KAPITEL SEKSOGHALVTREDS
Hunt var skeptisk. Han stirrede ned i jorden, men Jack var vedholdende. ”Det var det sidste Freemantle sagde.”
”Lad mig høre det igen.” Hunt lagde armene over kors. De stod stadig i baghaven tæt på skoven hvor ingen kunne se dem. Katherine var i chok. Johnnys muskler var spændte, hans ansigt var rødt.
”Han sov i laden, og så vågnede han og gik udenfor. Jeg gik efter ham.” Jack så på Johnny og derefter hurtigt væk. ”Jeg gik efter ham,” gentog han.
”Men ikke over til huset,” sagde Hunt.
”Jeg var bange.” Jack sagde ikke noget om fuglene. Han nævnte ikke at de havde fyldt taget på laden, stirrende og ubevægelige. Hans frygt for kragerne var for meget, for personligt.
Hunt rystede på hovedet. ”Han kan have talt om hvad som helst.”
Katherine knugede sin søn ind til sig, men Johnny kæmpede sig fri. ”Han havde en strimmel med hendes navn på da vi fandt ham. Det var fra den skjorte hun havde på da hun forsvandt. Hendes navn stod på den.”
”Du har fortalt mig din historie,” sagde Hunt. ”Lige nu taler jeg med Jack.” Han nikkede til drengen. ”Nævnte han Alyssa ved navn?”
”Nej.”
”Fortæl mig præcis hvad han sagde.”
Jack så fra Hunt til Johnny og tilbage. Han sank. ”North Crozet Shaft. Det var det han sagde.”
”Ord for ord, Jack. Det er det jeg vil have.”
Jack stammede en gang og tog sig så sammen. ”Hun er i North Crozet Shaft.”
”Og du ved med sikkerhed …”
”Han talte om Alyssa,” afbrød Johnny. ”Vi havde spurgt ham om hende før. Det var det han mente. Det må have været det han mente.”
Hunt rynkede panden. ”Du sagde også at han hørte Guds stemme inde i hovedet. Kan du se mit problem?”
”Vi bli’r nødt til at prøve.”
Hunt kendte North Crozet Shaft. Det gjorde de alle sammen. Det var den sidste af de store guldminer, den rigeste der nogensinde havde været i drift i Raven County. Den var udgravet i begyndelsen af 1800-tallet af en franskmand ved navn Jean Crozet og var en lodret skakt der førte over to hundrede meter ned før den svingede til siden og fulgte guldåren gennem jordlagene. Den lå i et øde skovområde i en fjern nordlig del af countyet. Hunt havde engang været på vandring i området og huskede høje træer og granitfremspring, dynamitlagre der var bygget ind i bjergsiderne, og mineskakterne, masser af mineskakter. Af alle skakterne – og der var i snesevis – var North Crozet den dybeste og den mest sagnomspundne. Den havde været i konstant drift gennem to årtier og havde dræbt fire mænd og leveret den største mængde guld der nogensinde var gravet ud af North Carolinas undergrund. Jean Crozet var en lokal legende. Gader var opkaldt efter ham, en fløj af biblioteket bar hans navn.
Hele distriktet havde engang været åbent for offentligheden som et område af særlig historisk interesse, men staten havde lukket det tre år tidligere da skakterne begyndte at falde sammen, og en geolog fra Chapel Hill erklærede hele området for usikkert. North Crozet Shaft lå ikke langt fra det sted hvor de havde fundet David Wilsons lig. Afstanden fra skakten til broen kunne tilbagelægges på tolv minutter med høj hastighed. Måske et kvarter. Hunt så op på himlen. Solen ville være nede om fire timer. ”Det er sent,” begyndte han.
Men Katherine lagde en hånd på hans arm. ”Kom nu.”
Hunt tøvede.
”Kom nu.”
Han så væk fra desperationen i hendes øjne. Han så retsmedicineren komme ud af huset og sagde: ”Vent her.” Han fangede Trenton Moore i en solstribe på siden af huset. ”David Wilson,” begyndte han. ”Du sagde han dyrkede klatring.”
Moore kneb øjnene sammen; hans hjerne skiftede gear fra den ene sag til den anden. ”Alt hvad jeg fandt, passede med det.”
”Kunne han få de samme fysiske karakteristika ved at klatre i huler? Fingerspidserne? Muskulaturen?”
”Huleklatring? Ja, bestemt. Masser af klatrere går ned i huler. Det er en anden verden, en anden udfordring.” Han trak på skuldrene. ”Klatrere går opad, huleklatrere går nedad. Der er ikke den store forskel.”
Hunt gik tilbage til den lille gruppe der ventede ængsteligt på ham ved træerne. Han så op på himlen og derefter på sit ur. Han kunne se at Katherine kæmpede for ikke at trygle. Johnny så ud som om han overvejede at løbe ind i skoven hvis Hunt sagde nej. ”Et hurtigt kig,” sagde han. ”Det er alt hvad jeg kan love.”
”Hvad med mig?” spurgte Jack.
”Jeg har ringet til din far. Han er på vej herud.”
”Jeg vil ikke tale med min far.”
”Det kan jeg ikke bebrejde dig,” sagde Hunt. ”Han er meget vred. Din mor har været fortvivlet.”
”Du forstår ikke,” prøvede Jack igen.
”Jeg kan sætte dig ind i en patruljevogn hvis det er nødvendigt. Er det dét?”
Jack gik fra bange til gnaven. ”Nej.”
”Så bliv her.”
Han sagde det som om han talte til en hund.
Jack så dem tage af sted. Johnny så sig tilbage en enkelt gang og løftede en hånd. Jack gjorde det samme, og så satte de sig ind bag i Hunts bil. Hunt lænede sig ind og sagde et eller andet, og Jack så Johnny og hans mor lægge sig ned, sikkert for at komme forbi pressefolkene. Han så bilen køre op mod den nordlige barrikade, og han så den køre igennem og forsvinde. Mod syd åbnede den anden barrikade sig, og Jacks far kørte igennem. Bilen bevægede sig med langsom beslutsomhed, og solen skinnede i dens lak. Jack fik et glimt af sin far gennem forruden før han smuttede ind mellem træerne og forsvandt.
Han vidste hvad der ventede ham, og han kunne ikke klare det.
Ikke lige nu.
Ikke ædru.
Johnny sad på bagsædet ved siden af sin mor. Hun sad rank og stiv. Hendes hænder var blege. Hunt kørte nordpå og lidt mod vest. Kold luft stod ud af bilens ventilationssprækker, og han så på Katherines øjne når han kunne komme til det. Der var håb i dem, men ikke meget. Enten tog Jack fejl, eller også gjorde han ikke. Uanset hvad, så var skakten mindst to hundrede meter dyb, og dens mørke, nedre dele var oversvømmet med koldt, sort vand.
Der var ikke store chancer for en lykkelig afslutning.
Han satte farten ned da de krydsede broen hvor David Wilson var blevet dræbt. Johnny så ud ad vinduet, men det var der ikke andre der gjorde. Floden spejlede den klare blå himmel; bredderne var mudrede og frodige. Efter endnu et par kilometer begyndte vejen at føre opad. Den svingede væk fra floden og op i de lave bjerge hvor markerne forsvandt, og træerne voksede stadig tættere indtil de kørte igennem kompromisløs tæt skov. Der var ikke mange fyrretræer i denne del af countyet. Det var løvtræer på klippegrund, her var øde og ubebygget. Det var ikke fordi her ikke var kønt – det var her – men vandspejlet lå dybt under granitten, og det var overordentligt dyrt at bore brønde. Der boede dog nogle få mennesker. De kom forbi en håndfuld små huse der lå inde mellem træerne, og en enkelt beboelsesvogn eller to; men inden længe blev selv den slags ydmyge bosættelser sjældne.
Hunt svingede ned ad en smal statsvej og krydsede en bro med kun én kørebane over et lille vandløb. Dybere inde i skoven trak himlen sig sammen til en smal stribe blåt. Klokken nærmede sig fem. Solen gik ned klokken otte.
”Så er vi der næsten,” sagde han.
Katherine knugede sin søn ind til sig.
De kom forbi et faldefærdigt skilt med teksten: Raven Countys historiske mineområde tre kilometer. En eller anden havde malet ordet ”Lukket” med hvid spraymaling over skiltets forside. Der var skudhuller i træet.
Vejen krydsede endnu en lille bro, og asfalteringen hørte op. På deres højre side stod en ramponeret beboelsesvogn blokket op under træerne. Det var en lille vogn, gammel og med en udtjent pickup parkeret ved siden af døren. En gasflaske var hængt op på vognens forside. Der stod nogle havestole på et fladt område ved bækken. En yngre mand stod og lænede sig mod pickuppens bagklap. Han var i tyverne, ubarberet og mager og branket af solen. Han havde en øldåse i den ene hånd; pickuppens lad var fuldt af tomme dåser. Johnny løftede en hånd da de kørte forbi, og manden gengældte hans hilsen og så på dem med smalle, men venlige øjne. En ung kvinde kom ud på verandaen bag ham. Hun var fed og havde et ondskabsfuldt ansigt. Johnny løftede hånden igen, men hun ignorerede den og stirrede efter dem indtil vejen slog et sving, og hun blev skjult af træerne.
”Nogle mennesker bryder sig ikke om fremmede,” sagde Hunt. ”Og det er ikke mange der kommer helt herud. I skal ikke tage jer af det.”
Halvanden kilometer senere kom de til det forladte parkeringsområde. Ukrudt voksede op gennem gruset. Der var et stort kort under et halvtag, og Johnny begyndte at gå hen mod det. ”Jeg ved hvor skakten er,” sagde Hunt. ”Den største sti fører lige derhen.”
De gik i tyve minutter og kom forbi en række advarselsskilte før jorden simpelthen åbnede sig foran dem. Skakthullet var fire meter i diameter. Gamle jernbanespor førte ind i skoven. Sporene var forholdsvis tæt på hinanden og rustne og tilgroede. De hvilede på rådnende sveller der stadig lugtede af kreosot og olie.
Johnny gik forsigtigt nærmere skakten. Større sektioner af jorden var styrtet sammen nær ved kanten. Underlaget var gruset og løst.
”Bliv her.”
Han så på sin mor og lænede sig frem. Luften der slog ham i møde fra skakten, var kølig og fugtig. Han så klippevæggene forsvinde i mørket. ”Vi var herude med skolen engang,” sagde han. ”Der var reb dengang. Til at holde os på afstand af hullet.”
Pælene var der endnu, støbt ned i beton; men rebene var borte, enten fordi nogen havde taget dem, eller fordi de var rådnet. Han huskede den dag. Overskyet. Køligt. Lærerne havde sagt at de skulle holde hinanden i hånden, og ingen af pigerne ville holde i Jacks. Johnny kunne se det for sig. Børn der lænede sig ud over sikkerhedsrebet og ventede på at lærerne skulle vende ryggen til, så de kunne kaste sten ned i hullet.
Jack havde stået derovre.
”Johnny.” Hendes stemme var skarp. Hun knugede sig selv; bekymret.
Johnny gik tilbage og lod blikket glide over mod det sted hvor Jack havde stået, afvist af kammeraterne. Det var nær ved skovbrynet, på afstand af de andre børn. Han havde haft ryggen til klassen, og han havde stirret på en lille kvadratisk, rusten jernplade der var nittet fast til en klippeblok. Jack havde stirret på skiltet og ladet som om han ikke græd.
Hunt gik nærmere på kanten af skakten, og Johnny gik over til jernpladen. Den var original og stammede fra dengang minen var i brug. Bogstaver var slået ind i metallet. Jack havde rørt ved dem med en af sine små fingre. Johnny huskede at fingeren var blevet rød af rust.
”Jeg kan se nogle ringbolte.” Hunt lænede sig ud, og Johnny blev klar over at han også havde set dem: en halv snes meter nede, og metallet var stadig blankt efter hammerslagene. Men lige nu var denne viden lige så fjern som Hunts stemme.
Johnny stirrede på skiltet. Han så bogstaver der var præget i metallet, han så rust, han så Jacks alt for lille finger med rødplettet spids. Han mærkede vinden i ryggen. Hunt talte i telefon.
”Det er her,” sagde Johnny, men ingen hørte ham.
Han stirrede på jernpladen og rakte selv en finger ud. Bogstaverne afmærkede pladen. Pladen afmærkede skakten.
”Hun er her.”
Skaktens navn var forkortet, og Johnnys finger rørte ved bogstaverne der markerede North Crozet Shaft.
No. Croz.
Hans finger blev rød.
No crows. Ingen krager.