Kapitel 8

De kørte af sted langs Sukhumvit Road, hvor trestjernede hoteller, luksusvillaer og rønner af blik og brædder lå side om side. Harry så ikke noget af det. Hans blik var tilsyneladende fæstnet på et punkt lige foran sig.

“Trafikken går bedre nu,” sagde Crumley.

“Jaså.”

Hun smilede uden at vise tænderne.

“Beklager. I Bangkok taler vi om trafikken på samme måde, som man andre steder taler om vejret. Du skal ikke bo her længe for at forstå hvorfor. Vejret er det samme fra nu af og til maj. Afhængigt af monsunen begynder det at regne engang hen på sommeren. Og så høvler det ned i tre måneder. Mere er der ikke at sige om vejret. Bortset fra, at det er varmt. Lige netop det påpeger vi for hinanden året rundt, men det skaber jo ikke den store konversation. Hører du efter?”

“Mm.”

“Men trafikken, derimod. Den bestemmer mere over Bangkok-beboernes daglige liv end nogle elendige tyfoner. Jeg ved aldrig, hvor lang tid det vil tage mig at komme på arbejde, når jeg sætter mig ind i bilen om morgenen. Det kan være alt fra fyrre minutter til fire timer. For ti år siden brugte jeg femogtyve minutter.”

“Hvad er der sket?”

“Vækst. Det er vækst, der er sket. De sidste tyve år har været et sammenhængende økonomisk boom, og Bangkok er blevet Thailands gøgeunge. Det er her, jobbene er, og folk flytter hertil fra landsbyerne. Flere, som skal på arbejde hver morgen, flere munde, som skal mættes, og flere som skal transporteres. Antallet af biler er eksploderet, men politikerne lover os bare nye veje og gnider sig i hænderne over de gode tider.”

“Der er vel ikke noget galt med gode tider?”

“Det er ikke, fordi jeg ikke under folk farve-tv i deres bambushytter, men det er gået så forbandet hurtigt. Og hvis du spørger mig, er vækst for vækstens skyld den samme logik, som man finder i en kræftcelle. Af og til er jeg næsten glad for, at vi stødte ind i muren i fjor. Efter at de måtte devaluere valutaen, er det, som om nogen har puttet hele økonomien i fryseren, og det mærkes allerede på trafikken.”

“Mener du, at den har været værre end det her?”

“Javist. Se der …”

Crumley pegede ind på en gigantisk parkeringsplads, hvor hundreder af lastbiler med betonmixere stod parkeret.

“For et år siden var den parkeringsplads næsten tom, men nu er der ikke længere nogen, der bygger, så flåden er lagt i mølpose, som du kan se. Og indkøbscentrene er kun fyldte, fordi de har aircondition. Folk handler ikke mere.”

De kørte et stykke tid i tavshed.

“Hvem tror du, der står bag det svineri?” spurgte Harry.

“Valutaspekulanterne.”

Han så uforstående på hende. “Jeg taler om fotografierne.”

“Nåh.” Hun kastede et hurtigt blik på ham. “Det brød du dig ikke om, hvad?”

Han trak på skuldrene. “Jeg er en intolerant mand. Det sker, at jeg overvejer, om man burde indføre dødsstraf.”

Overbetjenten så på sit ur. “Vi kommer forbi en restaurant på vej til din lejlighed. Hvad siger du til et lynkursus i traditionel thai-mad?”

“Gerne. Men du svarede ikke på mit spørgsmål.”

“Hvem der står bag de billeder? Harry, Thailand har sandsynligvis den største koncentration af perverse mennesker i hele verden, folk, som udelukkende er kommet hertil, fordi vi har en sexindustri, som dækker alle behov. Og dermed mener jeg alle behov. Hvordan i alverden skulle jeg vide, hvem der står bag nogle banale børnepornobilleder?”

Harry skar en grimasse og rystede utålmodigt på hovedet.

“Jeg spørger bare. Var der ikke noget ballade i Thailand for et par år siden med en pædofil ambassadefyr?”

“Det er korrekt, at vi afdækkede en pædofil sexring med en del ambassadefolk, deriblandt den australske ambassadør. En særdeles pinlig sag.”

“Ikke for politiet, vel?”

“Er du vanvittig? For os var det som at vinde VM i fodbold og en Oscar på én gang. Statsministeren sendte lykønsningstelegram, turistministeren var i ekstase, og det haglede ned med medaljer. Sådan noget hjælper på politiets troværdighed, ved du nok.”

“Så hvad med at begynde at lede dér?”

“Jeg ved ikke rigtigt. For det første er alle, som havde med den ring at gøre, enten bag lås og slå eller sendt tilbage til deres hjemland. For det andet er jeg slet ikke sikker på, om de billeder har noget med mordet at gøre.”

Crumley svingede ind på en parkeringsplads, hvor en vagt stod og pegede på en helt umulig sprække mellem to biler. Hun trykkede på en knap, og det summede i elektronikken, da begge jeepens store sideruder gled ned. Så satte hun automatgearet i bak og gav gas.

“Jeg tror ikke …” begyndte Harry, men overbetjenten havde allerede parkeret. Sidespejlene på bilerne på begge sider af dem dirrede stadig.

“Hvordan kommer vi ud?” spurgte han.

“Det er ikke godt at bekymre sig så meget, betjent.”

Med et dobbelt underarmsgreb svingede hun sig ud af det store siderude, satte foden på skærmen og sprang ud foran jeepen. Med en del besvær lykkedes det Harry at gennemføre den samme øvelse.

“Du lærer det efterhånden,” sagde hun og begyndte at gå. “Bangkok er et trangt sted.”

“Og hvad med radioen?” Harry kiggede tilbage på de åbne, indbydende ruder. “Regner du med, at den stadig er i bilen, når vi kommer tilbage?”

Hun svirpede politiskiltet frem til vagten, som rettede sig op med et ryk.

“Ja.”

Ingen fingeraftryk på kniven,” sagde Crumley og smaskede fornøjet. Sôm-tam, en slags grøn papaya-salat, smagte ikke så mærkeligt, som Harry havde regnet med. Det var faktisk godt. Og stærkt.

Crumley slubrede højlydt ølskummet i sig. Harry kiggede rundt på de andre gæster, men ingen syntes at lægge mærke til det, sandsynligvis fordi hun blev overdøvet af et polkaspillende strygeorkester på podiet bagest i restauranten, som igen blev overdøvet af trafikken udenfor. Harry bestemte sig for to øl. Så ikke mere. Han kunne købe sig en six-pack på vej til lejligheden.

“Ornamenterne på knivskæftet, var der noget at hente dér?”

“Nho mente, at den kunne stamme oppe nordfra, fra bjergstammerne i Chiang Rai provinsen eller deromkring. Det havde noget at gøre med, at skæftet var dekoreret med farvede glasstykker. Han var ikke sikker, men det er i hvert fald ikke en almindelig kniv, som man kan købe i butikkerne her, så vi sender den hen til en professor i kunsthistorie på Benchamabophit-museet i morgen. Han ved alt, hvad der er værd at vide, om gamle knive.”

Liz vinkede, og tjeneren kom og serverede dampende kokosmælksuppe fra en terrin.

“Pas på de små hvide. Og de små røde, de brænder dig op,” sagde hun og pegede med skeen. “Ja, de grønne også, forresten.”

Harry stirrede skeptisk ned på de forskellige substanser, der drev rundt i hans tallerken.

“Er der noget, jeg kan spise?”

“Galangarødderne er helt okay.”

“Har I nogen teorier?” Harry talte højt for at overdøve hendes slubren.

“Om hvem, der kan være morderen? Ja da. Mange. For det første kan det være den prostituerede. Eller motelejeren. Eller begge to. Det er mit foreløbige bud.”

“Og hvilket motiv skulle de have?”

“Penge.”

“Der lå 500 baht i Molnes tegnebog.”

“Hvis han tog tegnebogen frem i receptionen, og vor ven Wang så, at han havde lidt for mange penge, hvilket slet ikke er usandsynligt, blev fristelsen måske for stor. Wang kunne jo ikke vide, at manden var diplomat, og at det ville give så meget ballade.”

“Og hvordan skulle det være foregået?”

Crumley holdt gaflen i vejret og lænede sig ivrigt frem.

“De venter, til ambassadøren er gået ind på værelset, banker på og stikker kniven i ham, idet han vender ryggen til. Han falder forover i sengen, de tømmer hans tegnebog, men lægger 500 baht tilbage, så det ikke skal se ud som et røveri. Så venter de tre timer og ringer til politiet. Og Wang har sikkert en ven eller to i korpset, som sørger for, at det kører. Ikke noget motiv, ingen mistænkte, alle ønsker at feje en sag, som omfatter prostitution, ind under tæppet og færdigt arbejde.”

Harrys øjne begyndte pludselig at bule ud af hans hoved. Han skyndte sig at gribe ølglasset og sætte det for munden.

Crumley smilede. “En af de røde?”

Han fik vejret igen.

“Ingen dårlig teori, Crumley, men jeg tror, du tager fejl,” sagde han med grødet stemme.

Hun rynkede panden.

“På hvilken måde?”

“For det første: Er vi enige om, at kvinden ikke kunne have gennemført mordet uden at samarbejde med Wang?”

Crumley tænkte sig om.

“Lad os nu se. Hvis Wang ikke var med til det, må vi gå ud fra, at han ikke lyver. Altså kan hun ikke have dræbt ham, før hun gik derind alene klokken halv tolv. Og lægen fastslog, at det skete senest klokken ti. Jeg er enig, Hole, hun kan ikke have gjort det alene.”

Parret ved nabobordet havde givet sig til at stirre på Crumley.

“Fint. For det andet forudsætter du, at Wang på mordtidspunktet ikke vidste, at Molnes var ansat på ambassaden, og at han i så tilfælde ikke ville have gennemført det, fordi det ville medføre betydelig mere vrøvl, end hvis en almindelig turist røg med i købet, ikke sandt?”

“Jo …”

“Pointen er, at fyren fører en privat gæstebog, sikkert spækket med politikere og folk fra statsadministrationen. Dato og klokkeslæt for hvert besøg. For at have et pressionsmiddel, hvis nogen skulle skabe problemer for hans etablissement. Men hvis der kommer nogen, han ikke kender fjæset på, kan han jo ikke ligefrem bede om id-kort. Så det, han gør, er, at gå med udenfor under påskud af at skulle kontrollere, at der ikke sidder nogen andre i bilen, ikke sandt? For at finde ud af, hvem gæsten er.”

“Nu er jeg ikke med mere.”

“Han skriver jo bilnumrene ned. Så finder han navnet i bilregisteret bagefter. Da han så de blå nummerplader på Mercedes’en, vidste han med det samme, at Molnes var diplomat.”

Crumley kiggede tænksomt på ham. Så vendte hun sig pludselig om mod nabobordet med vidt opspilede øjne. Parret hoppede i stolene og fik travlt med at koncentrere sig om maden.

Hun kløede sig på læggen med en gaffel.

“Det har ikke regnet i tre måneder,” sagde hun.

“Undskyld?”

Hun vinkede efter regningen.

“Hvad har det med sagen at gøre?” spurgte Harry.

“Ikke særlig meget,” sagde hun.

Klokken var snart tre om natten. Larmen fra byen lød dæmpet over den jævne brummen fra viften på natbordet. Alligevel kunne Harry i ny og næ høre en lastbil køre over Taksin Bridge og brølet fra en enlig flodbåd, som lagde ud fra en af anløbsbroerne på Chao Phraya.

Da han låste sig ind i lejligheden, havde han set et blinkende rødt lys på telefonen, og efter lidt tastetrykken havde han fået afspillet de to beskeder. Den første var fra den norske ambassade. Ambassaderåd Tonje Wiig snakkede mest gennem næsen og lød, som om hun enten var fra det vestlige Oslo eller havde et stærkt ønske om at komme derfra. Den nasale stemme bad Harry indfinde sig på ambassaden klokken ti næste dag, men ændrede i løbet af beskeden tidspunktet til klokken tolv, eftersom hun fandt ud af, at hun havde et møde klokken kvart over ti.

Den anden besked var fra Bjarne Møller. Han ønskede Harry held og lykke, det var alt. Det lød ikke, som om han brød sig om at tale til en telefonsvarer.

Harry blev liggende og plirede i mørket. Han havde alligevel ikke købt den six-pack. Og det viste sig, at B12-sprøjterne lå i kufferten. Efter drukturen i Sydney var han blevet liggende uden at kunne mærke sine ben, men én sprøjte af den slags havde fået ham på benene som en Lazarus. Han sukkede. Hvornår var det egentlig, han havde besluttet sig? Da han havde fået besked om jobbet i Bangkok? Nej, det var tidligere. Allerede for flere uger siden havde han sat en slutdato: Søs’ fødselsdag. Guderne måtte vide, hvorfor han havde truffet den beslutning. Han var måske bare træt af ikke at være til stede. Dagene, som kom og gik uden at hilse på. Noget i den stil. Han orkede ikke den gamle diskussion om, hvorfor Jeppe ikke ville drikke mere. For uanset hvad, var det sådan, at når Harry havde taget en beslutning, så stod den fast, så var den ubønhørligt endelig. Ingen kompromiser, ingen udsættelser. “Jeg kan holde op med det samme.” Hvor tit havde han ikke hørt fyrene på Schrøder prøve at overbevise sig selv om, at de ikke forlængst var blevet fuldblodsalkoholikere? Selv var han fuldblods om nogen, men han var den eneste, han kendte, som faktisk kunne gennemføre at holde op, når han ville. Fødselsdagen var først om ni dage, men eftersom Aune havde haft ret i, at turen var et godt starttidspunkt, havde han oven i købet fremskyndet det. Harry stønnede og vendte sig om på siden.

Han spekulerede på, hvad Søs lavede, om hun havde turdet gå ud i aften. Om hun havde ringet til deres far, som hun lovede. Og hvis hun havde, om det så var lykkedes ham at tale med hende, mere end bare ja og nej.

Klokken var over tre, og selv om den ikke var mere end ni i Norge, havde han stort set ikke sovet i halvandet døgn og burde være faldet i søvn uden problemer. Men hver gang han lukkede øjnene, fik han et billede af en lille, nøgen thaidreng i lyset fra billygterne på nethinden, så han foretrak at holde øjnene åbne lidt endnu. Måske skulle han alligevel have købt den six-pack. Da han endelig faldt i søvn, var morgenens myldretidstrafik over Taksin-broen allerede begyndt.