Kapitel 12

Overbetjent Crumley var ude, da Harry kom tilbage til stationen, men Nho stak tommelfingeren i vejret og sagde “Roger”, da Harry høfligt bad ham kontakte telefonselskabet og bede dem undersøge alle samtaler til og fra ambassadørens mobiltelefon på morddagen.

Klokken var næsten fem, da Harry endelig fik fat i overbetjenten. Eftersom det var blevet så sent, foreslog hun, at de skulle henlægge mødet til en flodbåd og se på kanalerne “for at få sightseeingen overstået”, som hun sagde.

På River Pier blev de tilbudt en af de lange flodbåde til 600 baht, men prisen faldt straks til 300, efter at Crumley havde hvæset lidt på thai.

De sejlede et stykke ned ad Chao Phraya, før de svingede ind i en af de smalle kanaler. Træskure, der så ud, som om de kunne falde sammen når som helst, klamrede sig til pæle i floden, og lugten af mad, kloak og benzin drev forbi i bølger. Harry havde en følelse af at sejle direkte gennem beboernes stuer. Kun rækkerne af grønne potteplanter forhindrede, at man kunne kigge ind til dem, men ingen virkede særligt generet af det, tværtimod vinkede de smilende.

På en anløbsbro sad der tre drenge i korte bukser, våde efter en tur i det brune vand, og råbte efter dem. Crumley rystede på skrømt en knytnæve ad dem, og bådføreren lo.

“Hvad råber de?” spurgte Harry.

Hun pegede på sit hoved:

“Mâe chii. Det betyder mor, præst eller nonne. Nonnerne i Thailand lader sig kronrage. Hvis jeg også havde været iklædt en hvid kappe, ville jeg nok være blevet behandlet med mere respekt,” lo hun.

“Jaså? Det virker da ellers, som om du nyder stor respekt. Dine kolleger …”

“Det er fordi, jeg har respekt for dem,” afbrød hun. “Og fordi jeg er god til mit arbejde.”

Hun harkede og spyttede ud over rælingen. “Men det kommer måske bag på dig, fordi jeg er kvinde?”

“Det sagde jeg ikke.”

“Mange udlændinge bliver overrasket, når de opdager, at det er muligt for kvinder at arbejde sig til tops her i landet. Machokulturen er ikke så udbredt. Det er faktisk et større problem for mig, at jeg er udlænding.”

En let brise gav en afkølende bevægelse i den fugtige luft. Fra en træklynge hvislede græshopperne, og de stirrede på den samme blodrøde sol som aftenen før.

“Hvad fik dig til at flytte hertil?”

Harry havde på fornemmelsen, at han måske overskred en usynlig grænse her, men han ignorerede det.

“Min mor er thai,” sagde hun efter en pause. “Far var stationeret i Saigon under Vietnamkrigen og traf hende her i Bangkok i 1967.”

Hun lo og anbragte en pude bag ryggen.

“Mor påstår, at hun blev gravid den første nat, de var sammen.”

“Med dig?”

Hun nikkede.

“Efter kapitulationen tog han os med til USA, til Fort Lauderdale, hvor han gjorde tjeneste som oberstløjtnant. Da vi kom dertil, opdagede min mor, at han havde været gift, da de mødte hinanden. Han havde skrevet hjem og var blevet skilt, da han opdagede, at mor var gravid.”

Hun rystede på hovedet.

“Han havde alle muligheder for at stikke af fra os i Bangkok, hvis han havde ønsket det. Det ønskede han måske også inderst inde. Hvem ved?”

“Du har ikke spurgt ham?”

“Det er ikke sådan noget, man nødvendigvis ønsker et ærligt svar på, er det vel?” Desuden ved jeg, at jeg aldrig ville få et ordentligt svar. Sådan var han bare.”

“Var?”

“Ja, han er død.”

Hun vendte sig om mod ham.

“Generer det dig, at jeg snakker om min familie?”

Harry bed i filteret på en cigaret.

“Overhovedet ikke.”

“Det var aldrig noget reelt valg for min far at stikke af. Han havde en fiks idé, hvad ansvar angik. Da jeg var elleve år, fik jeg lov til at overtage en kattekilling fra nogle naboer i Fort Lauderdale. Efter en del besvær sagde far ja på betingelse af, at jeg passede den ordentligt. Efter to uger gad jeg ikke mere og spurgte, om jeg måtte levere den tilbage. Så tog far mig og kattekillingen med ned i garagen. “Man kan ikke stikke af fra sit ansvar,” sagde han. “Det er sådan, at civilisationer går til grunde.” Så tog han sin tjenesteriffel og sendte en 12 mm kugle gennem hovedet på killingen. Bagefter skulle jeg hente vand og sæbe og skure garagegulvet. Sådan var han. Det var derfor …”

Hun tog solbrillerne af, trak en flig af skjorten op, som hun pudsede dem med, og kneb øjnene sammen mod den synkende sol.

“Det var derfor, han aldrig kunne acceptere, at de trak sig ud af Vietnam. Mor og jeg flyttede hertil, da jeg var atten år.”

Harry nikkede.

“Jeg kan forestille mig, at det ikke var så ligetil for din mor med hendes asiatiske udseende at komme til en militærbase i USA efter krigen?”

“Militærbasen var ikke så slem. Men resten af amerikanerne, dem der ikke selv var der, men måske havde mistet en søn eller en kæreste i Vietnam, de hadede os. For dem var alle med skæve øjne en Charlie.”

En mand iført jakke sad og røg en cigar foran en brandhærget rønne.

“Og derefter gik du på politiskole, blev drabsefterforsker og barberede håret af?”

“Ikke i den rækkefølge. Og jeg barberede ikke håret af. Det faldt af i løbet af en uge, da jeg var sytten år gammel. En sjælden form for alopesi. Men praktisk i det her klima.”

Hun strøg en hånd hen over issen og smilede træt. Harry havde ikke bemærket før nu, at hun heller ikke havde nogen øjenbryn, ingen øjenvipper, ingenting.

En anden flodbåd gled op på siden af dem. Den var lastet til rælingen med gule stråhatte, og en gammel kone pegede på deres hoveder og derefter på hattene. Crumley smilede høfligt afvisende og sagde noget. Før konen skød båden fra igen, lænede hun sig over mod Harry og gav ham en hvid blomst. Hun pegede på Crumley og lo.

“Hvordan siger man tak på thai?”

“Khàwp khun khráp,” sagde Crumley.

“Javel, ja. Kan du ikke sige det for mig?”

De sejlede forbi et tempel, et wat, som lå helt nede ved kanalen, og kunne høre munkenes messen gennem den åbne dør. Folk sad på trappen udenfor med foldede hænder og bad.

“Hvad beder de om?” spurgte han.

“Det ved jeg ikke. Fred. Kærlighed. Et bedre liv, nu eller i det næste. De samme ting, som mennesker overalt ønsker sig.”

“Jeg tror ikke, Atle Molnes ventede på en luder. Jeg tror, han ventede på en anden.”

De gled videre, og munkenes messen døde hen bag dem.

“Hvem?”

“Aner det ikke.”

“Hvorfor tror du det så?”

“Han havde kun penge nok til at betale for værelset, så jeg er sikker på, at han ikke havde tænkt sig at købe en luder. Men han havde ikke noget at gøre på motellet, medmindre han skulle møde en eller anden, vel? Døren var ikke låst, da de fandt ham, siger Wang. Er det ikke lidt underligt? Hvis man bare smækker en hoteldør efter sig, låser den automatisk. Han må have trykket knappen på dørgrebet ind med vilje, for at den skulle stå åben. Der var ingen grund til, at morderen skulle have trykket den ind. Han eller hun var formodentlig ikke klar over, at vedkommende gik fra en ulåst dør. Hvorfor gjorde Molnes det? De fleste, som opholder sig på sådan et etablissement, ville fortrække en låst dør, når de lå og sov, tror du ikke?”

Hun vuggede hovedet fra side til side.

“Måske lagde han sig til at sove og var bange for, at han ikke ville høre det, når den, han ventede på, bankede på døren?”

“Netop. Og der var ingen grund til at have en ulåst dør for Tonya Hardings skyld, for han havde aftalt med receptionen, at han ville ringe derhen først. Enig?”

I sin iver havde Harry flyttet sig ud i den ene side af båden, og bådføreren råbte til ham og forklarede, at han skulle sidde i midten, så de holdt balancen.

“Jeg tror, han ville skjule, hvem det var, han skulle møde. Sandsynligvis var det en pointe, at motellet ligger uden for byen. Et velegnet sted til et hemmeligt møde, et sted, hvor der ikke føres nogen officiel gæstebog.”

“Hm. Tænker du på de billeder?”

“Det er vel umuligt ikke at tænke på dem.”

“Den slags billeder kan man købe mange steder i Bangkok.”

“Måske er han gået et skridt videre. Måske taler vi om børneprostitution.”

“Måske. Fortsæt.”

“Mobiltelefonen. Den var væk, da vi fandt ham, og den er hverken på hans kontor eller derhjemme.”

“Morderen kan have stjålet den.”

“Ja, men hvorfor? Hvis han var tyv, hvorfor tog han så ikke også pengene og bilen?”

Crumley kløede sig i øret.

“Spor,” sagde Harry. “Morderen har været særdeles omhyggelig med at skjule sine spor. Måske har han taget telefonen, fordi den indeholder en vigtig ledetråd.”

“Hvad skulle det være?”

“Hvad gør den typiske mobiltelefonbruger, når han sidder på et motel og venter på en eller anden, en, som måske også har en mobiltelefon og er på vej til motellet gennem Bangkoks uforudsigelige trafik?”

“Han ringer og spørger, hvornår vedkommende kan være fremme.” Crumley så stadig ikke ud til helt at forstå, hvor han ville hen.

“Molnes havde en Nokia-telefon ligesom min.”

Harry tog sin telefon frem.

“Som de fleste moderne mobiltelefoner lagrer den de sidste fem-ti numre, man har ringet til. Måske havde Molnes og morderen talt i telefon, lige før han kom, således at morderen vidste, at han kunne identificeres, hvis vi fik fat i telefonen.”

“Nja,” sagde hun, tydeligvis ikke særlig imponeret. “Han kunne jo bare slette numrene og lade telefonen ligge. Nu har han jo givet os et indirekte spor. At det er en, som Molnes kender.”

“Hvad, hvis telefonen var slukket? Hilde Molnes prøvede at ringe til sin mand, men kom ikke igennem. Uden PIN-koden til telefonen kunne morderen ikke slette numrene.”

“Okay. Men nu kan vi bare kontakte telefonselskabet og få en oversigt over, hvilke numre Molnes ringede til den pågældende aften. De, der plejer at hjælpe os med den slags ting, er nok gået hjem nu, men jeg skal nok ringe til dem i morgen tidlig.”

Harry kløede sig på hagen.

“Det er ikke nødvendigt. Jeg har snakket med Nho, og han arbejder på det nu.”

“Javel,” sagde hun. “Er der nogen speciel grund til, at du ikke gik via mig?”

Han hørte ingen irritation, ingen udfordring i hendes stemme. Hun spurgte, fordi Nho var hendes underordnede, og Harry havde opereret på tværs af kommandovejen. Det handlede ikke om chef og ikke chef, men om at lede en efterforskning effektivt. Og det var hendes ansvar.

“Du var der ikke, Crumley. Beklager, hvis jeg var lidt hurtig.”

“Der er ikke noget at beklage, Harry. Som du selv sagde – jeg var der ikke. Og du må gerne kalde mig Liz.”

De var kommet et langt stykke op ad floden. Overbetjenten pegede på et hus for enden af en stor have.

“Der bor en af dine landsmænd,” sagde hun.

“Hvor ved du det fra?”

“Der var en masse skriveri i aviserne, da han byggede det hus. Som du kan se, ligner det et tempel. Buddhisterne stejlede over, at en hedning skulle bo på den måde. De syntes, det var blasfemi. Desuden kom det frem, at det er bygget af et burmesisk tempel, som lå i et omstridt grænseområde til Thailand. Situationen var dengang temmelig spændt, med en del skudepisoder og så videre, så folk flyttede derfra. Nordmanden købte hele templet for en billig penge, og eftersom alt i nordburmesiske templer er bygget af teak, kunne han demontere hele pibetøjet og flytte det til Bangkok.”

“Usædvanligt,” sagde Harry. “Hvem er han?”

“Ove Klipra. Han er en af de største byggeentreprenører i Bangkok. Jeg vil tro, at du kommer til at høre mere om ham, hvis du skal være her et stykke tid.”

Hun gav tegn til bådføreren om at vende.

“Nho burde snart have den liste. Kan du lide take-away?”

Listen var kommet, og den sparkede effektivt benene væk under Harrys teori.

“Sidste registrerede samtale er klokken 17.55,” forklarede Nho. “Han har med andre ord ikke ringet til nogen, efter at han ankom til motellet.”

Harry kiggede ned i sin plasttallerken med nudelsuppe. De hvide strimler lignede en bleg, afmagret udgave af spaghetti, og det gjorde ham utilpas, at det bevægede sig på uventede steder i suppen, når han trak i nudlerne med sine spisepinde.

“Men derfor kan morderen godt være på den liste,” sagde Liz med munden fuld af mad. “Hvorfor skulle han ellers hugge telefonen?”

Rangsan kom ind og meddelte, at de havde Tonya Harding inde for at tage hendes fingeraftryk.

“I kan jo tage en snak med hende, hvis I har lyst. Og en anden ting: Supawadee sagde, at de er ved at undersøge den der plastampul nu. Resultatet skulle være klar i morgen. De har givet os førsteprioritet på det hele.”

“Du må hilse dem og sige kop kon krap,” sagde Harry.

“Og sige hvad?”

“Sige tak.”

Harry smilede fåret, og Liz fik et hosteanfald, så risen føg om ørerne på dem.