KAPITEL ATTEN
Klokken seks var ligene i poser. Hunt stod på verandaen mens bårerne skramlede ud ad døren, og så på det sorte vinyl som virkede forkert og blankt som om det var vådt. Han så ud på gaden og haven, begge farveløse under en tung, mørk himmel. Solen var endnu under horisonten, men han kunne mærke at den var på vej op. Gråt lys samlede sig på trætoppene bag jernbanen, og den østlige himmel fyldtes af en knap synlig antydning af en ny dag. Der var patruljevogne overalt, de spærrede vejen, holdt skråt ud fra kantstenen. Lægens kassevogn holdt i udkanten af haven med bagenden på vid gab. En klynge reportere stod bag gul afspærringstape, men det var naboerne Hunt brugte mest tid på at studere. Man gik ikke gennem denne gade uden at efterlade sig spor. Haverne var små og pressede husene tæt sammen. Nogen vidste noget. Det måtte de gøre. Hans blik gled frem og tilbage, hang lidt ved en gammel, hvid mand i en gulnet skjorte, en sort fyr med nervøse øjne, bandefarver og hjemmelavede tatoveringer. Han studerede en bredfjæset kvinde med hængebryster og et barn på hver arm. Hun boede ved siden af, men hævdede at hun intet vidste.
Hørte ingenting.
Øjnene fulde af had.
Så ingenting.
En af hundeførerne dukkede op ved hushjørnet med tøjet indsmurt i skidt og et anstrengt ansigtsudtryk. Hunden, en sort bastard, pressede sig ind mod hans lår. Dens tunge hang ud af gabet, og den stirrede på ligposerne uden at blinke. Hundeføreren rystede på hovedet. ”Ingenting i krybekælderen eller på grunden. Hvis der er et lig mere, er det et andet sted end her.”
”Det er du sikker på?” spurgte Hunt.
”Fuldstændig.” Han klappede hunden på hovedet med flad hånd.
Hunt følte noget der mindede om lettelse, men turde ikke lægge for meget i følelsen. At Tiffany Shore ikke var her, betød ikke automatisk at hun stadig levede. Han var hele tiden bevidst om ligene bag sig. ”Der er ingen risiko for at de her har afledt hundens opmærksomhed?” Han slog ud med hånden mod poserne.
”Slet ikke.”
Hunt nikkede. ”Okay, Mike. Tak for hjælpen.”
Hundeføreren slog et smæld med tungen, og hunden fulgte efter ham ud.
Intet. De havde intet. Hunt tænkte på hvad Johnny Merrimon havde sagt om den pige de havde fundet i Colorado: spærret inde i et hul der var gravet ud i en kældermur, holdt fanget i et år med en madras, en spand og et stearinlys. Væmmelse var et organ i Hunts mellemgulv. Jo mere han tænkte over det, jo mere vred dette organ sig. Han prøvede at forestille sig at han var den politimand der fandt sådan en pige. Hvad ville han have gjort først: Ville han have løftet hende op fra den beskidte madras, eller ville han have affyret seks skud ind i fjæset på det lede svin? Han spekulerede på om han ville kunne gøre det, glemme sytten års politirutiner og bare trykke på aftrækkeren.
Måske.
Mere end måske.
Hunt så Trenton Moore få ligene anbragt bag i kassevognen. Retsmedicineren så ud som Hunt følte sig: træt og grå, presset så hårdt at han gik i ét med morgenlyset. Da Hunt gik tilbage til verandaen, lugtede han kaffe og formaldehyd, lugten af lighus. ”Jeg beklager at du fik et par nye så hurtigt,” sagde Hunt til ham.
Moore viftede undskyldningen til side. ”Jeg ville alligevel ringe til dig,” sagde han. ”Jeg har en foreløbig rapport på David Wilson.”
”Det var hurtigt.”
”Hvad skal jeg sige? Jeg elsker mit job.”
Hunt gik om på den modsatte side af verandaen, væk fra døren og folk der gik forbi. Moore fulgte efter ham. ”Lad mig høre.”
”Han var i live da han røg ud over gelænderet. Det fortalte drengen, og mine fund bekræfter det. De fleste af de mest åbenlyse kvæstelser så du selv. Brækket ben og arm; adskillige brud, faktisk. De sidste detaljer kommer med i min endelige rapport. Omfattende hudafskrabninger efter kontakt med beton og jord. Brækket øjenhulekant i venstre side. Han havde syv knuste ribben, også i venstre side, omfattende skader på de indre organer, indre blødninger, en punkteret lunge; men intet af alt dette slog ham ihjel.”
”Fortæl.”
”Jeg fandt en enkelt, stor kontusion på hans hals.” Moore pegede på forsiden af sin egen hals, lige over kravebenet. ”Strubehovedet var knust, spiserøret også. Der har været lagt et voldsomt pres på indtil luftvejene var fuldstændig ødelagt.” Pause. ”Han blev kvalt, kriminalassistent.”
”Men han var i live da Johnny forlod ham. Han trak vejret. Han kunne tale.”
”Mærket på hans hals har et mønster. Det er ekstremt svagt og kan kun ses ved forstørrelse, og det er slet ikke nok til at lave et aftryk af eller foretage en sammenligning med, men det er der ikke desto mindre.”
”Et mønster?”
Moores ansigt var forpint. ”En skosål.”
Hunt mærkede sveden blive kold på sin hals.
”Nogen har trådt ham på halsen, kriminalassistent. En eller anden stod på hans hals indtil han var død.”
Moores rapport forandrede stemningen i Hunts morgen. Den antydede en brutalitet der på en eller anden måde forekom koldere. Grusommere. Mere personlig.
Hunt gik ind i huset, foruroliget og vred. Ligene var borte, men det sorte daggry virkede endnu mørkere. Klokken femogtyve minutter over seks ringede Hunts telefon. Det var hans søn. Hunt genkendte nummeret og krympede sig. Med alt det der var sket, havde han ikke
skænket drengen en tanke. Ikke engang et øjeblik. ”Hej, Allen.”
”Du kom ikke hjem.”
Hunt gik tilbage på verandaen. Han så op på den flade, grå himmel og så sin søns ansigt for sig. ”Jeg ved det,” sagde han. ”Undskyld.”
”Kommer du hjem til morgenmad?”
Hunts dårlige samvittighed blev mere intens. Drengen prøvede at rette op på deres forhold. ”Det kan jeg ikke nå.”
Pause. Så: ”Selvfølgelig …”
Hunts fingre knugede telefonen. Han mærkede sin søn glide væk, men havde ikke den fjerneste anelse om hvad han skulle gøre ved det. ”Allen. Angående i aftes …”
”Ja.”
”Jeg ville ikke have slået dig.” Hunt hørte sønnens vejrtrækning, og så afbrød han forbindelsen. Fandens. Hunt stak telefonen i lommen og rettede igen blikket mod kødranden af nysgerrige. De så på kassevognen med dyster fascination; alle undtagen én. Den gamle mand i den plettede skjorte stod på jernbanesporene med den ene hånd om linningen på de lasede bukser. Hans nederste øjenlåg hang så meget at øjnene lyste rødt i kanten, og hans anden hånd rystede krampagtigt mens han suttede på en fugtig cigaret. Han stirrede på Hunt og gjorde så tegn med krummede fingre.
”Yoakum,” sagde Hunt, og Yoakum stak hovedet ud ad døren. ”Jeg kommer tilbage.” Hunt pegede på manden ovre på jernbanen, og Yoakum studerede den sølle skikkelse.
”Har du brug for forstærkning?”
”Fuck dig, Yoakum.”
Jernbaneskråningen smuldrede under Hunts fødder da han klatrede op mod sporene. Røgen slog krøller langs den gamle mands vinrøde næse, og da Hunt kom tæt på, kunne han se at rystelserne havde fat i en større del af kroppen end først antaget. Han var en meter og halvfjerds, krumbøjet og hældede mod højre, som om det ene ben var for kort. Det hvide hår rejste sig i brisen. Han rakte en hånd frem, og hans stemme fik Hunt til at tænke på hårde, sprøde kiks. ”Kan jeg få en dollar?”
Hunt studerede hånden, så den falmede tatovering på håndryggen. ”Hvad med fem?” Den gamle mand fulgte sedlen med øjnene på vej ud af tegnebogen, tog den og stak den i en af sine lommer. Han slikkede sine kridhvide læber og lod blikket glide ned ad skråningen på den modsatte side af sporene. Hunt fulgte hans blik og så en forreven, grøn presenning der var smidt over noget lavt buskads bag bevoksningen af slyngplanter. Presenningen smeltede sammen med træerne og var næsten usynlig. Han så en dynge tomme dåser og en ring af sortsværtet jord. Manden var hjemløs.
En rå og pludselig frygt blussede op i mandens øjne. Anspændelsen føjede nye rynker til de hule kinders furer. ”Det er okay,” sagde Hunt til ham. ”Ingen problemer.” Han tog en pengeseddel mere, og den gamle mands hoved hoppede op og ned da han kaglede; en hæs lyd der sluttede i en harkende hosten. En brun klat ramte et af de skinnende blanke jernbanespor. Hunt måtte se væk, og da han gjorde det, så han flasker der lå spredt ned over jernbaneskråningen. Tarvelig vin, ølflasker, et par billige whiskymærker. ”Så du hvad der skete herinde?” spurgte Hunt og pegede mod huset.
Manden så uforstående ud og derpå forvirret og bange. Han vendte sig væk, og Hunt greb fat om hans tynde arm. Han talte dæmpet. ”Du gjorde tegn til mig. Kan du huske det?”
Den gamle mand flyttede nervøst på fødderne, og fingrene med de gule negle krummede sig. ”Hu … hu … hun gik tit nøgen rundt.” Han løftede hånden mod badeværelsesvinduet. ”Hun lo ad mig.” En trækning løb omkring det ene øje. ”M … møgkælling.”
Hunt talte med varsomhed. ”Taler du om Ronda Jeffries?”
Mandens hage lavede en voldsom bevægelse, men han så ikke ud til at forstå spørgsmålet.
”Er der noget i vejen?” spurgte Hunt.
Begge arme røg i vejret. ”Er jeg ikke verdens konge?” Han gjorde mine til at ville gå, og Hunt lagde to fingre på hans hårde skulderknogler.
”Kan du fortælle mig hvad der foregik dernede?”
Manden lukkede sit venstre øje. ”Jeg så bare skovlen,” sagde han og stod på ét ben for at klø sig på læggen med den anden skosnude. ”Han tog skovlen.” Han pegede. ”Lige henne i skuret dér.”
”Mener du Levi Freemantle? En sort mand. Stor. Et hundrede og fyrre kilo.” Hunt så på skuret. Da han så tilbage på manden, var hans ansigt blevet slapt igen. ”Hvad sagde du?”
”Hvad vil du?” Han viftede med hænderne som for at jage nogle fluer væk fra ansigtet. ”Jeg kender dig ikke.” Han vendte sig og traskede ned ad sporene, så sig tilbage en enkelt gang og viftede efter nogle flere indbildte fluer.
Hunt sukkede. ”Cross,” kaldte han og gjorde tegn til ham.
”Ja?” Cross kom op ad jernbaneskråningen.
”Gå efter ham,” sagde han. ”Han har muligvis set et eller andet. Måske ikke. Find ud af så meget du kan, men forsigtig. Når du er færdig med ham, så ring til de sociale myndigheder og veteranhospitalet. Få dem herud for at hjælpe ham.”
”Veteranhospitalet?”
Han klappede på sin egen højre hånd. ”Han har en tatovering. USN. Fyren er fra søværnet. Vis ham lidt respekt.” ”Javel.” Da Hunt var tilbage på verandaen, stak Yoakum hovedet ud igen. ”Jeg tror hellere du må se det her,” sagde han.
”Hvad?”
”Kan du huske det tomme værelse i det sydvestlige hjørne?”
”Soveværelset?” spurgte Hunt og så det for sig. Det var et lille værelse, fuldstændig tomt. Et gult rullegardin i vinduesnichen. Tapemærker på væggen. Det var kun bemærkelsesværdigt fordi det var så tomt. ”Hvad med det?”
Yoakum sænkede stemmen. ”Du skal bare se det.”
Hunt fulgte efter Yoakum igennem huset. Han masede sig forbi teknikere der indsamlede fingeraftryk, en fotograf i politijakke. To uniformerede betjente trådte til side for ham da han gik hen mod værelset. ”Det er inde i skabet.” Yoakum åbnede skabsdøren og tændte lyset på en kontakt. Lyset fyldte værelset og skabet og fik de hvide vægge til at virke lysere end de var. Billedet var tegnet med farveblyanter på skabets bagvæg; det var to meter højt og barnligt og forvrænget. En mand i sort omrids med røde læber og vide, lilla bukser og enorme hænder med tændstikfingre. De brune øjne var fuldstændig runde, som om de var tegnet rundt om bunden af et syltetøjsglas. En række linjer lå over højre side af ansigtet, men han så ikke truende ud. Han holdt en lille pige ind til brystet og vinkede med den ene hånd som om han havde fået øje på en ven langt borte. Pigen havde ovale øjne og et bånd i håret; en lyserød farveklat som næsten forsvandt mod hans brede bryst. Hun løftede den ene hånd og havde en gul nederdel på. Hendes smil var en flænge af rødt.
”Hvad i helvede?”
”Netop,” svarede Yoakum. ”Det sagde jeg også.”
Hunt lod blikket glide over resten af værelset. ”Ikke nogen andre tegninger?”
”Nej.”
”Der må være nogen der ved noget.”
”Vi har talt med alle i kvarteret, men de vil ikke tale med politiet. Ikke i den her gade.”
”Er der noget der tyder på at pigen har været holdt fanget her i huset?”
”Det her værelse er blevet gjort rent,” sagde Yoakum. ”Det er mærkeligt i sig selv. Resten af stedet er en klam omgang.”
Hunt lod blikket glide over de nøgne vægge, noterede sig de steder hvor tapen var blevet revet af. Mærkerne var skrå, som om de havde holdt papirark ved hjørnerne. Hunt begyndte i det ene hjørne og arbejdede sig langsomt hen langs hver væg. Han studerede de plettede gipspladevægge og gulvet. Han fandt mærker efter farveblyant på væggene. Der var ikke flere tegninger, ikke forsøg på at lave noget der lignede. Han fandt tilfældige kruseduller og korte, hårde linjer som om der var tegnet uden for kanten af et stykke papir. Han kiggede bag det gule rullegardin og bøjede sig ned efter noget der lå i det fjerneste hjørne. Han samlede det forsigtigt op, og Yoakum kom hen for at undersøge det. ”Er det en knap?” spurgte han.
Hunt lagde dimsen på skrå og studerede den. ”Den er fra et tøjdyr.”
”Hvad?”
Hunt så nøjere på den. ”Jeg tror det er et øje.” Han holdt en hånd frem. ”Giv mig en pose.” Yoakum rakte ham en plasticpose. Hunt lagde plasticøjet i posen og lukkede den. ”Jeg vil ha’ tjekket for fingeraftryk herinde.” Hunt rejste sig.
”Hvor vil du hen?” spurgte Yoakum.
”Jeg er træt af det her lort.”
Hunt stormede ud af huset og ud på verandaen. Folk stod stadig i små klynger, opslugt af synet af politifolkene der ikke udgjorde nogen umiddelbar trussel. Synet af dem, af deres selvtilfredse respektløshed, fik vreden til at vokse i Hunt. Han hævede stemmen så de alle ville kunne høre ham, og sagde: ”Jeg vil gerne tale med nogen der ved hvad der er foregået i det her hus.” Folk stivnede. Tomheden lagde sig over hvert eneste ansigt. Han havde set det ske en million gange. ”Folk er blevet dræbt herinde. En pige er forsvundet. Er der nogen der kan fortælle mig hvad der er foregået i det her hus?”
Hunts blik fandt en vred kvinde med et barn på hver hofte. Han fokuserede på hende fordi hun var en mor, og fordi hun boede lige ved siden af. ”Hvad som helst kan være til gavn.” Kvinden stirrede med et koldt og fjernt ansigt. Hunt lod blikket glide over forsamlingen og så vrede og mistillid. ”En pige er forsvundet!”
Men han var kommet til den forkerte gade. Han så en malingdåse ved hjørnet af verandaen; etiketten var falmet til hvid, låget var rustet fast. Med en voldsomhed der overraskede ham, sparkede Hunt til dåsen. Den fløj i en bue gennem haven, ramte jorden og eksploderede i et sprøjt af gråt. Hunt så på svineriet, og da han så op, fik han øje på politichefen der stod ude ved kantstenen. Han var ny på gerningsstedet; hans bil gik i tomgang. Han stod ved den åbne dør med armene over kors og stirrede på Hunt med rynket pande. Et langt øjeblik fastholdt de hinandens blikke, så rystede chefen på hovedet. Langsomt. Resigneret.
Hunt talte to hjerteslag og vendte sig så om mod den åbne dør.
Lugten af død rullede ind over ham.