Kapitel 1

Lyset skiftede til grønt, og brølet fra bilerne, motorcyklerne og tuk-tuk taxaerne blev så højt, at Dim kunne se, det rystede i ruderne i Robertson Department Store. Så begyndte bilen at køre igen, og udstillingsvinduet med den lange, røde silkekjole forsvandt bag dem i aftenmørket.

Hun havde taget en taxa. Ikke en overfyldt bus eller en gennemtæret tuk-tuk, men en taxa med aircondition og en chauffør, der holdt sin mund. Hun lagde hovedet tilbage mod nakkestøtten og prøvede at nyde det. Det var ikke noget problem. En knallert drønede forbi dem, og pigen på bagsædet klamrede sig til en rød T-shirt med visirhjelm og sendte dem et tomt blik. Hold dig fast, tænkte Dim.

På Rama IV lagde chaufføren sig ind bag en lastbil, der udspyede en dieselrøg så tyk og sort, at hun ikke kunne se nummerpladen. Efter en tur gennem airconditionanlægget var udstødningsrøgen nedkølet og næsten lugtfri. Men kun næsten. Hun viftede diskret med hånden for at vise, hvad hun mente, og chaufføren kastede et blik i bakspejlet og trak ud. Ikke noget problem.

Sådan havde det ikke altid været. På den gård, hvor hun var vokset op, havde de været seks piger. Seks for mange, ifølge faderen. Hun havde været syv år gammel, da de havde stået og hostet i det gule støv og vinket, mens kærren med den ældste søster trillede ud ad landevejen langs den brune kanal. Søsteren havde fået rent tøj med sig, samt en togbillet til Bangkok og en adresse i Patpong, skrevet på bagsiden af et visitkort, og hun havde grædt i stride strømme, selv om Dim havde vinket så energisk, at hun havde følt det, som om hånden skulle falde af. Moderen havde klappet Dim på hovedet og sagt, at det ikke var så let, men at det heller ikke var så dårligt endda. Søsteren slap i hvert fald for at rejse fra gård til gård som kwai, således som moderen havde gjort, før hun blev gift. Desuden havde miss Wong lovet at passe godt på hende. Faderen havde nikket, spyttet betel ud mellem sine sorte tænder og tilføjet, at farangerne i barerne betalte godt for nye, unge piger.

Dim havde ikke forstået det med kwai, men ville ikke spørge. Hun vidste selvfølgelig, at en kwai var en okse. Ligesom de fleste andre på gårdene omkring dem, havde de ikke råd til at have deres egen okse, så de lejede en af de omrejsende okser, når rismarken skulle pløjes. Det var først senere, hun fik at vide, at pigen, der fulgte med oksen rundt, også blev kaldt en kwai, eftersom hendes tjenester fulgte med i købet. Det var en tradition, og forhåbentlig traf hun en bonde, som ville have hende, før hun blev for gammel.

Da Dim var femten år gammel, havde faderen en dag råbt hendes navn, mens han kom vadende hen mod hende i rismarken med solen i ryggen og hatten i hånden. Hun havde ikke svaret med det samme, men havde rettet ryggen og set længe på de grønne bakker rundt om den lille gård, havde lukket øjnene og lyttet til trompetfuglen i løvhanget og indsnuset lugten af eukalyptus og gummitræ. Hun havde vidst, at det nu var hendes tur.

Det første år havde de boet fire piger i et værelse og havde delt alt, både seng, mad og tøj. Især det sidste var vigtigt, for uden fint tøj fik man ikke de bedste kunder. Hun havde lært sig at danse, lært sig at smile, lært sig at kunne se, hvem der kun ville købe drinks, og hvem, der ville købe sex. Faderen havde allerede aftalt med miss Wong, at pengene skulle sendes hjem, så det var ikke så meget, hun så til dem de første år, men miss Wong var tilfreds, og efterhånden holdt hun mere tilbage til Dim selv.

Miss Wong havde god grund til at være tilfreds. Dim arbejdede hårdt, og kunderne købte drinks. Miss Wong kunne være glad for, at hun var der endnu, for det havde været tæt på et par gange. En japaner ville gerne giftes med Dim, men han trak sig, da hun bad om penge til flybilletten. En amerikaner havde taget hende med til Phuket, udsat hjemrejsen og købt en diamantring til hende. Hun havde pantsat den dagen efter, han rejste.

Nogle af kunderne betalte ikke ret meget og bad hende ryge og rejse, hvis hun beklagede sig. Andre sladrede til miss Wong, hvis hun ikke var med på alt det, de ville have hende til at gøre. De var ikke klar over, at når de først havde købt hende fri i baren, havde miss Wong fået sit, og Dim var sin egen herre. Sin egen herre. Hun tænkte på den røde kjole i udstillingsvinduet. Moderen havde haft ret – det var ikke let, men det var heller ikke så dårligt endda.

Og det var lykkedes hende at beholde det uskyldige smil og den glade latter. Det var noget, kunderne kunne lide. Måske var det derfor, hun havde fået tilbudt et job, som Wang Lee havde averteret i Thai Rath under overskriften G.R.O. eller “Guest Relation Officer”. Wang Lee var en lille, næsten sort kineser, som drev et motel et stykke ude ad Sukhumvit Road, og kunderne var stort set alle udlændinge med specielle ønsker, men ikke så specielle, at det ikke var noget, hun kunne gøre. Sandt at sige kunne hun bedre lide det, hun gjorde der, end at danse i baren i timevis. Desuden betalte Wang Lee godt. Den eneste ulempe var, at det tog så lang tid at komme dertil fra lejligheden i Banglaphu.

Den forbandede trafik! Den var gået i stå igen, og hun sagde til chaufføren, at hun ville stige ud her, selv om det betød, at hun skulle krydse seks kørebaner for at komme over til motellet på den anden side af vejen. Luften lagde sig om hende som et varmt, vådt håndklæde, da hun steg ud af taxaen. Hun spejdede efter et hul i trafikken, mens hun holdt hånden for munden, vel vidende at det ikke hjalp, at der ikke var andet luft at indånde i Bangkok, men hun slap i det mindste for lugten.

Hun krydsede ud mellem bilerne, måtte træde til side for en pickup med ladet fuld af fløjtende mænd, og hun var ved at få snittet hælkapperne af en Toyota i fri dressur. Så var hun ovre på den anden side.

Wang Lee kastede et blik på hende, da hun trådte ind i den menneske- tomme reception.

“Stille aften?” spurgte hun.

Han nikkede surt. Dem havde der været en del af det sidste års tid.

“Har du spist?”

“Ja,” løj hun. Han mente det godt, men hun havde ikke lyst til de slatne nudler, han tilberedte ude i baglokalet.

“Det kommer til at vare lidt,” sagde han. “Farangen ville sove først. Han ringer, når han er klar.”

Hun stønnede opgivende.

“Du ved godt, jeg skal være tilbage i baren inden midnat, Lee.”

Han så på sit ur.

“Giv ham en time.”

Hun trak på skuldrene og satte sig. Hvis det havde været et år tidligere, havde han sandsynligvis smidt hende ud for at tale på den måde, men nu havde han hårdt brug for den omsætning, han kunne få. Hun kunne selvfølgelig gå sin vej, men så ville hele den lange tur være spildt. Desuden skyldte hun Lee et par tjenester, og han var ikke den værste alfons, hun havde arbejdet for.

Da hun havde skoddet den tredje cigaret, skyllede hun munden med Lees bitre kinesiske te og rejste sig for at give sminken et sidste check i spejlet over skranken.

“Jeg går hen og vækker ham,” sagde hun.

“Mm. Har du skøjterne med?”

Hun holdt tasken i vejret.

Hendes hæle knasede mod gruset på den åbne, tomme plads mellem de lavtbyggede motelværelser. Værelse 120 lå inderst. Hun kunne ikke se nogen bil udenfor, men der var lys i vinduet. Så var han måske vågnet. En lille brise løftede op i hendes korte nederdel, men gav ingen afkøling. Hun længtes efter monsunen, efter regnen. Præcis som hun efter nogle uger med oversvømmelse, mudrede gader og mug på vasketøjet kom til at længes efter de tørre, vindstille måneder.

Hun bankede let på døren, arrangerede sit generte smil, og spørgsmålet “what’s your name?” lå hende allerede på tungespidsen. Der kom ikke noget svar. Hun bankede på igen og kiggede på sit ur. Hun kunne sikkert få tinget den kjole nogle hundrede bath ned, selv om det var i Robertson. Hun drejede på dørhåndtaget og opdagede til sin overraskelse, at døren ikke var låst.

Han lå på maven i sengen, og hendes første tanke var, at han sov. Så kunne hun se et glimt i blåt glas på det knivskæfte, der stak ud af den signalgule jakke. Det var vanskeligt at sige, hvilken tanke der først fór gennem hovedet på hende, men en af dem var i hvert fald, at turen fra Banglaphu alligevel havde været spildt. Så fik hun endelig aktiveret stemmebåndene, men skriget druknede i det gjaldende horn fra en lastvogn, der svingede uden om en uopmærksom tuk-tuk ude på Sukhumvit Road.