KAPITEL SYVOGFYRRE
Hunt kørte gennem kvarteret to gange, men hver gang han kom igennem Yoakums gade, holdt SBI stadig i indkørslen, så til sidst opgav han. Han ringede til Cross for at tjekke situationen ved Jarvis’ hus. Han fik kontakt da telefonen havde ringet fire gange. ”Ja. Lægen er her. Det første lig skulle være oppe i løbet af en time. Han mener vi får dem alle sammen op i dag. Midt på eftermiddagen, måske. Helt sikkert ved solnedgang.”
”Hvad med pressen?”
”Som man kunne forvente. Kommer du herud?”
”Er der noget at se?”
Cross tav et øjeblik. Der lød dæmpede stemmer i baggrunden. ”Ikke endnu.”
”Ring til mig når der er.”
Hunt afbrød. Han holdt ved et kryds i den fattigste del af byen. Husene var gamle og beklædt med eternitplader. Grå undertrøjer hang fra tørresnore. Han så rustne olietanke, fundamenter af granitblokke der holdt gulvbrædderne en snes centimeter fri af den fugtige jord. Mange års skrammel og affald lå samlet bag det nærmeste hus, og Hunt så at der var et glat område i affaldet hvor hundene smuttede ud og ind. Gennem hundrede år havde fattige husmænd slået sig ned i denne ende af byen, og det kunne ses. Hunt var små to kilometer fra de frisatte slavers kirkegård, omgivet af elendighed og håbløshed; en skygge af tidligere tiders uretfærdighed.
Lyset skiftede til grønt.
Hunt blev holdende.
Et eller andet faldt på plads i hans hoved. Et horn tudede bag ham, så han kørte igennem krydset og standsede ved kantstenen mens føreren af den anden bil trådte hårdt på speederen og brølede forbi. Hunt så neonskær under karosseriet, roterende hjulkapsler og bandefarver dinglende under bakspejlet. Mistroiske øjne stirrede ud fra et indelukket ansigt, tung bas dunkede fra højttalerne, men Hunt tvang billedet af alt dette ud af sit sind. Han havde været i fortiden …
Husmænd. Vådt tøj.
En bastards lyserøde tunge i skyggen …
Han gennemgik alt hvad der var sket det sidste minut.
Og så var han sikker på at han havde det.
Han rakte ud efter telefonen for at ringe til Yoakum, men kom så i tanker om at Yoakum sad på bagsædet af en SBI-vogn og var halvvejs i Raleigh. Han ringede til Katherine Merrimon i stedet. Hun tog telefonen og lød optimistisk, men også træt. ”Jeg måtte lige vide om du var hjemme,” sagde Hunt.
Hun vågnede helt. ”Johnny?”
”Ikke endnu. Jeg kommer forbi.”
Det tog treogtyve minutter på grund af trafikken. Hun var i falmede, afklippede jeans, sandaler og en krøllet skjorte der hang fra skuldrenes knogler. ”Du ser træt ud,” sagde Hunt. Og det gjorde hun. Hendes øjne havde trukket sig ind i hulerne. Hun var blegere end hun plejede at være.
”Ken dukkede op klokken tre i nat. Jeg kunne ikke falde i søvn bagefter.”
”Her? Kom han herud?”
”Jeg lukkede ham ikke ind eller noget. Han hamrede på døren og kom med nogle flere grimme kommentarer. Han var fuld. Han trængte nok bare til at kæfte op.”
En vred uro indfandt sig bag Hunts øjne. Han vidste hvordan en mishandlet kvinde der løj for sig selv, så ud. ”Du skal ikke prøve at finde undskyldninger for ham.”
”Jeg kan godt klare Ken.”
Hunt tvang sig selv til at falde til ro. Hun var forsvarsberedt, og der var bedre måder at tackle problemet på. ”Jeg vil gerne ind på Johnnys værelse.”
”Okay.” Hun gik foran ham ind i huset, og de gik ned ad den halvmørke gang til Johnnys værelse. Hunt tændte lyset og så på Johnnys seng. Da han ikke fandt hvad han var kommet efter, gik han over til rækken af bøger på Johnnys kommode. Han lod blikket glide hen over bøgerne. ”Den er her ikke.”
”Hvad er her ikke?”
”Johnny havde en bog om Raven Countys historie. Cirka sådan her.” Han viste med hænderne hvor stor bogen var. ”Den lå på hans seng for et par dage siden. Ved du noget om den?”
”Nej. Ingenting. Er den vigtig?”
”Det ved jeg ikke. Måske.” Han begyndte at gå.
”Tager du af sted?”
”Jeg skal nok holde forbindelsen.”
Ved døren lagde hun en hånd på hans arm. ”Hør engang. Vedrørende Ken. Jeg er glad for at du passer på mig. Hvis han bliver aggressiv eller kommer med trusler eller sådan noget, så ringer jeg. Okay?” Hun gav hans arm et let klem. ”Jeg skal nok ringe.”
”Gør du det,” sagde han; men hans tanker var allerede et andet sted. Hun blev stående i døråbningen mens han gik væk, og hun gik ikke indenfor før hans bil var ude på gaden. Hendes hus var stadig i bakspejlet da Hunt fik forbindelse til betjent Taylor i telefonen. ”Jeg er ved Katherine Merrimons hus,” sagde han.
”Hvorfor kommer det mon ikke bag på mig?”
”Jeg har brug for en tjeneste.”
”Du har snart opbrugt din kvote.”
”Det er Ken Holloway. Tjek hans kontor. Tjek hans hus. Jeg vil gerne ha’ at du finder ham, og når du gør, så anhold ham.”
Hun var tavs i lang tid. Hunt vidste at hun genopfriskede sidste gang og tænkte på sagsanlægget, på at hun gerne ville undgå at hendes navn kom til at stå på den næste stævning der blev indgivet. ”Med hvilken begrundelse?”
”Forsøg på at modarbejde efterforskningen. Han ringede til Meechum og fortalte at vi var på vej for at afhøre ham. Jeg laver papirarbejdet i eftermiddag, men jeg vil have ham i arresten. Det vil sige lige nu. Hvis der bliver ballade over det, tager jeg øretæverne; men jeg vil have idioten bag tremmer.”
”Er den anholdelse efter bogen?”
”For en uge siden ville du aldrig have spurgt mig om det.”
”For en uge siden ville jeg ikke have følt at det var nødvendigt.”
”Gør det nu bare.”
Hunt afbrød forbindelsen og ringede til oplysningen for at få nummeret på Raven Countys offentlige bibliotek. Operatøren gav ham nummeret og stillede ham igennem. ”Udlånet.” Stemmen var en mands. Hunt fortalte ham hvad han var ude efter og hørte et tastatur klikke løs. ”Den bog er udlånt.”
”Det ved jeg. Har I mere end én?”
”Øjeblik. Ja, vi har et eksemplar mere.”
”Reserver den til mig,” sagde Hunt. ”Og lad mig få dit navn.”
Hunt afbrød og satte kursen mod biblioteket. Han kunne ikke gøre noget for Yoakum. Arbejdet på Jarvis-ejendommen var under kontrol. Så var der Johnny tilbage. En forstyrret dreng. På flugt med en stjålet pistol.
Frisatte slaver …
Freemantle.
Hunt kendte navnet fordi han havde set det i Johnnys bog. Han havde kun kastet et glimt i den, men han huskede det nu: John Pendleton Merrimon, læge og slaverimodstander. Der havde været et andet foto på næste side. Han havde knap nok lagt mærke til det dengang, men han huskede det alligevel.
Isaac Freemantle.
Og der havde været et kort.
Hunt accelererede og mærkede sædets læder blive varmt mod ryggen. Johnny vidste hvor han kunne finde Freemantle, og Freemantle var en undveget straffefange, en morder.
Hunt rakte hånden ud efter det blå blink. Han tordnede ned ad Main Street med et hundrede og tyve i timen, kørte ind på parkeringspladsen og lod motoren gå. To minutter senere var han tilbage med bogen. Han bladrede med tommelfingeren indtil han fandt det rigtige sted. Han studerede fotografiet af John Pendleton Merrimon: Den brede pande, de kraftige, maskuline træk. Han bar et højtideligt, sort jakkesæt og lignede overhovedet ikke Johnny, måske med undtagelse af øjnene. Han havde mørke øjne.
Hunt læste om Isaac som havde taget navnet Freemantle som symbol på sin nyvundne frihed. Og der var også et billede af ham. En stor mand i grove klæder og med en bulet hat; han havde meget store hænder og et tyndt skæg med hvide striber. Johnny havde fortalt Hunt at Freemantle var et mustee-navn, og Hunt syntes godt han kunne se spor af noget indiansk i Isaac Freemantles ansigtstræk. Noget med øjnene, måske. Eller i ansigtets flader.
Kortet fyldte den modsatte side. Der var floden, sumpen og en landtange med vand på tre sider.
Hush Arbor.
Hunt sammenlignede kortet i bogen med vejkortet i handskerummet. Hush Arbor, hvad det så end var for et sted, lå i den mest øde del af countyet. Der var ikke andet end skov og sump og floden. Der var ikke registreret nogen med navnet Freemantle hos telefonvæsenet eller vand- og elværker i Raven County, så oplysningerne kunne være meningsløse og halvandet århundrede for gamle. Men Hunt havde brug for at tale med drengen. Af en halv snes forskellige grunde havde han brug for at tale med Johnny.
Hunt satte bilen i gear.
Hush Arbor lå mod nordvest.