Kapitel 16

Stemningen var trykket, og der blev ikke sagt mange ord. Tonje Wiig havde selv bedt Harry komme, og de stod i et hjørne og drejede deres glas rundt i hånden. Tonje var kommet et stykke ned i sin anden Martini. Harry havde bedt om vand, men havde i stedet fået en sød, klistret appelsindrik.

“Du har vel en familie derhjemme?”

“Noget,” sagde Harry, usikker på, hvad der lå bag den retning, som både emne og tiltaleform pludselig havde taget.

“Også jeg,” sagde hun. “Forældre og søskende. Nogle tanter og onkler, ingen bedsteforældre. Det er alt. Hvad med dig?”

“Noget i samme stil.”

Frøken Ao snoede sig forbi dem med en drinkbakke. Hun var iført en enkel, traditionel thaikjole med en lang slids i siden. Han fulgte hende med øjnene. Det var ikke vanskeligt at forestille sig, at ambassadøren kunne være faldet for den fristelse.

I den modsatte ende af lokalet, foran et stort verdenskort, stod der en mand for sig selv og vippede bredbenet på fodsålerne. Han var rank, bredskuldret, og det sølvgrå hår var lige så kortklippet som Harrys. Øjnene lå dybt i ansigtet, kæbemusklerne arbejdede under huden, og hænderne var samlet bag ryggen. Det lugtede langt væk af militær.

“Hvem er det?”

“Ivar Løken. Ambassadøren kaldte ham bare LM.”

“Løken. Det var underligt. Han stod ikke på den liste over ansatte, som jeg fik med fra Oslo. Hvad laver han?”

“Godt spørgsmål.” Hun fnisede lidt og tog en slurk af sin drink. “Undskyld, Harry. Er det i orden, jeg kalder dig Harry? Jeg er vist lidt småberuset. Den har stået på meget arbejde og meget lidt søvn de sidste dage. Du, han kom hertil i fjor, lige efter Molnes. For at sige det lidt brutalt, tilhører han den del af udenrigstjenesten, som ikke længere er på vej nogen steder hen.”

“Hvad vil det sige?”

“At han er havnet i en karrieremæssig blindgyde. Han kom fra en eller anden stilling i forsvaret, men på et tidspunkt begyndte der vel at klæbe et par men’er for meget ved hans navn.”

“Men’er?”

“Har du ikke hørt folk i Udenrigsministeriet tale om hinanden? ‘Han er en dygtig diplomat, men han drikker, men han er glad for kvinder’ og så videre. Det, der kommer efter men’erne, er meget vigtigere end det, der kommer før. Det er det, der afgør, hvor langt man kan komme i departementet. Det er derfor, der er så mange fromme middelmådigheder i ledelsen.”

“Hvad går hans ‘men’ ud på, og hvorfor er han her?”

“Jeg ved det ærlig talt ikke. Jeg kan se, at han holder møder og skriver en rapport i ny og næ, som går til Oslo, men vi ser ikke så meget til ham. Jeg tror, han trives bedst alene. Indimellem tager han telt, malariapiller og en rygsæk fuld af fotoudstyr med på ture til Vietnam, Laos eller Cambodja. Mutters alene. Du kender typen, ikke?”

“Måske. Hvad er det for en slags rapporter, han skriver?”

“Det ved jeg ikke. Det var ambassadøren, der styrede det der.”

“Ved du det ikke? I er da ikke så mange her på ambassaden. Er det efterretningsarbejde?”

“Hvad skulle det være om?”

“Tja, Bangkok er jo et trafikknudepunkt for hele Asien.”

Hun så på ham og smilede kælent. “Gid det var så spændende ting, vi arbejdede med. Men jeg tror nok, at Udenrigsministeriet bare lader ham være her som tak for lang og stort set tro tjeneste for konge og fædreland. Desuden har jeg nok tavshedspligt.”

Hun fnisede igen og lagde en hånd på Harrys arm: “Skal vi ikke tale om noget andet?”

Harry talte om noget andet og gik så hen for at finde sig noget mere at drikke. Menneskets krop består af tres procent vand, og han havde en følelse af, at det meste af ham i løbet af dagen var steget op som damp mod den blågrå himmel udenfor.

Han fandt frøken Ao sammen med Sanphet længst inde i lokalet. Sanphet nikkede afmålt.

“Vand?” spurgte Harry.

Ao rakte ham et glas.

“Hvad står LM for?”

Sanphet hævede et øjenbryn.

“Tænker De på hr. Løken?”

“Ja, det gør jeg.”

“Hvorfor spørger De ham ikke selv?”

“For det tilfælde, at det var noget, I kaldte ham bag hans ryg.”

Sanphet trak på smilebåndet. “L står for ‘living’, M for ‘morphine’. Det er et gammelt kaldenavn, han fik efter at have arbejdet for FN i Vietnam i slutningen af krigen.”

“Vietnam?”

Sanphet nikkede umærkeligt, og Ao forsvandt.

“Løken var med i en vietnamesisk enhed i 1975, som lå i en LZ og ventede på at blive samlet op af en helikopter, da de blev angrebet af en Vietcong-patrulje. Det blev et blodbad, og Løken var en af dem, der blev ramt. Han fik en kugle tværs igennem nakkemusklen. Amerikanerne havde forlængst trukket deres soldater ud af Vietnam, men de havde stadigvæk nogle sanitetssoldater der. De løb rundt i elefantgræsset fra soldat til soldat og gav dem førstehjælp. De brugte et kridtstykke til at skrive en slags sygejournal på de såredes hjelme. Hvis de skrev D, betød det, at vedkommende var død, så de, der kom med bårerne bagefter, ikke skulle spilde tid på at undersøge dem. L betød, at den sårede var i live, og hvis de skrev et M, betød det, at de havde givet vedkommende morfin. Det gjorde de for at undgå, at nogen skulle få flere indsprøjtninger og dø af en overdosis.”

Sanphet nikkede i retning mod Løken.

“Da de fandt ham, var han allerede besvimet, så de gav ham ikke morfin, men skrev bare et L på hans hjelm og lempede ham ind i helikopteren sammen med de andre. Da han vågnede ved lyden af sine egne smertensskrig, forstod han til at begynde med ikke, hvor han var. Men da han fik skubbet den døde soldat væk, som lå hen over ham, og fik øje på manden med det hvide armbind, som var ved at give en af de andre en sprøjte, vidste han, hvor han var, og skreg efter noget morfin. En af de andre sanitetssoldater bankede på hans hjelm og sagde: ‘Sorry, buddy, du har allerede fået en sprøjte’. Løken troede ham ikke og rev hjelmen af, og der stod ganske rigtigt L og M. Der var bare det ved det, at det ikke var hans hjelm. Han kiggede hen på soldaten, som netop havde fået nålen i armen. Han så hjelmen med et L på på soldatens hoved og genkendte straks den krøllede cigaretpakke under remmen og FN-mærket og blev så klar over, hvad der var sket. Staklen havde byttet om på deres hjelme for at få sig et skud morfin til. Han råbte op, men skrigene druknede i brølet fra motoren, da de lettede. Løken lå og skreg i en halv time, før de nåede frem til golfbanen.”

“Golfbanen?”

“Lejren. Det kaldte vi den.”

“Du var der altså også?”

Sanphet nikkede.

“Det er derfor, du kender historien så godt.”

“Jeg var frivillig i sanitetskorpset og tog imod dem.”

“Hvordan gik det så?”

“Løken står derhenne. Den anden vågnede aldrig igen.”

“Overdosis?”

“Han var næppe død af det maveskud, han havde fået.”

Harry rystede på hovedet. “Og nu arbejder du og Løken samme sted.”

“Tilfældigvis.”

“Hvad er oddsene for det, tror du?”

“Det er en lille verden,” sagde Sanphet.

“LM,” sagde Harry, før han drak ud. Han mumlede, at han trængte til noget mere væske og gik ud for at lede efter Ao.

“Savner du ambassadøren?” spurgte han, da han fandt hende ude i køkkenet. Hun var ved at sætte servietter omkring glassene og satte dem fast med gummibånd.

Hun så forundret på ham og nikkede.

Harry holdt det tomme glas mellem hænderne.

“Hvor længe havde I været elskere?”

Han så den lille, smukke mund åbne sig, danne et svar, som hjernen ikke havde forberedt endnu, lukke sig og åbne sig igen som på en guldfisk. Da vreden nåede op i hendes øjne, og han halvt forventede, at hun ville slå, slukkedes det igen. I stedet fik hun tårer i øjnene.

“Undskyld,” sagde Harry uden beklagelse i stemmen.

“Du …”

“Jeg beklager, men vi er nødt til at spørge om de her ting.”

“Jamen, jeg …”

Hun rømmede sig, hævede og sænkede skuldrene, som om hun rystede en ubehagelig tanke af sig.

“Ambassadøren var gift. Og jeg …”

“Er også gift?”

“Nej, men …”

Harry tog hende let under armen og førte hende væk fra køkkendøren. Hun vendte sig om mod ham, og nu var vreden på vej tilbage i  hendes blik.

“Hør lige her, Ao, ambassadøren blev fundet på et motel. Du ved godt, hvad det betyder. Det betyder, at du ikke var den eneste, han kneppede.” Han så på hende for at se, hvilken indvirkning ordene havde på hende.

“Vi efterforsker en mordsag her. Du har ingen grund til at føle nogen loyalitet over for denne mand, forstår du det?”

Hun gav lidt ondt af sig, og det gik op for ham, at han havde stået og rystet hende i armen. Han slap hende. Hun kiggede på ham. Pupillerne var store og sorte.

“Er du bange? Er det derfor?”

Hendes bryst hævede og sænkede sig.

“Hjælper det, hvis jeg lover dig, at det her ikke behøver at komme frem, medmindre det har noget med mordet at gøre?”

“Vi var ikke elskere.”

Harry kiggede på hende, men det eneste, han så, var to sorte pupiller. Han ville ønske, at Nho havde været til stede.

“Godt. Hvad gør en ung pige som dig så i ambassadørens bil? Bortset fra at tage sin astmamedicin?”

Harry satte det tomme glas fra sig på bakken og gik. Plastampullen lå i glasset. Det var en idiotisk gestus, men Harry var parat til at gøre idiotiske ting for at få et eller andet til at ske. Hvad som helst.