KAPITEL TREOGHALVTREDS
Johnny gik ind mellem træerne og følte sig pludselig udtømt. Forandringen skete på nogle få sekunder. Det ene øjeblik var han selvsikker og koncentreret, så forsvandt Jack og laden bag ham, og han var sulten og udmattet og sært desorienteret. Han fulgte en sti der slog uventede sving og virkede stejl hvor den burde være flad. Det var den rigtige sti, men den så forkert ud. Johnny følte sig varm og så kold. Træernes grene kradsede ham, og bækken hvirvlede af sted. Han gled to gange i mudderet og standsede og satte sig på hug ved vandkanten. Han stak hænderne ned i vandet og pressede dem mod ansigtet mens de stadig var våde.
Da han rettede sig op, følte han sig bedre tilpas.
Husets slidte, snavsede maling var synlig i glimt mellem træerne.
Kriminalassistent Hunt var halvvejs oppe ad skråningen da hans mobiltelefon ringede. Det var betjent Taylor, og han lyttede til hende mens han gik gennem skoven. Hun fortalte ham om Ken Holloway; om hærværket mod hans flygel og det voldelige overfald på hans rengøringshjælp. ”Det var det flygel Johnny ramte med stenen, ikke?”
”Jo.”
”Nå, men nu er det helt ødelagt.”
Hunt trak vejret anstrengt i den fugtige, stillestående luft; han mærkede presset i lungerne. ”Hvad med rengøringshjælpen? Er det alvorligt?”
”Nej,” sagde Taylor. ”Og det er et mirakel. Du skulle se hans hus.”
”Slemt?”
”Fyren er gået amok. Sprut og kokain, ser det ud til. Han kaldte rengøringshjælpen Katherine.”
”Og?”
”Det hedder hun ikke.”
”Årh, lort.”
”Netop.”
”Læg en sigtelse for vold oveni og send en efterlysning ud så hurtigt som muligt. Lad os finde ham før han gør flere fortræd. Og gør mig en tjeneste – ring til Katherine Merrimon og sig til hende at hun skal se at komme ud af huset. Sig hun skal køre hen til politistationen. Jeg møder hende der. Sig til hende at jeg har noget at tale med hende om. Sig det er vigtigt.”
”Det er jo det der er problemet.”
”Hvad?”
”Jeg har allerede prøvet at ringe.”
Hunt kunne mærke det komme.
”Hun tager ikke telefonen derhjemme.”
Johnny gik ud af skoven og trådte op på den gamle blikplade der lå i baghaven. Metallet var opvarmet af solen og så varmt at han kunne mærke det gennem sine gummisåler. Han trådte ned fra den, og blikpladen lavede en dæmpet lyd da den rettede sig ud. Johnny gik hen mod husets bagside og kiggede ind ad vinduerne. Hans værelse var tomt, og vinduet var haspet til. Det samme gjaldt hans mors værelse. Det var mørkt, sengen var en fuglerede af krøllede lagener. Han kunne se gangen gennem hendes åbne dør, halvmørket, de skrammede gipsvægge. Han dukkede sig og listede rundt om hjørnet for at komme om foran huset.
Kens Escalade holdt i haven. Ikke i indkørslen, men i haven. Han var kørt hen over rækken af forkrøblede buske og havde strejfet havens eneste træ. Den forreste kofanger var bøjet, og lakken var skrabet af et halv meter langt område på den ene side. Førerdøren stod åben; det højre dæk rørte ved verandaens nederste trin.
Johnny lagde en hånd på motorhjelmen. Varm endnu.
Huset var helt lukket af, men han hørte det tydeligt nok: et skrig.
Hans mor.
Johnny sprang op på verandaen uden at bruge trappen.
Jack havde sin lille hånd på pistolens løb og den raske på skæftet. Han så Freemantle som strakte sig over et stort stykke af gulvet, bevæge sig i søvne og mumle for sig selv mens hans bryst steg og faldt. Han var et mørkt omrids i den stillestående, varme luft.
En morder der var bange for krager.
En galning der snakkede i søvne.
Gud ved det …
Selv om han sov, ville han ikke holde op med at sige det.
Jack pressede det varme stål ind mod sin kind. Hvor var Johnny? Hvorfor var han ikke kommet tilbage?
Gud ved det …
Han ville ikke holde op med at sige det.
Johnnys hånd fandt dørhåndtaget og drejede det netop som døren blev flået op indefra. Kraften var uventet og voldsom. Den trak Johnny over dørtærsklen og ind i huset. Han så sin mor på gulvet med hænderne bundet på ryggen med ståltråd. Hun sagde hans navn, og så greb Holloway ham om halsen. Han havde store hænder og fingre. Johnny kunne ikke få vejret. Han kunne ikke sige noget.
Holloway sparkede døren i bag sig og slæbte Johnny igennem rummet mens han trak gardinerne for vinduerne. Johnny rev og flåede i hans fingre. Hans mor kaldte på ham igen. Holloway løftede ham op fra jorden, og Johnny så hadet i hans øjne. ”Nu har jeg dig, din lille lort.”
Den store hånd blev ført bagud og bragede fremad, og Johnnys verden slukkedes. Da han igen kunne se, gav Holloway slip på ham. Han rullede om på brystet og så en strimmel af gulvtæppet og Holloways perfekte, nypudsede sko.
Hans mor skreg igen.
Levi stod ved flodbredden. Hans mor var netop begravet, jorden fra hendes grav var stadig under hans negle og i de dybe linjer mellem fladerne i hændernes hårde hud. Han var gennemblødt af sved og varm af arbejdet og af sorgen, varm af brandsårene under ansigtets gazebandager. Han var gået ind til byen dagen før og havde bestilt den sten han ville sætte over hende.
Creola Freemantle skulle der stå.
Gud Ved om Skønheden i Hendes Sjæl.
Levi studerede jorden på sine hænder. Det var Guds jord, den var sort og rig. Hush Arbor-jord var det. Han gned fingrene sammen og gik så ud i vandet. Det steg op og afkølede hans knæ og nåede snart hans bryst.
”Gud ved det,” sagde han.
Og vandet løftede ham op.
Levi sad op inde i laden. Pistolen var rettet mod hans ansigt, og drengen bag den var bange. Han virkede bekendt, men Levi så ikke for godt. Verden var utydelig og skæv. Han så hvid hud og strittende hår. Øjne der flakkede …
Levi vidste ikke hvor han var, men han mærkede forandringen som om han havde vidst at den kom. Han mærkede luften presses sammen over sig, han mærkede dens kølighed på sig. Så fyldtes han atter af stemmen. En sidste ting, sagde den, og Levis tænder skinnede hvidt i det svage lys.
Han rejste sig, og smerten blev fjern.
Smerten blev et minde.
Jack pressede sine fødder mod gulvet, skubbede sig baglæns ind mod væggen. Mandens øjne strålede af et sindssygt lys, og det eneste Jack kunne tænke på, var de to mennesker han havde dræbt. Blod – som maling, havde Johnny sagt.
Som maling.
Jack holdt pistolen frem for sig, og den skælvede. Han kunne ikke gøre noget ved det. Han bad sin egen bøn; lad mig ikke dræbe ham, lad mig ikke dræbe ham …
Men Freemantle gjorde ikke mine til at gøre ham noget. ”Forbi den store sten, mellem de træer.” Ordene var grødede og kom langsomt fra ham. ”Spring over bækken, så kan du se det.” Han viste Jack sine blodskudte elfenbensøjne og haltede så udenfor. Han lænede sig bagud og støttede sig til døren, sagde en sidste ting til Jack, og så var døråbningen tom.
I et par lange sekunder kunne Jack ikke røre sig; han var for chokeret og bange til overhovedet at tænke klart. Da det lykkedes ham at komme udenfor, nåede han lige at se Freemantle standse i skovbrynet. Arret og krumbøjet stod han der uden sko og uden skjorte, og hans muskler bevægede sig krampagtigt, rullede under huden der var indsmurt i blod og skidt. Den ene hånd var opsvulmet og fordærvet af betændelsen, og en femten centimeter lang, forreven kæp stak ud af det væskende sår i hans side. Men Freemantle så ikke ud til at ænse det. Han vendte sig om mod Jack og lagde hovedet på skrå så det gode øje stirrede opad. Jack fulgte hans blik og mærkede en dør åbnes til et koldt sted i sit hjerte.
Solen brændte højt på en perfekt himmel.
Ladens tag var sort af krager.
Hans mors stemme lød stadig i Johnnys ører da det blanke skolæder kom svingende. Han mærkede Holloways fod i et spark mod det nederste af ryggen og et øjeblik efter mod armen. Johnny rullede sig sammen til en kugle og prøvede at beskytte sig selv, men Holloway sparkede ham igen og mens han gjorde det, mumlede han for sig selv: Ingen røvrender Ken Holloway. Ingen røvrender …
Han greb fat i Johnnys hår.
”Du går ingen steder.”
Han smed Johnny tilbage på gulvet og forsvandt ud i gangen og ind på Johnnys værelse. Der lød en skrabende lyd af noget tungt mod gulvet og da han kom tilbage, havde han det blyrør med som Johnny havde liggende under sin seng.
”Tror du ikke jeg vidste du havde det her? Det er mit hus.” Han slog Johnny igen, denne gang med røret på den kødfulde del af låret. ”Mit hus,” sagde han. ”Og der er kraftedeme ikke nogen der røvrender mig i mit eget fucking hus.”
Ken rettede sig op, og Johnny så op på ham. Han gik gennem rummet, tog en rulle sølvgrå tape fra bordet og rev et stykke på femogtyve centimeter af. Han greb fat i Johnnys mors hår, og hun kæmpede imod da han klaskede tapen for hendes mund. ”Det skulle jeg ha’ gjort for en uge siden,” sagde han og ignorerede hende. Spejlet lå på tv’et. Ken tog en sammenrullet pengeseddel, holdt sig for det ene næsebor og snøftede to streger op fra spejlet. Da han vendte sig, var hans øjne store og sorte.
”Hvor er din farmand nu?”
Holloway gik igennem rummet med blyrøret løftet, og Johnny sparkede ham over skinnebenet og hurtig efter på knæskallen.
Hans mor kæmpede for at komme fri da Ken svingede røret.
Johnny skreg.
Og så eksploderede hoveddøren. Den fløj bagud med et brag og dinglede løst på hængslerne, og Levi Freemantle fyldte det hul hvor døren havde været. Gule, blodskudte øjne, hivende vejrtrækning, skuldre så brede at de rørte dørkarmens træ i begge sider. Han så på det løftede rør og trådte ind gennem døråbningen. Holloway så ud til at skrumpe i hans skygge, han tog et skridt baglæns, og hans perfekte, nypudsede sko rørte ved Johnnys ribben.
Freemantle gik ind i rummet, og hans stank fyldte det. Der var ingen halten at spore, ingen tøven i hans skridt. ”De små er gaver,” sagde han, og Holloway svingede røret da kæmpen gik fremad mod ham. Men selv om Ken var en høj mand, var han et barn ved siden af Freemantle.
Kun et barn.
Freemantle greb fat om røret med den ene hånd, vred det ud af Holloways hånd og svingede det fra hoftehøjde i et baghåndssving der sendte fire kilo bly skråt opad og ind i Holloways hals. Han vaklede en enkelt gang og sank så i knæ foran Johnny. Hans hænder bevægede sig op til halsen og da han faldt, var der kun et par centimeter imellem hans og Johnnys øjne. Johnny så hvordan han kæmpede for at trække vejret, og vidste hvad han følte. Han så erkendelse i hans blik og så visheden og så rædslen. Holloway kradsede på sin smadrede strube. Hans hæle trommede i væggen og i gulvet, og så blev han stille. Det sidste lys blev trukket ud af hans øjne, og i dets sted rejste en skygge sig, en flimren, et genskær af vinger.