EPILOG

 

Sommerens varme var et stadig fjernere minde da Johnny og hans mor kørte ud til Hush Arbor. Det var en lørdag sidst på eftermiddagen. Træerne tårnede sig op over bilen mens hun kørte ned mod floden. Foran dem kilede sollyset sig ned mellem grenene, og de kunne se granitstolper og brombærranker. ”Jeg kan næsten ikke tro på at I tog herud alene, på den måde.”

”Rolig, mor.”

”Der kunne være sket alt muligt herude.”

Johnny pegede. ”Kirkegården er den vej.” Hun kørte så langt hun kunne, og så steg de ud. Johnny førte hende igennem åbningen i træerne. ”Kriminalassistent Hunt siger at han blev begravet her i sidste uge. Nogle af hans mors venner betalte for det.” De gik længere ind i området. Malingen på hegnet var stadig hvid. Græsset var højt og gået i frø. ”Jeg burde tage herud og slå det en dag.”

”Vil du ikke nok lade være med det?” sagde hun, men Johnny overvejede det allerede.

De gik hen til det sted hvor Levi Freemantle lå begravet. Jorden var endnu sort på graven. Hans datter lå begravet ved siden af ham, og også hun havde fået en ny sten. ”Sofia,” sagde Johnny. ”Det hed hun.” De så på Freemantles sten. Den oplyste datoerne for hans fødsel og hans død. Inskriptionen var enkel.

Levi Freemantle, stod der.

Sidste barn af Isaac.

”Jeg talte gravstenene,” sagde Johnny. ”Den nat jeg var herude. Der er tre for dem der blev hængt.” Johnny pegede på de små, groft tilhuggede sten ved foden af det kæmpestore egetræ. ”Og treogfyrre efterkommere af Isaac Freemantle. Femogfyrre, nu.” De kiggede hen over rækkerne af forvitrede sten. ”Hvis Isaac var blevet dræbt, hængt ligesom de andre dengang, ville ingen af dem have levet.”

”Din tipoldefar var en meget usædvanlig mand.” Johnnys mor tav et øjeblik. ”Og det var din far også.” Johnny nikkede, ude af stand til at sige noget. Hun fortsatte. ”Ken Holloway var værre den dag end jeg nogensinde har set ham.” Hun gned sine håndled hvor hun stadig havde ar efter klaverstrengens dybe bid. ”Vi ville måske være døde hvis ikke Levi Freemantle var kommet.”

Stilhed. Sollys på nyhugget marmor.

”Han fortalte mig at livet er en cirkel.”

Hans mor så på træerne, på rækkerne af sten. Hun lagde en arm om Johnnys skuldre.

”Måske er det.”

Den aften skrev Johnny til Jack. Han fortalte ham om alt hvad der var sket i de måneder han havde været væk. Det fyldte ti sider. Han adresserede det til Min Ven, Jack Cross.