Kapitel 11

En tjener stod allerede klar i døren, da Harry kom gående op ad alléen til ambassadørboligen. Han førte Harry ind gennem to store stuer, smagfuldt møbleret med fletværk og teak, til en terrassedør, som førte ud til haven bag huset. Orkidéer flammede i gult og blåt, og under store, skyggefulde piletræer flagrede sommerfugle forbi som farvet papir. Ved en timeglasformet swimmingpool fandt de ambassadørens kone, Hilde Molnes. Hun sad i en kurvestol iført en rosa morgenkåbe, en matchende drink på bordet foran sig og solbriller, som dækkede det halve af ansigtet.

“De må være kriminalbetjent Hole,” sagde hun med hårde, sunnmørske r’er. “Tonje ringede og sagde, at De var på vej. Noget at drikke, kriminalbetjent?”

“Nej tak.”

“Jo, De skal da. Det er vigtigt at drikke i varmen, ved De nok. Tænk på væskebalancen, selv om De ikke føler Dem tørstig. Hernede dehydrerer De nemlig for hurtigt til, at kroppen når at sige til.”

Hun tog solbrillerne af, og hun havde, som Harry havde gættet på ud fra det ravnsorte hår og den mørke hud, brune øjne. De var livlige, men en smule rødrandede. Sorgen eller formiddagsdrinksene, tænkte Harry. Eller begge dele.

Han anslog hende til at være midt i fyrrerne, men hun holdt sig godt. En midaldrende, let falmet skønhed fra den øverste del af middelklassen. Det forekom ham, at han havde set hende før.

Han satte sig i den anden kurvestol, der føjede sig rundt om hans krop, som om den havde vidst, at han skulle komme.

“I så tilfælde tager jeg et glas vand, fru Molnes.”

Hun gav tjeneren besked og vinkede ham af sted.

“Har De fået besked om, at De kan komme og se Deres mand nu?”

“Ja, tak,” sagde hun. Harry bemærkede en ilter undertone. “Først nu lader de mig se ham. En mand, som jeg har været gift med i tyve år.”

De brune øjne var blevet sorte, og Harry tænkte, at det sandsynligvis var rigtigt, som man påstod, at der var drevet mange skibbrudne portugisere og spaniere i land på Sunnmørskysten.

“Jeg bliver nødt til at stille Dem nogle spørgsmål,” sagde han.

“Så må De gøre det nu, mens ginnen stadig virker.”

Hun svingede en slank, solbrun og sandsynligvis nybarberet læg over knæet.

Harry tog en notesblok frem. Ikke fordi han havde brug for notaterne, men det betød, at han slap for at se på hende, mens hun svarede. Det gjorde det som regel lettere, når han talte med pårørende.

Hun fortalte, at hendes mand var taget hjemmefra om morgenen og ikke havde nævnt noget om, at han ville komme sent hjem, men at det ikke var usædvanligt, at et eller andet dukkede op. Da klokken var blevet ti om aftenen, og hun endnu ikke havde hørt fra ham, havde hun prøvet at ringe til ham, men havde hverken fået svar fra kontoret eller kontakt med mobiltelefonen. Alligevel var hun ikke blevet urolig. Lidt over midnat havde Tonje Wiig ringet og fortalt, at hendes mand var blevet fundet død på et motelværelse.

Harry studerede Hilde Molnes’ ansigt. Hun talte med fast stemme og uden dramatiske fagter.

Tonje Wiig havde givet Hilde Molnes indtryk af, at de endnu ikke kendte dødsårsagen. Næste dag havde ambassaderåden underrettet hende om, at han var blevet myrdet, men at instruksen fra Oslo pålagde dem alle absolut tavshedspligt angående dødsårsagen. Den omfattede også Hilde Molnes, selv om hun ikke var ansat ved ambassaden, fordi alle norske statsborgere kan pålægges tavshedspligt, når hensynet til “rigets sikkerhed” kræver det. Det sidste sagde hun med bitter sarkasme og hævede glasset til en skål.

Harry nøjedes med at nikke og skrive ned. Han spurgte, om hun var sikker på, at han ikke havde ladet mobiltelefonen ligge derhjemme, og det bekræftede hun. Efter en pludselig indskydelse spurgte han, hvilken slags mobiltelefon han havde, og hun svarede, at hun ikke var sikker, men hun troede, den var finsk.

Hun kunne ikke hjælpe ham med navne på personer, som eventuelt kunne have et motiv til at ønske ambassadøren dræbt.

Han trommede med blyanten på blokken.

“Var Deres mand glad for børn?”

“Åh, ja, meget!” kom det spontant fra Hilde Molnes, og for første gang anede han en dirren i hendes stemme.

“Atle var verdens sødeste far. De skulle bare vide.”

Harry måtte se ned på blokken igen. Der havde ikke været noget i hendes blik, som røbede, at hun havde opfattet dobbeltheden i hans spørgsmål. Han var næsten sikker på, at hun ikke vidste noget, men han vidste også, at det var hans forbandede job at tage det næste skridt og spørge hende direkte, om hun vidste, at ambassadøren var i besiddelse af børnepornografi.

Han trak en hånd hen over ansigtet. Han følte sig som en kirurg med kniven i hånden, men ude af stand til at udføre det første snit. Pokkers også, at han aldrig kunne overvinde denne blødhed, når det kom til ubehageligheder, når uskyldige mennesker skulle udsættes for at få deres kære afsløret, detaljer de hverken havde bedt om eller fortjente at få slynget i ansigtet.

Hilde Molnes kom ham i forkøbet.

“Han var så glad for børn, at vi overvejede at adoptere en lille pige.” Hun havde fået tårer i øjnene.

“En stakkels lille flygtningepige fra Burma. Ja, på ambassaden er de omhyggelige med at sige Myanmar for ikke at støde nogen, men jeg er så gammel, at jeg siger Burma.”

Hun lo en tør latter gennem tårerne og fik samlet sig. Harry kiggede væk. En rød kolibri spandt stille i luften foran en af orkidéerne, som en lille modelhelikopter.

Det var det, afgjorde han. Hun ved ingenting. Hvis det skulle vise sig at have nogen relevans for sagen, ville han tage det op senere. Og hvis det ikke var tilfældet, ville han forskåne hende.

Harry spurgte, hvor længe de havde kendt hinanden, og uopfordret fortalte hun, at de havde mødt hinanden, da Atle Molnes var nyuddannet statsvidenskabskandidat og ungkarl hjemme på juleferie i Ørsta. Familien Molnes var stenrig, ejede to møbelfabrikker, og den unge arving ville være et godt parti for alle landsbyens unge piger, så det skortede ikke på konkurrence.

“Jeg var bare Hilde Melle fra Mellegården, men jeg var pænest,” sagde hun med den samme tørre latter. Hun fik pludseligt et forpint udtryk i ansigtet og satte hurtigt glasset for munden.

Harry havde ingen problemer med at se enkefruen som en purung skønhed for sit indre blik.

Især ikke, da billedet netop havde materialiseret sig i den åbne skydedør på terrassen.

“Runa, min egen, der er du! Den unge mand her hedder Harry Hole. Han er norsk kriminalbetjent og skal hjælpe til med at finde ud af, hvad der er sket med far.”

Datteren strejfede dem lige akkurat med blikket og gik uden at svare over mod den modsatte side af poolen. Hun havde moderens mørke farver i hud og hår, og Harry anslog den langlemmede, slanke krop i den tætsiddende badedragt til at være omkring de sytten. Han burde have vidst det, for det havde stået i den rapport, han fik, før han tog af sted.

Hun ville have været en fuldendt skønhed som moderen, hvis det ikke havde været for en detalje, som rapporten ikke havde fået med sig. Da hun rundede poolen og tog tre langsomme, graciøse skridt ud over vippen, før hun samlede benene og steg til himmels, havde Harry allerede fået en klump i maven. Ud fra hendes højre skulder stak en tynd armstump, som gav kroppen en underlig asymmetrisk form, som et vingeskudt fly, da den hvirvlede rundt i en salto med skrue. Et lille svup var alt, hvad man kunne høre, da hun gennembrød den grønne overflade og forsvandt. Et brus af bobler steg op til overfladen.

“Runa er udspringer,” sagde Hilde Molnes, ganske overflødigt.

Han havde stadig blikket fæstet på det sted, hvor hun var forsvundet, da en skikkelse dukkede op ved bassinstigen på den anden side. Hun gik op ad trinene, og han kiggede på hendes muskuløse ryg, solen som glitrede i vanddråberne på huden og fik det våde, sorte hår til at skinne. Armstumpen hang lige ned som en kyllingevinge. Sortien var lige så lydløs som entréen og udspringet. Hun forsvandt gennem terrassedøren uden at sige et ord.

“Hun vidste nok ikke, De var her,” sagde Hilde Molnes undskyldende. “Hun bryder sig ikke om, at fremmede ser hende uden protesen.”

“Hvordan tager hun det, der er sket?”

“Hvem ved?” Hilde Molnes så tankefuldt efter hende. “Hun er i den alder, hvor jeg ikke får noget at vide. Heller ikke andre, for den sags skyld.”

Hun løftede glasset. “Runa er en lidt speciel pige, er jeg bange for.”

Harry rejste sig, takkede for oplysningerne og sagde, at han ville lade høre fra sig igen. Hilde Molnes påpegede, at han ikke havde drukket noget af vandet, og han bukkede og bad hende lade det stå til næste gang. Det slog ham, at det sidste måske var en smule upassende at sige, men hun lo og løftede sit eget glas til afsked.

Da han gik hen mod porten, trillede en åben, rød Porsche op ad indkørslen. Han nåede at se en lys hårlok over et par Ray Ban-solbriller og en grå Armani-jakke, før bilen kørte forbi ham og forsvandt i skyggen foran huset.