Kapitel 4
Kulden kom så pludseligt, da Harry trådte ud ad gadedøren, at han uvilkårligt snappede efter vejret. Han så op mod den rødmende himmel mellem husene og åbnede munden for at lufte ud i smagen af galde og Colgate.
På Holbergs Plass nåede han lige akkurat sporvognen, som kom skramlende ned ad Welhavensgate. Han fandt et sæde og begyndte at læse i Aftenposten. En ny pædofilisag. Der havde været tre af dem i de sidste måneder, alle nordmænd, som var taget på fersk gerning i Thailand.
I lederen mindede man om statsministerens løfte fra valgkampen om at intensivere efterforskningen af seksualforbrydelser, også i udlandet, og man spekulerede på, hvornår man ville se nogle resultater.
I en kommentar sagde statssekretær Bjørn Askildsen fra statsministerens kontor, at man fortsat arbejdede med at få en aftale på plads med Thailand om efterforskning på stedet af norske pædofile, og at man regnede med hurtige resultater, lige så snart aftalen forelå.
“Det haster!” konkluderede Aftenpostens redaktør. “Folk forventer, at der bliver gjort noget. En kristen statsminister kan ikke være bekendt, at det her svineri fortsætter.”
“Kom ind!”
Harry åbnede døren og kiggede direkte ned i Bjarne Møllers gabende mund, idet denne strakte sig bagover i stolen, så de lange ben stak frem under skrivebordet.
“Ser man det. Jeg sad og ventede på dig i går, Harry.”
“Jeg fik beskeden.” Harry satte sig. “Jeg går ikke på arbejde, når jeg er fuld. Og omvendt. En slags princip, jeg har tillagt mig.” Det var meningen, at det skulle lyde ironisk.
“En betjent er betjent 24 timer i døgnet, Harry, ædru eller fuld. Jeg måtte overtale Waaler til ikke at indgive en anmeldelse mod dig, at du ved det.”
Harry trak på skuldrene for at signalere, at han havde sagt det, han havde at sige om den sag.
“Okay, Harry, det skal vi ikke diskutere mere nu. Jeg har et job til dig. Et job, som jeg ikke synes, du fortjener, men som jeg alligevel har tænkt mig at give dig.”
“Kan det glæde dig, hvis jeg siger, at jeg ikke vil have det?” spurgte Harry.
“Hold op med det der Marlowe-nummer, Harry, det klæder dig ikke,” sagde Møller brysk. Harry smilede skævt. Han vidste, at afdelingschefen godt kunne lide ham.
“Jeg har jo ikke engang sagt, hvad det går ud på.”
“I og med, at du sender en bil ud for at hente mig i min fritid, så kan jeg godt regne ud, at det ikke er for at dirigere trafikken.”
“Netop. Hvorfor vil du så ikke lade mig tale ud?”
Harry lo en tør, kort latter og lænede sig frem i stolen.
“Skal vi tale frit fra leveren?”
Hvilken lever, skulle Møller til at spørge, men han nikkede bare.
“Jeg er ikke mand for de store opgaver lige nu, chef. Jeg går ud fra, at du selv har set, hvordan det fungerer for tiden. At det ikke fungerer. Eller kun lige akkurat. Jeg udfører mit arbejde, rutinesagerne, prøver ikke at gå i vejen for de andre og stempler ind og ud i ædru tilstand. Jeg ville give den opgave til en af de andre, hvis jeg var dig.”
Møller sukkede, trak møjsommeligt knæene til sig og rejste sig op.
“Frit fra leveren, Harry? Havde det været op til mig, havde en anden fået jobbet. Men det var dig, de ville have. Derfor ville det være til stor hjælp for mig, Harry …”
Harry kiggede vagtsomt op. Bjarne Møller havde hjulpet ham ud af nok kniber det sidste år til, at han vidste, at det kun var et spørgsmål om tid, før en tilbagebetaling af gælden skulle begynde.
“Stop! Hvem er de?”
“Folk i høje stillinger. Folk, som kan gøre helvede hedt for mig, hvis de ikke får deres vilje.”
“Og hvad får jeg for at stille op?”
Møller rynkede brynene, så godt han kunne, men han havde altid haft problemer med at få det åbne drengeansigt til at se strengt ud.
“Hvad du får? Du får din løn. Så længe det varer. Hvad du får! Nej, nu må du fandeme …”
“Jeg kan jo godt se konturerne af det her, chef. Nogle af de folk, du snakkede om, er af den opfattelse, at ham der Hole, som ryddede op nede i Sydney i fjor, må være en fandens karl, og dit job er bare at få fyren til at stille op. Tager jeg fejl?”
“Harry, vær rar ikke at køre det her alt for langt ud.”
“Jeg tager ikke fejl. Jeg tog heller ikke fejl, da jeg så Waalers fjæs i går. Derfor har jeg allerede sovet på det, og her kommer mit forslag: Jeg er en flink fyr og stiller op, men når jeg er færdig, giver du mig to efterforskere på fuld tid i to måneder og fuld adgang til alle dataressourcer.”
“Hvad taler du om?”
“Du ved godt, hvad jeg taler om.”
“Hvis det stadigvæk drejer sig om voldtægten af din søster, kan jeg kun beklage, Harry. Jeg går ud fra, at du husker, at den sag eftertrykkeligt blev henlagt.”
“Det kan jeg godt huske. Jeg kan huske den rapport, hvor der stod, at hun har Downs syndrom, og at det derfor ikke er utænkeligt, at hun opdigtede voldtægten for at dække over det faktum, at hun var blevet gravid med et tilfældigt bekendtskab. Jo tak, det husker jeg godt.”
“Der var ingen tekniske …”
“Hun havde tænkt sig at holde det skjult. Herregud, mand, jeg var i hendes lejlighed på Sogn og fik tilfældigvis øje på en bh gennemvædet af blod i snavsetøjskurven ude på badeværelset. Jeg måtte tvinge hende til at vise mig sit bryst. Han havde skåret hendes ene brystvorte af, og hun havde gået og blødt i over en uge. Hun tror, at alle er som hende, og da den her smarte fyr først spenderede middag og så spurgte, om hun havde lyst til at se en film på hans hotelværelse, troede hun bare, at han var vældig flink. Og selv om hun havde kunnet huske nummeret på hans hotelværelse, ville det være blevet støvsuget, vasket og have fået skiftet sengetøj over tyve gange, efter at det skete. Så er der ikke mange tekniske spor at gå efter.”
“Der var ingen, der kunne huske nogen blodige lagener …”
“Jeg har selv arbejdet på hotel, Møller. Du ville blive overrasket over, hvor mange blodige lagener, der skal skiftes i løbet af et par uger. Folk laver sgu ikke andet end at bløde.”
Møller rystede energisk på hovedet.
“Sorry. Du fik en mulighed for at bevise det, Harry.”
“Ikke nok, chef. Det var ikke nok.”
“Det er aldrig nok. Men et eller andet sted skal man slutte. Med vores ressourcer …”
“Du kan i hvert fald give mig frie hænder på egen hånd. I én måned.”
Møller lagde pludselig nakken tilbage og kneb det ene øje i. Harry vidste, at han var afsløret.
“Din listige djævel, du har haft lyst til jobbet hele tiden, har du ikke? Du skulle bare lige forhandle lidt først?”
Harry stak underlæben frem og vuggede hovedet fra side til side. Møller kiggede ud ad vinduet. Så sukkede han.
“Okay, Harry. Jeg skal se, hvad jeg kan gøre. Men hvis du laver rod i det her, bliver jeg nødt til at træffe et par beslutninger, som jeg ved, at visse folk i korpset mener, jeg burde have truffet for længe siden. Du ved godt, hvad det indebærer, ikke?”
“Du tager mig i hoved og røv og kører mig ud,” smilede Harry. “Hvad går jobbet ud på?”
“Jeg håber, dit sommertøj er nyrenset, og at du husker, hvor du sidst lagde dit pas. Dit fly går om tolv timer, og du skal langt væk.”
“Jo længere, jo bedre, chef.”
Harry sad på en stol ved døren i den trange lejlighed i det sociale boligbyggeri i Sogn. Søsteren sad ved vinduet og så på sneflagerne i lyskeglen under gadelygten udenfor. Hun snøftede et par gange. Eftersom hun sad med ryggen til, kunne Harry ikke afgøre, om det var på grund af forkølelsen eller afskeden. Hun havde nu boet her i to år og klarede sig efter omstændighederne fint. Lige efter voldtægten og efter aborten havde Harry taget noget tøj og toilettasken med sig og var flyttet ind, men efter nogle få dage havde hun sagt, at det var nok. At hun var en stor pige nu.
“Jeg kommer snart tilbage, Søs.”
“Hvornår?”
Hun sad så tæt ved ruden, at der sprang en dugrose frem, hver gang hun sagde noget.
Harry satte sig bag hende og lagde en hånd på hendes ryg. Han kunne mærke på den svage sitren, at hun snart ville begynde at græde.
“Når jeg har anholdt de slemme folk. Så kommer jeg hjem med det samme.”
“Er det …”
“Nej, det er ikke ham. Ham skal jeg nok fange bagefter. Har du snakket med far i dag?”
Hun rystede på hovedet. Harry sukkede.
“Hvis han ikke ringer til dig, vil jeg gerne have, at du ringer til ham. Vil du gøre det for min skyld, Søs?”
Hun vendte sig uden et ord, lagde armene om halsen på ham og borede hovedet ind ved hans hals.
Han strøg hende over håret og mærkede, hvordan skjortelinningen blev våd.
Kufferten var færdigpakket. Harry havde ringet til Aune og sagt, at han skulle på tjenesterejse til Bangkok. Det havde han ikke haft mange kommentarer til, og Harry vidste ikke helt, hvorfor han havde ringet. Fordi det var godt at ringe til nogen, som kunne tænkes at undre sig over, hvor han var blevet af, måske? Og Harry syntes ligesom ikke, at han kunne ringe til serveringspersonalet på Schrøder.
“Tag de B-vitaminsprøjter med, som jeg gav dig,” sagde Aune.
“Hvorfor det?”
“Det gør tingene lidt nemmere, hvis du skulle få lyst til at være ædru. Nye omgivelser, Harry. Det kan være en god anledning, ved du nok.”
“Det skal jeg tænke over.”
“Det er ikke nok at tænke, Harry.”
“Det ved jeg. Derfor behøver jeg heller ikke tage de sprøjter med.”
Aune brummede. Det var hans måde at le på.
“Du skulle have været komiker, Harry.”
“Jeg er godt på vej.”
En af fyrene fra hospicet længere henne ad gaden stod ved husmuren og skuttede sig i en snæver jakke, mens han dampede løs på en smøg, da Harry lempede kufferten ind i taxaens bagagerum.
“Ud og rejse?” spurgte han.
“Ja.”
“Syden, eller …?”
“Bangkok.”
“Alene?”
“Jep.”
“Say no more …”
Han stak en tommelfinger i vejret og blinkede.
Harry tog imod billetten fra damen i check-inn og vendte sig om.
“Harry Hole?” Manden havde stålindfattede briller og så på ham med et bedrøvet smil.
“Og De er?”
“Dagfinn Torhus fra Udenrigsministeriet. Vi vil bare ønske Dem lykke til. Og sikre os, at De har forstået opgavens … delikate karakter. Det her er trods alt gået meget hurtigt.”
“Tak for omtanken. Ja, jeg har forstået, at det er min opgave at finde en morder uden at plaske for meget i vandet. Møller har instrueret mig.”
“Godt. Diskretion er afgørende. De må ikke stole på nogen. Ikke engang på folk, som udgiver sig for at repræsentere Udenrigsministeriet. Det kan vise sig at være en fra, tja, for eksempel Dagbladet.”
Torhus åbnede munden som til et latterudbrud, og det gik op for Harry, at han mente det alvorligt.
“Journalister fra Dagbladet går ikke med en nål fra Udenrigsministeriet i jakkeopslaget, hr. Torhus. Eller med støvfrakke i januar. Jeg har forresten set i de papirer, jeg har modtaget, at De er min kontaktperson i ministeriet.”
Torhus nikkede, mest til sig selv. Så skød han hagen frem og sænkede stemmelejet en halv tone.
“Dit fly går snart, så jeg skal ikke opholde dig ret længe. Men hør lige efter den smule, jeg har at sige.”
Han tog hænderne op af frakkelommerne og foldede dem foran sig.
“Hvor gammel er du, Hole? Treogtredive? Fireogtredive? Du har stadig en mulighed for at gøre karriere. Jeg har nemlig forhørt mig lidt nærmere om dig. Du er talentfuld, og der er tydeligvis folk oppe i systemet, som godt kan lide dig. Og holder hånden over dig. Sådan kan det også fortsætte, så længe tingene går, som de skal. Men der skal ikke de store fejltrin til, før du ryger på røven, og så kan du nemt komme til at tage din makker med i faldet. Og så vil du opdage, at de såkaldte venner pludselig er over alle bjerge. Så selv om du måske ikke går så hurtigt, så prøv i det mindste at holde dig på benene, Hole. For alles skyld. Det er et velment råd fra en gammel skøjteløber.”
Han smilede med munden, mens øjnene undersøgende betragtede Harry.
“Ved du hvad, Hole, jeg får altid sådan en deprimerende følelse af nedlæggelse, når jeg er herude på Fornebu. Nedlæggelse og opbrud.”
“Det siger du ikke?” sagde Harry, mens han funderede over, om han mon kunne nå en øl i baren, før sidste udkald til flyet. “Tja. Af og til kan det jo være af det gode. Fornyelse, mener jeg.”
“Lad os håbe det,” sagde Torhus. “Lad os håbe det.”