Kapitel 5
Harry Hole rettede på solbrillerne og kiggede hen over rækken af taxaer uden for Don Muang International Airport. Han havde en følelse af at være kommet ind på et badeværelse, hvor en eller anden lige havde slukket for en skoldhed bruser. Han vidste, at hemmeligheden ved at tackle en høj luftfugtighed var at give fanden i den. Man skulle bare lade sveden sile ned og tænke på noget andet. Det var værre med lyset. Det skar gennem de billige solbriller, lige ind i de alkoholblanke øjne, og fik gang i hovedpinen, som indtil da bare havde ligget og ulmet i tindingerne.
“250 baht or metel taxi, sil?”
Harry prøvede at koncentrere sig om, hvad taxachaufføren, som stod foran ham, sagde. Flyveturen havde været et helvede. Bogkiosken i Zürich lufthavn solgte kun tyske bøger, og de havde vist “Free Willy 2” på flyet.
“Taxameter er fint,” sagde Harry.
En snakkesalig dansker på flysædet ved siden af havde valgt at overse det faktum, at Harry var beruset, og havde overøst ham med råd om, hvordan man skulle undgå at blive snydt i Thailand, et tydeligvis uudtømmeligt tema. Han var vel af den opfattelse, at nordmænd var charmerende, naive mennesker, som det var enhver danskers selvfølgelige pligt at redde fra bondefangeri.
“Du skal tinge om alt,” havde han sagt. “Det er meningen. Forstår du det?”
“Og hvad nu, hvis jeg ikke gør det?”
“Så ødelægger du det for os andre.”
“Hvabehar?”
“Så bidrager du til at presse priserne op. Du gør Thailand dyrere for alle andre.”
Harry havde kigget nærmere på manden. Han var iført beigefarvet Marlboroskjorte og nye lædersandaler. Det var bare om at få sig noget mere at drikke.
“Susarak Road 111,” sagde Harry, og chaufføren smilede, anbragte kufferten i bagagerummet og holdt døren for Harry, som lirkede sig ind og konstaterede, at rattet sad i højre side.
“I Norge klager vi over, at englænderne insisterer på at beholde deres venstrekørsel,” sagde han, mens de kørte ud på motorvejen.
“Men for nylig hørte jeg, at der er flere mennesker i verden, som kører i venstre end i højre side. Ved du hvorfor?”
Chaufføren kiggede i spejlet og smilede endnu bredere.
“Susarak Road, yes?”
“Fordi de har venstrekørsel i Kina,” mumlede Harry og var glad for, at motorvejen skar sig gennem det disede skyskraberlandskab som en lige, grå pil. Han kunne mærke, at et par skarpe sving måske var nok til, at han måtte aflevere Swissairs æggekage på bagsædet.
“Hvorfor er taxameteret ikke slået til?”
“Susarak Road, 500 baht, yes?”
Harry lænede sig tilbage i sædet og så op mod himlen. Det vil sige, han kiggede bare op, for der var ikke nogen himmel at se, kun en tåget hvælving gennemlyst af en sol, han heller ikke kunne se. Bangkok, “Englenes by”. Englene havde bind for næse og mund mod forureningen og skar i luften med en kniv og prøvede at huske, hvilken farve himlen havde før i tiden.
Han måtte have sovet, for da han åbnede øjnene, holdt de stille. Han trak sig op i sædet og så, at de var omgivet af biler. Små, åbne butikker og værksteder lå side om side langs fortovene, og der var et mylder af mennesker, som alle så ud til at vide, hvor de skulle hen. Og til, at det hastede med at komme derhen. Chaufføren havde åbnet et vindue, og en kakofoni af bylyde blandede sig med radioen. Der lugtede af udstødningsgasser og sved i den glohede vogn.
“Trafikprop?”
Chaufføren rystede smilende på hovedet.
Det knasede mellem Harrys tænder. Hvad var det, han havde læst? At alt det bly, man indånder, før eller siden ender oppe i hjernen? Og det fik man hukommelsestab af. Eller blev man psykotisk?
Som ved et mirakel kom der pludselig bevægelse i trafikken igen, og motorcykler og knallerter sværmede rundt om dem som arrige insekter og kastede sig med dødsforagt ud i krydsene. Harry talte fire velkvalificerede næsten-ulykker.
“Utroligt, at det ikke går galt,” sagde Harry for at sige noget.
Chaufføren kiggede i spejlet og smilede bredt. “Det går galt. Mange gange.”
Da de endelig stod uden for politistationen i Susarak Road, havde Harry allerede bestemt sig: Han kunne ikke lide den her by. Han ville holde vejret, udføre sit arbejde og se at komme op i det første og ikke nødvendigvis det bedste fly til Oslo.
“Velkommen til Bangkok, Hally.”
Politichefen var lille og sortsmudsket og havde tydeligvis besluttet sig for at vise, at man også kunne hilse på vestlig vis i Thailand. Han klemte godt fast i Harrys hånd og rystede den entusiastisk, mens han smilede bredt.
“Beklager, at vi ikke kunne hente dig i lufthavnen, men trafikken i Bangkok …”
Han slog ud med hånden mod vinduet bag sig. “Det er ikke så langt på kortet, men …”
“Jeg ved, hvad du mener, sir,” sagde Harry. “De sagde det samme på ambassaden.”
“De blev stående over for hinanden uden at sige mere. Politichefen smilede. Det bankede på døren.
“Kom ind!”
Et glatbarberet hoved blev stukket ind gennem døråbningen.
“Kom indenfor, Crumley. Den norske kriminalbetjent er ankommet.”
“Aha, kriminalbetjenten.”
Hovedet fik krop, og Harry måtte blinke to gange for at forsikre sig om, at han så rigtigt. Crumley var bredskuldret og næsten lige så høj som Harry, det hårløse hoved havde markerede kæbemuskler og et par intense, blå øjne over en lige, smal mund. Antrækket var en lyseblå uniformsskjorte, et par velvoksne Nike joggingsko og nederdel.
“Liz Crumley, chef for Drabsafdelingen,” sagde politichefen.
“De siger, du skulle være en allerhelvedes mordefterforsker, Harry,” sagde hun på bredt amerikansk og stillede sig over for ham med hænderne i siden.
“Nåh, jeg ved ikke lige, om …”
“Nej? Noget må der jo være om det, siden de har sendt dig halvvejs rundt om Jorden, tror du ikke?”
“Sikkert.”
Harry lukkede øjnene halvt i. Det, han mindst af alt havde brug for lige nu, var et gesjæftigt kvindemenneske.
“Jeg er kommet for at hjælpe til. Hvis jeg kan hjælpe til.” Han tvang sig til at smile.
“Så er det måske på tide at blive ædru, Harry?”
Politichefen lo en høj, tynd latter bag hendes ryg.
“Sådan er de,” sagde hun, højt og tydeligt, som om han ikke var til stede. “De gør, hvad de kan, for at ingen skal tabe ansigt. Lige nu er det dit ansigt, han prøver at redde. Ved at lade, som om jeg spøger. Men jeg spøger ikke. Jeg har ansvaret for Drabsafdelingen, og hvis der er noget, jeg ikke kan lide, siger jeg fra. Det sidste regnes for dårlig skik her i landet, men jeg har gjort det i ti år.”
Harry lukkede øjnene helt i.
“Jeg kan se på den røde farve i dit fjæs, at du synes, det her er pinligt, Harry, men jeg kan ikke bruge fulde efterforskere, det forstår du sikkert. Kom tilbage i morgen. Nu skal jeg finde en, der kan køre dig til den lejlighed, du skal bo i.”
Harry rystede på hovedet og rømmede sig: “Flyskræk.”
“Hvabehar?”
“Jeg har flyskræk. Gin og tonic hjælper. Og jeg er rød i hovedet, fordi den er begyndt at fordampe gennem porerne i min hud.”
Liz Crumley betragtede ham længe. Så kløede hun sig på den skaldede isse.
“Synd for dig, kriminalbetjent. Hvordan ligger det med dit jetlag?”
“Jeg er lysvågen.”
“Fint. Vi kører ind omkring lejligheden på vej til gerningsstedet.”
Den lejlighed, han havde lånt af ambassaden, lå i et fashionabelt lejlighedskompleks lige over for Shangri-La Hotel. Den var lillebitte og spartansk møbleret, men havde bad, en vifte ved sengen og udsigt over floden Chao Praya, som løb forbi udenfor, bred og brun. Harry stillede sig ved vinduet. Lange, smalle træbåde pilede af sted på kryds og tværs og piskede det snavsede flodvand op med skruerne, som sad på lange stænger. På den anden side af floden hævede nybyggede hoteller og forretningsbygninger sig over en ubestemmelig bygningsmasse af hvide murstenshuse. Det var vanskeligt at få noget indtryk af byens størrelse, fordi den forsvandt i en gulbrun dis, når man prøvede at se længere end nogle få gader, men Harry formodede, at den var stor. Meget stor. Han skubbede et vindue op, og et brøl steg op imod ham. Propperne i ørerne fra flyturen var forsvundet i elevatoren, og først nu hørte han, hvilken øredøvende larm, byen frembragte. Han kunne se Crumleys patruljevogn som en lille legetøjsbil ved fortovskanten langt nede. Han åbnede en varm øldåse, han havde taget med fra flyet, og konstaterede fornøjet, at “Singha” var lige så elendig som norsk øl. Resten af dagen virkede allerede mere overkommelig.