Kapitel 20

“Hvordan går det med ryggen?” spurgte Liz bekymret, da Harry kom haltende ind på kontoret til morgenmødet.

“Bedre,” løj han og satte sig på tværs i stolen.

Nho gav ham en cigaret, men Rangsan rømmede sig omme bag avisen, så Harry lod være med at tænde den.

“Jeg har et par ting, som måske kan få dig i godt humør,” sagde Liz.

“Jeg er i godt humør.”

“For det første har vi besluttet os til at anholde Woo. Så må vi se, hvad vi kan få ud af ham, når vi truer ham med tre år for overfald på politibetjent i tjeneste. Hr. Sorensen påstår, at de ikke har set Woo i nogle dage, at han bare er freelancer. Vi har ingen adresse på ham, men vi ved, han plejer at spise på en restaurant ved siden af Ratchadamnoen boksestadion. Der væddes for store beløb på kampene, og lånehajerne plejer at holde sig til derude for at finde nye kunder og for at overvåge dem, de har et udestående hos. Den anden gode nyhed er, at Sunthorn har forhørt sig på hoteller, som vi mistænker for at drive escortvirksomhed. Ambassadøren har åbenbart besøgt et af dem jævnligt, for de kunne huske bilen på grund af diplomatpladerne. De siger, at han havde en kvinde med sig.”

“Fint.”

Liz så lidt skuffet ud over Harrys lunkne reaktion.

“Fint?”

“Han tog frøken Ao med på hotel og børstede hende der, og hvad så? Hun ville vel ikke invitere ham hjem. Så vidt jeg kan se, er det eneste, vi får ud af det, et motiv for Hilde Molnes til at kvæle sin mand. Eller frøken Ao sin, hvis hun har en.”

“Og frøken Ao kan have et motiv, hvis Molnes var i færd med at droppe hende,” sagde Nho.

“Mange gode forslag,” sagde Liz. “Hvor skal vi så begynde?”

“Kontrollér deres alibi,” lød det omme bag avisen.

I mødelokalet på ambassaden så frøken Ao op på Harry og Nho med øjne, der var rødrandede af gråd. Hun havde pure benægtet hotelbesøgene og fortalt, at hun boede sammen med sin søster og mor, men at hun havde været i byen den aften, mordet fandt sted. Hun havde ikke været sammen med nogen, sagde hun, og var kommet hjem meget sent, en gang efter midnat. Det var, da Nho havde prøvet at få hende til at forklare, hvor hun havde været, at hun begyndte at græde.

“Det er bedre, at du fortæller os det nu, Ao,” sagde Harry og blændede persiennerne ud mod gangen. “Du har allerede løjet for os én gang. Nu er det alvor. Du siger, at du var ude den aften, mordet fandt sted, uden at møde nogen, som kan bevidne, hvor du var.”

“Min mor og søster …”

“Kan bevidne, at du kom hjem på et tidspunkt efter midnat. Det hjælper dig ikke, Ao.”

Tårerne løb ned over det søde dukkeansigt. Harry sukkede.

“Vi er nødt til at tage dig med,” sagde han. “Hvis du ikke ombestemmer dig og fortæller os, hvor du var.”

Hun rystede på hovedet, og Harry og Nho kiggede på hinanden. Nho trak på skuldrene og tog hende let under armen, men hun pressede hulkende hovedet mod bordpladen. I det samme bankede det let på døren. Harry åbnede den på klem. Udenfor stod Sanphet.

“Sanphet, vi …”

Chaufføren lagde en finger over læberne. “Jeg ved det,” hviskede han og vinkede Harry udenfor.

Harry lukkede døren bag sig. “Ja?”

“I vil forhøre frøken Ao. I vil gerne vide, hvor hun var på mordtidspunktet.”

Harry svarede ikke. Sanphet rømmede sig og rettede ryggen.

“Jeg løj. Frøken Ao har været i ambassadens bil.”

“Ja?” sagde Harry let forundret.

“Flere gange.”

“Så du vidste besked om hende og ambassadøren?”

“Ikke ambassadøren.”

Det tog et par sekunder, før det gik op for Harry, og han stirrede vantro på den gamle mand.

“Dig, Sanphet. Dig og frøken Ao?”

“Det er en lang historie, og jeg er bange for, at du ikke vil kunne forstå det hele.” Han så prøvende på Harry.  “Frøken Ao var hos mig den aften, ambassadøren døde. Hun ville aldrig røbe det, fordi det kunne koste os begge to vores job. Fraternisering blandt ansatte tolereres ikke.”

Harry strøg en hånd frem og tilbage gennem håret.

“Jeg ved, hvad du tænker. At jeg er en gammel mand og hun et pigebarn.”

“Tja, jeg er bange for, at jeg ikke helt forstår det, Sanphet.”

Sanphet smilede let.

“Hendes mor og jeg var elskende en gang for længe, længe siden, længe før hun fik Ao. I Thailand er der noget, der hedder phîi. Man kan oversætte det med aldersrang, at en ældre person står over en yngre. Men det betyder mere end det. Det betyder også, at den ældre har et ansvar for den yngre. Frøken Ao fik arbejde her på min anbefaling, og hun er en varm og taknemmelig kvinde.”

“Taknemmelig?” udbrød Harry impulsivt. “Hvor gammel var hun …” Han holdt inde. “Hvad siger hendes mor til det?”

Sanphet smilede bedrøvet.

“Hun er gammel som mig og forstår det. Jeg har kun frøken Ao til låns et stykke tid. Indtil hun finder den mand, hun skal stifte familie med. Det er ikke så usædvanligt …”

Harry sukkede hørligt. “Du er altså hendes alibi? Og du ved, at det ikke var frøken Ao, ambassadøren havde med på det hotel, han plejede at besøge?”

“Hvis ambassadøren tog på hotel, var det ikke med Ao.”

Harry holdt en finger i vejret.

“Du har allerede løjet én gang, og jeg kunne godt anholde dig for at have modarbejdet politiet i en mordsag. Hvis du har mere at fortælle, så gør det nu.”

De gamle, brune øjne så på Harry uden at blinke. “Jeg kunne godt lide hr. Molnes. Han var en ven. Jeg håber, at den, der myrdede ham, får sin straf. Og ingen andre.”

Harry skulle til at sige noget, men bed det i sig.