Kapitel 7

Wang Lee, manager, stod der på det visitkort, som manden bag skranken havde rakt Harry, antagelig et vink om, at han hellere burde komme tilbage ved en senere lejlighed. Den knoklede mand i den blomstrede skjorte havde svømmehud i øjenkrogene og så absolut ikke ud til at ville have noget med Harry at gøre lige nu. Han havde givet sig til at bladre i en bunke papirer og gryntede, da han kiggede op og så, at Harry stod der endnu.

“Jeg kan se, at du er en travl mand,” sagde Harry. “Derfor vil jeg foreslå, at vi gør det så kort som muligt. Det vigtigste er, at vi forstår hinanden. Jeg er ganske vist udlænding, og du er thai …”

“Ikke thai. Kineser,” lød det med et nyt grynt.

“Javel, så er du jo selv udlænding. Pointen er …”

Der kom et par gisp omme bag skranken, som måske skulle gøre det ud for en hånlig latter. Motelejeren havde i hvert fald åbnet munden og viste en samling tilfældigt spredte og brunplettede tænder.

“Ikke udlænding. Kineser. Det er os, der får Thailand til at fungere. Ingen kinesere, ingen business.”

“Fint. Du er businessman, Wang. Lad mig derfor komme med et business-forslag. Du driver et horehus her, og du kan bladre så meget i papirerne, som du har lyst, men sådan er det.”

Kineseren rystede bestemt på hovedet.

“Ingen ludere. Motel. Værelsesudlejning.”

“Slap af, jeg er kun interesseret i mordet. Det er ikke mit ansvar at bure alfonser inde. Medmindre jeg gør det til mit ansvar. Derfor har jeg som sagt et business-forslag. Her i Thailand går man ikke så meget op i at gå folk som dig efter i sømmene. Der er simpelthen for mange af jer. En almindelig anmeldelse er heller ikke nok. Måske betaler du nogle baht i en brun kuvert, så du slipper for at blive plaget med den slags. Derfor er du heller ikke særlig bange for os.”

Motelejeren gentog sin hovedrysten.

“Ingen penge. Ulovligt.”

Harry smilede.

“Da jeg sidst kiggede efter, lå Thailand på tredjepladsen i verden, hvad korruption angår. Vær så venlig ikke at behandle mig som idiot.”

Harry sørgede for at holde stemmen nede. Trusler virkede som regel bedst, når de blev fremført i et neutralt stemmeleje.

“Dit problem, og mit, er imidlertid, at den fyr, der blev fundet på motelværelset, er en diplomat fra mit hjemland. Hvis jeg skal rapportere, at vi har mistanke om, at han døde på et horehus, bliver det pludselig en politisk sag, og så kan dine venner i politiet ikke hjælpe dig. Myndighederne vil føle sig tvunget til at lukke stedet her og smide Wang Lee i fængsel. For at vise deres gode vilje og for at demonstrere, at man håndhæver lovene i landet, ikke sandt?”

Det var umuligt at se i det udtryksløse ansigt, om han havde ramt hovedet på sømmet.

“På den anden side kan det jo ske, at jeg skriver i min rapport, at kvinden havde aftalt at møde manden, og at motellet var valgt tilfældigt.”

Kineseren så på Harry. Han blinkede ved at knibe begge øjnene i, som om han havde fået noget i dem. Så vendte han sig om, trak et tæppe til side, som dækkede over en døråbning, og vinkede til Harry om at følge efter sig. Bag tæppet var der et lille værelse med et bord og to stole, og kineseren gav tegn til, at Harry skulle sætte sig. Han satte en kop foran Harry og skænkede te op fra en kande. Det duftede så stærkt af pebermynte, at det sved i øjnene.

“Ingen af pigerne vil arbejde, så længe liget ligger der endnu,” sagde Wang. “Hvor hurtigt kan I få det fjernet?”

Forretningsmænd er forretningsmænd verden over, tænkte Harry og tændte en cigaret.

“Det kommer an på, hvor hurtigt vi får klarhed over, hvad der er foregået.”

“Manden kom omkring klokken ti om aftenen og sagde, at han ville have et værelse. Han kiggede menuen igennem og sagde, han ville have Dim, men han skulle hvile sig først. Han ville ringe og sige til, når hun kunne komme. Jeg sagde, at han under alle omstændigheder skulle betale timepris for værelset. Han sagde, det var i orden, og fik en nøgle.”

“Menuen?”

Kineseren rakte ham noget, som ganske rigtigt lignede en menu. Harry kiggede i den. Den indeholdt billeder af unge thai-piger i sygeplejerskeuniform, netstrømper, tætsiddende lakkorset og pisk, skoleuniform og rottehaler og til og med en politiuniform. Under billederne, under overskriften “VIGTIG INFORMATION”, stod alder, pris og baggrund. Harry bemærkede, at alle var opgivet til at være mellem atten og toogtyve år. Priserne gik fra et tusind til tre tusind baht, og næsten alle pigerne skulle angiveligt være både sprog- og sygeplejeuddannede.

“Var han alene?” spurgte Harry.

“Ja.”

“Og der var ikke andre i bilen?”

Wang rystede på hovedet.

“Hvordan kan du være så sikker på det? Mercedes’en har tonede ruder, og du sad herinde?”

“Jeg plejer at gå ud og se efter. Det sker, at nogen tager en kammerat med. Hvis de er to, må de betale for et dobbeltværelse.”

“Jeg er med. Dobbeltværelse, dobbelt pris.”

“Ikke dobbelt pris.” Wang viste de spredte tandstumper igen. “Det er billigere at dele.”

“Hvad skete der så?”

“Det ved jeg ikke. Manden kørte bilen hen til nummer 120, hvor han ligger nu. Det ligger inderst, så jeg kan ikke se derhen i mørket. Jeg ringede til Dim, og hun kom herind og ventede. Da der var gået et stykke tid, sendte jeg hende hen til ham.”

“Og hvordan var Dim klædt ud? Sporvognskonduktør?”

“Nej, nej.” Wang bladede om til bageste side i menuen og fremviste stolt billedet af en ung thaipige i en kort kjole med sølvpailletter, hvide skøjter og med et stort smil om munden. Hun stod med krydsede ankler, nejede let og havde armene ud til siden, som om hun netop havde afsluttet et vellykket friprogram. Hendes brune ansigt var overmalet med røde fregner.

“Og det skal forstille …?” sagde Harry vantro og læste navnet under billedet.

“Netop, ja ja. Tonya Harding. Hende, der slog den anden amerikaner ihjel, hende den pæne. Hende kan Dim også være, hvis du har lyst …”

“Nej tak,” sagde Harry.

“Det er meget populært. Især blandt amerikanerne. Hun græder, hvis du ønsker det.” Wang trak pegefingrene ned over sine kinder.

“Hun fandt ham i værelset med en kniv i ryggen. Hvad skete der så?”

“Dim kom løbende og skreg en hel masse.”

“Med skøjter på?”

Wang så på Harry med et bebrejdende blik.

“Skøjterne kommer ikke på, før trusserne er kommet af.”

Harry kunne godt se det praktiske ved det arrangement og vinkede ham videre.

“Der er ikke mere at fortælle, betjent. Vi gik hen på værelset og kiggede en gang til, så låste jeg døren og ringede til politiet.”

“Ifølge Dim var døren altså ulåst, da hun kom derhen. Sagde hun noget om, hvorvidt den stod på klem eller bare var ulåst?”

Wang trak på skuldrene. “Døren var lukket, men ikke låst. Er det vigtigt?”

“Det ved man aldrig. Så I andre i nærheden af værelset den aften?

Wang rystede på hovedet.

“Og hvor har du gæstebogen?” sagde Harry. Han var ved at være træt nu.

Kineseren kiggede op med et ryk.

“Ingen gæstebog.”

Harry så tavst på ham.

“Ingen gæstebog,” gentog Wang. “Hvorfor skulle vi have det? Der ville ikke komme nogen, hvis de skulle skrive sig ind med navn og adresse.”

“Jeg er ikke dum, Wang. Ingen tror, de bliver registreret, men du fører din egen oversigt. For alle tilfældes skyld. Her kommer sikkert mange vigtige personer en gang imellem, og en gæstebog kan være god at slå i bordet med, hvis du en dag skulle få problemer, ikke sandt?”

Motelejeren blinkede som en frø.

“Nu skal du ikke blive besværlig, Wang. Der er ikke noget at frygte for dem, der ikke har noget med mordet at gøre. Især ikke offentlige personer. På æresord. Bogen tak!”

Bogen var et lille kladdehefte, og Harry kiggede hurtigt ned over de tætskrevne sider med uforståelige thaitegn.

“En af de andre kommer og tager en kopi af den,” sagde han.

De tre andre stod ved Mercedes’en og ventede. Bilens lygter var tændt, og i lyset oppe på patioen lå kufferten med åbent låg.

“Fandt I noget?”

“Det kunne se ud, som om ambassadøren havde afvigende seksuelle interesser.”

“Det ved jeg. Tonya Harding. Det kalder jeg kinky.”

Harry standsede brat op foran kufferten. I det gule lys fra bilens lygter trådte detaljerne på det sort/hvide foto frem. Med ét begyndte han at fryse. Han havde selvfølgelig hørt om det, havde oven i købet læst rapporter og talt med kolleger fra sædelighedsafdelingen om det, men det var første gang, Harry så et barn blive kneppet af en voksen.