Kapitel 14

Det var endt med, at de havde parkeret bilen og var begyndt at lede efter adressen til fods. Nho havde prøvet at forklare Harry, hvordan Bangkoks sindrige adressesystem fungerede og havde gennemgået gadesystemet med hovedgader og nummererede sidegader – soi. Problemet var, at husene ikke nødvendigvis lå i stigende rækkefølge, eftersom nye huse fik det næste ledige nummer, uanset hvor i gaden de lå.

De gik gennem snævre gyder, hvor fortovene fungerede som en del af dagligstuen, hvor folk læste aviser, tilberedte mad og sov til middag. Nogle piger i skoleuniform råbte efter dem og fnisede, og Nho pegede på Harry og svarede et eller andet. Pigerne skreg af grin og holdt hænderne for munden.

Nho sagde noget til en kvinde bag en symaskine, og hun pegede på en dør. De bankede på, og lidt efter blev den åbnet af en thai. Han var iført korte kakibukser og åbenstående skjorte. Harry anslog ham til at være i tresårsalderen, men det var kun øjnene og rynkerne, der afslørede alderen. Der var ikke ét gråt hår i det sorte, glatte og tilbagestrøgne hår, og den magre, senede krop kunne tilhøre en trediveårig.

Nho sagde noget, og manden nikkede, mens han så på Harry. Så undskyldte han sig og forsvandt ind igen. Efter et øjeblik kom han tilbage, nu i hvid, kortærmet skjorte med pressefolder på ærmerne og lange bukser.

Han havde taget to stole med, som han stillede på fortovet. På et overraskende godt engelsk bad han Harry tage plads på den ene, mens han selv satte sig på den anden. Nho blev stående ved siden af dem og rystede umærkeligt på hovedet, da Harry gav tegn til, at han kunne sætte sig på trappen.

“Mit navn er Harry Hole, og jeg kommer fra det norske politi, hr. Sanphet. Jeg vil gerne stille Dem nogle spørgsmål vedrørende Molnes.”

“De mener ambassadør Molnes.”

Harry så på den gamle mand. Han sad meget rank på sin stol, og de brune, fregnede hænder lå roligt i skødet.

“Selvfølgelig. Ambassadør Molnes. De har været chauffør ved den norske ambassade i næsten tredive år, kan jeg forstå?”

Sanphet lukkede øjnene bekræftende.

“Og De satte pris på ambassadøren?”

“Ambassadør Molnes var et stort menneske. Et stort menneske med et stort hjerte. Og hjerne.”

Han bankede sig på panden med en finger og så advarende på Harry.

Harry gøs, da en sveddråbe trillede ned ad ryggen og ind under bukselinningen. Han så sig om efter noget skygge, de kunne flytte stolene ind i, men solen stod højt på himlen, og husene var lave i denne gade.

“Vi kommer til Dem, fordi De er den, der bedst kendte ambassadørens vaner, og De ved, hvor han opholdt sig, og hvem han talte med. Og fordi De tydeligvis også kom godt ud af det med ham rent personligt. Hvad skete der, dagen før han døde?”

Sanphet fortalte, mens hans sad fuldkommen ubevægelig, at ambassadøren var taget til frokost uden at sige, hvor han skulle hen, kun, at han ville køre selv, hvilket var ret usædvanligt i arbejdstiden, eftersom chaufføren ikke havde andre pligter. Han havde siddet på ambassaden til klokken fem og var så taget hjem.

“De bor alene?”

“Min kone døde i en trafikulykke for fjorten år siden.”

Noget sagde Harry, at han også kunne have fortalt ham det nøjagtige antal måneder og dage. De havde ingen børn.

“Hvilken slags steder kørte De ambassadøren til?”

“De andre ambassader. Møder. Besøg hos nordmænd.”

“Hvilke nordmænd?”

“Alle mulige. Folk fra Statoil, Hydro, Jotun og Statskonsult.”

Han udtalte navnene på perfekt norsk.

“Kender De nogle af disse navne?” spurgte Harry og rakte ham en liste. “Det er de personer, ambassadøren havde kontakt med via sin mobiltelefon, den dag han døde. Vi har fået den fra telefonselskabet.”

Sanphet tog et par briller frem, men måtte alligevel holde arket ude i armslængde, mens han læste højt: “Klokken 11.10. Bangkok Betting Service.”

Han kiggede over brillerne.

“Ambassadøren kunne godt lide at spille på heste.” Og han tilføjede med et smil: “Det skete, at han vandt.”

Nho skiftede vægten over på den anden fod.

“Klokken 11.34. Doktor Sigmund Johansen.”

“Hvem er det?”

“En meget rig mand. Rig nok til, at han kunne købe sig en lord-titel i England for nogle år siden. Personlig ven af den thailandske kongefamilie. Hvad er Worachak Road?”

“En indgående samtale fra en telefonboks. Vær venlig at gå videre.”

“Klokken 11.55. Den norske ambassade.”

“Det pudsige er, at vi ringede og talte med ambassaden i morges, og ingen kunne huske at have talt i telefon med ham den dag, ikke engang receptionisten.”

Sanphet trak på skuldrene, og Harry vinkede ham videre.

“Klokken 12.50. Ove Klipra. Ham har De vel hørt om?”

“Måske.”

“Han er en af Bangkoks rigeste mænd. Jeg læste i avisen, at han lige har solgt et vandkraftværk i Laos. Han bor i et tempel.” Sanphet brummede. “Han og ambassadøren kendte hinanden fra tidligere, de kom fra samme landsdel. Har De hørt om Ålesund? Ambassadøren inviterede …”

Han slog ud med armene. Det var ikke noget at bringe på bane nu. Han holdt arket ud foran sig igen.

“Klokken 13.15. Jens Brekke. Ukendt. Klokken 17.55. Mangkon Road?”

“Ny opringning fra telefonboks.”

Der var ikke flere navne på listen. Harry bandede i sit stille sind. Han vidste ikke helt, hvad han havde forventet, men chaufføren havde ikke fortalt ham noget som helst, som han ikke vidste efter at have talt i telefon med Tonje Wiig en time tidligere.

“Lider De af astma, hr. Sanphet?”

“Astma? Nej, hvorfor det?”

“Vi fandt en næsten tom plasticampul i bilen. Vi bad laboratoriet om at undersøge den for narkotika. Ja, bliv nu ikke forskrækket, hr. Sanphet, det er ren rutine, når vi finder sådan noget. Det viste sig, at det bare var astmamedicin. Men ingen i familien Molnes lider af astma. Ved De, hvem den kan tilhøre?”

Sanphet rystede på hovedet.

Harry trak sin stol længere hen mod chaufføren. Han var ikke vant til at gennemføre forhør ude på gaden, og han havde en følelse af at blive overhørt af alle dem, der sad ude i den snævre gyde. Han sænkede sin stemme:

“Med al respekt, så lyver De. Jeg så med mine egne øjne receptionisten på ambassaden tage astmamedicin, hr. Sanphet. De sidder inde på ambassaden den halve dag, har været der i tredive år, og der bliver næppe skiftet en rulle ude på toilettet, uden at De ved det. Vil De påstå, at De ikke vidste, at hun har astma?”

Sanphet så på ham med et roligt, koldt blik.

“Jeg siger bare, at jeg ikke ved, hvem der kan have lagt en astma-ampul i bilen, sir. Der er mange i Bangkok, der har astma, og nogle af dem har uden tvivl siddet i ambassadørens bil. Frøken Ao er, så vidt jeg ved, ikke en af dem.”

Harry kiggede på ham. Hvordan kunne han sidde der uden en sveddråbe på panden, når solen stod og dirrede som en messingcymbel på himlen? Harry så på sin notesblok, som om det næste spørgsmål stod skrevet der.

“Hvad med børn?”

“Undskyld?”

“Samlede I nogensinde børn op, kørte til børnehaver eller lignende? Forstår De, hvad jeg mener?”

Sanphet fortrak ikke en mine, men blev endnu mere rank i ryggen.

“Ja, det gør jeg. Ambassadøren var ikke en af dem,” sagde han.

“Hvordan ved De det?”

En mand kiggede op fra sin avis, og det gik op for Harry, at han havde hævet stemmen. Sanphet bukkede.

Harry følte sig dum. Dum, dårligt tilpas og svedig. I den rækkefølge.

“Jeg beklager,” sagde han. “Det var ikke min mening at fornærme Dem.”

Den gamle chauffør kiggede forbi ham og lod, som om han ikke hørte noget. Harry rejste sig.

“Så går vi igen. Jeg hørte, at De er glad for Grieg, så jeg tog den her med.” Han holdt en kassette frem. “Det er Griegs Symfoni i C-mol. Den blev uropført i 1981, så jeg tænkte, at De måske ikke har den. Den bør man have, hvis man elsker Grieg. Værsgo.”

Sanphet rejste sig, tog forundret imod kassetten og blev stående og kiggede på den.

“Farvel,” sagde Harry, udførte en kluntet, men velment wai-hilsen og gav tegn til Nho om, at de skulle gå.

“Vent,” sagde den gamle. Hans blik var stadig fæstet på kassetten. “Ambassadøren var en god mand. Men han var ikke nogen lykkelig mand. Han havde én svaghed. Jeg ønsker ikke, at det skal besudle hans minde, men jeg tror, at han tabte mere, end han vandt, på de heste.”

“Det gør de fleste,” sagde Harry.

“Ikke fem millioner baht.”

Harry prøvede at regne det om i hovedet. Nho kom ham til undsætning.

“Hundrede tusinde dollars.”

Harry fløjtede. “Ja, ja, men hvis han havde råd til det, så …”

“Det havde han ikke,” sagde Sanphet. “Han lånte pengene af nogle lånehajer i Bangkok. De ringede flere gange til ham i løbet af de sidste uger.” Han så på Harry. Det var vanskeligt at tolke de asiatiske øjne. “Personligt mener jeg, at spillegæld er noget, man bør stå ved, men hvis nogen har dræbt ham for de penge, synes jeg, de skal straffes.”

“Så ambassadøren var ikke nogen lykkelig mand?”

“Han havde ikke noget let liv.”

Harry kom pludselig i tanker om noget. “Siger Man U dig noget?”

Den gamle så spørgende på ham.

“Det stod i ambassadørens kalender under datoen for mordet. Jeg kiggede i et tv-program, og der var ingen, der viste Manchester United den dag.”

“Åh, Manchester United,” smilede Sanphet. “Det er Klipra. Ambassadøren kaldte ham mister Man U. Han flyver til England for at se holdet spille og har købt en masse aktier i klubben. Et meget besynderligt menneske.”

“Det vil vise sig, men jeg tager en snak med ham senere.”

“Hvis De kan finde ham.”

“Hvad mener De?”

“Man finder ikke bare Klipra. Han finder en.”

Det var lige det, der manglede, tænkte Harry. En tegneseriefigur.

“Det med spillegælden forandrer jo hele billedet radikalt,” sagde Nho, da de havde sat sig ind i bilen igen.

“Måske,” sagde Harry. “Trekvart millioner kroner, det er mange penge, men er det nok?”

“Folk er blevet dræbt i Bangkok for mindre end det,” sagde Nho. “Meget mindre. Tro mig.”

“Det er ikke lånehajerne, jeg tænker på, det er Atle Molnes. Manden kommer jo fra en stenrig familie. Han burde kunne betale, i hvert fald hvis det var sådan, at det var livet om at gøre. Der er noget, der ikke helt stemmer her. Hvad synes du om hr. Sanphet?”

“Han løj, da han omtalte kvinden i receptionen, frøken Ao.”

“Ja? Hvad får dig til at sige det?”

Nho svarede ikke, men smilede bare hemmelighedsfuldt og pegede på sit hoved.

“Hvad er det, du prøver at fortælle mig her, Nho? At du ved, hvornår folk lyver?”

“Jeg har lært det af min mor. Under Vietnamkrigen levede hun af at være pokerspiller på anden etage af Soi Cowboy.”

“Vrøvl. Jeg kender politifolk, som har afhørt mennesker hele deres liv, og de siger alle det samme: Man lærer aldrig at gennemskue en god løgner.”

“Det handler om at have øjnene med sig. Man kan se det på de små ting. Som for eksempel, at du ikke åbnede munden ordentligt, da du sagde, at alle, som elsker Grieg, burde have et eksemplar af den kassette.”

Harry kunne mærke en rødmen skyde op i kinderne. “Kassetten lå tilfældigvis i min walkman. Det var en australsk politibetjent, der fortalte mig om Griegs Symfoni i C-mol. Jeg købte kassetten som en slags minde om ham.”

“Det virkede i hvert fald.”

Nho svingede i sidste øjeblik uden om en lastbil, som kom tordnende imod dem.

“For helvede da!” Harry nåede ikke engang at få hjertet op i halsen. “Han kørte i den forkerte side.”

Nho trak på skuldrene. “Han var større end mig.”

Harry så på sit ur. “Vi skal inden om stationen, og jeg har en begravelse, jeg skal nå.” Han tænkte med gru på den varme jakke, der hang i skabet uden for “kontoret”.

“Jeg håber, der er aircondition i kirken. Hvad var det i øvrigt for noget, det der med at sidde ude på gaden i den bagende sol? Hvorfor ville den gamle mand ikke invitere os inden for i skyggen?”

“Stolthed,” sagde Nho.

“Stolthed?”

“Han bor i et lille værelse, som ikke har ret meget at gøre med den bil, han kører i, og det sted, hvor han arbejder. Han ville ikke invitere os indenfor, fordi det kunne blive ubehageligt, ikke bare for ham, men også for os.”

“Underlig mand.”

“Det er Thailand,” sagde Nho. “Jeg ville heller ikke invitere dig indenfor. Jeg havde givet dig en kop te ude på trappen.”

Han svingede skarpt til højre, og et par af de trehjulede tuk-tuk motorcykler veg skrækslagent til side. Harry havde automatisk holdt armene op foran sig.

“Jeg er …”

“… større end dem. Tak, Nho, nu har jeg forstået princippet.”