Kapitel 24

Rimfrosne grene rakte op mod den blege vinterhimmel over Slotsparken. Dagfinn Torhus stod ved vinduet og så en forfrossen mand løbe op ad Haakon VIIs gade, mens han prøvede at begrave hovedet mellem skuldrene. Telefonen ringede. Torhus kunne se på uret, at det var frokosttid. Han fulgte manden med øjnene, indtil han var ude af syne ved T-banestationen, så tog han røret og sagde sit navn. Det susede og skrattede, før stemmen nåede frem til ham.

“Jeg giver dig en chance mere, Torhus. Hvis du ikke tager den, skal jeg sørge for, at Udenrigsministeriet slår din stilling op hurtigere, end du kan nå at sige ‘norsk kriminalbetjent bevidst vildledt af kontorchef i Udenrigsministeriet’. Eller ‘ambassadør Molnes offer for bøssemord’? Begge dele kan godt bruges som avisoverskrift, synes du ikke?”

Torhus satte sig ned.

“Hvor er du, Hole?” spurgte han, af mangel på noget bedre at sige.

“Jeg har lige haft en lang snak med Bjarne Møller. Jeg har spurgt ham på femten forskellige måder, hvad i alverden denne Atle Molnes lavede i Bangkok. Alt det, jeg har afdækket indtil nu, tyder på, at han er den mindst sandsynlige ambassadør på denne side af Reiulf Steen. Jeg fik ikke hul på bylden, men jeg fik i hvert fald bekræftet, at der er en byld. Han er pålagt tavshedspligt, kan jeg forstå, så han henviste til dig. Spørgsmålet kender du fra før. Hvad er det, jeg ikke ved, som du ved? Til din oplysning sidder jeg med en fax ved siden af mig og numrene til Verdens Gang, Aftenposten og Dagbladet.”

Torhus’ stemme førte vinterkulden med sig helt til Bangkok: “De trykker ikke løse påstande fra en alkoholiseret betjent, Hole.”

“Hvad med en alkoholiseret og meget kendt betjent?”

Torhus svarede ikke.

“Jo, forresten, jeg tror også, at de vil skrive om sagen i Sunnmørsposten.”

“Du har tavshedspligt,” sagde Torhus spagfærdigt. “Du bliver retsforfulgt.”

Hole lo.

“Pest eller kolera, hva’? At vide det, jeg ved, uden at følge op på det, ville være tjenesteforsømmelse. Det er også strafbart, ved du. Af en eller anden grund har jeg på fornemmelsen, at jeg har mindre at tabe end dig ved at bryde den tavshedspligt.”

“Hvilken garanti …” begyndte Torhus, men de blev afbrudt af den dårlige forbindelse. “Hallo?”

“Jeg er her.”

“Hvilken garanti har jeg for, at du vil holde tæt med det, jeg siger?”

“Ingen.”

Ekkoet fik det til at lyde, som om han understregede det tre gange.

Der blev stille.

“Stol på mig,” sagde Harry.

Torhus fnyste: “Hvorfor skulle jeg det?”

“Fordi du ikke har noget valg.”

Kontorchefen kunne se på uret, at han ville komme for sent til frokost. Smørrebrødet med roastbeef i kantinen var sikkert allerede væk, men det gjorde ikke så meget. Han havde mistet appetitten.

“Det her må ikke komme ud,” sagde han. “Det mener jeg i fuldt alvor.”

“Det er ikke noget mål i sig selv, at det skal ud.”

“Okay, Hole. Hvor mange skandaler i Kristeligt Folkeparti har du kendskab til?”

“Ikke mange.”

“Nemlig. Kristeligt Folkeparti har i årevis været det her hyggelige, lille parti, som ingen har interesseret sig særlig meget for. Mens pressen har gravet i magteliten i Arbejderpartiet og tumperne i Fremskridtspartiet, har Kristeligt Folkepartis stortingsrepræsentanter stort set kunnet leve upåagtet. Alt det blev der lavet om på ved regeringsskiftet. Da regeringskabalen skulle lægges, stod det hurtigt klart, at Atle Molnes, til trods for sin indiskutable dygtighed og ancinnitet i Stortinget, var udelukket som minister. At få sit privatliv endevendt ville medføre en risiko, som et kristent parti med etiske spørgsmål på programmet ikke kunne klare. Man kan ikke nægte ordination af homofile præster samtidig med, at man selv har en homofil minister. Det tror jeg, at selv Molnes kunne indse. Men da navnene til den nye regering blev lagt frem, var der flere i pressen, der reagerede. Hvorfor er Atle Molnes ikke med? Efter at han i sin tid trådte til side for at give statsministeren pladsen som partileder, har de fleste betragtet ham som en nummer to, eller måske tre eller fire. Man begyndte at stille spørgsmål, og der blev pustet nyt liv i homorygterne, som faktisk allerede havde verseret, dengang han trak sig som formandskandidat. Nu ved vi jo, at der er flere stortingsrepræsentanter, der er homofile, så hvorfor føre en stor sag ud af det her, kan du spørge. Ja, det interessante i det her tilfælde, bortset fra at manden var kristelig, er, at han var en nær ven af statsministeren, at de havde studeret sammen og oven i købet delt værelse. Og det var kun et spørgsmål om tid, før pressen ville kaste sig over det. Molnes stod uden for regeringen, men det var alligevel hurtigt ved at blive en personlig belastning for statsministeren. Alle vidste, at statsministeren og Molnes havde været hinandens vigtigste politiske medspillere helt fra starten, og hvem ville tro ham, hvis han sagde, at han havde været uvidende om Molnes’ seksuelle præferencer i alle disse år? Hvad så med alle de vælgere, der havde støttet statsministeren på baggrund af partiets klare holdning til partnerskabsloven og andet svineri? Når han selv nærede en slange ved sit bryst, for nu at blive lidt bibelsk. Hvad ville det betyde for tilliden? Statsministerens personlige popularitet havde indtil da været en af de vigtigste garantier for, at mindretalsregeringen kunne fortsætte, og det, man mindst af alt havde brug for, var en skandale. Det blev klart, at Molnes måtte ud af landet så hurtigt som muligt. Man fandt ud af, at en ambassadørstilling i udlandet ville være det bedste, for så kunne man ikke bagefter komme og beskylde statsministeren for at have skubbet en partifælle med lang og tro tjeneste ud i kulden. Det var på det tidspunkt, jeg blev kontaktet. Vi handlede hurtigt. Ambassadørstillingen i Bangkok var endnu ikke formelt besat, og det ville få ham langt nok væk til, at pressen ville lade ham være i fred.”

Torhus standsede.

“Gudfader,” sagde Harry efter et stykke tid.

“Enig,” sagde Torhus.

“Vidste I, at hans kone har en elsker?”

Torhus lo lavmælt.

“Nej. Men du skulle give mig høje odds for at få mig til at sætte penge på, at hun ikke havde det.”

“Hvorfor det?”

“For det første fordi jeg formoder, at en homofil ægtemand tillader sig at se gennem fingre med sådan noget. For det andet fordi der er noget i udenrigstjenestens kultur, som synes at opmuntre til udenomsægteskabelige forbindelser. Ja, af og til resulterer det jo også i nye ægteskaber. Her i Udenrigsministeriet kan folk næsten ikke gå rundt på gangene uden at løbe ind i eksægtefæller, ekselskere eller nuværende sengepartnere. Etaten er berygtet for sin indgiftethed. Vi er sgu næsten værre end Statsradiofonien.”

Torhus lo igen.

“Elskeren er ikke fra Udenrigsministeriet,” sagde Harry. “Det er en nordmand, som er en slags lokal matador hernede, en big-time valutamægler. Jens Brekke. Jeg troede først, det var datteren, han lå i med, men det viser sig altså at være Hilde Molnes. De mødte hinanden lige efter, at familien kom herned, og ifølge datteren er det mere end bare et møde i ny og næ. Det er faktisk ganske seriøst, og datteren regner med, at de flytter sammen på et eller andet tidspunkt.”

“Det er nyt for mig.”

“Det giver i hvert fald konen et muligt motiv. Og elskeren.”

“Fordi Molnes stod i vejen for dem?”

“Nej, tværtimod. Ifølge datteren var det Hilde Molnes, som igennem alle årene nægtede at give slip på sin mand. Efter at han nedjusterede sine politiske ambitioner, går jeg ud fra, at det skalkeskjul, som ægteskabet gav, ikke var så vigtigt længere. Hun brugte vel forældreretten over datteren som pressionsmiddel, er det ikke det mest almindelige? Nej, motivet er nok i virkeligheden mindre ædelt end som så. Familien Molnes ejer efter sigende det halve af Ørsta.”

“Netop.”

“Jeg bad Møller undersøge, om der eksisterer et testamente, og hvad Atle Molnes sidder på af familieaktier og andre værdier.”

“Ja, ja, det er jo ikke mit fagområde, Hole, men komplicerer du ikke tingene lidt? Det kan jo være noget så banalt som en galning, der har banket på hos ambassadøren og stukket ham ned.”

“Måske. Har du noget principielt imod det, hvis denne galning er norsk, Torhus?”

“Hvad mener du?”

“Rene lystmordere stikker ikke bare en kniv i ryggen på en mand og rydder gerningsstedet for spor bagefter. De ægte galninge lader noget ligge, så vi kan lege røvere og politi bagefter. I det her tilfælde har vi ingenting – nada. Tro mig, det her var et nøje planlagt mord begået af en, der ikke er legesyg, som bare ville have jobbet overstået og sagen henlagt på grund af manglende bevis. Men hvem ved – måske skal der lige så meget vanvid til for at gennemføre sådan et mord her. Og de eneste galninge i den her sag, som jeg har truffet indtil nu, har talt norsk.”