Kapitel 10

På 18. etage, bag en egetræsdør og to sikkerhedssluser, fandt Harry et metalskilt med den norske rigsløve på. Den kvindelige receptionist, en ung, yndig thai-kvinde med en lille mund, en endnu mindre næse og to fløjlsbrune øjne i et rundt ansigt, fik en dyb rynke i panden, mens hun studerede hans id-kort. Så løftede hun telefonrøret, hviskede tre stavelser og lagde på igen.

“Frøken Wiigs kontor er det andet på højre hånd, sir,” sagde hun med et smil så strålende, at Harry blev forelsket på stedet.

“Kom ind,” blev der råbt, da Harry bankede på. Indenfor sad Tonje Wiig bøjet over et stort skrivebord af teak, tydeligvis travlt optaget af at skrive. Hun hævede blikket, smilede let og svingede en lang, mager krop klædt i en hvid silkedragt ud af stolen og kom hen imod ham med fremstrakt hånd.

Tonje Wiig var receptionsdamens diametrale modsætning. I et aflangt ansigt sloges næse, mund og øjne om pladsen, og det var næsen, som så ud til at vinde. Den mindede om en form for knudret rodfrugt, men sørgede om ikke andet for et minimum af mellemrum mellem de store, tungt sminkede øjne. Ikke at frøken Wiig var grim, nogle mænd ville måske oven i købet hævde, at ansigtet havde en vis klassisk skønhed.

“Det var godt, De endelig kom, kriminalbetjent. Blot synd, at det er i en så sørgelig anledning.”

Harry nåede akkurat at berøre hendes knoklede fingre, før hun trak hånden til sig igen.

Hun forsikrede sig om, at alt var tilfredsstillende i den ambassadelejlighed, han disponerede over, og bad ham om endelig at sige til, hvis der var noget, som hun eller andre på ambassaden kunne hjælpe med.

“Vi vil jo forfærdelig gerne have denne sag lagt bag os så hurtigt som overhovedet muligt,” sagde hun og gned den ene næsefløj forsigtigt, så sminken ikke blev tværet ud.

“Det forstår jeg.”

“Det har jo været nogle tunge dage for os, og det lyder måske brutalt, men verden går videre, og vi med den. Nogle tror, at vi ambassaderepræsentanter kun går til cocktailselskaber og har det sjovt, men længere fra sandheden kan man næsten ikke komme, kan jeg fortælle Dem. Lige nu har jeg otte nordmænd på hospital og seks i fængsel, fire af dem for narkotikabesiddelse. Verdens Gang ringer hver dag. Det viser sig, at en af dem, en kvinde, oven i købet er gravid. Og i sidste måned døde en nordmand på Pattaya, han faldt ud ad et vindue. Det er anden gang, det sker i år. Et værre postyr.”

Hun rystede opgivende på hovedet.

“Fulde søfolk og heroinsmuglere. Har De set fængslerne hernede? Forfærdelige. Og hvis folk mister deres pas, tror De så, at de har en rejseforsikring eller penge til billetten hjem? Nej da, alt det skal vi sørge for. Så De kan måske forstå, at det er vigtigt, at vi kommer i gang igen.”

“Jeg kan forstå, at det er Dem, der automatisk overtager ansvaret, når ambassadøren er død.”

“Det er mig, der er chargé d’affaires, ja.”

“Hvor længe varer det, før man udnævner en ny ambassadør?”

“Ikke så længe, håber jeg. Det plejer at tage en måned eller to.”

“De bryder Dem ikke om at sidde med hele ansvaret alene?”

Tonje Wiig smilede skævt.

“Det var ikke det, jeg mente. Jeg fungerede faktisk som chargé d’affaires i et halvt år, før de sendte Molnes herned. Jeg siger bare, at jeg håber, at der kommer en permanent løsning så hurtigt som muligt.”

“Så De regner med, at De selv kommer til at overtage ambassadørposten?”

“Tja.” Hun trak mundvigene opad. “Det ville ikke være unaturligt. Men man ved aldrig med Det Kongelige Norske Udenrigsministerium, er jeg bange for.”

En skygge kom glidende ind, og pludselig stod der en kop foran Harry.

“Drikker De chaa ráwn?” spurgte frøken Wiig

“Det ved jeg ikke.”

“Undskyld mig,” lo hun. “Jeg glemmer så hurtigt, at andre er nye hernede. Thailandsk sort te. Jeg praktiserer high tea hernede, skal jeg sige Dem. Selv om klokken strengt taget skal være over to i henhold til engelsk tetradition.”

Harry sagde ja tak, og næste gang han kiggede ned, havde en eller anden skænket op i hans kop.

“Jeg troede, den slags traditioner forsvandt med kolonialisterne.”

“Thailand har aldrig været en koloni,” smilede hun. “Hverken under England eller Frankrig, som nabolandene. Det er thaierne meget stolte af. Lige lovlig stolte, hvis De spørger mig. Lidt engelsk indflydelse har aldrig skadet nogen.”

Harry fandt en notesblok frem og spurgte, om ambassadøren kunne tænkes at være indblandet i lyssky affærer.

“Lyssky affærer?”

Han forklarede kort, hvad han mente med lyssky affærer, at i over halvfjerds procent af alle mordsager var offeret indblandet i noget ulovligt.

“Ulovligheder? Molnes?” Hun rystede energisk på hovedet. “Det er … var han ikke typen på.”

“Ved De, om han kan have haft fjender?”

“Det kan jeg ikke forestille mig. Hvorfor spørger De om det? Der kan da umuligt være tale om et attentat.”

“Det ved vi ikke ret meget om endnu, så vi holder alle muligheder åbne.”

Frøken Wiig forklarede, at Molnes var taget af sted til et møde lige efter frokost, den mandag han døde. Han havde ikke sagt, hvor han skulle hen, men det var der ikke noget usædvanligt i.

“Han havde altid sin mobiltelefon med sig, så vi kunne få fat på ham, hvis der dukkede et eller andet op.”

Harry bad om at se hans kontor. Frøken Wiig måtte låse dem ind gennem yderligere to døre, monteret af “sikkerhedsmæssige årsager”. Kontoret stod urørt, som Harry havde bedt om, før han tog af sted fra Oslo, og det flød med papirer, mapper og souvenirs, som endnu ikke var kommet op på hylder eller hængt op på væggen.

Over papirbunkerne kiggede det norske kongepar majestætisk ned på dem og ud ad vinduet, som havde udsigt over The Queen’s Regent Park, kunne Wiig fortælle.

Harry fandt en kalender, men optegnelserne var sparsomme. Han kiggede under morddagen, men det eneste der stod var “Man U”, en velkendt forkortelse for Manchester United, hvis han ikke tog fejl. Måske en fodboldkamp i tv, som han ville huske, tænkte Harry og trak pligtskyldigst nogle skuffer ud, men han indså hurtigt, at det var en håbløs opgave for én mand at gennemsøge ambassadørens kontor uden at vide, hvad man skulle lede efter.

“Jeg kan ikke se hans mobiltelefon,” sagde Harry.

“Som sagt – han havde den altid med sig.”

“Vi fandt ikke nogen mobiltelefon på gerningsstedet. Og jeg tror ikke, at morderen var en tyv.”

Frøken Wiig trak på skuldrene.

“Måske har en af dine thailandske kolleger ‘beslaglagt’ den?”

Harry valgte ikke at kommentere det og spurgte i stedet, om nogen havde ringet til ham fra ambassaden den pågældende dag, noget hun tvivlede på, men hun lovede at undersøge det. Harry kiggede sig om i kontoret en sidste gang.

“Hvem på ambassaden var den sidste, som så Molnes?”

Hun tænkte sig om.

“Det må være Sanphet, chaufføren. Han og ambassadøren blev rigtig gode venner. Han har taget det her meget tungt, så jeg gav ham fri et par dage.”

“Hvorfor kørte han ikke for ambassadøren på morddagen, hvis han er chauffør?”

Hun trak på skuldrene.

“Det har jeg også undret mig over. Ambassadøren brød sig ikke om at begive sig ud i Bangkoks trafik på egen hånd.”

“Mm. Hvad kan du fortælle mig om chaufføren?”

“Sanphet? Han har været her så længe, som nogen kan huske. Han har aldrig været i Norge, men han kan alle byerne udenad. Og kongerækken. Ja, og så elsker han Grieg. Jeg ved ikke, om han har nogen pladespiller derhjemme, men jeg tror, han har alle pladerne. Han er sådan en sød, gammel thai.”

Hun lagde hovedet på skrå og viste tandkødet frem.

Harry spurgte, om hun vidste, hvor han kunne træffe Hilde Molnes.

“Hun er hjemme. Forfærdelig nedbrudt, er jeg bange for. Jeg tror, jeg ville råde Dem til at vente lidt med at tale med hende.”

“Tak for rådet, frøken Wiig, men det er en luksus, vi ikke har tid til. Vil De have ulejligheden med at ringe og melde min ankomst?”

“Javel, ja. Undskyld.”

Han vendte sig om mod hende.

“Hvor kommer De fra, frøken Wiig?”

Tonje Wiig så overrasket på ham. Så lo hun trillende, og en smule anstrengt. “Skal det her være et forhør, kriminalbetjent?”

Harry svarede ikke.

“Hvis De absolut vil vide det, er jeg opvokset i Fredrikstad.”

“Det syntes jeg nok, jeg kunne høre,” sagde han og blinkede.

Den vævre kvinde i receptionen havde lænet sig bagover i stolen og holdt en sprayflaske op mod den lille næse. Hun fór sammen, da Harry hostede diskret, og lo forfjamsket med øjnene fulde af vand.

“Undskyld, men luften i Bangkok er meget dårlig,” forklarede hun.

“Det har jeg bemærket. Kan De hjælpe mig med chaufførens telefonnummer?”

Hun rystede på hovedet og snøftede. “Han har ikke telefon.”

“Javel. Har han et sted at bo?”

Det var ment som en spøg, men han kunne se på hende, at hun ikke brød sig om den. Hun skrev adressen ned til ham og gav ham et lillebitte smil til afsked.