Kapitel 3

De fandt ham på restaurant Schrøder i Waldemar Thranes gade, et gammelt, ærværdigt vandhul beliggende i det vejkryds, hvor det østlige og vestlige Oslo mødes. Mere gammelt end ærværdigt, hvis man skal være helt ærlig. Ærværdigheden lå stort set i, at myndighederne havde besluttet at frede de brune, tilrøgede lokaler. Men fredningen omfattede ikke klientellet, en jaget og truet art af gamle drankere, evighedsstudenter og nussede charmører, hvis datostempling forlængst var overskredet.

De to betjente så den høje skikkelse sidde under et gammelt maleri af Aker kirke, da trækken fra døren lavede et midlertidigt hul i røgtæppet. Det lyse hår var så kortklippet, at det stod lige i vejret, og skægstubbene i det magre, markerede ansigt havde et stænk af gråt, selv om han næppe kunne være mere end i midten af trediverne. Han sad alene, rank i ryggen og med jakken på, som om han lige skulle til at gå. Som om den store fadøl på bordet foran ham ikke var noget, han hyggede sig med, men et arbejde, der skulle udføres.

“De sagde, vi kunne finde dig her,” sagde den ældste af de to og satte sig på stolen over for ham. “Mit navn er betjent Waaler.”

“Kan I se ham henne ved hjørnebordet?” sagde Hole uden at kigge op.

Waaler drejede hovedet og så en gammel, radmager mand sidde og se ned i et rødvinsglas, mens han vuggede frem og tilbage. Han så ud, som om han frøs.

“De kalder ham den sidste mohikaner.”

Hole kiggede op på dem og smilede bredt. Hans øjne lignede blåhvide marmorkugler bag et net af røde årer, og blikket fæstnede sig et sted nede på Waalers skjortebryst.

“Sømand under krigen,” sagde han med omhyggelig, distinkt udtale.

“For en del år siden var der vistnok flere af dem her, men nu er der ikke mange tilbage. Ham dér blev torpederet to gange under krigen. Han tror, han er udødelig. I forrige uge fandt jeg ham sovende i en snedrive nede i Glückstadgata efter lukketid. Der var helt mennesketomt, bælgmørkt og minus atten grader. Da jeg havde fået rystet liv i ham, kiggede han bare på mig og bad mig gå ad helvede til.”

Han lo højt.

“Hør lige engang, Hole …”

“Jeg gik hen til hans bord i går aftes og spurgte, om han kunne huske, hvad der var sket. Rent faktisk havde jeg jo reddet fyren fra at fryse ihjel. Ved I, hvad han svarede?”

“Møller vil tale med dig, Hole.”

“Han sagde, han var udødelig. ‘Jeg kan leve med at være uønsket krigsveteran i det her lorteland,’ sagde han. ‘Men det er sgu for meget, når ikke engang Skt. Peter vil have noget med en at gøre.’ Hørte I det? Selv Skt. Peter …”

“Vi har fået besked på at tage dig med hen på stationen.”

En ny fadøl havnede med et dunk på bordet foran Hole.

“Vi afregner nu, Vera,” sagde han.

“280,” svarede hun, uden at behøve kigge på sine sedler.

“Gud fri mig vel,” mumlede den yngste betjent.

“Det passer, Vera.”

“Jamen dog. Tak.” Så var hun væk.

“Byens bedste service,” forklarede Harry. “Det sker, at de får øje på en, uden at man skal sidde og vifte med begge arme.”

Waaler var blevet så stram i ansigtet, at en blodåre trådte frem i hans pande som en blå, knudret orm.

“Vi har ikke tid til at sidde her og høre fuldemandshistorier, Hole. Jeg vil foreslå, at du lader det sidste glas stå …”

Hole havde allerede forsigtigt ført glasset op til munden og begyndte at drikke.

Waaler lænede sig ind over bordet og forsøgte at holde sin stemme nede. “Jeg har hørt om dig, Hole. Og jeg kan ikke lide dig. Jeg synes, du skulle have været sparket ud af korpset for længe siden. Det er typer som dig, der gør, at folk mister respekten for politiet. Men det er ikke derfor, vi er her nu. Vi er her for at hente dig. Chefen er en venlig mand. Måske giver han dig en chance til.”

Hole ræbede, og Waaler rykkede tilbage i stolen.

“En chance til hvad?”

“Til at vise, hvad du duer til,” sagde den yngste betjent og forsøgte sig med et drenget smil.

“Nu skal jeg vise dig, hvad jeg duer til,” smilede Hole, satte glasset til munden og lagde hovedet bagover.

“Hole, hold op, for fanden!” Waaler blev rød om næseroden, mens de overværede, hvordan Holes adamsæble steg og sank på den ubarberede hals.

“Tilfreds?” spurgte Hole og satte det tomme glas på bordet foran sig.

“Vores arbejde …”

“ … giver jeg fanden i.” Hole knappede sin jakke. “Hvis Møller vil mig noget, kan han ringe til mig eller vente, til jeg kommer på arbejde i morgen. Nu vil jeg hjem, og forhåbentlig slipper jeg for at se jeres fjæs de næste tolv timer. Mine herrer …”

Harry rejste sine 190 centimeter og tog et næsten umærkeligt støtteskridt.

“Dit arrogante pikhoved,” sagde Waaler og vippede bagover på stolen. “Din skide taber. Hvis de journalister, der skrev om dig efter den sag i Australien, havde vidst, hvor lidt nosser …”

“Hvad vil det sige at have nosser, Waaler?” Hole smilede stadig. “At smide sekstenårige ind i en celle, fordi deres frisure ligner en hanekam?”

Den yngste betjent kastede et hurtigt blik på Waaler. Året før var der gået rygter på politiskolen om nogle unge punkere, som var blevet buret inde for øldrikkeri på offentligt område og gennemtævet i cellen med appelsiner pakket ind i våde håndklæder.

“Korpsånd er noget, du aldrig har forstået, Hole,” sagde Waaler. “Du tænker kun på dig selv. Alle ved, hvem der kørte den bil oppe på Vinderen, og hvorfor en god politibetjent flækkede hovedet på den stolpe. Fordi du er dranker og kørte, mens du var fuld, Hole. Du skal bare være glad for, at kendsgerningerne blev fejet ind under gulvtæppet. Hvis ikke det var fordi, de ville tage hensyn til hans familie og politiets omdømme …”

Den yngste betjent var nyuddannet og lærte nye ting hver dag. Denne eftermiddag lærte han for eksempel, at det er umådelig dumt at sidde og vippe på en stol, når man fornærmer nogen, for man er totalt forsvarsløs, hvis den fornærmede pludselig skulle træde frem og placere en lige højre mellem øjnene på en. Eftersom folk ofte går i dørken på Schrøder, blev der kun et par sekunders stilhed, før det summede af snak igen.

Han hjalp Waaler på benene, mens han så et glimt af Holes jakke flagre ud gennem døren.

“Hold da op, ikke dårligt efter otte fadøl, hva’?” sagde han, men han klappede øjeblikkeligt i, da han mødte Waalers blik.

Harry skridtede frejdigt hen over det isede fortov i Dovregata. Knoerne værkede ikke, og hverken smerten eller angeren havde besøgstid før i morgen tidlig.

Han drak ikke i arbejdstiden. Ikke endnu. Selv om han havde gjort det før, og doktor Aune havde hævdet, at enhver sprække begynder, hvor den forrige sluttede.

Den hvidhårede, smældfede Peter Ustinov-kloning havde leet, så dobbelthagerne rystede, da Harry forklarede ham, at han holdt sig på afstand af sin gamle uven Jim Beam og kun drak øl. Fordi han ikke brød sig særlig meget om øl.

“Du har været nede på bunden, og i samme øjeblik du åbner en flaske, er du der igen. Der findes ikke nogen mellemvej, Harry.”

Ja, ja. Han kom da hjem på to ben, fik som regel tøjet af og kom på arbejde dagen efter. Sådan havde det ikke altid været. Harry kaldte det en mellemting. Han trængte bare til en smule bedøvelse for at sove, det var alt.

En pige hilste inde under en sort pelshue, da han gik forbi hende. Var det en, han kendte? I fjor var der flere, der havde hilst, især efter det interview i fjernsynet, hvor Anne Grosvold havde spurgt ham, hvordan det føltes at skyde en seriemorder.

“Joh, bedre end at sidde her og svare på dine spørgsmål,” havde han svaret med et skævt smil, og det var blevet forårets hit, det mest citerede udsagn på denne side af “grise er helt okay”.

Harry satte nøglen i gadedøren. Sofiesgate. Det stod ham ikke helt klart, hvorfor han var flyttet op til Bislet i efteråret. Måske var det, fordi naboerne på Tøyen var begyndt at kigge underligt på ham, at holde en slags afstand, som han til at begynde med godt nok havde opfattet som respektfuld.

Fint nok, naboerne her lod ham være i fred, men kom ud på gangen og så efter, om alt var i orden, hvis han en sjælden gang gled på et trappetrin og tog en baglæns kolbøtte ned til nærmeste trappeafsats.

De baglæns kolbøtteture var ikke begyndt før i oktober, efter at han havde mødt muren i forbindelse med sagen om Søs. Så var luften ligesom gået ud af ham, og han var begyndt at drømme igen. Og han kendte kun én måde at holde drømmene stangen på.

Han havde prøvet at mande sig op og havde taget Søs med op til hytten i Rauland, men hun var blevet indesluttet efter en modbydelig voldtægt, hun var blevet udsat for, og havde ikke så let til latter som før. Så havde han ringet til faderen et par gange, uden at det var blevet til de lange samtaler, kun nok til, at han forstod, at faderen ville være i fred.

Harry lukkede døren til lejligheden bag sig, råbte, at han var hjemme, og nikkede fornøjet, da han ikke fik noget svar. Uhyrer kommer i alle skikkelser, men så længe de ikke stod parat i køkkenet, når han kom hjem, var der en chance for at få en rolig nattesøvn.