Kapitel 18

Det var Aunes kone, som tog telefonen.

“Det er sent,” sagde hun søvndrukkent.

“Det er tidligt,” rettede Harry hende. “Undskyld, hvis det er ubelejligt, men jeg vil gerne tale med Oddgeir, før han går på arbejde.”

“Vi skulle lige til at stå op, Harry. Et øjeblik, så skal du få ham.”

“Harry, hvad vil du?”

“Jeg skal bruge noget hjælp. Hvad er en pædofil?”

Harry kunne høre, at Oddgeir Aune gryntede og vendte sig i sengen.

“Pædofil? Det var da pokker til start på dagen. Den korte udgave er, at det er en person, som er seksuelt tiltrukket af mindreårige.”

“Og den lidt mere uddybende version?”

“Der er meget, vi ikke ved om det fænomen, men hvis du ringer til en sexolog, vil han sandsynligvis skelne mellem præferencebetingede og situationsbetingede pædofile. Den klassiske mand med slikposen i parken er den præferencebetingede. Hans pædofile interesse begynder sædvanligvis i ungdomsårene, uden at der nødvendigvis er nogen ydre konflikt. Han identificerer sig med barnet, tilpasser sin adfærd til barnets alder og kan nogle gange indtage en pseudoforældrerolle. Den seksuelle handling er som regel nøje planlagt på forhånd, og for ham er den seksuelle handling et forsøg på at løse hans livsproblem. Sig mig, får jeg betaling for det her?”

“Og den situationsbetingede?”

“En mere diffus gruppe. De er primært seksuelt interesseret i andre voksne, og barnet er ofte et substitut for nogen, den pædofile oplever en konflikt med. Mens den klassiske pædofile ofte er pæderast, det vil sige interesseret i smådrenge, er den anden type mest interesseret i piger. Du finder mange af incestovergriberne i den gruppe.”

“Fortæl mig hellere om ham med slikposen. Hvordan er hans hjerne skruet sammen?”

“Som din og min, Harry, med et par små undtagelser.”

“Og de er?”

“For det første kan man ikke generalisere. Vi taler om mennesker. For det andet er det ikke mit specialområde, Harry.”

“Du ved mere end mig.”

“Altså, pædofile har som regel et lavt selvværd og en såkaldt skrøbelig seksualitet. Det vil sige, at de er usikre, at de ikke kan tackle en voksen seksualitet, men føler, at de kommer til kort. Kun i samvær med børn føler de, at de kan kontrollere situationen og udleve deres lyster.”

“Og de er?”

“De spænder lige så vidt som andre menneskers seksualitet. Fra fysisk harmløst kæleri til voldtægt og drab. Det kommer an på så meget.”

“Og det skyldes opvækst og miljø, hele den historie?”

“Det er ikke usædvanligt, at overgribere selv har været seksuelt udnyttet som børn. Vi ser det samme, når det drejer sig om børn, der er blevet slået i hjemmet. De bliver selv voldelige mod deres ægtefæller og børn. De gentager mønsteret fra deres egen opvækst.”

“Hvorfor det?”

“Det lyder underligt, men det har sandsynligvis noget med voksne rollemodeller og tryghed at gøre, at det er det, de er vant til.”

“Hvordan kan man genkende dem?”

“Hvad mener du?”

“Hvilke specielle kendetegn skal jeg se efter?”

Aune brummede.

“Beklager, Harry, men jeg tror ikke, de skiller sig væsentlig ud. Det er som regel mænd, der bor alene og har et dårligt socialt netværk. Men selv om de har en forkvaklet seksualitet, kan de udmærket fungere på andre områder i livet. Du finder dem sandsynligvis overalt.”

“Overalt? Hvor mange tror du da, der findes i Norge?”

“Det er umuligt at svare på. Det beror blandt andet på, hvor man sætter grænsen. I Spanien er den seksuelle lavalder tolv år, så hvad skal man for eksempel kalde en såkaldt heberfil mand, som kun tænder på piger i puberteten? Eller en mand, som er ligeglad med alderen, så længe modparten har et barns fysiske egenskaber, såsom hårløs krop og blød hud?”

“Jeg er med. De kommer i alle slags forklædninger, de er mange, og de findes overalt.”

“Skam skaber dygtige maskører. De fleste af dem har livslang træning i at holde deres tilbøjelighed skjult for andre, så det eneste, jeg kan sige, er, at der er langt flere derude end dem, politiet anholder for overgreb.”

“Ti for hver en, der bliver opdaget?”

“Hvad sagde du?”

“Ingenting. Tak skal du have, Oddgeir. Jeg har forresten sat prop i flasken.”

“Nå da! Hvor mange dage?”

“Firs timer.”

“Hårdt?”

“Nå ja. Uhyrerne holder sig i det mindste under sengen. Jeg troede, det ville være værre.”

“Du er lige begyndt. Husk, at du også får dårlige dage.”

“Findes der andet?”

Det var aften, og taxichaufføren rakte ham en lille farvebrochure, da han bad om at blive kørt til Patpong.

“Massage, sil? God massage. Jeg kan køre dig derhen.”

I det sparsomme lys så han billederne af thaipiger, der smilede til ham, lige så uskyldsrent som i en Thai Air-reklame.

“Nej tak, jeg skal bare spise.” Harry gav ham brochuren tilbage, selv om den mørbankede ryg syntes, at det lød som et glimrende forslag. Da Harry af nysgerrighed spurgte, hvilken form for massage chaufføren havde tænkt på, gav han ham det internationale tegn, hvor man med tommel og pegefinger danner et hul, som man så stikker den anden pegefinger ind i.

Det var Liz, som havde anbefalet Le Boucheron i Patpong, og maden så rigtig god ud. Harry havde bare ikke nogen appetit. Han smilede undskyldende til servitricen, som bar tallerknen ud igen, og han gav rigeligt med drikkepenge, så de ikke skulle tro, han var utilfreds. Så gik han ud i det hysteriske natteliv på Patpong. Soi 1 var lukket for trafik, men var desto mere fyldt med mennesker, der bugtede sig som en sydende strøm op og ned langs salgsboder og barer. Musikken dundrede ud af hver eneste åbning i murene, svedende mænd og kvinder jog af sted på fortovene, og lugten af mennesker, kloak og mad sloges om opmærksomheden. Et forhæng blev trukket til side, idet han gik forbi, og han kunne se scenen indenfor, hvor pigerne dansede iført de obligatoriske tangatrusser og højhælede sko.

“Ingen cover-charge, halvfems baht for alle drinks,” råbte en eller anden ham i øret. Han fortsatte videre, men det var, som om han stod stille, for det samme gentog sig langs hele den overbefolkede gade.

Han mærkede en dunken i maven og kunne ikke afgøre, om den skyldtes musikken, hans eget hjerte eller de dumpe drøn fra en af de anlægsmaskiner, som døgnet rundt hamrede bjælker ned til Bangkoks nye freeway over Silom Road.

På en fortovsbar fangede en pige i en skrigende rød silkekjole hans blik og pegede på stolen ved siden af sig. Harry gik videre. Han havde næsten en følelse af at være beruset. Han hørte et brøl fra en anden fortovsbar, som havde et tv hængende i et hjørne. Det var åbenbart et fodboldhold, der lige havde scoret. “Blowing bubbles …” sang to englændere med lyserøde nakker og skålede.

“Kom indenfor, blondie.”

En høj, slank kvinde flaksede med øjenvipperne til ham, skød et par store, faste bryster frem og lagde benene over kors, så de ålestramme bukser ikke overlod noget til fantasien.

“Hun er katoy,” sagde en anden stemme på norsk, og han vendte sig om.

Det var Jens Brekke. En lille thaikvinde i en stram lædernederdel hang på hans arm.

“Det er ret fantastisk, egentlig. Det er der, det hele; kurverne, bryster og vagina. Nogle mænd foretrækker faktisk en katoy frem for den ægte vare. Og hvorfor ikke?” Brekke viste en række hvide tænder i det brune barneansigt.

“Det eneste problem er selvfølgelig, at deres indopererede vaginaer ikke er selvrensende som på ægte kvinder. Den dag, de kan lave det, vil jeg selv overveje en katoy. Hvad siger du selv, betjent?”

Harry kastede et blik på den høje kvinde, som havde vendt dem ryggen med et hørligt snøft, da hun hørte ordet katoy.

“Tja. Jeg har ikke tænkt den tanke, at nogen af kvinderne her ikke skulle være kvinder.”

“For et utrænet øje kan det være nemt at lade sig narre, men du kan se det på adamsæblet, det kan de som regel ikke operere væk. Desuden er de typisk et hoved for høje, en anelse for udfordrende klædt, lidt for aggressive i flirten. Og alt for smukke. Det er som regel det sidste, der afslører dem. De kan ikke beherske sig, men skal altid overdrive lidt.”

Han lod sætningen hænge i luften, som om han antydede et eller andet, men hvis det var tilfældet, forstod Harry ham ikke.

“Apropos, har du selv overdrevet et eller andet, betjent? Jeg kan se, at du halter.”

“En overdreven tro på vestlige kommunikationsteknikker. Det går over.”

“Hvilken af delene? Troen eller skaden?”

Brekke så på Harry med det samme usynlige smil, som havde været der efter begravelsen. Som om det var en leg, han ville have Harry med på. Men Harry var ikke i legehumør.

“Begge dele, håber jeg. Jeg var på vej hjem.”

“Allerede?” Neonlyset skinnede i Brekkes svedige pande. “Så regner jeg med at se dig i god form i morgen, betjent.”

På Surawong Road fik Harry fat i en taxa.

“Massage, sil?”