Kapitel 9

Nho kom ind ad politistationens hovedindgang, men standsede, da han så den høje, lyse politibetjent, som højlydt prøvede at kommunikere med den smilende vagt.

“Godmorgen, mr. Hole. Kan jeg hjælpe dig?”

Harry vendte sig om. Øjnene var smalle og rødsprængte.

“Ja, du kan hjælpe mig forbi ham fyren her.”

Nho nikkede til vagten, som trådte til side og lod dem passere.

“Han påstod, at han ikke genkendte mig fra i går,” sagde Harry, da de stod foran elevatoren. “Han må sgu da kunne huske fra den ene dag til den anden.”

“Måske. Er du sikker på, at det var ham, der stod der i går?”

“Det var i hvert fald en, der lignede ham.”

“Du synes måske, at alle thai-ansigter ser ens ud?”

Harry skulle til at svare, da han så et lille syrligt smil om Nhos læber.

“Lige præcis. Prøver du at fortælle mig, at alle vi hvide ser ens ud for jer?”

“Slet ikke. Vi kan godt se forskel på Arnold Schwarzenegger og Pamela Anderson.”

Harry smilede. Han kunne godt lide den unge betjent.

“Fint. Jeg er med. 1-0 til dig, Nho.”

“Nho.”

“Ja, Nho. Var det ikke det, jeg sagde?”

Nho rystede smilende på hovedet.

Elevatoren var overfyldt og stinkende. Det var som at presse sig ind i en taske med brugt træningstøj. Harry ragede to hoveder op over de andre. Nogle af dem kiggede op på den høje nordmand og smilede imponeret. En af dem spurgte Nho om noget og udbrød:

“Ah, Norway … that’s … that’s … I can’t remember his name. Please help me.”

Harry smilede og prøvede at slå beklagende ud med armene, men der var ikke plads nok.

“Yes, yes, very famous!” insisterede manden.

“Ibsen?” prøvede Harry. “Nansen?”

“No, no! More famous!”

“Hamsun? Grieg?”

“No, no!”

Manden så bistert på dem, da de steg ud på femte sal.

“Du kan sidde der,” sagde Crumley og pegede.

“Der sidder jo allerede en,” sagde Harry.

“Ikke der. Dér.”

“Der?”

Han fik øje på stolen, som var presset ind langs en form for langbord, hvor folk sad side om side. På bordet foran stolen var der lige netop plads til en skriveblok og en telefon.

“Jeg skal se, om jeg kan finde noget andet, hvis dit ophold skulle trække ud.”

“Det håber jeg virkelig ikke,” mumlede Harry.

Overbetjenten samlede tropperne til morgenmøde på sit kontor. “Tropperne” var nærmere bestemt Nho og Sunthorn, de to betjente, som Harry havde truffet aftenen forinden, og Rangsan, afdelingens ældste kriminalbetjent.

Rangsan sad tilsyneladende fordybet i sin avis, men kom af og til med et par kommentarer på thai, som Crumley nøje noterede ned i sin lille, sorte bog.

“Okay,” sagde Crumley og smækkede bogen i. “Vi fem skal altså prøve at slå hul på den her sag. Eftersom vi har en norsk kollega med, vil al kommunikation fra nu af foregå på engelsk. Vi begynder med en gennemgang af de tekniske spor. Rangsan er kontaktperson til manden på teknisk afdeling. Værsgo.”

Rangsan foldede omhyggeligt avisen sammen og rømmede sig. Han var tyndhåret, havde et par briller i brillesnor balancerende på næsetippen og mindede Harry om en skoletræt lektor, der betragtede omgivelserne med et let nedladende, sarkastisk blik.

“Jeg har talt med Supawadee på teknisk. Ikke overraskende fandt de en hel bunke fingeraftryk på hotelværelset, men ingen, som tilhørte den afdøde.”

De andre fingeraftryk var ikke blevet identificeret.

“Og det bliver ikke nemt,” sagde Rangsan. “Selv om ‘Olympussy’ er dårligt besøgt, er der sikkert aftryk fra mindst hundrede personer derinde.”

“Fandt I aftryk på dørgrebet?” spurgte Harry.

“Alt for mange, desværre. Og de var alle sammen udtværede.”

Crumley placerede fødderne med Nike-skoene på skrivebordet.

“Molnes lagde sig vel på sengen med det samme, efter at han var kommet ind på værelset. Der er ingen grund til, at han skulle valse rundt og sætte aftryk over det hele. Der er mindst to mennesker, som har rørt ved dørgrebet efter morderen: Dim og Wang.”

Hun nikkede til Rangsan, som gav sig i kast med avisen igen.

“Obduktionen viser det, vi havde regnet med, nemlig at ambassadøren blev dræbt af knivstikket. Kniven punkterede venstre lunge, før den ramte hjertet, således at hjerteposen blev fyldt med blod.”

“Tamponering,” sagde Harry.

“Hvabehar?”

“Det kaldes det. Det svarer til at proppe bomuld ind i en lille klokke. Hjertet kan ikke slå, det kvæles i sit eget blod.”

Crumley skar ansigt.

“Okay, vi lader det tekniske ligge foreløbig og går tilbage til oversigtsbilledet. Vores norske kollega har forresten allerede imødegået teorien om, at motivet for mordet skulle være røveri. Du kan måske fortælle os, hvilken slags mord du tror, at det er, Harry?”

De andre vendte sig om mod ham. Harry rystede på hovedet.

“Jeg tror ingenting endnu. Jeg synes bare, der er et par pudsigheder i det her.”

“Vi er lutter øren, kriminalbetjent.”

“Hiv er jo relativt udbredt i Thailand, er det ikke?”

Der blev stille. Rangsan kiggede op over avisen.

“En halv million smittede, ifølge den officielle statistik. Man regner med to til tre millioner nye smittebærere i løbet af de næste fem år.”

“Tak. Molnes havde ingen kondomer på sig. Hvem her ville finde på at have sex med en prostitueret kvinde i Bangkok uden at bruge kondom?”

Ingen svarede. Rangsan mumlede noget på thai, og de andre lo højt.

“Flere end du tror,” oversatte Crumley.

“For bare et par år siden vidste de færreste prostituerede i Bangkok, hvad hiv var for noget,” sagde Nho. “Men nu er de fleste begyndt selv at tage kondomer med.”

“Godt, men hvis jeg var familiefar som Molnes, tror jeg alligevel, at jeg ville have haft mine egne med for en sikkerheds skyld.”

Sunthorn snøftede:

“Hvis jeg var familiefar, ville jeg ikke have opsøgt en sõphenii.”

“Luder,” sagde Crumley.

“Selvfølgelig ikke,” sagde Harry og bankede distræt med en blyant mod armlænet på stolen.

“Er der andet, du synes er pudsigt, Hole?”

“Ja. Pengene.”

“Pengene?”

“Han havde kun 500 baht på sig, altså omkring ti amerikanske dollars. Men den kvinde, han havde udset sig, kostede 1500 baht.”

Der blev stille et øjeblik.

“God pointe,” sagde Crumley. “Men måske forsynede hun sig med sit honorar, før hun slog alarm, efter at hun fandt ham død.”

“Bestjal ham, mener du.”

“Bestjal og bestjal. Hun havde holdt sin del af aftalen.”

Harry nikkede samtykkende.

“Måske. Hvornår kan vi tale med hende?”

“I eftermiddag.” Crumley lænede sig tilbage i stolen. “Hvis der ikke er nogen, der har mere på hjerte, har jeg tænkt mig at bede jer om at forsvinde.”

Det var der ikke.

Efter råd fra Nho beregnede Harry tre kvarter til ambassaden. På vejen ned i den overfyldte elevator hørte han en stemme, som han syntes, han kendte:

“I know now, I know now! Solskjær! Solskjær!”

Harry drejede hovedet og smilede bekræftende.

Så det var verdens mest berømte nordmand. En fodboldspiller, som var andetvalget som spydspids i en engelsk industriby, udkonkurrerede alle landets opdagelsesrejsende, malere og forfattere. Ved nærmere eftertanke kom Harry frem til, at manden sandsynligvis havde ret.