Kapitel 15

“Der gik han op i røg,” sagde Harrys sidemand og slog korsets tegn for sig. Han var en kraftig mand, brun og barket og med lyseblå øjne, som fik Harry til at tænke på bejdset tømmer og forvasket denimstof. Silkeskjorten stod åben i halsen, og inden for hang der en tyk guldkæde, som blinkede mat og tungt i solen. Næsen var dækket med et fint net af blodårer, og den brune isse skinnede som en billardkugle under det vigende hår. Roald Bork havde kvikke øjne, som gjorde, at han på nært hold virkede yngre end sine halvfjerds år.

Han snakkede. Højt og tilsyneladende ugeneret af, at de var til begravelse. Nordlandsdialekten sang under kirkehvælvingerne, men ingen vendte sig med irettesættende blikke.

Da de var kommet uden for krematoriet, præsenterede Harry sig.

“Javel, ja. Jeg har altså haft en politibetjent stående ved siden af mig hele tiden uden at vide det. Godt, jeg ikke sagde noget, der kunne blive dyrt for mig.”

Han lo en rungende latter og rakte en tør, knudret gammelmandshånd frem.

“Roald Bork, på laveste pension.” Ironien nåede ikke op til øjnene.

“Tonje Wiig fortalte mig, at du er en slags åndelig leder for det norske miljø hernede.”

“Der må jeg nok skuffe dig. Som du ser, er jeg en gammel og affældig mand, ikke nogen flokleder. Desuden er jeg flyttet ud i periferien, både i overført og bogstavelig forstand.”

“Jaså?”

“Til syndens sump, Thailands Sodoma.”

“Pattaya?”

“Korrekt. Der bor også en del andre nordmænd, som jeg prøver at holde nogenlunde styr på.”

“Lad mig gå direkte til sagen, Bork. Vi har netop prøvet at ringe til Ove Klipra, men vi fik ikke fat i andre end en portvagt, som siger, at han ikke ved, hvor Klipra er, eller hvornår, han kommer tilbage.”

Bork klukkede. “Ja, det lyder som Ove.”

“Jeg har forstået, at han foretrækker selv at kontakte folk, men vi står midt i en drabsefterforskning, og jeg har ikke meget tid. Jeg kan forstå, at du er en nær ven af Klipra, et slags forbindelsesled til omverdenen?”

Bork lagde hovedet på sned. “Jeg er ikke hans adjudant, hvis det er det, du mener. Men det er sådan set rigtigt nok, at jeg undertiden formidler en kontakt. Klipra vil helst ikke snakke med folk, han ikke kender.”

“Var det dig, der formidlede kontakten mellem Klipra og ambassadøren?”

“Første gang var det tilfældet. Men Klipra kunne godt lide ambassadøren, så de havde vel en del med hinanden at gøre efterhånden. Ambassadøren kom jo også fra Sunnmøre, selv om han kom fra bygden og ikke var en ægte Ålesunder som Klipra.”

“Er det så ikke mærkeligt, at han ikke er her i dag?”

“Klipra er på farten hele tiden. Hans telefon har ikke svaret nogle dage, så jeg vil tro, at han er ude og se til sine anlæg i Vietnam eller Laos og ikke engang ved, at ambassadøren er død. Det er jo ikke ligefrem en sag, der har fået de store avisoverskrifter.”

“Det sker sjældent, når folk dør af et hjerteslag,” sagde Harry.

“Det er altså derfor, at norsk politi er til stede?” spurgte Bork og tørrede sveden af nakken med et stort, hvidt lommetørklæde.

“Rutine, når ambassadører dør i udlandet,” sagde Harry og noterede telefonnummeret til politistationen på bagsiden af et visitkort.

“Her har du et nummer, hvor du kan få fat på mig, når Klipra dukker op.”

Bork studerede kortet, så ud, som om han skulle til at sige noget, men ombestemte sig, stak kortet i brystlommen og nikkede.

“Så har jeg i hvert fald dit nummer,” sagde han, hilste og gik hen til en gammel Landrover. Bag ham, halvvejs oppe på fortovet, funklede det i nyvasket, rød lak. Det var den samme Porsche, som Harry havde set svinge op foran Molnes hus.

Tonje Wiig kom hen til ham. “Jeg håber, Bork kunne hjælpe Dem.”

“Ikke i denne omgang.”

“Hvad sagde han om Klipra? Vidste han, hvor han er?”

“Han vidste ingenting.”

Hun blev stående, og Harry fik en uklar fornemmelse af, at hun ventede på noget mere. I et øjebliks paranoia så han Torhus’ kolde stirren i Fornebu for sit indre blik – ‘ingen skandaler, er det forstået?’ Kunne det være sådan, at hun havde fået besked på at holde øje med Harry og sige fra, hvis han gik for vidt? Han så på hende og slog det straks hen.

“Hvem ejer den røde Porsche?” spurgte han.

“Porsche?”

“Den der. Jeg troede, at I piger fra Østfold kunne alle bilmærkerne, før I var fyldt seksten?”

Tonje Wiig overhørte kommentaren og tog sine solbriller på. “Det er Jens’ bil.”

“Hvem er Jens?”

“Jens Brekke. Valutamægler. Han kom til Barclay Thailand fra Den Norske Bank for nogle år siden. Han står derhenne.”

Harry vendte sig om. Oppe på trappen stod Hilde Molnes, klædt i dramatiske, sorte silkegevandter, ved siden af hende stod en alvorlig Sanphet i mørkt jakkesæt. Bag dem stod en lyshåret, yngre mand. Harry havde lagt mærke til ham inde i kirken. Han havde en vest på under jakken til trods for, at termometret viste femogtredive. Hans øjne var skjult bag et par dyrt udseende solbriller, og han talte lavmælt med en kvinde, som også var klædt i sort. Harry stirrede på hende, og som om hun havde kunnet mærke hans blik rent fysisk, vendte hun sig om imod ham. Han havde ikke genkendt Runa Molens med det samme, og nu så han hvorfor. Den mærkelige asymmetri var væk. Hun var højere end de andre oppe på trappen. Hun kiggede kort på ham uden at vise nogen følelser, ikke ud over kedsomhed.

Harry undskyldte sig, gik op ad trappen og kondolerede Hilde Molnes. Hendes hånd lå slap og viljeløs i hans. Hun så på ham med et sløret blik, og lugten af tung parfume camouflerede næsten hendes ginånde.

Så vendte han sig om mod Runa. Hun skyggede for solen og missede op mod ham, som om hun først nu havde opdaget ham.

“Hej,” sagde hun. “Endelig en, der er højere end mig i det her pygmæland. Er du ikke den kriminalbetjent, der var hjemme hos os?”

Stemmen havde en aggressiv undertone, en teenagers forcerede selvsikkerhed. Hendes håndtryk var stærkt og fast. Harrys blik søgte automatisk ned mod den anden hånd. En voksagtig protese, som stak ud af det sorte ærme.

“Kriminalbetjent?”

Det var Jens Brekke, der talte.

Han havde taget solbrillerne af og kneb øjnene sammen. Han havde et åbent, drenget ansigt, og den uregerlige lyse hårlok faldt ned foran et par næsten gennemsigtige blå øjne. Det runde ansigt havde stadig drengens hvalpefedt, men rynkerne omkring øjnene tydede på, at han i hvert fald havde passeret de tredive. Armani-sættet var skiftet ud med et klassisk Del Georgio-sæt, og de håndsyede Bally-sko lignede sorte spejle, men der var noget ved fremtoningen, som fik Harry til at tænke på en halvflabet tolvårig, der havde klædt sig ud som voksen. Han præsenterede sig.

“Jeg er sendt herned af det norske politi for at foretage nogle rutineundersøgelser.”

“Javel. Plejer man at gøre det?”

“De talte med ambassadøren den dag, han døde, er det ikke korrekt?”

Brekke så mildt overrasket på Harry.

“Det stemmer. Hvordan kan du vide det?”

“Vi fandt hans mobiltelefon. Deres nummer var et af de sidste fem numre, han havde ringet til.”

Harry iagttog ham nøje, men ansigtet røbede ikke nogen overraskelse eller forvirring, kun oprigtig forbavselse.

“Må jeg tale lidt med Dem?” spurgte Harry.

“Kom forbi,” sagde Brekke og havde umærkeligt tryllet et visitkort frem, som han holdt mellem pege- og langfinger.

“Hjemme eller på arbejdet?”

“Derhjemme sover jeg,” sagde Brekke.

Det var umuligt at se det lille smil, der spillede om hans mund, men Harry kunne ikke desto mindre mærke det. Som om det at tale med en kriminalbetjent bare var noget spændende, noget ikke helt ordinært.

“Hvis I vil have mig undskyldt?”

Brekke hviskede nogle ord i øret på Runa, nikkede til Hilde Molnes og forsvandt i småløb ned mod Porschen. Pladsen var ved at tømmes for folk, Sanphet fulgte Hilde Molnes hen til diplomatbilen, og Harry blev stående alene tilbage med Runa.

“Der er en sammenkomst på ambassaden,” sagde han.

“Det ved jeg. Mor har ikke lyst til at tage derhen.”

“Nej. I har måske en del familie på besøg?”

“Nej,” sagde hun bare.

Harry så Sanphet lukke døren efter Hilde Molnes, hvorefter han gik rundt om bilen.

“Du kan komme med i min taxi, hvis du har lyst.”

Harry kunne mærke, at hans øreflipper blev varme, da han hørte, hvordan det kom til at lyde. Det var hans mening at sige ‘hvis du har lyst til at tage med derhen’.

Hun kiggede op på ham. Øjnene var sorte, og han vidste ikke, hvad han så.

“Jeg har ikke lyst.” Hun begav sig hen mod diplomatbilen.