Kapitel 23

Harry var ved at falde i søvn. Lydene var ikke længere så påtrængende. Han var desuden begyndt at lægge mærke til, at der var en slags rytme i trafikken, en slags forudsigelighed. Den første nat kunne han vågne ved en pludselig tuden. Om nogle nætter ville han sandsynligvis vågne, hvis der ikke blev tudet. Larmen fra en revnet lydpotte dukkede ikke bare tilfældigt op, den havde en plads i det tilsyneladende kaos. Det tog bare lidt tid at komme ind i det, som at lære balancenerven de rullende bevægelser på en båd.

Han havde aftalt at møde Runa på en café ved universitetet dagen efter for at stille nogle spørgsmål om hendes far. Det havde stadig dryppet fra hendes hår, da hun var steget ud af taxien.

For første gang i lang tid drømte han om Birgitta. Hendes hår, som klistrede til den blege hud. Men hun smilede og var i live.

Det tog advokaten fire timer at få Woo ud af varetægtsfængslingen.

“Dr. Ling. Han arbejder for Sorensen,” sagde Liz på morgenmødet og sukkede. “Nho nåede lige at spørge Woo, hvor han var på mordaftenen, så var det slut.”

“Og hvad fik den omvandrende løgnedetektor ud af svaret?” spurgte Harry.

“Ingenting,” sagde Nho. “Han var ikke interesseret i at fortælle os noget som helst.”

“Ingenting? Og her gik jeg sgu og troede, at I var så gode til vandtortur og elektrochok hernede.”

“Vil nogen være så venlige at fortælle mig, at de har godt nyt?” sagde Liz.

Avispapiret knitrede.

“Jeg har ringet til Hotel Maradiz igen. Den første, jeg talte med, sagde bare, at det var en farang, der plejede at komme der sammen med en kvinde i ambassadens bil. Ham, jeg talte med i dag, sagde, at kvinden var hvid, og at de talte med hinanden på et sprog, som han ville tro var enten tysk eller hollandsk.”

“Norsk,” sagde Harry.

“Jeg prøvede at få en beskrivelse af de to, men du ved, hvordan det er …”

Nho og Sunthorn fnisede og kiggede ned. Ingen sagde noget.

“Hvad?” bjæffede Harry.

“Vi ser helt ens ud,” sukkede Liz. “Sunthorn, du må smutte derover med nogle billeder og se, om han kan identificere ambassadøren og hans kone.”

Harry rynkede på næsen.

“Mand og kone, som har en elskovsrede til to hundrede dollars pr. nat nogle få kilometer fra, hvor de bor? Er det ikke lidt perverst?”

“Ifølge ham, jeg talte med i dag, boede de der i weekenderne,” sagde Rangsan. “Jeg har fået nogle datoer.”

“Jeg vil vædde gevinsten fra i går på, at det ikke var hans kone,” sagde Harry.

“Måske ikke,” sagde Liz. “Uanset hvad, er det ikke særlig sandsynligt, at det vil bringe os videre.”

Hun hævede mødet med besked om, at de kunne bruge dagen på at indhente forsømt papirarbejde på sager, som havde fået lov til at ligge, da mordet på den norske ambassadør havde fået førsteprioritet. Da de andre var gået, sad Harry tilbage.

“Vi har altså trukket kortet med ‘Ryk tilbage til start’?” spurgte han.

“Der har vi vel strengt taget stået hele tiden,” sagde Liz. “Måske får I det, som I vil.”

“Som vi vil?”

“Jeg talte med politichefen her til morgen. Han havde snakket med en hr. Torhus i går, som gerne ville vide, hvor længe vi havde tænkt os at fortsætte. De norske myndigheder ønsker en afklaring i løbet af ugen, hvis vi ikke har noget konkret at gå efter. Politichefen fortalte ham, at sagen er et thailandsk anliggende, og at vi ikke henlægger mord sådan uden videre. Men senere på dagen fik han en opringning fra vores eget justitsministerium. Det var vist godt, at vi fik overstået sightseeingen, mens vi havde tid, Harry. Det ser ud til, at du så småt kan forberede dig på at rejse hjem allerede på fredag. Medmindre, som sagt, der dukker noget konkret op.”

“Harry!”

Tonje Wiig mødte ham i receptionen, hektisk i kinderne og med et smil så rødt, at han mistænkte hende for at have brugt læbestiften, før hun kom ud til ham.

“Vi skal have noget te,” sagde hun. “Ao!”

Ao havde kigget på ham med stum frygt, da han kom, og selv om han havde skyndt sig at sige, at besøget ikke havde noget med hende at gøre, mærkede han hendes blik ligesom en antilope ved vandhullet, der altid drikker med løverne inden for synsfeltet. Hun vendte ryggen til dem og gik.

“Pæn pige,” sagde Tonje og så prøvende på Harry.

“Yndig,” sagde han. “Ung.”

Tonje virkede fornøjet med svaret og førte ham ind på kontoret.

“Jeg prøvede faktisk at ringe til dig i går aftes,” sagde hun. “Men du var vist ikke hjemme.”

Harry kunne se, at hun forventede, at han skulle spørge, hvorfor hun havde ringet, men han lod være. Ao kom ind med teen, og han ventede, til hun var gået.

“Jeg skal bruge nogle oplysninger,” sagde han.

“Ja?”

“Eftersom du var chargé d’affaires, da ambassadøren var bortrejst, regner jeg med, at du førte en oversigt over de dage, han var væk.”

“Selvfølgelig.”

Han læste fire datoer op for hende, som hun sammenholdt med sin egen kalender. Ambassadøren havde været bortrejst samtlige fire datoer. Tre gange til Chang Mai og én gang til Vietnam. Harry noterede langsomt ned, mens han tog tilløb til fortsættelsen.

“Kendte ambassadøren nogen norske kvinder i Bangkok ud over sin kone?”

“Nej …” sagde Tonje. “Ikke så vidt jeg ved. Ja, bortset fra mig, altså.”

Harry ventede, indtil hun havde sat tekoppen fra sig, før han spurgte:

“Hvad vil du sige, hvis jeg siger, at jeg tror, du havde et forhold til ambassadøren?”

Tonje Wiigs hage faldt ned på hendes bryst. Hun var en pryd for norsk tandpleje.

“Åh Gud!” sagde hun så blottet for ironi, at Harry blot kunne konstatere, at ‘åh Gud’ stadigvæk indgår i enkelte kvinders vokabularium. Han rømmede sig.

“Jeg tror, at du og ambassadøren tilbragte de datoer, vi lige har gennemgået, på Hotel Maradiz, og hvis det er tilfældet, må jeg bede om, at du redegør for jeres forhold og fortæller, hvor du var, den dag han døde.”

Det var overraskende at se, at så lys en person som Tonje Wiig kunne blive endnu blegere.

“Bør jeg kontakte en advokat?” sagde hun til sidst.

“Ikke, hvis du ikke har noget at skjule.”

Han så, at en tåre havde dannet sig i hendes øjenkrog.

“Jeg har ingenting at skjule,” sagde hun.

“I så tilfælde bør du fortælle mig, hvad du ved.”

Hun duppede forsigtigt øjet med en serviet for ikke at ødelægge mascaraen.

“Jeg kunne have lyst til at slå ham ihjel, kan jeg godt fortælle Dem.”

Harry noterede sig, at De-formen var blevet genindført og ventede tålmodigt.

“Så meget, at jeg næsten blev glad, da jeg hørte, at han var død.”

Han kunne høre, at hun var kommet på gled. Nu gjaldt det bare om ikke at sige eller gøre noget dumt, som ville standse talestrømmen. Én bekendelse kommer sjældent alene.

“Fordi han ikke ville forlade sin kone?”

“Nej!” Hun rystede på hovedet. “De misforstår mig. Fordi han ødelagde alt for mig! Alt som …”

Den første hulken lød så såret, at Harry vidste, at han havde fat i et eller andet. Hun tog sig sammen, tørrede begge øjnene og rømmede sig:

“Det var en politisk udnævnelse. Han var overhovedet ikke kvalificeret til det job. Jeg havde allerede fået signaler om, at jeg var en aktuel kandidat til ambassadørstillingen, da jeg fik beskeden. De sendte ham hertil i huj og hast, som om de ikke kunne få ham tilstrækkelig hurtigt ud af Norge. Jeg måtte aflevere nøglerne til ambassadørkontoret til en, som ikke kendte forskel på en ambassaderåd og en attaché. Og vi har aldrig haft et forhold til hinanden, den tanke ville være helt absurd for mig, kan De ikke forstå det?”

“Hvad skete der så?”

“Da jeg blev tilkaldt for at identificere ham, glemte jeg pludselig alt det der med udnævnelsen, at jeg nu fik en ny chance. Jeg huskede i stedet, hvilken rar og klog mand, han var. Det var han!”

Hun sagde det, som om Harry havde protesteret.

“Selv om han ikke var meget bevendt som ambassadør, mener jeg. Og jeg kan godt sige, at siden da har jeg tænkt en del. At jeg måske ikke har prioriteret alt rigtigt her i livet, at der findes ting, som er vigtigere end job og karriere. Måske søger jeg ikke engang stillingen som ny ambassadør. Vi får se. Der er meget at tænke på. Ja, nej, jeg kan ikke sige noget med sikkerhed lige nu.”

Hun snøftede et par gange og så ud til at være kommet sig. “Det er meget usædvanligt, at en ambassaderåd bliver udnævnt til ambassadør ved den samme ambassade, forstår De. Så vidt jeg ved, er det ikke sket før.”

Hun fandt et håndspejl frem og sikrede sig, at sminken sad, som den skulle, og sagde, nærmest til sig selv: “Men én gang skal vel være den første, skulle jeg mene.”

Da Harry sad i taxien på vej tilbage til politistationen, bestemte han sig for at droppe Tonje Wiig fra listen over mistænkte. Dels fordi hun havde overbevist ham, dels fordi hun kunne bevise, at hun havde været andre steder på de datoer, som ambassadøren havde tilbragt på Hotel Maradiz. Tonje havde også bekræftet, at der stort set ikke var flere fastboende norske kvinder at vælge imellem i Bangkok.

Derfor føltes det som et knytnæveslag i maven, da han pludselig kom til at tænke på det utænkelige. Fordi det slet ikke var så utænkeligt.

Pigen, som kom ind ad glasdøren på Hard Rock Café, var en anden pige, end den han havde set i haven og ved begravelsen med det bortvendte, indesluttede kropssprog og det ligegyldige, gnavne ansigtsudtryk. Runa lyste op i et smil, da hun så ham sidde med en tømt colaflaske og en avis foran sig. Hun havde taget en kortærmet, blåblomstret kjole på. Som en dreven illusionist holdt hun protesen på en måde, som gjorde, at man næsten ikke lagde mærke til den.

“Du har siddet og ventet,” konstaterede hun henrykt.

“Det er svært at beregne trafikken,” sagde han. “Jeg ville ikke komme for sent.”

Hun slog sig ned og bestilte is-te.

“I går. Din mor …”

“Sov,” sagde hun kort. Så kort, at Harry fornemmede, at det var ment som en advarsel. Men han havde ikke længere tid til at tage alle omvejene.

“Fuld, mener du?”

Hun så op på ham. Det glade smil var forsvundet.

“Er det min mor, du vil spørge om?”

“Blandt andet. Hvordan havde din far og mor det med hinanden?”

“Hvorfor spørger du ikke hende?”

“Fordi jeg tror, at du er dårligere til at lyve,” svarede han ærligt.

“Ja? Hvis det er tilfældet, havde de det fantastisk.” Hun havde fået det tvære ansigtsudtryk tilbage.

“Så dårligt?”

Hun krympede sig.

“Beklager, Runa, men det er altså mit arbejde.”

Hun trak på skuldrene. “Min mor og jeg kommer ikke så godt ud af det med hinanden. Men far og jeg var rigtig gode venner. Jeg tror, hun var jaloux.”

“På hvem af jer?”

“Os begge to. På ham. Jeg ved det ikke.”

“Hvorfor på ham?”

“Han havde ligesom ikke behov for hende. Hun var luft for ham …”

“Skete det, at din far tog dig med på hotel, Runa? Hotel Maradiz, for eksempel?”

Han så det forbavsede udtryk i hendes ansigt. “Hvad mener du? Hvorfor skulle han det?”

Hun stirrede ned i avisen på bordet, men tvang sig til at kigge op igen.

“Årh!” udbrød hun og kylede skeen ned i koppen, så teen skvulpede over. “Du snakker så underligt. Hvad vil du frem til?”

“Runa, jeg ved, at det her er svært, men jeg tror, at din far har gjort ting og sager, som han burde angre.”

“Far? Far angrede altid. Han angrede og påtog sig skylden og undskyldte og … men heksen ville ikke lade ham være i fred. Hun hundsede med ham hele tiden, du er ikke dit, og du er ikke dat, og du har trukket mig med ind i det her og så videre. Hun troede, at jeg ikke hørte det, men det gjorde jeg. Hvert eneste ord. At hun ikke var skabt til at leve med en eunuk, at hun var en fuldblods kvinde. Jeg sagde, han burde flytte, men han holdt ud. For min skyld. Han sagde det ikke, men jeg ved, det var derfor.”

Harry havde en følelse af at have svømmet i en flod af tårer de sidste to døgn, men der kom ingen nu.

“Det, jeg prøver på at sige,” sagde han og sænkede hovedet for at fange hendes blik, “er, at din far ikke havde de samme seksuelle tilbøjeligheder som andre.”

“Er det derfor, du er så enormt stresset? Fordi du tror, at jeg ikke vidste, at min far var skæv?”

Harry modstod trangen til at måbe.

“Hvad mener du præcist med skæv?” spurgte han.

“Svans. Homo. Bøsse. Rumperider. Røvpuler. Jeg er resultatet af et af de meget få knald, som heksen fik af far. Han syntes, det var ulækkert.”

“Sagde han det?”

“Han var selvfølgelig alt for redelig til at sige sådan noget. Men jeg vidste det. Jeg var hans bedste ven. Det sagde han. Af og til så han ud, som om jeg var den eneste. ‘Dig og heste er det eneste, jeg kan lide’, sagde han engang til mig. Mig og heste, den er god, hva’? Jeg tror, han havde en kæreste – en fyr, altså – i studietiden, før han mødte mor. Men fyren gik fra ham, ville ikke vedkende sig forholdet. Fint nok, for det ville far jo heller ikke. Det er længe siden, og verden var anderledes dengang.”

Hun sagde det med en teenagers skråsikkerhed. Harry løftede glasset op til munden og drak langsomt. Han var nødt til at vinde tid. Det her havde ikke udviklet sig på den måde, som han havde ventet.

“Vil du vide, hvem det var, der var på Hotel Maradiz?” spurgte hun.

Han nikkede bare.

“Min mor og hendes elsker.”