rent spøgelse. Han er sikkert flyttet hertil fra en anden retskreds. Siden har der så været nogle anholdelser. Han har siddet inde, men ikke for noget alvorligt. En måned her og to måneder der. Men hør så: Han stak af fra et arbejdssjak for en uge siden.”
”Han er undsluppen? Hvorfor har jeg ikke hørt om det?”
”Det stod i avisen i sidste uge, men helt omme på side ni. Han er lavprioritet, en ikke-voldelig kriminel. Han er ikke blevet anset for at være farlig. Og desuden hører han under countyet.”
”Hvad var det for et arbejdssjak?”
”Lav sikkerhed. Vejarbejde på en tosporet landevej langt uden for byen. Affaldsrydning. Rabatklipning. Han forsvandt lige ind i skoven.”
”Utroligt.”
Yoakum smilede, og hans tænder var så glatte og hvide at de så malede ud. ”Er du klar til den store nyhed?”
”Hva’?”
”Han har siddet inde, ikke? Ind og ud. Men hør så her. Han blev løsladt fra afsoning bare tre dage før Alyssa Merrimon blev bortført.”
Hunt mærkede et stik af ophidselse. ”Du må ikke lave sjov med mig, Yoakum.”
”Vi har en adresse. Det er i nærheden.”
”Hvad med en kendelse?”
”Jeg sendte Cross hen for at hive dommeren ud af sengen.”
”Har dommeren skrevet under på den?”
”Det gør han.”
”Er du sikker på det?”
”Hun er hvid. Hendes forældre er rige.” Yoakum trak på skuldrene. ”Det er kun et spørgsmål om tid.”
Hunt så sig om i rummet og katalogiserede ansigter. ”Yoakum, altså. Du kan ikke sige den slags. Det har vi talt om.”
Yoakum trak på skuldrene, og hans stemme var forbavsende hård da han svarede. ”Verden er som den er, uretfærdig og tragisk og fuld af fortrædeligheder. Det må du ikke hade mig for.”
”En dag får din kæft dig i store vanskeligheder. Så hold den hellere lukket.”
Yoakum klappede i og så væk. Hunt begyndte at gennemgå de oplysninger de havde. Levi Freemantle boede på Huron Street sammen med Ronda Jeffries, en hvid kvinde på toogtredive. Hunt tastede navnet ind i computeren. Anholdt to gange for prostitution. Ingen domme. En enkelt anholdelse for besiddelse af hårde stoffer. Dømt. Afsonet syv måneder af en dom på halvandet år. God opførsel. En enkelt dom for usømmelig optræden. Overfald. ”Ronda Jeffries,” sagde Hunt. ”Hvad er hendes forhold til Freemantle?”
”Den fælles adresse er det eneste vi har. Det kan være de bare deler huset. Eller der kan være mere i det.”
Hunt studerede udskriften af Levi Freemantles straffeattest. Den virkede ufuldstændig. ”Det her er det rene pjat. Indtrængen. Løsgængeri. Butikstyveri, for himlens skyld. Ingen vold. Ingen sex.”
”Det er hvad det er.”
Udskriften lignede hundredevis af andre og var så anonym at Hunt havde en fornemmelse af at kende manden ligesom han kendte tusind andre; men små to meter og knap halvandet hundrede kilo var ikke noget man sådan lige glemte. Han dobbelttjekkede adresserne og fik bekræftet at Levi Freemantle var blevet løsladt fra fængslet tre dage før Alyssa Merrimon blev bortført. Han var smuttet fra et arbejdssjak af straffeafsonere en uge før Tiffany Shores forsvinden. Hvis det var et sammentræf, var det et af de større. Så var der David Wilson, mordoffer, som hævdede at have fundet den forsvundne pige. Freemantles fingeraftryk sad på hans lig. Johnnys beskrivelse var præcis. Timingen. Flodens krumning.
Hunt lagde papirerne. ”Ring til Cross. Find ud af hvor vi står.”
”Han ved godt hvad han skal gøre …”
”Ring til ham, John.”
Yoakum tastede nummeret på Cross’ mobiltelefon og spurgte hvor lang tid det ville tage med kendelsen. Da han lagde på og vendte sig om mod Hunt, var hans stemme udtryksløs. ”Han siger at han ikke ved det. Dommeren vil ikke lade sig jage med.”
”For fanden.” Hunt rejste sig. ”Lad os køre en tur.”
Yoakum greb sin jakke og trak den på mens han skyndte sig efter Hunt. ”Vi går ikke ind uden kendelse, vel?”
”Det ville være en dum ting at gøre.”
”Det er ikke noget svar.” Hunt ignorerede ham mens hans fødder larmede mod de hårde, skridsikre trappetrin på vej ned. Yoakum hævede stemmen. ”For fanden, Clyde, det er ikke noget svar.”
Huron Street førte skarpt til venstre fra en af byens store gader og endte blindt på den forkerte side af jernbanen seks kilometer fra byens centrum. Denne del af byen lå i nærheden af den forreste del af de sandede højdedrag; man kunne mærke det på temperaturen og se det på vegetationen. Sandet holdt på varmen så luften blev varmere. Træerne blev mindre fordi jorden var mager. Gaderne var smalle og korte, og haverne var fulde af ukrudt og jord og hunde i lange kæder. Hunt vidste tilstrækkeligt til at tage det alvorligt. To år tidligere havde han arbejdet på en drabssag i den tredje af disse gadeblokke: En kvinde var blevet dolket ihjel i sit eget badekar. Det viste sig at hendes søn havde gjort det fordi hun havde nægtet at låne ham penge. Hun døde på grund af halvtreds dollars.
Hårde mennesker.
En ond gade.
Hunt svingede til venstre og satte farten ned da han nærmede sig det tredje hus. Han slukkede lygterne, kørte hen over en knust flaske og standsede. Vejen strakte sig foran dem, en flod af mørke og fattigdom der standsede ved de sølvskinnende jernbanespor som førte ind til behageligere dele af byen. Et svagt, blåligt lys lækkede ud gennem gardinerne i huset på deres venstre side. Fårekyllingerne sang i ukrudtet.
”Det her er en dårlig idé,” sagde Yoakum.
Hunt gjorde et kast med hagen. ”Sidste gade her. På højre side.”
Yoakum drejede hovedet. Han pressede læberne sammen da han kiggede ned ad den mørke gade. ”For pokker da.”
Hunt studerede også gaden. Han så triste haver med stier uden belægning der førte fra hoveddøren til vejen, en madras i vejkanten, sofaer på verandaerne. Opklodsede biler. Selv himlen virkede tungere end den burde.
To huse nede ad vejen løb en pitbull terrier frem og tilbage og stirrede på dem fra enden af sin kæde.
”Jeg hader det her lort,” sagde Yoakum.
”Lad os køre lidt længere ned.”
”Hvorfor?”
”Jeg vil se om der holder en bil ved Freemantles hus. Eller om der er lys.”
Hunt lod lygterne forblive slukkede og satte bilen i gear. De trillede endnu en halv snes meter, og pittbullen holdt op med at bevæge sig. Yoakum pressede sig bagud i sædet. ”Dårlig idé,” sagde han, og hunden kastede sig frem i kædens fulde længde og gav hals med så giftig en lyd at det føltes som om den befandt sig inde i bilen. Lænker raslede op og ned ad gaden da andre hunde stemte i. Der blev tændt lys i to af husene.
”Dårlig idé,” indrømmede Hunt og satte bilen i bakgear. Han smed den rundt om hjørnet og skiftede gear.
Efter et minuts tavshed sagde Yoakum: ”Det kan godt vise sig at være et problem.”
”Hundene?”
”Han kan høre os komme fire gader væk.”
Hunt så på sit ur. ”Måske ikke.”
”Hvordan?”
”Stol på mig.”
Yoakum så ud ad vinduet. Hunt åbnede mobiltelefonen og ringede til Cross som tog den på første ring. ”Jeg skal bruge den kendelse,” sagde Hunt. ”Jeg skal bruge den om tyve minutter.”
”Det er dommeren.” Cross’ frustration var tydelig. ”Han er ved at gennemgå den skriftlige erklæring tredje gang.”
”Hvad? Det er et klokkeklart dokument. Der står begrundet mistanke overalt i det. Læg pres på ham.”
”Det har jeg allerede prøvet.”
”Hvem er dommeren?” spurgte Hunt, og Cross fortalte ham det. ”Giv ham telefonen.”
”Han vil ikke …”
”Bare gør det.”
Hunt ventede. Yoakum skævede til ham. ”Vil du prøve at presse dommeren?”
”Nej, jeg har tænkt mig at true ham.”
Dommeren kom i røret. ”Det her er højst upassende, kriminalassistent.”
”Er der et problem med begæringen?” spurgte Hunt.
”Jeg har Deres beedigede erklæring, og jeg træffer min afgørelse så snart jeg har haft fuld lejlighed til …”
Hunt afbrød ham. ”Tolvårig pige dør mens dommer smøler med kendelse. Det er morgendagens overskrift hvis vi kommer for sent. Jeg kender folk på avisen som står i gæld til mig. Jeg skal nok sørge for det.”
”Det ville De ikke vove.”
”Skal vi vædde?”
En halv time senere samledes politifolkene på en ubebygget grund bag en af de lokale banker. De havde deres kendelse. Klokken var ti minutter over tre, det var mørkt og stille. Over deres hoveder knitrede og summede en gadelampe og slukkede så med et højt smæld. Fem politifolk, seks med Hunt. Han trak en vest over hovedet, klaskede velcroen på plads og tjekkede sin pistol for anden gang. Yoakum mødte ham ved bagenden af den mørkeblå kassevogn med de små guldbogstaver på bagdøren. ”Er du klar?”
Yoakum så bekymret ud. ”Vi burde vente.”
”Nej.”
”Det er en unødig risiko at rykke ind i mørke. Fremmede huse, fjendtligt kvarter. Han hører hundene når vi er fire gader fra ham.”
”Vi rykker nu.”
Yoakum rystede på hovedet. ”Du bli’r skyld i at nogen kommer til skade.”
”Alle her ved hvad de er gået ind til. Det er ikke drengespejdere.”
”Og det her er ikke en eller anden gammel svækling af en dommer der stryger dig med hårene. Det her, det er det virkelige liv. Det her, det er dig der har sendt gode folk ud i en farlig situation når et par timer mere kunne gøre en verden til forskel. Chefen venter kun på en undskyldning for at riste din røv over en sagte ild og hvis nogen af folkene kommer til skade i nat, så er det den bedste gave du kan give ham. Brug hovedet, Clyde. For en gangs skyld. Du burde se det her i et større perspektiv.”
Hunt greb fat om sin vens arm. Han klemte til og mærkede knoglen. ”Hvad hvis det var din datter? Din søster? Dét er mit perspektiv, og du må hellere se at rette ind efter det.” Hunt gav slip og prøvede at vende sig væk, men Yoakum var ikke færdig.
”Du lader dig drive af dine følelser.”
Hunt så ind i sin vens øjne der var sorte i mørket, ansigtet der var blegt og sammenbidt. ”Lad være med at sætte dig op imod det her, John. Jeg finder den pige, og jeg finder hende i live.”
”Det er dit ansvar hvis nogen kommer til skade.”
”Og det er dit ansvar hvis hun dør mens vi fjoller rundt på den her parkeringsplads. Og er du så færdig?”
Yoakums ansigt faldt til ro i beslutsomme, hårde flader. Han knækkede fingre og nikkede. ”Jeg er alligevel også træt af at snakke.”
Hunt knipsede med fingrene, og de andre politifolk slog kreds omkring ham: Yoakum, Cross og tre uniformerede i fuld kampdragt og skudsikre veste. ”Det er ham her vi er ude efter.” Han holdt en dårlig kopi af et arrestantfoto op; det var taget fra en af de gamle sager. ”Han har tydelige ar i højre side af ansigtet. Drengen der identificerede ham, sagde at det lignede smeltet voks. Han er en meter og femoghalvfems og vejer et hundrede og fyrre kilo. Jeg tror ikke vi falder over mere end én mand med det signalement, så det skulle ikke give anledning til problemer.”
Et par af mændene lo nervøst. Hunt afbrød dem ikke. ”Det er den sidste gade inden jernbanen og det sidste hus på højre hånd. Det ligger tilbagetrukket på grunden, og der er en ubebygget grund bagved, jernbanen på den ene side og et beboet hus på den anden. Jeg vil have de tre sider dækket inden vi går ind. De fleste af gadelamperne er smadret, så der er mørkt. Haverne er vissent græs og fladtrampet jord undtagen de steder hvor rødder og affald gør den mindre flad. Så pas på hvor I sætter fødderne. Når bilen standser, er Yoakum den første der går ud. Han tager to af jer med.” Hunt pegede på to af uniformerne. ”I dækker bagsiden og siderne af huset for det tilfælde at han prøver at stikke af. Jeg leder resten af jer og går ind ad hoveddøren. Cross tager hammeren, men jeg er den første der går ind i huset. Det er en meget stor mand vi er efter, så der er ikke plads til at dumme sig. Få ham ned at ligge og gør det hurtigt. Pigen kan være skjult et eller andet sted derinde, så pas på hvis I skyder. Vi skal ha’ ham levende, og vi skal ha’ ham til at snakke.”
”Hvad med hundene?” afbrød Yoakum.
Hunt så på sit ur. ”Fuck hundene.” Han åbnede kassevognens bagdør; en af de uniformerede betjente satte sig bag rattet. Inde i vognen lugtede der af våbenolie og sved. Mændene sad skulder ved skulder. ”Jeg hader det her shit,” sagde Yoakum, og to af de uniformerede smilede.
Det sagde Yoakum altid.
Motoren startede, og kassevognen vendte i en snæver cirkel før den gled ud på den øde gade. Asfalten var så blank og sort at den lignede vulkansk glas når de kiggede ud ad bagruden. Hunt talte til chaufføren. ”Du standser ved det sidste kryds inden svinget. Der er en dagligvarebutik. Den er lukket nu.”
Halvandet minut senere kørte kassevognen ind på en øde plads og standsede tre meter fra en rusten affaldscontainer. Hunt så på sit ur. ”Tre minutter.”
”Hvad venter vi på?” sagde Yoakum.
Hunt ignorerede spørgsmålet. ”Tre minutter.”
Hænder knyttedes og åbnedes. Mænd stirrede på deres sko. Cross fingererede ved den tunge forhammer. ”Lige på låsen,” sagde Hunt. ”Og så er det med at komme af vejen.”
Cross nikkede. To minutter senere skubbede Yoakum til Hunt med albuen. ”Grunge, hmm?”
”Ikke nu, Yoakum.” Og endnu et minut gik. Den første svage lyd fra toget lod sig høre som en fjern tidevandsbølge.
”Kan I mærke det?” spurgte Yoakum.
Hunt så sig omkring i det mørke rum. ”Så er det nu.” Han prikkede chaufføren på skulderen. ”Når jeg siger til.”
Chaufføren nikkede, og natteluften begyndte at dirre. En buldren nærmede sig sydfra og blev dybere og højere. Vibrationerne steg til en lavine af lyd, og da fløjten skingrede gennem natten, fór en af mændene sammen.
”Du er fandeme et geni,” sagde Yoakum.
Hunt lagde en hånd på chaufførens skulder. ”Nu.”
Kassevognen kørte ud fra pladsen, svingede til venstre og til venstre igen, kom ud præcis på midten af Huron Street og kørte hele vejen ned ad gaden mens hunde kastede sig frem i deres kæder og hylede og glammede halvkvalt i deres snærende halsbånd. Så var de fremme. Hunt så en bil i indkørslen og lys i et enkelt vindue. Kassevognen standsede brat og rokkede fra side til side. Dørene sprang op, og politifolk væltede ud og fyldte gaden. Yoakum og hans mænd løb om til siderne med deres våben fremme og de sorte støvler så opslugt af den mørke jord at de så ud til at svæve.
Ti meter væk bragede toget gennem natten som et tordenskrald der fik jorden til at skælve. Hunt gav føreren af kassevognen et sekund til at komme med og mærkede så luften flå i struben da han stak i løb. Cross fulgte ham på hans anden side, og de løb igennem haven med lange skridt, sprang over jord og vissent græs indtil verandaens brædder bøjede under deres vægt. Hunt pegede på stedet mellem dørhåndtag og dørkarm og trådte et skridt tilbage med stavlygten i den ene hånd og pistolen i den anden. Han nikkede en enkelt gang og hørte ikke engang da forhammeren ramte. Den splintrede døren i en regn af tørt træ og et hurtigt glimt af blankt, forvredet metal. Godstogets passagervogn strøg forbi med en metallisk skramlen og et sug af vakuum efter sig; så var Hunt inde i huset.
Der var tændt lys i en lampe over en stol med en flænget hynde, et lysstofrør eller noget tilsvarende spredte et hvidt lys for enden af gangen. Hunt tjekkede sin højre side og svingede så pistolen mod venstre. Åbninger i muren afslørede mørke værelser og omrids af møbler. Et eller andet hvæsede på hans venstre hånd, knitren fra en højttaler, den rytmiske lyd af en pickup i den inderste rille på en sort vinylplade. Hunt trådte til side, og Cross kom ind bag ham og derefter den betjent der havde kørt kassevognen. Rummet var varmt og indelukket. Skygger dansede på nikotinfarvede vægge, men intet andet bevægede sig.
Hunt registrerede det først, en fed stank fyldte hans bihuler. Cross fangede hans blik mens betjenten knækkede sammen og begravede næsen i albuens inderside. ”Rolig,” hviskede Hunt, pegede på det mørke rum mod venstre og sendte de andre mænd den vej. Hunt svingede lygtens lyskegle rundt i den smalle gang, standsede et øjeblik ved døren før han trådte ind i stanken i værelset. Det var lille og føltes længere end det skulle være. Længere fremme kastede en kile af hvidt lys en trekant på gulvtæppet. Hunt råbte: ”Politi. Vi har en ransagningskendelse.”
Stilhed. Intet rørte sig. Hunt gik ned ad gangen og nåede ud i køkkenet på sin højre side. Et langt rør af hvidt flimrede over en vask fuld af service. Han lyste rundt i rummet, fandt en tom spiritusflaske og et åbent vindue med flænset insektnet. Han vendte ryggen til og gik længere ind i halvmørket og så blodpletterne på væggens gipsplader. Han gik forbi en åben dør, svingede lyskeglen ind i rummet, og en sky af fluer rejste sig som en eksplosion fra to lig.
Sådan fandt han dem.
Kvinden var hvid, muligvis i trediverne, muligvis Ronda Jeffries. Det var svært at afgøre for det meste af hendes ansigt manglede. Hun var kun iført tyndt lingeri med skorper af indtørret blod. Det ene bryst hang udenfor, huden var mere grå end hvid. Ansigtet var knust, kæben brækket to eller flere steder, det venstre øje hang ud af en knust øjenhule. Kroppen lå strakt ud mod gangen, med benene nærmest ved sengen. Den ene arm lå op over hovedet, og to af håndens fingre var tydeligvis brækket.
Den sorte mand var ikke helt så slemt skamferet. I levende live måtte han have været en stor mand, men ikke længere. Han var gjort mindre. Indestrængt gas udspilede hans mave og fik arme og ben til at virke unaturligt små. Hans hoved var slået ind på højre side hvilket gav hans ansigt et slapt, ufærdigt udseende. Han var nøgen og sad sunket sammen i en polstret stol som om han simpelthen havde besluttet sig for at sætte sig ned.
Hunt rakte ud efter kontakten på væggen og tændte loftslampen. Herved kom alting til at se værre ud, brutaliteten blev mere komplet. Hunt mærkede de andre politifolk dukke op bag sig. ”Ingen hjemme,” sagde Hunt.
Han satte sig på knæ ved siden af kvinden og var meget omhyggelig med hvor han satte sine fødder. Han studerede liget nedefra og op. Hun havde fået ordnet fødder; der var lagt små akrylperler ind i den højrøde lak. Hun havde hård hud under begge fødder. Benene var barberede op til knæene. Kunstige negle, næsten en tomme lange, dannede en lang katteklo for enden af hver finger. Ingen synlige ar eller tatoveringer. Toogtredive så ud til at være den rigtige alder.
Han gjorde det samme med den døde mand, satte sig på hug ved stolen og studerede ham. Sort. I fyrrerne.
Stærk. Op mod en meter og halvfems. Han havde gamle operationsar på begge knæ. Ingen smykker. Gode tandfyldninger. Han trængte til at blive barberet.
Hunt rejste sig. Et hurtigt blik afslørede arbejdsstøvler ved skabsdøren, jeans, satinunderbukser af samme farve som kandiserede æbler. Han fandt betonklodsen ved siden af sengen. ”Yoakum.” Hunt pegede, og Yoakum gik igennem værelset. Hunt pegede på betonklodsen. Den ene side af den var fedtet ind i størknet blod. ”Jeg tror det er mordvåbenet.”
”Det ser sådan ud.”
Hunt rettede sig op. ”Vent lidt.” Han gik rundt om den døde mands fødder og trådte hen over det kvindelige offers arm. De andre politifolk pressede sig sammen i døråbningen, men Hunt ignorerede dem. Han knælede på gulvet og lod fingrene glide over tæppet hvor to parallelle aftryk så ud til at passe til betonklodsen. Da han rejste sig, fandt han Cross ved døren.
”Hvad kan jeg gøre?” spurgte Cross.
”Afspær haven og gaden. Send bud efter teknikerne og lægen.” Hunt lod hånden glide over ansigtet. ”Og skaf mig en Cola Light.” Han greb fat i Cross’ ærme da han vendte sig. ”Ikke fra køleskabet her i huset. Og ryd gangen.”
Hunt så gangen tømmes for mandskab, fornemmede Yoakum bag sig og vendte sig om. Med død og vold som kulisse så hans ven meget rødmosset og meget levende ud. Hunt så forbi ham og da han tog ordet, var hans stemme dæmpet. ”Det er endnu meget tidligt, det ved jeg, men jeg tror ikke det her var planlagt.”
”Fordi …?”
Hunt pegede hen mod gulvtæppet inden for døren. ”Aftryk i tæppet. Det ser ud som om de har brugt betonklodsen som dørstopper. Han trak på skuldrene. ”Drabsmænd med en plan har som regel et våben med.”
”Måske. Måske vidste han at betonklodsen ville være her.”
Hunt nikkede. ”Du har ret,” sagde han. ”Det er for tidligt.”
”Hvad er så vores plan?”
Hunt slog ud mod værelset med en åben håndflade. ”Luk af her indtil teknikerne kommer. Gå ud og stem dørklokker i gaden. Få en lighund herud for en sikkerheds skyld.” Hunt tav og gik ud i gangen. ”Satans!” Det kom fra hjertet som en eksplosion. Han hamrede en næve i væggen og trampede ind i husets stue. Da Yoakum kom derind, stod Hunt med begge håndflader presset mod hoveddørens karm. Hans pande lavede en dump, dunkende lyd da han gokkede den mod træet. ”Satans også!” Han slog hårdere.
”Hvis du har lyst til at bløde,” sagde Yoakum, ”så findes der bedre måder.”
Hunt vendte sig og pressede ryggen ind mod den ødelagte dør. Han vidste at hans ansigt var en åben bog. ”Det her er helt forkert.”
”Det er drab altid.”
”Hun skulle have været her, John.” Hunt mærkede en pludselig længsel efter frisk luft. Han rev døren op og udspyede nogle ord med noget der godt kunne være had. ”Det skulle have været afsluttet i dag.”
”Tiffany?”
”Det hele.”
Yoakum forstod det først ikke, men så gik det op for ham.
Det helvede som Hunt gennemlevede.
Hans liv, sådan som det var blevet.