Kapitel 17

Elizabeth Dorothea Crumley var i dårligt humør.

“Fandens også! En udlænding med en kniv i ryggen på et motel, ingen fingeraftryk og ingen mistænkte, ikke et eneste forbandet spor! Kun mafiaen, receptionsdamer, Tonya Harding, motelejere. Er der noget, jeg har glemt?”

“Lånehajer,” sagde Rangsan omme bag sin avis.

“Det er også mafiaen,” sagde overbetjenten.

“Ikke den lånehaj, Ambassadør Molnes brugte,” sagde Rangsan.

“Hvad mener du?”

Rangsan lagde avisen fra sig.

“Harry, du nævnte, at chaufføren mente, at ambassadøren skyldte penge til nogle lånehajer. Hvad gør en lånehaj, når debitoren er død? Han prøver at kræve gælden ind fra de pårørende, ikke sandt?”

Liz så skeptisk ud.

“Hvorfor det? Spillegæld er en personlig sag, som ikke har noget med familien at gøre.”

“Der findes stadig dem, der er optaget af sådan noget som familienavnets ære, og lånehajerne er forretningsfolk, der selvfølgelig prøver at få de penge hjem, som de kan.”

“Det lyder meget søgt,” sagde Liz og rynkede på næsen.

Rangsan tog sin avis igen.

“Ikke desto mindre fandt jeg nummeret til Thai Indo Travellers tre steder på listen over indgående samtaler til familien Molnes de sidste tre dage.”

Liz fløjtede lavmælt, og der blev nikket rundt omkring bordet.

“Hvad?” sagde Harry, som fornemmede, at der var noget, han ikke havde fået fat på.

“Thai Indo Travellers er officielt et rejsebureau,” forklarede Liz. “På forretningens andensal driver de deres egentlige virksomhed som udlånere til folk, der ikke kan låne andre steder. De tager høje renter og har et effektivt og brutalt opkrævningssystem. Vi har holdt øje med dem et stykke tid.”

“Men har ikke noget på dem?”

“Det kunne vi sikkert godt have fået, hvis vi havde anstrengt os tilstrækkeligt. Men vi tror, konkurrenterne er værre, dem der vil overtage Thai Indos marked, hvis vi lukker deres virksomhed. Det er lykkedes dem at arbejde side om side med mafiaen. Så vidt vi ved, betaler de ikke engang procenter til den. Hvis det er nogen af deres folk, der har dræbt ambassadøren, er det, så vidt vi ved første gang, de har taget livet af folk.”

“Måske var det på tide at statuere et eksempel,” sagde Nho.

“Først dræbe en mand og derpå ringe til hans familie for at opkræve pengene. Lyder det ikke lidt bagvendt?” spurgte Harry.

“Hvorfor det? De, der skal modtage beskeden om det, der sker med dårlige betalere, har fået den,” sagde Rangsan og bladrede forsigtigt i avisen. “Hvis de dertil får deres penge, er det jo fint.”

“Godt,” sagde Liz. “Nho og Harry, I kan aflægge dem en høflighedsvisit. Og én ting mere: Jeg har lige talt med teknisk afdeling. De kan ikke forstå, hvad det er for noget våbenfedt, vi fandt omkring knivstikket på Molnes’ jakke. De påstår, at det er organisk, at det må være fra et eller andet dyr. Ja, det var alt, så kan I godt gå.”

Rangsan gik hen til Harry og Nho på vej ud til elevatoren.

“I skal være forsigtige, for det er nogle grove typer. Jeg har hørt, at de bruger skruen på dårlige betalere.”

“Skruen?”

“De tager dem med ud i en båd, binder dem til en pæl i vandet, sætter motoren i bak og løfter skruestangen op af vandet, mens de langsomt glider baglæns. Kan du se det for dig?”

Det kunne Harry godt.

“For et par år siden fandt vi en fyr, der var død af hjerteslag. Hans ansigt var bogstaveligt talt skrællet væk. Meningen var nok, at han skulle gå rundt i byen til skræk og advarsel for andre skyldnere. Men det blev nok for meget for hans hjerte, da han hørte motorerne blive gasset op og så skruen nærme sig.”

Nho nikkede. “Det er noget skidt. Så er det bedre at betale.”

“Amazing Thailand” stod der med tykke bogstaver over det farvestrålende billede af thailandske dansere. Plakaten hang på væggen i det meget lille rejsebureau i Sampeng Lane i Chinatown. Bortset fra Harry, Nho, og en mand og en kvinde, som sad bag hver sit skrivebord, var det spartansk indrettede lokale tomt. Manden havde brilleglas så tykke, at det så ud, som om han kiggede ud på dem fra indersiden af et guldfiskeakvarium.

Nho havde netop vist ham sit politiskilt.

“Hvad siger han?”

“At politiet altid er velkomne, at vi får specialpriser på hans rejser.”

“Bed om en gratis tur op på anden sal.”

Nho sagde et par ord, og guldfiskeakvariet løftede telefonrøret.

“Hr. Sorensen skal lige være færdig med sin te,” sagde han på engelsk.

Harry skulle til at sige noget, men et advarende blik fra Nho fik ham til at besinde sig. De satte sig i hver sin stol for at vente. Efter et par minutter pegede Harry på den uvirksomme vifte i loftet. Guldfiskeakvariet rystede smilende på hovedet.

“Kaput.”

Harry kunne mærke, at det begyndte at klø i hovedbunden. Efter et par minutter ringede guldfiskeakvariets telefon, og han bad dem følge med. For foden af trappen gav han tegn til, at de skulle tage skoene af. Harry tænkte på sine hullede, svedige tennissokker og mente, at det var bedst for alle parter, at han beholdt skoene på, men Nho rystede svagt på hovedet. Harry trådte småbandende skoene af sig og trampede op ad trappen.

Guldfiskeakvariet bankede på en dør, der blev revet op, så Harry trådte to skridt tilbage. Et bjerg af kød og muskler fyldte døråbningen fra karm til karm. Bjerget havde to smalle streger som øjne, en sort hængemoustache, og var barberet på hovedet bortset fra en slatten hårpisk, som hang ned fra den ene side. Hovedet lignede en misfarvet bowlingkugle, kroppen havde ingen hals eller skuldre, kun en svulmende nakke, som begyndte ved ørerne og skråede ned til et par arme, der var så tykke, at det så ud, som om de var skruet på. Harry havde aldrig i sit liv set så stort et menneske.

Manden lod døren stå åben og vraltede ind i lokalet foran dem.

“Han hedder Woo,” hviskede Nho. “Freelancegorilla. Meget dårligt ry.”

“Vorherrebevares, han ligner jo en dårlig karikatur på en skurk fra Hollywood.”

“Kineser fra Manchuriet. De er kendt for at være store og tunge …”

Der var skodder for vinduerne, og i det halvmørke lokale kunne Harry skimte omridset af en mand bag et stort skrivebord. En vifte snurrede rundt i loftet, og fra væggen snerrede et udstoppet tigerhoved ad dem. En åben dør ud til en altan fik det til at lyde, som om trafikken udenfor kørte tværs gennem lokalet, og henne ved døråbningen sad en tredje person. Woo pressede sig ned i den eneste tomme stol. Harry og Nho blev stående midt ude på gulvet.

“Hvad kan jeg hjælpe d’herrer med?”

Stemmen omme fra den anden side af skrivebordet var dyb, den engelske udtale nærmest Oxford-agtig. Han løftede hånden, og det glimtede i en ring. Nho så på Harry.

“Vi kommer fra politiet, hr. Sorensen …”

“Det ved jeg.”

“De har udlånt penge til ambassadør Atle Molnes. Han er død, og De har prøvet at ringe til hans kone for at få de penge, han skylder.”

“Vi har ikke noget udestående hos nogen ambassadør. Desuden giver vi os ikke af med den slags udlån, hr. …?”

“Hole. De lyver, hr. Sorensen.”

“Hvad sagde De, hr. Hole?” Hr. Sorensen havde lænet sig frem. Ansigtstrækkene var en thais, men huden og håret var hvidt som sne og øjnene gennemsigtige og blå.

Nho nappede Harry i ærmet, men han trak armen til sig og fastholdt Sorensens blik. Han vidste, at han netop havde jokket i det, optrådt truende, og at spillereglerne nu sagde, at hr. Sorensen ville tabe ansigt, hvis han indrømmede noget som helst. Men Harry stod i strømpesokker, han svedte som en gris, og han var dødtræt af ansigt, takt og diplomati.

“De befinder Dem i Chinatown, hr. Hole, ikke i et farang-land. Jeg har ingen uoverensstemmelser med politichefen i Bangkok. Jeg vil foreslå, at De tager en snak med ham, før De siger mere, så lover jeg til gengæld, at vi vil glemme det her pinlige optrin.”

“Det plejer at være politiet, der læser Miranda-Escobedo for skurkene, og ikke omvendt.”

Hr. Sorensens tænder lyste hvidt mellem de våde, røde læber.

“Åh, ja. ‘You have the right to remain silent’ og så videre. Ja, men denne gang er det altså omvendt. Woo vil vise Dem ud, mine herrer.”

“Det, De foretager Dem her, tåler ikke dagens lys, og det gør De tydeligvis heller ikke, hr. Sorensen. Hvis jeg var Dem, ville jeg skynde mig at købe en solcreme med en høj beskyttelsesfaktor. Den slags kan man ikke købe på gårdturen i fængslet.”

Sorensens stemme blev endnu dybere.

“De skal ikke tirre mig, hr. Hole. Jeg er bange for, at mine udlandsophold har betydet, at jeg har mistet min thailandske tålmodighed.”

“Efter et par år bag tremmer får De den nok genoptrænet.”

“Vis hr. Hole ud, Woo.”

Den store krop bevægede sig med en overraskende hurtighed. Harry mærkede den sure lugt af karry, og før han kunne nå at få armene fri, blev han løftet op og klemt som en teddybjørn, som en eller anden netop havde vundet i et tivoli. Harry prøvede at vride sig løs, men jerngrebet blev strammet, hver gang han lukkede luft ud af lungerne, fuldstændig som når en kvælerslange standser byttets lufttilførsel. Det sortnede for hans øjne, mens lyden af trafikken blev højere. Så kom han endelig fri og svævede i luften. Da han åbnede øjnene, vidste han, at han havde været væk, som om han havde drømt et sekund. Han så et skilt med kinesiske tegn, et bundt ledninger mellem to telefonpæle, en gråhvid himmel og et ansigt, som kiggede ned på ham. Så kom lydene tilbage, og han kunne høre en masse ord, der væltede ud af ansigtets mund. Han pegede på altanen og på taget af tuk-tuk cyklen, som havde fået en ordentlig bule.

“Hvordan går det, Harry?” Nho viftede tuk-tuk chaufføren væk.

Harry kiggede ned ad sig selv. Det gjorde ondt i ryggen, og der var noget umådeligt trist over de halvvejs aftrukne, hvide tennissokker på den snavsede, grå asfalt.

“Tja, jeg ville blive afvist på Schrøder. Tog du mine sko?”

Harry kunne bande på, at Nho kæmpede for ikke at briste i latter.

“Sorensen bad mig tage en arrestordre med næste gang,” sagde Nho, da de sad i bilen igen. “Nu har vi dem i hvert fald for vold mod tjenestemand.”

Harry strøg fingeren hen over en lang rift i læggen. “Vi har ikke dem, vi har kødbjerget. Men måske kan han fortælle os noget. Hvad er det forresten med jer thaier og højder? Ifølge Tonje Wiig er jeg den tredje nordmand, der er blevet smidt ned fra et hus på kort tid.”

“En gammel mafiametode, som de foretrækker, fremfor at sætte en kugle i folk. Politiet kan ikke udelukke, at det kan have været en ulykke, hvis de finder en fyr under et vindue. En sum penge skifter hænder, sagen bliver henlagt, uden at nogen direkte kan kritiseres, og alle er glade. Kuglehuller komplicerer bare det hele.”

De standsede for rødt. En gammel, rynket kinesisk kvinde sad på et tæppe på fortovet og grinede med munden fuld af rådne tandstumper. Hendes ansigt svømmede i den blå, dirrende luft.