Kapitel 19
Da Nho samlede Harry op uden for River Garden, var solen først lige stået op og skinnede mildt ned på ham mellem de lave huse.
De fandt Barclay Thailand, før klokken var blevet otte, og en smilende parkeringsvagt med Jimi Hendrix-frisure og walkman i øret lukkede dem ind i garagen under bygningen. Nho fandt langt om længe en enkelt parkeringsplads mellem BMW’erne og Mercedes’erne lige ved elevatorerne.
Nho ville helst vente i bilen, eftersom hans norske ordforråd var begrænset til ‘tak’, som Harry havde lært ham at sige i en kaffepause. Liz havde halvt i spøg sagt, at ‘tak’ altid var det første ord, en hvid mand prøver at lære de indfødte.
Nho brød sig desuden ikke om nabolaget, for alle de dyre vogne tiltrak biltyve. Og selv om garagen var udstyret med videokameraer, stolede han ikke helt på parkeringsvagter, som knipser takten til lydløs musik, mens de åbner bommen, sagde han.
Harry tog elevatoren op til tiende etage og kom ind i Barclay Thailands reception. Han præsenterede sig og så på sit ur. Han havde halvvejs regnet med at skulle vente på Brekke, men kvinden fulgte ham tilbage til elevatoren, trak et kort igennem en kortlæser og trykkede på P, som hun forklarede stod for ‘penthouse’. Så gik hun ud af elevatoren, og Harry forsatte op mod himlen.
Da elevatordøren gled op, så han Brekke stå midt på et gyldenbrunt parketgulv, lænet op ad et stort mahognibord med én telefon for øret og en anden hængende på skulderen. Resten af kontoret var af glas. Væggene, taget, sofabordet, selv stolene.
“Vi tales ved, Tom. Pas på, at du ikke bliver spist i dag. Og som sagt, hold dig fra rupien.”
Han smilede undskyldende til Harry, tog det andet rør, kiggede på curseren på computerskærmen, og sagde et kort ‘ja’, før han lagde på.
“Hvad var det?” spurgte Harry.
“Det var mit job.”
“Og det er?”
“Lige nu var det at sikre dollargælden for en kunde.”
“Store beløb?” Harry kiggede ud over Bangkok, som lå halvvejs skjult i disen under dem.
“Det kommer an på, hvad man sammenligner med. Et gennemsnitligt norsk kommunebudget, vil jeg tro.”
Det summede i en af telefonerne, og Brekke trykkede på en knap på samtaleanlægget:
“Tag mod besked, Shena, jeg er optaget.” Han slap knappen uden at vente på en bekræftelse.
“Er der meget at lave?”
Brekke lo.
“Læser du ikke aviser? Valutaerne i hele Asien går ad helvede til. Alle er ved at pisse i bukserne og flygter over hals og hoved til dollars. Banker og mæglerfirmaer går konkurs hver anden dag, og folk er begyndt at springe ud af vinduer rundt omkring.”
“Men det gør du ikke?” sagde Harry og gned sig ubevidst over lænden.
“Jeg? Jeg er mægler, tilhører gribbefamilien.”
Han slog et par vingeslag med armene og viste tænder. “Vi tjener penge uanset hvad, så længe der er action, og folk handler. ‘Show-time is good time’, og lige nu er det show-time døgnet rundt.”
“Du er altså croupieren i det her spil?”
“Yes! Godt sagt, det må jeg huske. Og de andre idioter er gamblerne.”
“Idioter?”
“Ja.”
“Jeg troede, at de der valutahandlere var relativt smarte.”
“Smarte, ja, men ikke desto mindre idioter. Det er et evigt paradoks, men jo smartere de bliver, desto vildere er de med at spekulere på valutamarkedet. De burde bedre end nogen andre vide, at det er umuligt at tjene penge på rouletten i det lange løb. Selv er jeg relativt dum, men jeg har i det mindste erkendt det.”
“Så du spiller aldrig selv roulette, Brekke?”
“Det sker, at jeg vædder.”
“Gør det dig ikke til en af idioterne?”
Brekke rakte en cigarkasse frem, men Harry afslog.
“Det gør du klogt i. Det smager ad helvede til. Jeg ryger dem kun, fordi jeg synes, jeg skal. Fordi jeg har råd.” Han rystede på hovedet og stak en cigar i munden. “Har du set ‘Casino’, betjent? Den med Robert de Niro og Sharon Stone?”
Harry nikkede.
“Kan du huske den scene, hvor Joe Pesci fortæller om den her fyr, som er den eneste han kender, der systematisk tjener penge på hasard? Men det er ikke hasard, han begiver sig af med, det er væddemål. Hestevæddeløb, basketball-kampe og videre i den dur. Det er noget helt andet end roulette.”
Brekke trak en glasstol frem til Harry og satte sig over for ham.
“Spil handler om held, men det gør væddemål ikke. Væddemål handler om to ting: Psykologi og information. Den smarteste vinder. Tag nu den her fyr i ‘Casino’. Han bruger al sin tid på at indsamle information, om hestenes stamtavler, hvordan de klarede træningen tidligere på ugen, hvilken slags foder, de har fået, hvad jockeyen vejede, da han stod op om morgenen – alle de informationer, som de andre ikke orker at indhente, eller ikke kan få fat i, eller ikke kan absorbere. Så sætter han dem sammen, skaffer sig et billede af, hvilke odds hesten bør stå i og ser, hvad de andre spillere gør. Hvis en hest får for høje odds, spiller han på den, hvad enten han tror, den vil vinde eller ej. I det lange løb er det ham, der tjener penge. Og de andre, der taber.”
“Er det så enkelt?”
Brekke holdt afværgende en hånd i vejret og så på sit ur.
“Jeg vidste, at en japansk investor fra Asahi Bank skulle en tur til Patpong i går aftes. Jeg fandt ham til sidst på Soi 4. Jeg hældte på ham og pumpede ham for information indtil klokken tre i nat, hvorefter jeg lod ham overtage min kvinde og gik hjem. Jeg mødte på kontoret klokken seks i dag og har købt baht lige siden. Han kommer snart på arbejde, og så skal han have baht for fire milliarder kroner. Så sælger jeg igen.”
“Det lyder som mange penge, men det lyder også næsten ulovligt.”
“Næsten, Harry, kun næsten.” Brekke var blevet ivrig og lød som en dreng, der er ved at vise et nyt stykke legetøj frem. “Det er ikke et spørgsmål om moral. Hvis man spiller spydspids, må man ligge på grænsen til offside hele tiden. Reglerne er der bare for at blive bøjet.”
“Og den, der bøjer reglerne bedst, vinder?”
“Da Maradona scorede med hånden mod England, godtog folk det som en del af spillet. De accepterede, at det, som dommeren ikke ser, er i orden.”
Brekke holdt en finger i vejret.
“Men uanset hvad, kan man ikke komme udenom, at det handler om odds. Indimellem taber man, men hvis man spiller, når man har oddsene med sig, tjener man penge i det lange løb.”
Brekke skoddede cigaren med en grimasse.
“I dag er det så den her japaner, der har bestemt, hvad jeg skal gøre, men det bedste, ved du, hvad det er? Det er, når man styrer spillet selv. Man kan for eksempel sætte et rygte i omløb, lige før inflationstallene i USA bliver offentliggjort, om at Greenspan i en privat middagssamtale har sagt, at renten må op. Forvirre modstanderne. Det er sådan, man scorer de store gevinster. Det er fanden tage mig bedre end sex.”
Brekke lo og stampede begejstret i gulvet.
“Valutamarkedet er alle markeders mor, Harry, det er Formel 1. Det er lige så berusende, som det er livsfarligt. Jeg ved, det er perverst, men jeg er en af de her kontrolfreaks, som godt kan lide at vide, at det er min egen skyld, når jeg kører mig ihjel.”
Harry kiggede sig rundt. En gal professor i et glaskontor.
“Og hvis du bliver taget i fartkontrollen?”
“Så længe jeg tjener penge og holder mig inden for mine rammer, er alle happy. Desuden holder det mig på indtægtstoppen i firmaet. Se nu det her kontor. Før var det chefen for Barclay Thailand, der sad her. Du undrer dig måske over, hvorfor en ussel mægler som mig sidder her. Fordi der kun er én ting, der tæller i et mæglerfirma: Hvor mange penge, du tjener. Alt andet er staffage. Også chefer. De er bare administratorer, som er afhængige af os ude på markedet for at kunne beholde deres job og deres løn. Min chef er nu flyttet ind på et hyggeligt kontor etagen nedenunder, fordi jeg truede med at tage alle mine kunder med over til en konkurrent, hvis jeg ikke fik en bedre bonusaftale. Og det her kontor.”
Han knappede vesten op og slængede den over en af glasstolene.
“Nok om mig. Hvad kan jeg hjælpe dig med, Harry?”
“Jeg vil godt vide, hvad du og ambassadøren talte i telefon om den dag, han døde.
“Han ringede for at bekræfte vores møde. Og det gjorde jeg.”
“Og så?”
“Han ankom her klokken seksten, som aftalt. Fem minutter over, måske. Shena i receptionen har det nøjagtige tidspunkt. Han var derinde først og skrive sig ind.
“Hvad snakkede I om?”
“Penge. Han havde nogle penge, han ville placere.”
Ikke en muskel i hans ansigt røbede, om han løj. “Vi sad her til klokken sytten. Så fulgte jeg ham ned i garagen, hvor han havde parkeret sin bil.”
“Han parkerede der, hvor vi holder nu?”
“Ja, hvis du holder i gæsteparkeringen i garagen.”
“Og det var det sidste, du så til ham?”
“Stemmer.”
“Tak, det var det,” sagde Harry.
“Jamen dog. Det var en lang tur for så lidt.”
“Det er som sagt bare en rutineundersøgelse.”
“Javel. Han døde jo af et hjerteslag, var det ikke sådan?” Jens Brekke havde et lille smil om læberne.
“Det ser sådan ud,” sagde Harry.
“Jeg er en ven af familien,” sagde Jens. “Ingen siger noget, men jeg forstår, hvad det drejer sig om. Bare, så det er sagt.”
Idet Harry rejste sig, gled elevatordøren op, og receptionsdamen kom ind med en bakke med glas og to flasker på.
“Lidt vand før du går, Harry. Jeg får det sendt med fly hertil en gang om måneden.”
Han skænkede op i glassene. Med Farrisvand fra Larvik.
“Forresten, Harry, det klokkeslæt for telefonsamtalen du nævnte i går, var forkert.”
Han åbnede en skabsdør ved væggen, og Harry kunne se noget, der lignede panelet på en hæveautomat. Brekke tastede nogle tal ind.
“Klokkeslættet var 13.13 ikke 13.15. Det betyder måske ikke noget, men jeg tænkte, at I måske gerne ville vide det helt korrekte tidspunkt.”
“Vi har tiden fra teleselskabet. Hvad får dig til at tro, at dit klokkeslæt er det rigtige?”
“Mit er det rigtige.” Et glimt af hvide tænder. “Den her maskine optager alle mine telefonsamtaler. Den koster en halv million kroner og har et satellitstyret ur. Tro mig: Tiden er korrekt.”
Harry hævede øjenbrynene. “Hvem i alverden vil betale en halv million for en båndoptager?”
“Flere end du tror. De fleste valutamæglere, blandt andre. Hvis man har en uoverensstemmelse med en modpart om, hvorvidt man sagde køb eller sælg i telefonen, bliver en halv million hurtigt til småpenge. Båndoptageren lægger automatisk en digital tidskode på det her specialbånd.”
Han holdt et bånd i vejret, som lignede en VHS-kassette.
“Tidskoden kan ikke manipuleres, og når en samtale først er optaget, kan man ikke ændre ved optagelsen uden at ødelægge tidskoden. Det eneste, man kan gøre, er at gemme båndet, men så vil andre kunne opdage, at der mangler en optagelse for den aktuelle tidsperiode. Grunden til, at det er gjort så grundigt, er, at båndene skal være gyldige som bevis i en eventuel retssag.”
“Vil det sige, at du har en optagelse af din samtale med Molnes?”
“Selvfølgelig.”
“Kunne vi …?”
“Lige et øjeblik.”
Det var underligt at høre den lyslevende stemme fra en person, man kort tid forinden havde set død med en kniv i ryggen.
“Vi siger klokken tre,” sagde ambassadøren.
Det lød tonløst, næsten trist. Så lagde han på.