Kapitel 21

Solen var blevet bordeauxrød med orange striber. Den balancerede øverst på Bangkoks grå skyline som en ny planet, der uanmeldt var dukket op på himmelhvælvet.

“Det her er altså Ratchadamnoen boksestadion,” sagde Liz, da Toyotaen med Harry, Nho og Sunthorn svingede op foran den grå betonbygning. Et par melankolsk udseende sortbørshandlere dukkede op, men Liz viftede dem til side. “Det ser måske ikke så imponerende ud, men det er Bangkoks udgave af drømmenes teater. Her har alle en mulighed for at blive Gud, hvis de bare er rappe nok på hænder og fødder. Hej Ricki!”

En af vagterne i porten kom hen til bilen, og Liz skruede charmen på i en grad, som Harry ikke havde tiltroet hende. Efter en hurtig talestrøm og en masse latter, vendte hun sig smilende om mod de andre:

“Lad os få anholdt Woo i en fart. Jeg har lige skaffet et par ringside-billetter til mig selv og turisten. Ivan skal bokse i syvende runde i aften. Det kan godt blive morsomt.”

Restauranten var af den enkle slags – plastic, fluer og en enlig vifte, der blæste madosen fra køkkenet ud i resten af lokalet. Der hang portrætter af den thailandske kongefamilie over skranken.

Kun et par af bordene var besat, og der var ingen Woo at se. Nho og Sunthorn satte sig ved hvert sit bord ved døren, mens Liz og Harry satte sig inderst i lokalet. Harry bestilte en thailandsk forårsrulle og, for en sikkerheds skyld, en desinficerende cola.

“Rick var min træner, da jeg dyrkede thaiboksning,” forklarede Liz. “Jeg vejede næsten dobbelt så meget som de knægte, jeg sparrede med, var tre hoveder højere og fik bank hver eneste gang. De får thaiboksningen ind med modermælken hernede. Men de havde det ikke godt med at slå på en kvinde, sagde de. Det var nu ikke, fordi jeg mærkede noget til det.”

“Hvad er det med alle de her kongeting?” spurgte Harry og pegede. “Jeg synes, der hænger billeder af den fyr overalt.”

“Tja. Et land har vel brug for sine helte. Kongehuset havde ikke nogen stor plads i folks hjerter før Anden Verdenskrig, da det lykkedes kongen først at alliere sig med japanerne, og derefter, da de kom i defensiven, med amerikanerne. Han sparede nationen for noget, som ellers kunne have været et blodbad.”

Harry hævede tekoppen mod portrættet. “Han lyder som en snedig rad.”

“Harry, du må forstå, at der er to ting, man ikke laver sjov med i Thailand …”

“Kongefamilien og Buddha. Jo, tak, jeg har forstået det.”

Døren gik op.

“Hallo,” hviskede Liz og hævede de hårløse øjenbryn. “De plejer at virke mindre i virkeligheden.”

Harry vendte sig ikke om. Planen var at vente, til Woo havde fået serveret maden. En mand med spisepinde i hånden bruger længere tid på at få et eventuelt våben frem.

“Han har sat sig nu,” sagde Liz. “Du gode Gud, han burde jo spærres inde alene på grund af sit udseende. Men vi skal vel være tilfredse, bare vi kan beholde ham længe nok til at få stillet nogle spørgsmål.”

“Hvad mener du? Fyren har kylet en politibetjent ud fra anden sal.”

“Det ved jeg godt, men jeg vil alligevel advare dig mod at have for store forhåbninger. ‘Kokken’ Woo er ikke hvem som helst. Han arbejder for en af familierne, og de har gode advokater. Vi regner med, at han har henrettet mindst en halv snes mennesker, lemlæstet det tidobbelte, og alligevel har han ikke så meget som en flueklat på sit generalieblad.”

“‘Kokken’?” Harry kastede sig over den rygende varme forårsrulle, som var kommet på bordet.

“Det er et øgenavn, han fik for et par år siden. Vi fik et af Woos ofre ind, jeg fik sagen og var til stede, da de påbegyndte obduktionen. Liget havde ligget ude i flere dage og var så opsvulmet af gas, at det lignede en blåsort fodbold. Gassen er giftig, så retsmedicineren sendte os ud af lokalet og tog en gasmaske på, før han stak hul. Jeg stod ved et vindue og kiggede. Maveskindet blafrede, da han åbnede liget, og man kunne se det grønne skær af gas, der væltede ud.”

Harry lagde forårsrullen tilbage på tallerknen med et såret udtryk i ansigtet, men Liz ænsede ham ikke.

“Men chokket var, at han myldrede af liv indvendig. Retsmedicineren røg ind i væggen, da de sorte kryb kravlede ud af mavesækken, ned på gulvet og forsvandt i krogene på raske ben.”

Hun lavede horn i panden med pegefingrene. “Djævlebiller.”

“Biller?” Harry skar ansigt. “Jeg troede ikke, de invaderede lig.”

“Den døde havde et plasticrør i munden, da vi fandt ham.”

“Han …”

“I Chinatown er stegte biller en delikatesse. Woo havde tvangsfodret staklen.”

“Uden at stege billerne?”

Harry skubbede tallerknen fra sig.

“Fantastiske skabninger, insekterne,” sagde Liz. “Kan du forstå, hvordan de biller overlevede nede i mavesækken med giftig gas og det hele?”

“Nej, og jeg vil helst ikke tænke på det.”

“Er det for stærkt?”

Der gik et par sekunder, før det gik op for Harry, at det var maden, hun mente. Han havde skubbet tallerknen helt ud til kanten af bordet.

“Du vænner dig til det, Harry. Det gælder bare om at tage lidt ad gangen. Vidste du, at der findes over tre hundrede traditionelle thailandske retter? Jeg vil foreslå, at du tager et par opskrifter med dig for at imponere din kæreste i køkkenet, når du kommer hjem.”

Harry hostede.

“Eller din mor,” sagde Liz.

Harry rystede på hovedet. “Beklager, det har jeg heller ikke.”

“Det er mig, der undskylder,” sagde hun, og så standsede hendes talestrøm brat. Woos mad var på vej ind.

Hun trak en sort tjenestepistol op af sidehylsteret og afsikrede den.

“Smith & Wesson 650,” sagde Harry. “Tunge sager.”

“Hold dig bag mig,” sagde Liz og rejste sig.

Woo fortrak ikke en mine, da han løftede hovedet og stirrede ind i mundingen på overbetjentens pistol. Han holdt spisepindene i venstre hånd, den højre lå skjult i skødet. Liz råbte et eller andet på thai, men han lod ikke til at høre det. Uden at bevæge hovedet vandrede hans blik rundt i lokalet, registrerede Nho og Sunthorn, før det standsede ved Harry. Et svagt smil krusede hans læber.

Liz råbte en gang til, og Harry kunne mærke, at det prikkede i nakken på ham. Hanen på pistolen løftede sig, og så kom Woos højre hånd op over bordkanten. Tom. Harry kunne høre, hvordan Liz’ åndedræt hvæsede ud mellem tænderne. Woos blik hvilede fortsat på Harry, mens Nho og Sunthorn lagde håndjern på ham. Da de førte ham ud, lignede det et lille cirkusoptog med en muskelmand og to dværge.

Liz stak pistolen tilbage i hylstret. “Jeg tror ikke, han bryder sig om dig,” sagde hun og pegede på spisepindene, som var stukket ned i risbollen på en måde, så de pegede lige op i vejret.

“Jaså?”

“Det der er et gammelt thailandsk tegn på, at han gerne ser dig død.”

“Han må stille sig i kø.” Harry mindede sig selv om, at han skulle spørge, om han kunne låne en pistol.

“Lad os gå hen og se, om vi kan få lidt action, inden vi falder i søvn,” sagde Liz.

På vej ind i boksehallen blev de mødt af råbene fra en ekstatisk menneskemængde og et tremandsorkester, der skramlede og hvinede som et tamburkorps på syre.

To boksere med farvestrålende pandebånd og tøjstykker bundet rundt om begge arme havde netop entret ringen.

“Det er vores mand, Ivan, i de blå bukser,” sagde Liz. Uden for stadion havde hun plukket Harry for de sedler, han havde i bukselommen, og havde givet dem til en af bookmakerne.

De fandt deres pladser på første række bag ringdommeren, og Liz smaskede fornøjet. Hun vekslede et par ord med sidemanden.

“Som jeg havde forventet,” sagde hun. “Vi er ikke gået glip af noget. Hvis man vil se de rigtigt gode kampe, må man komme om tirsdagen. Eller om torsdagen i Lumphini. Ellers er der mange …Ja, du er med.”

“Bouillon-par.”

“Hvabehar?”

“Bouillon-par. Det kalder vi det på norsk. Det er, når to dårlige skøjteløbere er oppe mod hinanden.”

“Bouillon?”

“Så går man hen og køber bouillon.”

Liz’ øjne forvandlede sig til to smalle, glitrende sprækker, når hun lo. Harry havde fundet ud af, at han i grunden godt kunne lide at se og høre overbetjenten le.

De to boksere havde taget pandebåndene af, gik rundt i ringen og udførte et slags ritual ved at læne hovedet mod hjørnestolperne, knæle og tage nogle enkle dansetrin.

“Det kaldes ram muay,” sagde Liz. “Han danser til ære for sin personlige khruu, guru og thaiboksningens skytsengel.”

Musikken standsede, og Ivan gik hen i sit hjørne, hvor han og træneren bøjede hovederne ind mod hinanden og satte hænderne sammen.

“De beder,” sagde Liz.

“Har han behov for det?” spurgte Harry bekymret. Han mente, det var en ganske pæn sum, han havde haft i lommen.

“Ikke hvis det lykkes ham at leve op til sit navn.”

“Ivan?”

“Alle boksere kan vælge et navn til sig selv. Ivan har opkaldt sig efter Ivan Hyppolyte, en hollænder som vandt en kamp på Lumphini stadion i 1995.”

“Kun én kamp?”

“Han er den eneste udlænding, som har vundet på Lumphini. Nogensinde.”

Harry kiggede på hende for at se, om hendes ansigtsudtryk røbede noget mellem linjerne, men i det samme lød gongongen, og kampen var i gang.

Bokserne nærmede sig forsigtigt hinanden, holdt god afstand og kredsede rundt om hinanden. Et svingslag blev pareret uden besvær, og et cirkelspark endte i luften. Musikken tiltog i styrke, og det samme gjorde publikums opmuntrende tilråb.

“De sætter bare temperaturen lidt op til at begynde med,” råbte Liz.

Så var de over hinanden. Lynhurtigt og i en hvirvel af ben og arme. Det gik så hurtigt, at Harry ikke kunne se ret meget, men Liz stønnede. Ivan blødte allerede fra næsen.

“Han fik en albue,” sagde hun.

“Albue? Så dommeren det ikke?”

Liz smilede.

“Det er ikke ulovligt at slå med albuerne. Snarere tværtimod. Slag med hænder og fødder giver point, men det er som regel albuer og knæ, der giver knockout.”

“Det er vel, fordi de ikke har så god en sparketeknik som folk, der dyrker karate.”

“Der ville jeg være lidt forsigtig, Harry. For nogle år siden sendte Hong Kong deres fem bedste kung-fu mestre til Bangkok for at se, hvilken stil, der var den mest effektive. Opvarmning og ceremonier tog lidt over en time, men de fem kampe varede tilsammen seks et halvt minut. Så var der fem ambulancer på vej til hospitalet. Gæt, hvem der lå i dem?”

“Nå, det er der ingen fare for i aften.” Harry gabte demonstrativt. “Det her er jo … fy for fanden!”

Ivan havde fået fat i modstanderens nakke, og med en lynsnar bevægelse trak han hans hoved ned, mens højre knæ røg opad som en katapult. Modstanderen faldt bagover, men fik viklet armene ind i tovene, så han blev hængende lige foran Liz og Harry. Blodet sprøjtede ud, som om der var gået hul på et rør et sted, og plaskede ned på kanvassen. Harry hørte folk bag sig råbe i protest og opdagede, at han havde rejst sig op. Liz trak ham ned på stolen igen.

“Smukt!” råbte hun. “Så du, hvor hurtig Ivan var? Jeg sagde, han var underholdende, gjorde jeg ikke?”

Hovedet på bokseren i de røde shorts var drejet om på siden, så Harry så ham i profil. Han kunne se huden omkring øjet bevæge sig, mens det blev fyldt op med blod indefra. Det var som at se en luftmadras blive pumpet op.

Harry fik et underligt, kvalmende deja-vu, idet Ivan gik frem mod den hjælpeløse modstander, som næppe længere var klar over, at han befandt sig i en boksering. Ivan tog sig tid, studerede modstanderen omtrent som en gourmet, der overvejer, om han skal begynde med at rive en vinge eller et lår af kyllingen. I baggrunden, mellem bokserne, kunne Harry se dommeren. Han havde lagt hovedet lidt på skrå, og hans arme hang ned langs siden. Harry forstod, at han ikke havde tænkt sig at gøre noget som helst, og han kunne mærke, hvordan hans hjerte hamrede mod ribbenene. Tremandsorkesteret lød ikke længere som et 17. maj-optog, det var gået fuldstændig amok og blæste og slog i ekstase.

Stop, tænkte Harry og hørte i det samme sin egen stemme: “Slå til!”

Ivan slog til.

Harry fulgte ikke tællingen. Han så ikke dommeren hæve Ivans hånd i vejret eller vinderens wai mod alle ringens fire hjørner. Han stirrede ned på det fugtige, revnede betongulv foran sine fødder, hvor et lille insekt kæmpede for at komme fri af en rød bloddråbe. Indfanget i en hvirvel af begivenheder og tilfældigheder, vadende til knæene i blod. Han var tilbage i et andet land, ved en anden lejlighed, og han vågnede først, da en hånd ramte ham mellem skulderbladene.

“Vi vandt!” skrålede Liz ind i øret på ham.

De stod i kø for at få deres penge hos bookmakeren, da Harry hørte en velkendt stemme tale norsk:

“Noget siger mig, at betjenten har satset klogt og ikke bare på lykke og fromme. I så fald må jeg gratulere.”

“Nå ja,” sagde Harry og vendte sig om. “Overbetjent Crumley påstår, at hun er ekspert, så det er måske ikke så langt fra sandheden.”

Han præsenterede Crumley for Jens Brekke.

“Og De har også væddet?” spurgte Liz.

“En af mine venner gav mig et tip om, at Ivans modstander var en smule forkølet. Grim sygdom. Mærkeligt, så store udslag sådan noget kan give, eller hvad, miss Crumley?” Brekke smilede bredt og vendte sig om mod Harry:

“Jeg har tænkt mig at have den frækhed og spørge, om du kan hjælpe mig ud af en knibe, Hole.

Jeg har taget Molnes’ datter med herhen og skal egentlig køre hende hjem, men en af mine vigtigste kunder i USA har netop ringet mig op på mobiltelefonen, så jeg må ind på mit kontor. Der er kaos, dollaren går op gennem loftet, og han ligger inde med et par vognladninger baht.”

Harry kiggede i den retning, hvori Brekke havde nikket. Lænet op ad en husmur, i en langærmet Adidas T-shirt og halvt skjult af alle de mennesker, der ilede ud af stadion, stod Runa Molnes. Hun havde korslagte arme og kiggede den anden vej.

“Da jeg fik øje på dig, kom jeg i tanker om, at Hilde Molnes havde fortalt, at du bor i ambassadens lejlighed nede ved floden. Det er ikke den store omvej, hvis I tager en taxi sammen. Jeg har lovet hendes mor og så videre …”

Brekke viftede med hånden for at indikere, at den slags moderlige bekymringer selvfølgelig var overdrevne, men at det alligevel var bedst, hvis løftet blev indfriet.

Harry så på sit ur.

“Selvfølgelig vil han det,” sagde Liz. “Stakkels pigebarn. Og det er ikke så mærkeligt, hvis moderen er lidt opskræmt for tiden.”

“Selvfølgelig,” sagde Harry og fik presset et smil frem.

“Fint,” sagde Brekke. “Åh jo, en ting mere. Vil I ikke også være rare et tage min gevinst med? Det burde dække taxien. Hvis der bliver noget til overs, findes der vel en politifond for enker, eller noget i den stil.”

Han gav Liz en kvittering og forsvandt. Hun fik store øjne, da hun så tallene.

“Det er et spørgsmål, om der er enker nok,” sagde hun.