Kapitel 6

Chefen for Drabsafdelingen lå på hornet. Bogstavelig talt. Hun pressede brysterne ned mod rattet på den tunge Toyota jeep, så hornet tudede løs.

“Meget lidt thai-agtigt,” sagde hun og lo. “Desuden virker det ikke. Hvis du bruger hornet, slipper de dig i hvert fald ikke frem. Det har noget med buddhisme at gøre. Men jeg kan ikke lade være. Det tror fanden, jeg er fra Texas, jeg er ikke bygget som dem.”

Hun lagde sig ned mod rattet igen, mens bilisterne omkring dem demonstrativt kiggede den anden vej.

“Han ligger altså stadig på det hotelværelse?” spurgte Harry og kvalte en gaben.

“Besked fra højeste sted. Som regel obducerer vi dem hurtigst muligt og kremerer dem dagen efter. Men de ville have, at du skulle se det først. Spørg mig ikke hvorfor.”

“Jeg er jo en allerhelvedes god efterforsker, eller har du allerede glemt det?”

Hun kiggede på ham ud ad øjenkrogen, før hun vred bilen ud i et hul på højre side og gav den gas.

“Nu skal du ikke blive for sød, lille ven. Det er ikke sådan, som du måske tror, at thaierne tror, du er en fandens karl, bare fordi du er farang, snarere tværtimod.”

“Farang?”

“Hvid. Gringo. Halvt nedsættende, halvt neutralt, alt efter, hvordan du opfatter det. Du skal bare huske, at der ikke er noget galt med thaiernes selvfølelse, selv om de behandler dig høfligt. Heldigvis for dig har jeg to unge betjente derude i dag, som du sikkert kan overkomme at imponere. Det håber jeg i hvert fald, for din egen skyld. Hvis du gør dig selv til grin, kan du få store problemer med det videre samarbejde med afdelingen.”

“Jeg fik ellers nærmest indtryk af, at det var dig, der bestemte alting der.”

“Det er det, jeg mener.”

De var kommet op på motorvejen, og hun trådte resolut speederen i bund uden at tage hensyn til protesterne fra motoren. Det var allerede begyndt at skumre, og i vest var en kirsebærrød sol dalet ned i disen mellem skyskraberne.

“Forurening giver om ikke andet smukke solnedgange,” sagde Crumley som svar på hans tanker.

“Fortæl mig om ludertrafikken her,” sagde Harry.

“Den er omtrent lige så tæt som biltrafikken.”

“Det ved jeg godt. Men hvad er det, der sker, hvordan foregår det? Er det traditionel gadeprostitution med alfonser, faste bordeller med bordelmutter, eller er pigerne freelancere? Er de på barerne, stripper de, averterer de i avisen, eller finder de kunderne i et indkøbscenter?”

“Det hele og mere til. Det, der ikke har været prøvet i Bangkok, har ikke været prøvet. Men de fleste arbejder i go-go barer, hvor de danser og prøver at få gæsterne til at købe drinks, som de får procenter af. Barejeren har ikke noget ansvar for pigerne, ud over at han giver dem et sted at markedsføre sig, mens pigerne forpligter sig til at være der, indtil baren lukker. Hvis en kunde vil have en af pigerne med sig, må han købe hende fri for resten af aftenen. Pengene går til barejeren, men pigen er som regel glad for, at hun slipper for at stå resten af aftenen på en scene og vrikke.”

“Det lyder som en god forretning for barejeren.”

“Det, pigen får, efter at hun er blevet købt fri, går direkte i hendes egen lomme.”

“Kom hun fra sådan en bar, hende som fandt vores mand?”

“Jep. Hun arbejder på en af King Crown-barerne i Patpong. Vi ved også, at motelindehaveren driver en slags callgirl-ring for udlændinge med specielle ønsker. Men det er sin sag at få hende til at sige noget, for i Thailand er det faktisk lige så strafbart at være luder som at være alfons. Indtil videre har hun kun fortalt, at hun boede på motellet, men gik ind ad den forkerte dør.”

Hun forklarede, at Atle Molnes sandsynligvis havde bestilt kvinden, da han ankom til motellet, men at receptionisten, som var identisk med motelindehaveren, blankt afviste at have noget med sagen at gøre, ud over at have udlejet et værelse.

“Så er vi her.”

Hun svingede jeepen op foran et lavt, hvidt murstenshus.

“De bedste horehuse i Bangkok lader til at have en svaghed for græske navne,” sagde hun syrligt og steg ud. Harry kiggede op på et stort neonskilt, som oplyste, at motellet hed “Olympussy”. M’et blinkede uregelmæssigt, mens l’ et var gået helt ud og gav stedet en tristesse, som fik Harry til at tænke på norske grillbarer i forstæderne.

Motellet lignede til forveksling den amerikanske variant med dobbeltværelser i række rundt om en patio, med parkeringsplads uden for hvert værelse. Der gik en veranda langs husmuren, hvor gæsterne kunne sidde i grå, vandskadede kurvestole.

“Hyggeligt sted.”

“Du tror det måske ikke, men da det dukkede op under Vietnamkrigen, var det her et af de heftigste steder i byen. Bygget til liderlige amerikanske soldater på R&R.”

“R&R?”

“Rest and Recuperation. Populært kaldet I&I: Intercourse and Intoxication. De fløj dem ind fra Saigon på todagesorlov. Sexindustrien her i landet havde ikke været dér, hvor den er i dag, uden U.S. Army. En af gaderne har oven i købet fået Soi Cowboy som officielt navn.”

“Hvorfor holdt de sig så ikke der? Det her er jo nærmest en landsby.”

“De soldater, der havde mest hjemve, ville allerhelst kneppe på ægte amerikansk vis, det vil sige i en bil eller på et motelværelse. Derfor byggede de den sag her. Inde i centrum lejede de amerikanske biler. Og de havde kun amerikansk øl i minibaren på værelserne.”

“Hvor ved du dog alt det fra?”

“Det har min mor fortalt mig.”

Harry vendte sig om mod hende, men selv om de fungerende bogstaver i “Olympussy” kastede et blåligt neonskær over hendes isse, var det blevet for mørkt til, at han kunne se noget ansigtsudtryk. Hun trak en kasket ned over hovedet, før de gik ind i receptionen.

Motelværelset var enkelt møbleret. Men det skidengrå silketapet røbede, at det havde set bedre dage. Harry skuttede sig. Ikke på grund af den gule jakke, som overflødiggjorde nærmere identifikation af liget. Harry vidste, at det kun var medlemmer af Kristeligt Folkeparti og Fremskridtspartiet, som frivilligt gik i den slags tøj. Det skyldtes heller ikke den kniv med orientalske ornamenter, som havde naglet jakken fast til ryggen og givet jakken en uklædelig bule over skuldrene. Grunden var ganske enkelt den, at det var iskoldt. Crumley havde forklaret, at eftersom holdbarhedsdatoen for lig hurtigt udløb i det her klima, og da de havde fået at vide, at de måtte vente i næsten to døgn på den norske betjent, havde de sat airconditionanlægget på fuldt blus, det vil sige ti grader og maksimal vifte.

Alligevel holdt fluerne det ud, og en sværm af dem steg til vejrs, da de to unge thailandske politifolk forsigtigt vendte liget om på ryggen. Atle Molnes’ brustne blik stirrede ned langs næseryggen, som om han prøvede at se spidserne på sine Ecco-sko. Den drengeagtige hårlok fik ambassadøren til at se yngre ud end sine 52 år. Den lå solbleget og vippede ned i panden på ham, som om der fortsat var liv i den.

“Kone og en teenagedatter,” sagde Harry. “Og ingen af dem har været her for at se ham?”

“Nej. Vi informerede den norske ambassade, som sagde, at de ville viderebringe beskeden til familien. Indtil videre har vi kun fået besked på, at ingen må komme herind.”

“Nogen fra ambassaden?”

“Ambassaderåden. Jeg kan ikke huske, hvad hun hed …”

“Tonje Wiig?”

“Netop. Hun var hård i filten, indtil vi drejede ham rundt, så hun kunne identificere ham.”

Harry studerede ambassadøren. Havde han været en pæn mand? En mand, som, hvis man så bort fra den rædselsfulde jakke og et par bildæk om maven, kunne få hjertet hos en ung, kvindelig ambassaderåd til at slå lidt hurtigere? Den solbrune hud havde fået et gustent skær, og en blå tunge så ud, som om den prøvede at presse sig ud mellem læberne.

Harry satte sig ned i en stol og så sig omkring. Udseendet forandrer sig hurtigt, når et menneske dør, og han havde set tilstrækkeligt med døde til at vide, at det ikke var meget, han fik ud af at stirre på dem. De hemmeligheder, som et menneskes personlighed måtte afsløre, havde Atle Molnes for længst taget med sig, og tilbage var der kun en tom, forladt skal.

Harry skubbede stolen hen til sengen. De to betjente lænede sig ned mod ham.

“Hvad ser du?” spurgte Crumley.

“Jeg ser en norsk horebuk, som tilfældigvis er ambassadør og derfor skal have sit omdømme beskyttet af hensyn til konge og fædreland.”

Hun kiggede overrasket op og så undersøgende på ham.

“Uanset, hvor godt et airconditionanlæg man har, kan man ikke holde stanken nede,” sagde han. “Men det er mit problem. Når det gælder fyren her …”

Han trak i den døde ambassadørs kæbe.

“Rigor mortis. Han er stiv, men stivheden er begyndt at give sig, hvilket er normalt efter to dage. Hans tunge er blå, men kniven tyder ikke på kvælning. Det bør undersøges.”

“Det er blevet undersøgt,” sagde Crumley. “Ambassadøren havde drukket rødvin.”

Harry mumlede et eller andet.

“Vores læge siger, at døden indtrådte en gang mellem klokken seksten og toogtyve,” fortsatte hun. “Ambassadøren forlod kontoret klokken halv ni om morgenen, og da kvinden fandt ham, var klokken hen imod elleve om aftenen, så det indsnævrer jo tidsrummet noget.”

“Mellem seksten og toogtyve? Det er jo seks timer.”

“Rigtigt regnet, kriminalbetjent.” Crumley lagde armene over kors.

“Nå.” Harry kiggede op på hende. “I Oslo plejer vi at bestemme dødstidspunktet med tyve minutters margen på lig, som bliver fundet efter nogle timer.”

“Det er fordi, I bor på Nordpolen. Her, hvor der er femogtredive grader, falder ligets temperatur ikke ret meget. Tidspunktet er baseret på rigor mortis, og så bliver det lidt omtrentligt.”

“Hvad med ligpletter? De burde komme frem efter cirka tre timer.”

“Sorry. Som du kan se, var ambassadøren glad for at tage sol, så man kan ikke se dem.”

Harry trak en pegefinger op langs jakken, der hvor kniven var gået ind. Der samlede sig et gråt, vaselineagtigt stof på hans negl.

“Hvad er det her?”

“Våbnet var tydeligvis smurt ind i fedt. Vi har sendt en prøve til analyse.”

Harry gennemgik hurtigt lommerne og fiskede en brun, slidt tegnebog frem. Den indeholdt en 500-baht seddel, et id-kort fra Udenrigsministeriet og et billede af en smilende pige i noget, der lignede en hospitalsseng.

“Fandt I ellers noget på ham?”

“Niks.” Crumley havde taget kasketten af og brugte den til at vifte fluer væk med. “Vi undersøgte det, han havde på sig, og lod det hele være.”

Harry løsnede bæltet på liget, trak bukserne ned og vendte ham om på maven igen. Så trak han jakken og skjorten op. “Se her. Noget af blodet er løbet ned ad ryggen.”

Han trak ud i elastikken på Dovre-underbukserne.

“Og ned mellem balderne. Altså er han næppe blevet stukket, mens han lå i sengen, men mens han befandt sig stående. Ved at måle højden på det sted, hvor kniven er gået ind, og vinklen på stikket, kan vi udlede noget om morderens højde.”

“Ja, hvis vi antager, at morderen stod på samme niveau som offeret, da han eller hun stak,” tilføjede Crumley. “Offeret kan også være blevet stukket, mens han lå på gulvet, og så er blodet løbet ned, da han blev flyttet op på sengen.”

“Så havde der været blod på tæppet,” sagde Harry, trak ligets bukser op igen, fæstnede bæltet og vendte sig om og kiggede hende i øjnene.

“Desuden havde du ikke behøvet at spekulere over det. Du ville have vidst det med sikkerhed. Jeres teknikere ville have fundet fibre fra tæppet over hele hans jakke, ville de ikke?”

Hun blev ikke det mindste usikker i blikket, men Harry var klar over, at han havde afsløret hendes lille test. Hun nikkede svagt, og han vendte igen sin opmærksomhed mod liget.

“Plus en lille viktimologisk detalje, som måske bekræfter, at han ventede damebesøg.”

“Jaså?”

“Kan I se bæltet? Det var fæstnet to hak længere inde end det slidte hak her, før jeg løsnede det. Midaldrende mænd med forøget livvidde har det med at stramme bæltet lidt ind, når de skal møde yngre kvinder.”

Det var svært at afgøre, om de var imponerede. Thaierne skiftede vægten fra venstre til højre fod, og deres unge stenansigter røbede intet. Crumley bed en neglestump af og spyttede den ud mellem sammenpressede læber.

“Og her har vi så minibaren.” Harry åbnede døren til det lille køleskab. Singha, Johnnie Walker og Canadian Club i miniature, en hvidvinsflaske. Ingenting virkede rørt.

“Hvad har vi mere?” Harry henvendte sig til de to thaier.

De udvekslede et blik, før den ene pegede ud på pladsen foran.

“Bilen.”

De gik udenfor, hvor der stod en mørkeblå Mercedes af nyere model med diplomatplader. Den ene af politibetjentene låste døren i førersiden op.

“Nøglen?” spurgte Harry.

“Lå i hans jakkelomme.” Betjenten nikkede hen mod motelværelset.

“Fingeraftryk?”

Thaien så lettere opgivende på sin chef. Hun rømmede sig:

“Vi har selvfølgelig undersøgt nøglen for aftryk, Hole.”

“Jeg tænkte ikke på, om I havde taget fingeraftryk, men om I fandt nogen.”

“Hans egne. Hvis ikke, havde vi fortalt dig det med det samme.”

Harry bed et skarpt svar i sig.

Sæderne og gulvet i Mercedes’en var overstrøet med affald. Harry bemærkede nogle ugeblade, kassetter, tomme cigaretpakker, en coladåse og et par sandaler.

“Hvad har I ellers fundet?”

Den ene af betjentene tog en liste frem og læste op. Var det Nho, han havde sagt, han hed? Det var svært at huske fremmedartede navne. Måske havde de det på samme måde med hans navn. Nho havde en slank, næsten pigeagtig krop, kortklippet hår og et venligt, åbent ansigt. Harry vidste, at det ansigtsudtryk ville være forandret om nogle år.

“Stop,” sagde Harry. “Vil du lige gentage det sidste?”

“Spillekuponer til hestevæddeløb, sir.”

“Ambassadøren gik åbenbart til hestevæddeløb,” sagde Crumley. “Populær sport i Thailand.”

“Og hvad er det her?”

Harry havde bøjet sig ned over førersædet og taget en gennemsigtig plastikampul, der lå klemt mod sædeskinnen halvvejs inde under måtten.

Politibetjenten kiggede ned over sin liste, men måtte opgive.

“Flydende ecstasy forhandles i den slags ampuller,” sagde Crumley, som var kommet hen for at kigge.

“Ecstasy?” Harry rystede på hovedet. “Midaldrende kristelige demokrater boller måske nok i flæng, men de tager ikke ecstasy.”

“Vi tager det med og undersøger det,” sagde Crumley. Harry kunne se på hende, at hun ikke brød sig om, at de selv havde overset ampullen.

“Lad os kigge bagi,” sagde han.

Bagagerummet var lige så ryddeligt og rent, som der var rodet inde i selve vognen.

“Et ordensmenneske,” sagde Harry. “Familiens kvinder har åbenbart fået lov til at bestemme inde i bilen, men bagagerummet har han ikke ladet dem råde over.”

En veludstyret værktøjskasse funklede i skæret fra Crumleys lommelygte. Værktøjet var skinnende rent, kun lidt kalkstøv på det øverste af en skruetrækker afslørede, at det var blevet brugt.

“Lidt mere viktimologi, folkens. Jeg vil antage, at Molnes ikke havde praktiske anlæg. Værktøjet her har aldrig haft nærkontakt med en bilmotor. Skruetrækkeren har allerhøjst været brugt til at hænge et familiebillede op på væggen derhjemme.”

En myg applauderede lige ved hans øre. Harry klaskede den og mærkede, at den våde hud var kold mod hænderne. Heden havde ikke sluppet taget, selv om solen var gået ned. Nu havde vinden lagt sig, så det føltes, som om fugtigheden piblede ud af jorden under deres fødder og fortættede luften, så den næsten kunne drikkes.

Ved siden af reservehjulet lå donkraften, tilsyneladende ubrugt, og en brun, tynd læderkuffert af den type, som man forventer at finde i en diplomatbil.

“Hvad er der i tasken?” spurgte Harry.

“Den er låst,” sagde Crumley. “Eftersom bilen formelt set er ambassadens område og derfor ikke ligger under vores jurisdiktion, har vi undladt at gøre forsøg på at åbne den. Men da Norge nu er repræsenteret, kan vi måske …”

“Beklager, jeg har ikke diplomatisk status,” sagde Harry, løftede kufferten ud af bagagerummet og lagde den på patioen. “Men jeg kan fastslå, at tasken ikke længere befinder sig på norsk område, så jeg vil foreslå, at I åbner den, mens jeg går hen i receptionen og taler med motellets ejer.”

Harry gik hen over patioen med langsomme skridt. Hans fødder var opsvulmede efter flyveturen, en sveddråbe trillede kildrende ned på indersiden af skjorten, og Harry trængte til noget at drikke. Bortset fra det, føltes det ikke så værst at arbejde seriøst igen. Det var snart længe siden, han havde gjort det sidst. Han bemærkede, at m’et var gået ud.