KAPITEL NIOGHALVTREDS

 

Politistationen var næsten mennesketom da Hunt ankom. Nattepatruljerne var på gaden. Kontorstaben var på et minimum. Vagthavende var en ældre overbetjent ved navn Shields, udbrændt og på deltid. Han stillede ikke Hunt de spørgsmål som en anden vagthavende måske ville have gjort, han interesserede sig ikke for hvad der var sket tidligere på dagen. Hunt bad om listen over telefonopkald, og Shields rakte ham den.

Hunt brugte en halv time med listen, men fandt ikke det han søgte. Han sad ved sit skrivebord og havde besluttet at tage af sted, da Yoakum kom ind. Han havde det samme tøj på og så træt ud. ”Se hvad katten har slæbt ind,” sagde Hunt.

Yoakum satte sig over for Hunt og åbnede en dåse Pepsi. ”De har droppet sigtelsen for overfald.”

”Det var da godt.”

”Den ville alligevel aldrig have holdt til noget.”

”De har ransaget dit hus,” sagde Hunt til ham. ”De stillede med et helt team til at gøre det. Seks mand, måske flere.”

”Har de ryddet op efter sig?”

”Det kan man kun håbe på.”

Yoakum trak på skuldrene. ”Der er ikke meget at se på i mit hus.”

Hunt tænkte på den dag Yoakum havde været igennem: slæbt ud i håndjern og afhørt. Hans ven. En kollega. ”Hvordan var det ellers?”

Yoakum nippede til dåsen og tog sig god tid. ”Raleigh er en sød, lille by.”

”Jeg burde nok tage derover noget oftere.”

”Kønne piger.”

”Det kan du bilde mig ind.”

”Nå,” sagde Yoakum. ”Hvad er jeg gået glip af?”

”Ikke alverden.”

Yoakum så løgnen i hans øjne. ”Jaså?”

”Jeg tror jeg ved hvordan dit fingeraftryk er endt på det patronhylster i David Wilsons bil.”

”Gør du?”

”Jeg har en teori.”

”En teori ville være belejlig.”

”Ja.”

”Tager du pis på mig?”

Hunt rejste sig. ”Lad os køre en tur.”

Yoakum rejste sig også. ”Jeg får gåsehud når du siger det.”

Alt i hotelværelset var slapt: lagenerne, gardinerne, luftstrømmen der kom ud af airconditionanlægget over vinduet. Tæppet var mørkt og mønstret og lugtede af andre mennesker. De tjekkede ind og sagde ikke noget til hinanden. Der var for meget at sige og ikke nok. Hun havde kysset ham en enkelt gang på panden og havde så låst sig inde på badeværelset.

Vandet løb i brusekabinen.

Hendes bilnøgler lå på bordet.

Johnny stod i striben af rødt lys der trængte ind mellem gardinerne. Han stirrede på nøglerne og tænkte på Jack. Han tænkte på alt det de havde gjort sammen, og han tænkte på Jacks cykel. Koldt metal og rust. Gennemrådnet gummi.

Johnny så ud af vinduet. En halv måne hang på den klare nattehimmel. Det røde lys flimrede. Hvad ville hans far have gjort i hans sted? Hvad med Hunt?

Hvad hvis de vidste hvor de kunne finde Jack?

En ven.

En løgner.

Johnny lyttede til vandet fra bruseren. Han skrev en seddel til sin mor. Så listede han ud ad døren og låste den efter sig.

Bilnøglerne var tunge i hans hånd.

Hunt talte mens han kørte. Byen forsvandt bag dem, og mørket bredte sig mens han kørte nordpå mod minerne. Han fortalte Yoakum alt, og Yoakum lyttede. Hvad der var sket i Johnnys hus. Liget i skakten. Jacks cykel. Det hele. Så fortalte han om sin teori. Da han var færdig, sagde Yoakum: ”Der er huller i det du siger der.”

”Ikke mange og ikke ret længe endnu.”

”Det er ren spekulation.”

”Men nemt at tjekke.” De kørte over den samme flod ad den samme bro. ”Jeg er træt af det her.”

Yoakum rynkede panden. ”Cross er politimand. Jeg køber det ikke.”

Hunt kørte i tavshed. ”Da David Wilsons lig dukkede op, var det Cross der fik mig til at gå efter Levi Freemantle. Han stod under den bro med et kort og viste mig præcis hvad jeg havde brug for at se. Jeg jagtede et vildspor og en undvegen fange der ikke havde noget som helst med noget af det her at gøre.”

”Er du sikker på at Freemantle ikke havde noget med det at gøre? Det var ham der fortalte Cross’ dreng hvor han kunne finde liget. Han fortalte Jack om mineskakten.”

Hunt sendte ham et skævt blik. ”Gjorde han? Vi ved ikke hvad der skete mellem de to.”

”Så du mener at Jack bare vidste det?”

Dækkene ramte et hul i vejbelægningen. ”Hans cykel,” sagde Hunt. ”Ja, jeg gætter på at han vidste det.”

”Men hvorfor så fortælle det? Han kastede jo mistanke på sig selv.”

Det havde Hunt ikke noget svar på.

”Tror du at Cross dræbte David Wilson?” spurgte Yoakum. ”Tror du virkelig på at Cross tvang ham ind i betonmuren? Kørte ham af broen og stod på hans hals indtil han var død? Det er ellers noget af en anklage, Clyde, overlagt mord. Cross er ikke min yndlingskollega, men han er altså politimand.”

”Wilson havde klatreudstyr og en terrængående motorcykel. Jeg tror han brugte dagen på at køre rundt i bjergene og udforske forskellige mineskakter. Jeg tror han gemte den største og dybeste skakt til sidst. Jeg tror han fandt Alyssas lig, og det fik ham slået ihjel.”

”Det er tyndt, Clyde.”

”Hvem fandt Wilsons Land Cruiser?”

”Cross.”

”Det er rigtigt. Han sagde at det var en fulderik der var på krybskytteri. Fulderikken ringede fra en mønttelefon og fik Cross i røret. Intet navn på anmelderen. Mønttelefon. Meget belejligt, synes du ikke?”

”Somme tider er man heldig. Halvdelen af tiden er det derfor tingene lykkes. Jeg hører ingen beklagelser når det er dig der er heldig.”

”Ser du nogensinde Cross på skydebanen?”

”Ja da.”

”Skyder du nogensinde med dit private våben på banen?”

”Årh, shit.”

”Kan han have taget et af dine hylstre?”

Yoakum havde svært ved at svare. Han så skydebanen for sig: høreværn, sikkerhedsbriller, koncentrationen, målskiven. Intet andet.

Da Hunt fortsatte, var hans stemme skarp. ”Der blev snakket om at jeg ledte efter en politimand. Så Cross gav mig en politimand. Han gav mig David Wilsons bil og et patronhylster med et fingeraftryk. Han gav mig dig.”

Yoakum sagde ingenting. Sådan reagerede han somme tider når tingene blev personlige.

”Vi er der næsten.”

Yoakum stirrede ud ad vinduet. ”Hvad ved du om de mennesker vi skal tale med?”

Hunt svingede til højre, og vejen blev smallere. Længere fremme var der et skilt, og de kunne læse ordet ”Lukket” med hvid spraymaling. ”Vi kørte forbi dem på vej ind, en mand og en kvinde. Han kan godt li’ øl. Hun er grim som arvesynden. De bor i en faldefærdig beboelsesvogn tæt på indgangen til minerne. Der var en enkelt bil da jeg var heroppe sidst. Det ser ud til at de er de eneste mennesker der bor i nærheden af minen. Bortset fra det,” sagde Hunt, ”ved jeg ingenting.”

”Ingenting?”

”Jeg har ikke engang deres navne.”

”Hvad laver vi så her?”

”Geografi.” Hunt krydsede en smal bro over en bæk. ”Det er det eneste der giver mening.” Vejen blev til grusvej. Småsten smældede og slog imod undervognen. ”Meget tæt på,” sagde Hunt.

”Chefen har stadig min pistol.”

”Handskerummet.”

Yoakum åbnede handskerummet og tog Hunts private våben. Han tog ladegreb og tjekkede det. ”Dejligt.”

”Prøv om du kan lade være med at slå nogen ihjel denne gang.”

Hunt så den gamle beboelsesvogn og pickuppen der var fuld af tomme øldåser. Der var tændt lys bag de snavsede vinduer. Inde i vognen var der nogen der bevægede sig. Han slukkede lygterne, lod bilen trille ind bag pickuppen og standsede der. Mens han holdt det ene øje på de oplyste vinduer, tastede han registreringsnummeret på pickuppen ind på sin bærbare. ”En Patricia Defries. Et par mindre forseelser. For at urinere offentligt. Beruselse. Forstyrrelse af den offentlige orden.”

”Yndigt.”

”To grovere forhold.”

”Hvilken slags?”

”Checkrytteri og bedrageri. Giv hende én til af samme slags, så får hun et par års fængsel. Det kan have givet Cross noget at presse hende med hvis han har taget hende i et eller andet.”

”Hvordan griber vi det an?”

”Nemt nok.” Hunt åbnede døren. ”Vi lyver.”

Yoakum stak pistolen ind bag jakken da de trådte op på den lille veranda. Gennem vinduet kunne de se en lang, lav sofa med en mand der lå med fødderne oppe. Han så ud som sidst, tænkte Hunt. Mager og ubarberet. Beskidt. Han havde indsunket bryst og magre ben og en øldåse der kunne være den samme som sidst. Tv’et badede hans ansigt i et blåt skær. Også kvinden var som han huskede hende. Kort nederdel. Ondskabsfuldt ansigt. Den måde hun stod på, afslørede at hun var vred over et eller andet. Hun havde hænderne i siden. Munden kørte. Hun gik ind foran tv’et, og manden lænede sig til venstre. ”Hjemlig hygge,” sagde Yoakum.

Hunt bankede på døren, og tv’et blev slukket. Han trådte et skridt tilbage da kvindens tunge skridt sendte vibrationer gennem den billige konstruktion. Hendes ansigt udfyldte det lille vindue: brune tænder, dårlig hud.

”Bare jeg kan styre mig,” hviskede Yoakum.

Hunt holdt sit politiskilt op mod ruden. Slåen blev skudt fra på indersiden, og kvinden kom til syne bag et revnet insektnet. ”Lad mig se det igen,” sagde hun.

Hunt holdt skiltet op. ”Kriminalassistent Cross har sendt os herud.”

Kvinden tændte en cigaret og blæste røg ud i rummet. Hendes blik gled over Hunt og op og ned ad Yoakum. ”Hvad vil han nu?”

”Må vi komme indenfor?”

Hun studerede dem endnu en gang og tog endnu et hiv af cigaretten. ”Tør fødderne.”

Der holdt ingen pickup foran tobaksladen. Ingen Jack. I det svage lys fra bilens ene forlygte kunne Johnny se en enkelt klat farve, hans egen blå rygsæk. Den var snavset og havde de samme pletter langs bunden. Jack havde stillet den lige midt i døren til laden. Johnny steg ud af bilen, men lod motoren køre. Månen var enorm og lav og sølvhvid. Det lugtede af benzin og brændt olie.

Johnny samlede tasken op. Den føltes tom. Da han åbnede den, ramte lugten af død fugl ham igen. I bunden af rygsækken lå en seddel, skrevet på bagsiden af en kvittering med onkel Steves navn på. Håndskriften var Jacks.

Mød mig på vores sted.

Der havde været masser af steder de seneste år, men Johnny vidste hvilket af dem hans ven mente. Det var der hvor de tog hen for at drikke øl og snakke og fortælle historier, det sted hvor de tog hen når de bare ville væk. Det var der hvor David Wilson var død på den støvede jord. Det sted hvor det alt sammen var begyndt.

Han vendte i den lave bevoksning, som skrabede imod undervognen.

Johnny kørte ud mod floden.

Han mødte nogle få biler. Det var sent. Store insekter slog hårdt mod forruden, og mere end én gang var det som om han så gennem en tåge. Han var så udmattet at han var lige ved at overse svinget på landevejen. Hjulsporet var tilgroet, men planterne var stadig bøjet af de biler og patruljevogne der havde været her efter David Wilson. Det gik stejlt nedad mod flodbredden, og broen rejste sig på venstre side. Dybe huller i vejen fik rattet til at vriste sig fri af Johnnys hænder da hjulsporet førte væk fra vejen. Han så pickuppen en halv snes meter foran sig, et spøgelsesagtigt omrids i buskadset. Førerhuset var mørkt og tomt. Johnny slukkede lyset på bilen og steg ud. Han gik forbi pickuppen og kiggede ned mod floden. Månelyset rejste sig fra det sorte vand, og klipperne var sølvgrå og glatslebne. Under broen samlede mørket sig.

Johnny rutsjede ned ad skrænten, ramte det smalle bælte med sand og gik ud på de brede, flade klipper. Vandet var i bevægelse, og et eller andet mørkt flød forbi. Hængepilen var på hans højre side, broen til venstre. Han kunne ikke se Jack.

”Jeg er herovre, Johnny.”

Stemmen kom fra et sted under broen. Det var Jacks stemme. Han lød til at være fuld. Da Johnny kom ind under broen, fik han øje på ham. Han sad ved flodbredden. En af bropillerne gik ned her; den havde en smal betonhylde, og Jack sad på den og havde fødderne i vandet. Johnny standsede et stykke derfra. Jack var en skygge; kun en antydning af et ansigt i mørket. Han løftede en flaske, og Johnny hørte spiritussen gurgle i flasken. ”Vil du ha’ noget?”

”Hvad fanden foregår der, Jack?” Johnny ville gerne bevare roen, men han var allerede ved at sætte den over styr. Alyssa var død, og Jack drak whisky. Jack lod sig glide ned fra betonhylden. Han plaskede ud i det lave vand, snublede og faldt ned på knæ. ”Kom herud så jeg kan se dig.”

Johnny trådte ud fra broens skygge. En del af ham ville gerne tale. En anden del havde mere lyst til at slå sin bedste ven i ansigtet.

”Jeg er ked af det, du.” Hans ord var så grødede at Johnny knap kunne forstå dem. ”Johnny, for fanden.” Jack trådte ud i månelyset. Han havde den jakke på som han havde lånt af Johnny. Hans bukser var våde til livet. Han snublede igen og tabte flasken. Den knustes mod klippen, og en lugt af sprit rullede ud over mudderet. Jack satte sig ned ved siden af den knuste flaske. ”Jeg er bare så satans ked af det.”

”Hvad er du ked af?” Det vendte sig i Johnny. ”Fortæl mig hvad du er så ked af.”

Jack rystede på hovedet og skjulte ansigtet i hænderne. ”Fejhed er en synd.”

Johnny stirrede på sin ven der lød som om han hulkede mellem ordene.

”Ville du sige noget pænt om mig hvis der var nogen der spurgte?” Jack tørrede sig under næsen med underarmen. ”Hypotetisk, Johnny. Hvis der var nogen der spurgte? Ville du så sige at jeg er en god ven? Jeg har prøvet, ved du. Alle de nætter jeg var ude med dig. Alle de nætter hvor vi ledte og ledte. Jeg passede på dig fordi jeg vidste at du ikke ville holde op. Jeg prøvede at holde dig væk fra de slemme huse, de rigtig slemme. Det ville ha’ taget livet af mig hvis du var kommet noget til. Jeg ville ha’ fået så dårlig samvittighed at jeg ville være død af det, Johnny. Det ville have taget livet af mig, det sværger jeg.”

”Hvad med resten af den dårlige samvittighed, Jack? Hvad med Alyssa? Vidste du hvor hun var? I al den tid?”

”Løgn og svaghed. Det er også synder, ikke?”

”Jack.”

”Gud tilgiver de små synder.”

”I alle de måneder?”

”Jeg prøvede at sørge for at du ikke kom noget til.” Jack rokkede frem og tilbage på stenen. ”Hun var død.” Han rystede på hovedet. ”Hun var allerede død.”

”Hvad skete der med min søster?” Johnny stod over Jack, og hans hænder var knyttede. Han var ved at miste besindelsen. Han ville miste besindelsen. ”Hvad skete der, Jack?”

Jack tog en dyb, uregelmæssig indånding uden at tage blikket væk fra vandet. ”Jeg lånte hende min cykel. Det var det eneste jeg gjorde. Jeg ville prøve at hjælpe. Det bli’r du nødt til at tro på.”

”Fortæl mig det hele.”

”Vi var på biblioteket, en hel flok af os. Du kan godt huske det der projekt vi skulle lave, ikke?” Johnny sagde ingenting, så Jack nikkede. ”Vi var i samme gruppe, Alyssa og mig. Vulkaner. Vi skulle skrive en rapport om vulkaner. Det var sent, det var lige blevet mørkt. De sagde alle sammen at det var på tide vi tog hjem.” Han tav et øjeblik. ”Jeg lånte hende min cykel fordi din far havde glemt at komme og hente hende. Han glemte det, og det var ved at blive mørkt. Gerald havde fået en ny pickup og var altid ude efter en lejlighed til at køre i den, så jeg gav hende min cykel og ringede til min bror og bad ham hente mig. Det var det eneste jeg gjorde, Johnny. Der skulle ikke være sket noget slemt, vel? Jeg prøvede bare at hjælpe. Det betyder da noget, ikke? Det er ikke ligegyldigt.”

Jack gned sine øjne. Med den lille hånd. Med den normale hånd. De var begge knyttede og skælvede. ”Han sagde han ville skræmme hende.”

”Hvem?”

”Det skulle bare ha’ været for sjov.”

”Gerald?” spurgte Johnny.

”Hun kørte så hurtigt.”

”Åh nej.”

”Lige i kanten af asfalten.” En pause. ”Han ville bare skræmme hende.”

”Hvad skete der, Jack?”

”Han havde drukket.”

Johnny greb fat i Jacks skjorte. Han trak til, og stoffet blev flænset. ”Hvad fanden skete der?”

”Hun så sig tilbage, og – og det var nok lygterne; vi var lige bag ved hende. Jeg ved det ikke. Hun mistede balancen. Hun væltede. Hun faldt ind under bilen. Gerald flippede helt ud. Han ringede til min far.” Jack græd. ”Hun var død, Johnny.”

”Jeg forstår det ikke.”

”Død og borte. Jeg ville fortælle det, men Gerald var allerede blevet opdaget af pro-spejderne …”

”Hvad kommer det sagen ved?”

”Far sagde at hvis det slap ud, kunne han vinke farvel til det hele.”

”Du løj på grund af Geralds baseballkarriere?” Johnny råbte, Jack rystede på hovedet. ”Hvad så?” sagde Johnny. ”Kom med det!”

”Jeg ville sige det.”

”Men du gjorde det ikke.”

Jack græd ganske stille nu. ”Johnny.”

”I al den tid.”

Jack rejste sig usikkert. Han rakte en hånd frem, men Johnny slog til den. ”Jeg prøvede.”

”Hvordan prøvede du?”

”Kan du huske jeg fortalte dig at Gerald havde brækket min arm?” Jack rystede og tryglede med øjnene. ”Det var ikke Gerald, det var min far. Jeg sagde til ham at jeg ville fortælle det, og han brækkede min arm. Han brækkede min arm fire steder. Han holdt mig fast på jorden og tvang mig til at sværge.” Jack lagde en hånd på Johnnys arm. ”Han tvang mig til at sværge.”

”På grund af Geralds karriere?”

”Det er det eneste de taler om.” Johnny stirrede. ”Gerald og min far.”

Johnny mærkede sin mave snøre sig sammen. Han knækkede sammen og vendte sig væk. Hans hånd fandt en gren han kunne støtte sig til. ”Du sagde at Levi Freemantle fortalte dig hvor hun var.”

”Endnu en løgn.”

”Hvorfor så nu, Jack? Hvorfor fortæller du det nu?”

”Fordi der var en grund til at Freemantle blev sendt til os.”

”Hvilken grund?”

Jack var rædselsslagen. ”Det ved kun Gud.”

Gud ved det, tænkte Johnny. Gud ved det.

”Han blev ved at sige det. Selv når han sov, sagde han det. No crows. Gud ved det. Ingen krager. Gud ved det. Og mineskaktens navn var forkortet. No Croz. Jeg kan ikke få det ud af hovedet, Johnny. Gud ved det, kan du ikke se det. Gud ved hvad jeg gjorde.” Jack tav et øjeblik. ”Det sidste Freemantle sagde til mig … det sidste han sagde … årh, shit, altså.”

”Hvad?”

Jack satte sig på stenen. ”’Gud ved om skønheden i hendes sjæl.’” Jack løftede sin lille hånd. ”Jeg kommer til at brænde i helvede, Johnny.” Jack sænkede atter hånden, og hans stemme var bedende da han talte igen. ”Hvis der var nogen der spurgte, ville du så sige noget godt om mig?”

Han græd.

”Johnny?”

Johnny vendte sig og klatrede op ad bredden. Jacks stemme fulgte ham, lille og snart mindre.

”Johnny?”

Intet. Vinden i græsset.

”Johnny?”