Kapitel 22

Runa Molnes virkede ikke specielt glad for at skulle følges hjem.

“Tak, jeg klarer mig,” sagde hun. “Bangkok er omtrent lige så farlig som Ørsta centrum en mandag aften.”

Harry, som aldrig havde været i Ørsta centrum en mandag aften, standsede en taxi og åbnede døren for hende. Hun steg modvilligt ind, mumlede en adresse og stirrede ud ad vinduet.

“Jeg sagde, han skulle køre til River Garden,” sagde hun efter et stykke tid. “Det er der, du skal af, ikke?”

“Jeg tror, instruksen gik ud på, at du skal hjem først, frøken.”

“Frøken?” Hun lo og så på ham med moderens sorte øjne. De næsten sammenvoksede øjenbryn gav hende et troldeagtigt udseende.

“Du lyder som min tante. Hvor gammel er du egentlig?”

“Man er ikke ældre, end man føler sig,” sagde Harry. “Og det skulle betyde, at jeg er omkring de tres.”

Nu så hun nysgerrigt på ham.

“Jeg er tørstig,” sagde hun pludselig. “Giv en drink, så kan du få lov til at følge mig hjem bagefter.”

Harry havde slået Molnes’ adresse op i sin kalender fra Sparebanken Nor, den faste julegave fra faderen, og prøvede at få kontakt med chaufføren.

“Glem det,” sagde hun. “Jeg vil insistere på River Garden, og så tror han, at du prøver på noget og kommer mig til undsætning. Vil du have en scene?”

Harry prikkede chaufføren på skulderen, og Runa satte i et hvin, så chaufføren slog bremserne i, og Harry slog hovedet op i taget. Chaufføren vendte sig om, Runa gjorde ansats til at skrige igen, og Harry holdt afværgende hænderne op foran sig.

“Okay, okay. Hvor tager vi så hen? Patpong ligger vel på vejen.”

“Patpong?” Hun kiggede opgivende op. “Du er gammel. Det er kun gamle grise og turister, som kommer der. Vi tager op til Siam Square.”

Hun vekslede et par ord med chaufføren på noget, der i Harrys øren lød som upåklageligt thai.

“Har du en kæreste,” spurgte hun, da hun, igen efter trusler om at lave en scene, havde fået en øl serveret ved bordet.

De sad i en stor, udendørs bar øverst oppe på en bred, monumental trappe, der var fyldt med unge mennesker. Studenter, formodede Harry, som sad og kiggede på den træge trafik og hinanden. Hun havde kastet et mistænksomt blik på Harrys appelsinjuice, men med sin familiebaggrund var hun formodentlig vant til afholdsfolk. Eller måske ikke. Harry havde en mistanke om, at ikke alle uskrevne partiregler var blevet overholdt af familien Molnes.

“Nej,” svarede Harry og tilføjede: “Hvorfor helvede spørger alle om det?”

“Helvede, ligefrem?” Hun vred sig på stolen. “Så er det vel mest piger, der spørger?”

Han brummede. “Prøver du at gøre mig forlegen? Fortæl mig hellere om dine egne kærester.”

“Hvem af dem?” Hun holdt venstre hånd skjult i skødet og løftede ølglasset med højre. Med et legende smil om munden lagde hun hovedet bagover, mens hun fastholdt hans blik.

“Jeg er ikke jomfru, hvis det er det, du tror.”

Harry var ved at sprutte en mundfuld appelsinjuice ud over bordet.

“Hvorfor skulle jeg være det?” sagde hun og satte ølglasset for munden.

Nej, hvorfor skulle du være det, tænkte Harry og så, hvordan det rykkede i huden omkring hendes strubehoved, når hun sank. Han kom til at tænke på, hvad Jens Brekke havde sagt om adamsæblet, at det som regel ikke kunne bortopereres.

“Er du chokeret?” Hun satte ølglasset fra sig og så pludselig alvorlig ud.

“Hvorfor skulle jeg være det?” Det lød som et ekko, og han skyndte sig at tilføje: “Jeg debuterede vel selv i din alder.”

“Ja, men ikke, da du var tretten,” sagde hun.

Harry tog en dyb indånding, tænkte sig godt om og pustede langsomt luften ud mellem tænderne. Nu kunne han godt undvære mere om det tema.

“Jaså? Og hvor gammel var han?”

“Det er en hemmelighed.” Hun havde fået det drillesyge ansigtsudtryk tilbage. “Fortæl mig hellere, hvorfor du ikke har en kæreste.”

Et kort øjeblik var han ved at sige det, måske som en indskydelse for at se, om han kunne gengælde chokbehandlingen. Fortælle, at de to kvinder, om hvem han med hånden på hjertet kunne sige, at han elskede, begge var døde. Den ene for egen hånd, den anden for en morders.

“Det er en lang historie,” sagde han. “Jeg mistede dem.”

“Dem? Er der flere? Det var vel fordi, du kørte med overlapning, at de slog op med dig, ikke?”

Harry kunne høre den barnlige iver i hendes stemme og latter. Han kunne ikke få sig selv til at spørge, hvilket forhold hun havde til Jens Brekke.

“Nej,” sagde han. “Jeg passede bare ikke godt nok på.”

“Nu ser du alvorlig ud.”

“Beklager.”

De blev siddende uden at sige noget. Hun pillede i etiketten på ølflasken. Kiggede op på Harry. Så ud, som om hun prøvede at beslutte sig. Øletiketten gled af.

“Kom,” sagde hun, og tog hans hånd. “Jeg vil vise dig noget.”

De gik ned ad trappen, mellem studenterne, hen ad fortovet og op på en smal gangbro, som førte over det brede strøg. Midt på broen standsede de.

“Se,” sagde hun. “Er det ikke smukt?”

Han så ned på trafikken, som flød både mod og fra dem. Vejen strakte sig, så langt han kunne se, og lyset fra bilerne og motorcyklerne og tuk-tuk’erne var som en flod af lava, der stivnede til en gul stribe længst borte.

“Det ligner en bugtende slange med et lysende mønster på ryggen, kan du se det?”

Hun lænede sig ud over rækværket. “Vil du høre noget underligt? Jeg ved, at der er mennesker her i byen, som ville slå ihjel for at få den smule, jeg har i lommen lige nu. Og alligevel har jeg aldrig været bange her. I Norge tog vi altid op til vores fjeldhytte i weekenden. Jeg kender den hytte og alle stierne i blinde. Og hver ferie rejste vi til Ørsta, hvor alle kender alle, og butikstyveri bliver omtalt i lokalavisen. Og alligevel er det her, jeg føler mig mest tryg. Her, hvor der er mennesker over det hele, og jeg ikke kender nogen af dem. Er det ikke underligt?”

Harry vidste ikke, hvad han skulle svare.

“Hvis jeg kunne vælge, ville jeg bo her resten af mit liv. Og så ville jeg gå herop mindst én gang om ugen og bare stå her og kigge.”

“Kigge på trafikken?”

“Trafikken. Jeg elsker trafik.” Hun vendte sig pludselig om mod ham. Hendes øjne skinnede. “Gør du ikke det?”

Harry rystede på hovedet. Hun vendte blikket mod vejen igen.

“Synd. Gæt, hvor mange biler, der er ude på Bangkoks veje lige nu? Tre millioner. Og tallet forøges med et tusind hver dag. En bilist i Bangkok tilbringer i gennemsnit mellem to og tre timer i bilen hver dag. Har du hørt om Comfort 100? Man kan købe dem på tankstationerne. Det er poser til at tisse i, når man sidder i kø. Tror du, at eskimoerne har et ord for trafik? Eller maorierne?”

Harry trak på skuldrene.

“Tænk på alt det, de går glip af,” sagde hun. “De, der bor steder, hvor man ikke kan bade i folk som her. Prøv at løfte din arm …” Hun tog fat i hans hånd og løftede den.

“Kan du mærke det? At det vibrerer? Det er energien fra alle dem omkring os. Den er i luften. Hvis man er ved at dø og tror, at ingen kan redde en, kan man bare gå udenfor, række armene i vejret og indtage lidt af den energi. Man kan få evigt liv. Det er sandt!”

Hendes øjne strålede, hele ansigtet strålede, og hun lagde Harrys hånd mod sin kind.

“Jeg kan mærke, at du kommer til at leve længe. Meget længe. Endnu længere end mig.”

“Lad være med at sige sådan noget,” sagde Harry. Hendes hud brændte mod hans håndflade. “Det betyder uheld.”

“Hellere uheld end slet ikke noget held. Sådan sagde far altid.”

Han trak hånden til sig.

“Vil du ikke have evigt liv?” hviskede hun.

Han blinkede og vidste, at hans hjerne her og nu knipsede et billede af dem, på en gangbro med mennesker, som hastede forbi på begge sider, og med en glimtende søslange nedenunder. Ligesom man tager billeder af steder, man besøger, fordi man ved, at man ikke skal være der ret længe. Han havde gjort det før, en nat midt i et spring i Frognerbadet, en anden nat i Sydney, da en rød hårmanke blæste bagud for vinden, og en kold februareftermiddag i Fornebu, da Søs stod midt i pressefotografernes blitzlyn og ventede på ham. Han vidste, at uanset hvad der skete, ville han altid kunne tage de billeder frem igen, de ville aldrig falme, men tværtimod få fylde og smag med årene.

I det samme mærkede han en dråbe i ansigtet. Og så en til. Han kiggede forundret op.

“En eller anden har fortalt mig, at der først kommer regn i maj,” sagde han.

“Mangobyge,” sagde Runa og vendte ansigtet op mod himlen. “Det sker, at vi får dem. Det betyder, at mangoerne er modne. Lige om lidt begynder det at styrte ned. Kom …”