KAPITEL SYVOGTREDIVE

 

Yoakum fulgte efter Hunt ind på politistationen; folk holdt op med at arbejde da de gik gennem kontoret. Der blev stille i det store åbne kontor, og Hunt gik imellem stirrende blikke, igennem en tavshed der blev mere anspændt for hvert skridt, og Yoakum gik lige efter ham. De gik ind på Hunts kontor, og Yoakum lukkede døren. ”Det var en underlig fornemmelse.”

”Man kan ikke bebrejde dem noget. Court TV holder parkeret på Main Street.”

Yoakum stirrede gennem det snavsede vindue, og hans hageskæg så gulligt hvidt ud i det snavsede lys. ”Det var ikke det det handlede om.”

”Ikke? Vi er gået fra bortførelse til massedrab i løbet af et par timer. Vi har døde børn og landsdækkende tv. Der bliver snakket, og folk er bange. Vi står lige midt i det, du og jeg. Hvorfor skulle de ikke stirre?”

”Det handlede kun om to ting.”

”Nå?” Hunt var vred og frustreret, men Yoakum nægtede at give sig.

”Det handlede om at du leder efter en politimand – en af dem – og om at du er færdig.”

”Færdig på grund af hvad?”

”Johnny Merrimon.”

Denne gang var det Hunt der kiggede ud ad vinduet. ”Der er ingen der har sagt noget …”

”Det gør de hvis knægten ikke snart bliver fundet. Pressen er på det nu. De ved han er forsvundet. Før eller siden finder de ud af du holdt de sociale myndigheder udenfor, og alle ved besked om dig og den drengs mor.”

”Der er ingen kød på den historie.”

”Det tror du måske på, men det gør de ikke. Det spiller heller ingen rolle. At holde Johnny ude af systemet var din beslutning. Motiverne spiller ingen rolle hvis der sker ham noget. Du bliver klynget op.”

”Jeg tror du ta’r fejl.”

”Fordi du kender drengen. Det gør de ikke. De ved at hans liv er et helvede. De ved at han har mistet sin tvillingesøster og sin far. De ved at hans mor er et psykisk tilfælde, og de ved hvad de har læst i aviserne. Du har set billederne. Johnny ser ud som om han er gået fra forstanden; han ser ud på en måde som ville få enhver ved sine fulde fem til at spærre ham inde for hans egen sikkerheds skyld.”

”Som alternativ til hvad?”

”Som alternativ til at lade ham bo hos en hjernedød sikkerhedsvagt der ikke engang har styr på sit eget liv. For fanden, Clyde. Kan du ikke se det? Der er ikke noget i verden der kan få din beslutning til at se fornuftig ud hvis der sker den dreng noget slemt. Det skal Ken Holloway i hvert fald nok sørge for. Og chefen og pressen og justitsministeren.” Yoakum løftede en stor finger med masser af hård hud. ”Du må hellere bede til at den dreng ikke kommer noget til.”

Hunt studerede sin ven. Han så gammel ud; krøllet som et godt brugt jakkesæt. ”Det klæder dig ikke at være så bekymret, John.”

”Jeg forventer det værste, og det værste skuffer mig sjældent. Det ved du. Det er derfor tredive år af det her lort aldrig har fået skovlen under mig.”

”Og den her sag – hvad med den?” Hunt fornemmede forskellen i sin ven, den indestængte vrede.

En pause. ”Den her sag er anderledes.”

”Fordi det er børn?”

”Fordi de alle sammen til sammen ikke har levet lige så længe som mig. Og fordi det er foregået lige her i vores egen baghave i årevis. Jeg kan godt sige dig, Clyde, at jeg har aldrig haft det på den måde.”

”Og hvad for en måde er det?”

”Nogen burde dø. For det her …” Yoakums ansigtstræk vendte nedad, og han hamrede en finger hårdt imod skrivebordets plade. ”Nogen burde dø for det.”

”Ikke så højt.”

”Det passer.”

”Så vidt jeg ved, har vi stadig dødsstraf i North Carolina.”

”Forsvarsadvokater.” Yoakum fik ordet til at lyde som en sjofelhed.

En tavshed sænkede sig, og da Hunt talte, var hans stemme dæmpet. ”Hvad hvis Johnny har ret? Hvad hvis der er en politimand indblandet i den her sag? Hvad hvis en politimand har beskyttet ham? Hjulpet ham?”

”Det er udelukket.”

”Syv børn …”

”Jeg kan bare ikke se det.”

”Der er nogen der taler med pressen, John. Hvis jeg var en politimand med dårlig samvittighed og ville forsøge at obstruere en efterforskning, ville det være et godt sted at begynde: Med at sprede rygter og skabe massiv omtale, distrahere dem der var ude efter mig.”

Yoakum tænkte sig om et øjeblik. ”Lad os sige at der er endnu en gerningsmand, nogen der har forbindelse med Jarvis og som har haft noget med de døde børn at gøre. Ville Johnny så kunne identificere ham?”

”Måske. Han vil ikke tale med mig.”

”Hvad med Tiffany Shore?”

”Der er ingen grund til at antage at der har været andre involveret i hendes bortførelse, men det kan naturligvis heller ikke udelukkes. Lige nu er hun medicinpåvirket og mere eller mindre stenet. Men lægerne er optimister. Måske i morgen.”

”Har hun vagt på?”

”Nej.”

”Det burde hun måske have. Hvis det er en politimand.”

”Det burde hun måske, ja.”

Hunt så ned i skrivebordet. Alyssas sagsmappe lå stadig på et hjørne, lige ved siden af Tiffany Shores. Han åbnede den og så fotografiet af Alyssa, de mørke øjne og det sorte hår, ansigtet der lignede hendes tvillingebrors så meget. ”Er det muligt? En af vores egne?”

”Mørke er kræft i menneskets hjerte, Clyde. Det ved du godt jeg tror på.”

Hunt løftede omslaget på den anden mappe og studerede Tiffany Shores fine ansigtstræk. Han rørte ved det ene fotografi og så det andet. ”Jeg kan ikke bare sidde og lave ingenting.”

”Hvad?”

”Du behøver ikke blive rodet ind i det.”

”I hvad?” spurgte Yoakum, men Hunt ignorerede ham. Han gik ud af kontoret og ned ad den smalle gang der førte ud til bygningens bagside. Folk stirrede, så væk og så havde han gangen for sig selv. Hunt gik gennem en branddør og løb ned ad trappen to trin ad gangen. Kælderetagen havde betongulv og metaldøre ud til gangen. Lagerrum. Bevisopbevaring. I et lille lokale længst nede ad gangen blev personalemapperne opbevaret. Politifolk. Administrativt personale. Teknisk stab. Mapperne blev opbevaret i aflåste skabe bag en ulåst dør.

Hunt bevægede sig hurtigt og standsede kun en enkelt gang for at tage en ildslukker ud af dens holder på væggen. Lokalet med personalemapperne var tre gange fire meter, beton og hvide vægge i lysstofrørs kolde skær. Det skab han gik efter, stod lige midt for den bageste væg. Hunt studerede låsen på den øverste skuffe. Den var ikke meget værd. Den skulle nok give sig.

Hunt løftede ildslukkeren, men standsede da Yoakum trådte ind i lokalet bag ham. ”Jeg sagde du skulle holde dig ude af det her.”

”Nej.” Yoakum lukkede døren. ”Det var ikke det du sagde.”

Hunt så op på den lukkede skuffe. Han tøvede.

”Gør det,” sagde Yoakum.

Hunt drejede hovedet en anelse og skævede til sin makker med det ene øje. Yoakums ansigt var rødt og varmt, og lysstofrørene reflekterede små lysprikker i hans øjne.

”Kom så. Gør det,” sagde Yoakum igen. ”Fuck chefen. Fuck kommandolinjen.” Hunt sænkede ildslukkeren, og Yoakum gik tættere på ham. ”Gør det for Alyssas skyld.”

”Sig mig, prøver du at få mig til det?” spurgte Hunt.

”Gør det for Johnnys skyld. Gør det for hans mor.”

”Hvad har du gang i, John?”

Yoakum gik endnu tættere på ham. ”Minder dig om at der er forskel på jobbet og ens personlige følelser.”

”Somme tider er arbejdet personligt.” Hunt stirrede på sin makker indtil Yoakum tog et skridt bagud. ”Lad være med at manipulere med mig.”

Før Yoakum kunne nå at svare, gik døren til gangen op, og en ung, kvindelig skrivebordsbetjent trådte ind, men standsede da hun så dem. Hendes øjne registrerede ildslukkeren i Hunts hænder og anspændelsen mellem de to mænd. ”Jeg kommer tilbage senere,” sagde hun og gik.

I den pludselige stilhed løftede Yoakum en hånd og viste ham sin tommel- og pegefinger med en afstand på to centimeter imellem. ”Somme tider er det bare så tæt på.”

”Hvad?”

”At man bliver fyret eller noget andet dumt.”

De stirrede på hinanden i nogle lange sekunder, så vendte Hunt sig vredt mod døren. Han gik ud på gangen og klikkede ildslukkeren på plads og da han vendte sig, stod Yoakum og ventede.

”Lad vær’ med at blive sur på mig bare fordi jeg ser godt ud,” sagde Yoakum, og Hunt mærkede en byrde glide af sine skuldre.

”Hvorfor tror Johnny at det var en politimand?” spurgte Hunt.

”Fordi det var?”

”Hvorfor tror et barn at nogen er politimand? Hvad ville få en dreng på tretten til at tro det? Et skilt? Noget manden sagde? Noget han gjorde?” Hunt pillede ved håndjernene i sit bælte. ”Håndjern? En pistol?”

”En uniform?”

De stod i gangen der lugtede af fugt og beton og tænkte over det. Johnny var et mærkeligt barn, men han havde gode instinkter, og han var intelligent. Det var det som folk åbenbart havde så svært ved at fatte. Hvis Johnny mente at der var en politimand involveret i sagen, så måtte der være en grund til det. Hunt prøvede at se det for sig: i nattemørket, to mænd i en rønne af et hus, Johnny ved vinduet …

”Læste du rapporterne om de stjålne plader?” spurgte Hunt.

”Hvad?”

”Nummerpladerne?”

”Ja. Hvorfor?”

”Hvem det end var Johnny så ved Jarvis’ hus, havde stjålne nummerplader på sin bil. Tre af dem kender vi til. I tre af tilfældene havde ejeren af nummerpladerne ingen anelse om hvor eller hvornår han havde mistet den. De andre to var temmelig sikre.”

Et eller andet faldt på plads i Hunts hjerne, og Yoakum så det.

”Hvad?”

”To af pladerne var stjålet fra biler der var parkeret i butikscentrets p-kælder.”

”Det er et godt sted at stjæle nummerplader.”

”Det samme er lufthavnen, hospitalet eller en halv snes andre centre.”

De så på hinanden, og de fik begge den samme tanke på samme tid. Håndjern. Pistoler. Uniformer.

Sikkerhedsvagt.