Kapitel 13

Harry anede ikke, hvor mange ludere han havde siddet overfor i et forhørslokale som det her. Kun, at det var mange. De syntes at dukke op i mordsager lige så sikkert som fluer på kolort. Ikke fordi de nødvendigvis var indblandet, men fordi de næsten altid havde noget at fortælle.

Han havde hørt dem le, bande, græde, han var blevet venner med dem, blevet uvenner med dem, havde lavet studehandler, brudt løfter, var blevet spyttet på og slået efter. Alligevel var der noget ved disse kvindeskæbner, de omstændigheder, der havde formet dem, som han syntes, han genkendte og kunne forstå. Det, han ikke kunne forstå, var den ukuelige optimisme, at de til trods for at have set ned i de dybeste menneskelige afgrunde aldrig syntes at miste troen på, at der var folk derude, der var gode nok. Han havde set tilstrækkelig mange politifolk, der ikke klarede noget tilsvarende.

Derfor klappede Harry Dim på skulderen og gav hende en cigaret, før de begyndte. Ikke fordi han troede, at han ville opnå noget, men fordi hun så ud, som om hun trængte til det.

Hun var hård i blikket og havde et træk om munden, som fortalte, at hun ikke var nem at kyse, men lige nu sad hun på en stol foran et lille plasticbord, vred nervøst hænderne i skødet og så ud, som om hun kunne briste i gråd, hvornår det skulle være.

“Pen yangai?” spurgte han. Hvordan går det? Liz havde lært ham de to ord på thai, før han gik ind i forhørslokalet.

Nho oversatte svaret. Hun sov dårligt om natten og ville ikke længere arbejde på motellet.

Harry satte sig over for hende, lagde armene på bordet og prøvede at fange hendes blik. Hendes skuldre faldt lidt ned, men hun blev siddende vendt bort fra ham med armene over kors.

Punkt for punkt gennemgik de det, der var sket, men hun havde ikke noget nyt at tilføje. Hun bekræftede, at døren til motelværelset havde været lukket, men ulåst. Hun havde ikke set nogen mobiltelefon. Og ingen personer, som ikke arbejdede på motellet, hverken da hun kom eller gik.

Da Harry nævnte Mercedes’en og spurgte, om hun havde lagt mærke til, at det var en diplomatbil, havde hun bare rystet på hovedet. Hun havde ikke set nogen bil. De kom ikke videre, og til sidst tændte Harry sig en cigaret og spurgte nærmest på må og få, hvem hun troede kunne have gjort det. Nho oversatte, og han kunne se på hendes ansigt, at han havde ramt plet.

“Hvad siger hun?”

“Hun siger, at kniven er Khun Sa.”

“Hvad betyder det?”

“Har du ikke hørt om Khun Sa?” Nho så mistroisk på ham.

Harry rystede på hovedet.

“Khun Sa er historiens største leverandør af heroin. Sammen med CIA og regeringerne i Indokina har han styret opiumstrafikken i den Gyldne Trekant siden halvtredserne. Det var sådan, amerikanerne finansierede deres operationer i området. Fyren havde sin egen hær i junglen deroppe.”

Det dæmrede for Harry, at han havde hørt noget om Asiens Escobar.

“Khun Sa overgav sig til de burmesiske myndigheder for to år siden og blev sat i husarrest, vistnok af den mere luksuriøse slags. De siger, det er ham, der finansierer de nye turisthoteller i Burma, og nogen mener, det stadig er ham, der står i spidsen for opiumsmafiaen oppe nordpå. Khun Sa betyder, at hun tror, det er mafiaen. Det er derfor, hun er bange.”

Harry så tænksomt på hende, før han nikkede til Nho.

“Vi lader hende gå,” sagde han.

Han oversatte, og Dim virkede overrasket. Hun vendte sig om og mødte Harrys blik, før hun satte håndfladerne sammen i ansigtshøjde og bukkede. Det gik op for Harry, at hun havde troet, de ville anholde hende for prostitution.

Harry smilede tilbage. Hun lænede sig ind over bordet.

“You like ice-skating, sil?”

“Khun Sa? CIA?”

Det knasede i telefonforbindelsen fra Oslo, og ekkoet gjorde, at Harry konstant hørte sig selv tale i munden på Torhus.

“Undskyld mig, betjent Hole, men har du fået hedeslag? En mand er fundet med en kniv i ryggen, en kniv, som sikkert kunne være købt hvor som helst i Nordthailand. Vi beder dig om at gå stille med dørene, og så fortæller du mig, at du har tænkt dig at gå løs på den organiserede kriminalitet i Sydøstasien?”

“Nej.” Harry lagde benene op på bordet. “Det har jeg ikke tænkt mig at gøre noget som helst ved, Torhus. Jeg siger bare, at en specialist fra et eller andet museum siger, at det er en sjælden kniv, som sandsynligvis har tilhørt Shan-folket, og at man ikke finder den slags antikviteter i en almindelig butik. Politiet her siger, at det kan være en besked fra opiumsmafiaen om, at vi skal holde os væk, men det tror jeg ikke selv. Hvis mafiaen vil fortælle os noget, er der mere overkommelige måder at gøre det på end ved at ofre en antikvarisk kniv.”

“Hvad er det så, du vrøvler om?”

“Jeg siger bare, at det er i den retning, sporene peger lige nu. Men politichefen hernede flippede helt ud, da jeg nævnte opium. Det viser sig, at der er totalt kaos på det område lige i øjeblikket. Han fortalte mig, at regeringen indtil for nylig havde nogenlunde kontrol over det, at de havde påbegyndt iværksætterprogrammer for de fattigste opiumsbønder, så de ikke tabte for mange penge på at gå over til at dyrke noget andet, samtidig med at de får lov til at dyrke opium til eget forbrug.”

“Til eget forbrug?”

“Ja, bjergstammerne får lov. De har røget skidtet i generationer, og det nytter vist ikke at lave om på det. Problemet er, at opiumsimporten fra Laos og Myanmar er svundet ind, og priserne er eksploderet, så for at dække efterspørgslen er produktionen i Thailand blevet næsten fordoblet. Der er masser af penge i omløb, mange nye aktører som vil ind, og derfor er alting totalt uoverskueligt. Det hvepsebo havde han ikke lyst til at stikke hånden ind i lige nu, for at sige det på den måde. Derfor har jeg tænkt mig at udelukke en del muligheder fra begyndelsen af. Som at ambassadøren selv skulle være indblandet i kriminalitet. I børnepornografi, for eksempel.”

Der blev stille i den anden ende af røret.

“Vi har ingen grund til at tro …” begyndte Torhus, men resten forsvandt i støj.

“Gentag det lige.”

“Vi har ingen grund til at tro, at ambassadør Molnes var pædofil, hvis det er det, du antyder.”

“Hvad? Vi har ingen grund til at tro? Du taler ikke til pressen lige nu, Torhus. Jeg er nødt til at vide det for at komme videre.”

Der opstod en ny pause, og et øjeblik troede Harry, at forbindelsen var blevet afbrudt. Så lød Torhus’ stemme igen, og selv på en dårlig linje fra den anden side af jordkloden kunne Harry mærke kulden.

“Jeg skal nok fortælle dig, hvad du har brug for at vide, Hole. Det eneste, du har brug for at vide, er, at du skal finde en morder, at vi alle sammen er ligeglade med, hvem det er, at jeg er ligeglad med, hvad ambassadøren har været indblandet i, at han for min skyld både kan have været heroinsmugler og pæderast, bare ikke pressen eller nogen andre får det mindste at vide. Enhver skandale, uanset hvad den måtte dreje sig om, vil blive betragtet som en katastrofe, og du vil blive holdt personligt ansvarlig. Har jeg udtrykt mig tydeligt nok, Hole, eller er der mere, du skal vide?”

Torhus havde ikke trukket vejret en eneste gang.

Harry sparkede til bordet, så både telefonen og kollegerne ved siden af gav et hop.

“Jeg hører dig klart og tydeligt,” sagde Harry mellem sammenbidte tænder. “Men nu skal du lytte lidt til mig.” Harry tog en pause, mens han trak vejret dybt. En øl, bare én øl. Han stak en cigaret ind mellem læberne og prøvede at skyde tanken fra sig.

“Hvis Molnes er indblandet i noget, er han næppe den eneste nordmand, som er med i det. Jeg tvivler stærkt på, at han kan have knyttet vigtige forbindelser i den thailandske underverden i løbet af den korte tid, han har været her. Desuden har jeg fået at vide, at han stort set kun omgikkes det norske miljø i Bangkok. Der er ingen grund til at tro andet, end at de allerfleste af dem er udmærkede mennesker, men de har alle sammen haft deres grunde til at flytte hjemmefra, og nogle har sikkert haft bedre grunde end andre. Problemer med politiet er som regel en ualmindelig god grund til en hurtig emigration til et land med et behageligt klima og uden udleveringsaftale med Norge. Læste du den om nordmanden, de tog på fersk gerning med nogle drenge på et hotelværelse i Pattaya? Det stod på side et i Verdens Gang og Dagbladet? Det er noget, politiet hernede kan lide. Det giver god presseomtale, og de pædofile er nemmere at få fat på end heroinbanderne. Hvad nu, hvis det thailandske politi allerede nu vejrer en let fangst, men venter med at arbejde videre med den, til den her sag formelt set er afsluttet, og jeg er taget hjem? Hvorefter de om et par måneder afslører en sag om børnepornografi, hvor nordmænd er indblandet? Hvad tror du så, der sker? De norske aviser sender et kobbel journalister herned, og før du ved af det, dukker ambassadørens navn op. Hvis vi får taget de her fyre nu, mens vi har en forståelse med det thailandske politi om, at det er tys-tys, kan vi måske undgå en skandale af det omfang.”

Harry kunne høre på kontorchefen, at han forstod ham.

“Hvad er det, du vil?”

“Jeg vil vide, hvad det er, du ikke fortæller mig. Hvad I har på Molnes, hvad han er indblandet i.”

“Du ved det, du har brug for at vide. Mere er der ikke. Er det så svært at forstå?” Torhus stønnede. “Hvad er det egentlig, du vil opnå, Hole? Jeg troede, at du ville være lige så interesseret i at få det hurtigt overstået, som vi er.”

“Jeg er politibetjent. Jeg prøver bare at passe mit arbejde, Torhus.”

Torhus lo hånligt. “Rørende, Hole. Men glem ikke, at jeg ved et par ting om dig, som gør, at jeg ikke køber den der ‘jeg-er-bare-en-ærlig-strømer’-historie.”

Harry hostede i telefonrøret og hørte ekkoet komme tilbage som dæmpede pistolskud. Han mumlede et eller andet.

“Hvad?”

“Jeg sagde, at det er en dårlig forbindelse. Tænk dig lidt om, Torhus, og ring mig op, når du har noget at fortælle.”

Harry vågnede med et sæt, væltede sig ud af sengen og nåede ud på badeværelset, før han kastede op. Han satte sig på toilettet. Nu kom det ud af begge ender. Sveden drev af ham, selv om han kunne mærke, at luften var kold.

Det var værre forrige gang, sagde han til sig selv. Det bliver bedre. Meget bedre, håbede han.

Han havde stukket sprøjten med B-vitamin i den ene balde, før han gik i seng, og det havde svedet som ind i helvede. Han kunne ikke lide sprøjter, de fik det til at svimle for ham. Han kom til at tænke på Vera, en af luderne i Oslo, som havde været på heroin i femten år. Hun havde engang fortalt ham, at hun i alle de år besvimede hver eneste gang, hun tog et skud.

Han så noget bevæge sig i halvmørket, oppe på håndvasken, et par følehorn, som vajede frem og tilbage. En kakerlak. Den var på størrelse med en tommelfinger og havde en orange stribe på ryggen. Han havde aldrig set sådan en før, men det var måske ikke så mærkeligt – han havde læst, at der fandtes over tre tusinde forskellige slags kakerlakker. Han havde også læst, at de gemmer sig, når de kan mærke vibrationerne af noget, der nærmer sig, at for hver kakerlak, man opdager, er der mindst ti, som har nået at slippe væk. Det betød, at de var overalt. Hvor meget vejer en kakerlak? Ti gram? Hvis der var over hundrede af dem i sprækker og bag bordplader, ville det sige, at der var over et kilo kakerlak i værelset. Han gøs. Det trøstede ham ikke særlig meget at vide, at de var mere bange end ham. Af og til havde han en fornemmelse af, at alkoholen var begyndt at gøre mere for ham, end den gjorde mod ham. Han lukkede øjnene og prøvede at lade være med at tænke.