Kapitel 25

Harry fandt omsider indgangen mellem to stripbarer i Soi 1 i Patpong. Han gik op ad trapperne og kom ind i et halvmørkt lokale, hvor en gigantisk vifte i loftet dovent drejede rundt. Harry dukkede sig uvilkårligt under de store rotorblade. Han havde allerede mærket på sin krop, at dørhøjder og andre huskonstruktioner hernede ikke var beregnet på hans 199 centimeter.

Hilde Molnes sad ved et bord inderst inde i restauranten. Solbrillerne, som sandsynligvis skulle gøre hende anonym, gjorde, at han regnede med, at alle havde lagt mærke til hende.

“Jeg kan egentlig ikke lide risbrændevin,” sagde hun og tømte glasset. “Mekong undtaget. Må jeg byde Dem på et glas, hr. betjent?”

Harry rystede på hovedet. Hun knipsede og fik glasset fyldt op.

“De kender mig her,” sagde hun. “De stopper, når de synes, jeg har fået nok. Og så har jeg som regel fået nok.” Hun lo hæst.

“Jeg håber, De synes, at det var i orden, vi mødtes her. Det er … lidt trist derhjemme lige nu. Hvad er baggrunden for Deres ønske om den her konsultation, hr. betjent?”

Hun udtalte ordene med den lidt for tydelige diktion, som kendetegner personer, der vanemæssigt prøver at skjule, at de har drukket.

“Vi har lige fået bekræftet af Hotel Maradiz, at De og Jens Brekke jævnligt tog ind på hotellet sammen.”

“Ser man det!” sagde Hilde Molnes. “Endelig en, der passer sit arbejde. Hvis De taler med tjeneren her, vil han kunne bekræfte, at hr. Brekke og jeg også mødtes her jævnligt.” Hun spyttede ordene ud. “Mørkt, anonymt, aldrig andre nordmænd, og desuden serverer de byens bedste plaa lòt. Kan De lide ål, Hole? Saltvandsål?”

Harry tænkte på den mand, de trak i land ud for Drøbak. Han havde ligget i havet nogle dage, og det blege ligansigt havde kigget på dem med et barns forundring. Noget havde spist øjenlågene. Men det, der havde fanget deres opmærksomhed, var ålen. Dens hale stak ud af mandens mund og svingede frem og tilbage som en sølvpisk. Harry kunne stadig huske saltsmagen i luften, så det måtte have været en saltvandsål.

“Min bedstefar spiste næsten kun ål,” sagde hun. “Fra umiddelbart før krigen og lige til han døde. Han proppede det i sig og kunne ikke få nok.”

“Jeg har også fået nogle oplysninger angående testamentet.”

“Ved De, hvorfor han spiste så meget ål? Nej, uf! Selvfølgelig ved De ikke det. Han var fisker, men det her var lige før krigen, og folk ville ikke have ål i Ørsta. Ved De, hvorfor?”

Han så det samme jag af smerte fare hen over hendes ansigt, som han havde bemærket i haven.

“Fru Molnes …”

“Jeg spørger, om De ved hvorfor?”

Harry rystede på hovedet.

Hilde Molnes sænkede stemmen og bankede en lang, rød fingernegl ned i bordkanten for hver stavelse:

“Jo, en kutter var forlist den sommer. Det skete i stille vejr og kun nogle hundrede meter fra land, men det var så koldt, at ingen af de ni reddede sig i land. Der ligger en rende lige præcis der, hvor båden gik ned, og ingen af dem blev fundet. Bagefter påstod folk, at der var kommet så mange ål i fjorden. Man siger, at ål æder mennesker, ved De nok. Mange af de omkomne var i familie med folk i Ørsta, så salget af ål holdt lige pludselig op. Folk turde ikke engang blive set på vej hjem med ål i deres bærepose. Så bedstefar fandt ud af, at det kunne betale sig at sælge alle de andre fisk og spise ålen selv. Sunnmøringer, ved De …”

Hun løftede glasset væk fra brikken og satte det på bordet. En mørk ring bredte sig på dugen.

“Så han fik vel smag for det. ‘De var jo kun ni’, sagde bedstefar. ‘Der kan ikke have været nok til så mange ål. Måske har jeg spist et par stykker, som har forsynet sig af de stakler, og hvad så? Jeg kunne i hvert fald ikke smage forskel’. Ikke nogen forskel! Den er god, ikke sandt?”

Det lød som et ekko af noget andet.

“Hvad tror De, Hole? Tror De, at ålene spiste de søfolk?”

Harry kløede sig bag øret. “Tja, man påstår jo også, at makrellen er menneskeæder. Jeg ved det ikke. De tager sig vel en bid alle sammen. Fiskene, altså.”

Harry lod hende drikke ud.

“En af mine kolleger i Oslo har netop talt med Deres mands forretningsadvokat, Bjørn Hardeid i Ålesund. Som De måske ved, kan advokater ophæve tavshedspligten, når klienten er død, og de mener, at oplysningerne ikke skader klientens eftermæle?”

“Nej.”

“Nå, men Bjørn Hardeid ville ikke sige noget. Så min kollega ringede til Atle Molnes’ bror, men der var desværre heller ikke meget at hente hos ham. Han blev specielt tavs, da min kollega lancerede en teori om, at Atle Molnes slet ikke disponerede over så meget af familieformuen, som mange måske havde troet.”

“Hvad får Dem til at tro det?”

“En mand, som ikke kan betale en spillegæld på 750.000 kroner, behøver ikke ligefrem at være fattig, men han disponerer i hvert fald ikke over sin broderpart af en familieformue på næsten 200 millioner kroner.”

“Hvor …”

“Min kollega fik tallene fra Molnes Møbler A/S via en telefonopringning til Brønnøysundregisteret. Den bogførte egenkapital er selvfølgelig mindre, men han opdagede, at selskabet er børsnoteret på SMB-listen, så han ringede til en mægler, som beregnede børsværdien for ham. Familieselskabet Molnes Holding har fire aktionærer – tre brødre og en søster. Alle fire er bestyrelsesmedlemmer i Molnes Møbler A/S, og der er ingen børsmeldinger om insider-handel, siden aktierne blev overdraget fra Molnes senior til holdingselskabet, så medmindre din mand har solgt sin andel af holdingselskabet til en af sine søskende, burde han være god for mindst …”

Harry kiggede i sin notesbog, som han havde skrevet tallene i under telefonsamtalen.

“ … 50 millioner kroner.”

“De er gået grundigt til værks, kan jeg høre.”

“Jeg forstår ikke halvdelen af det, jeg lige har sagt, så jeg ved kun, at det betyder, at nogen holder Deres mands penge tilbage, og jeg vil gerne vide hvorfor.”

Hilde Molnes betragtede ham over glasset. “Vil De virkelig vide det?”

“Hvorfor skulle jeg ikke det?”

“Jeg er ikke så sikker på, at de, der har sendt dem herned, havde tænkt sig, at De skulle trænge så langt ind i … ambassadørens privatliv.”

“I så fald ved jeg allerede for meget, fru Molnes.”

“De ved, at …?”

“Ja.”

“Jaså …”

Hun holdt en pause, mens hun tømte glasset med Mekong. Tjeneren kom for at skænke op igen, men hun vinkede afværgende.

“Hvis betjenten også er vidende om, at familien Molnes dertil har en lang tradition som bænkeslidere i Indre Missions missionshuse og som medlemmer af Kristeligt Folkeparti, kan han måske tænke sig til resten.”

“Måske. Men jeg vil sætte pris på, at De fortalte mig det.”

Hun skuttede sig, som om hun først nu mærkede den beske smag af risbrændevinen.

“Det var Atles far, der bestemte det. Da rygterne begyndte at florere i forbindelse med partiledervalget, fortalte Atle sin far, hvordan det stod til. En uge senere havde faderen omskrevet testamentet, ifølge hvilket Atles andel af familieformuen skal stå i hans navn, men at dispositionsretten overdrages til Runa, som på det tidspunkt lige var blevet født. Dispositionsretten vil træde i kraft ved det fyldte 23. år.”

“Og hvem skulle disponere over pengene indtil da?”

“Ingen. Hvilket bare vil sige, at de bliver stående i familievirksomheden.”

“Og hvad nu, når Deres mand er død?”

“Så,” sagde Hilde Molnes og trak en finger rundt langs glassets kant. “Så arver Runa alle pengene. Og dispositionsretten overføres til den, der har forældreretten indtil det fyldte 23. år.”

“Hvis jeg forstår Dem ret, betyder det, at pengene nu er frigjort, og at det er Dem, der disponerer over dem.”

“Det ser sådan ud, ja. Indtil Runa fylder 23.”

“Præcist hvad indebærer sådan en dispositionsret?”

Hilde Molnes trak på skuldrene. “Det har jeg virkelig ikke spekuleret på. Jeg fik først det her at vide for nogle få dage siden. Af advokat Hardeid.”

“Så denne klausul om, at dispositionsretten overdrages til Dem, har ikke været Dem bekendt tidligere?”

“Det har måske været nævnt. Jeg har jo underskrevet nogle papirer, men det er noget forfærdelig kompliceret noget, synes De ikke? Under alle omstændigheder var det ikke noget, jeg tillagde nogen betydning dengang.”

“Ikke?” sagde Harry let. “Jeg synes ellers, De lige har antydet noget om sunnmøringer.”

Hun smilede blegt. “Jeg har altid været en dårlig sunnmøring.”

Harry så på hende. Havde hun ladet, som om hun var mere beruset, end hun var? Han kløede sig i nakken.

“Hvor længe har De og Jens Brekke kendt hinanden?”

“Hvor længe har vi bollet med hinanden, mener De vel?”

“Nå ja. Også det.”

“Så lad os tage det i den rigtige rækkefølge. Lad mig se …” Hilde Molnes rynkede panden og kiggede op i loftet. Hun prøvede at støtte hagen i hånden, men den gled af, og det gik op for ham, at han havde taget fejl. Hun var fuld som en allike.

“Vi traf hinanden ved velkomstselskabet for Atle to dage efter, at vi kom til Bangkok. Det begyndte klokken otte, hele den norske koloni var inviteret, og det foregik i haven foran ambassadeboligen. Han kneppede mig i garagen, det må have været en to-tre timer senere, vil jeg tro. Jeg siger, at han kneppede, fordi jeg sandsynligvis var så fuld på det tidspunkt, at han stort set ikke havde brug for min medvirken. Eller samtykke. Men det fik han næste gang. Eller gangen efter, det kan jeg ikke huske. Men efter en del ture havde vi lært hinanden at kende, var det ikke det, De spurgte om? Ja, og derefter har vi fortsat med at kende hinanden. Vi kender hinanden glimrende nu. Er det tilstrækkeligt, hr. betjent?”

Harry kunne mærke, at han var irriteret. Måske var det den måde, hun stillede sin ligegyldighed og selvforagt til skue på. Hun gav ham i hvert fald ingen grund til at beholde fløjlshandskerne på.

“De har forklaret, at De var hjemme den dag, Deres mand døde. Hvor var De helt præcist fra klokken fem om eftermiddagen, til De fik besked på, at han var fundet død?”

“Det kan jeg ikke huske.”

Hun grinede. Det lød som et ravneskrig i en morgenstille skov, og Harry opdagede, at de var ved at tiltrække sig opmærksomhed. Et øjeblik så det ud til, at hun ville falde ned fra stolen, men så genvandt hun balancen.

“De skal ikke se så forskrækket ud, hr. betjent. Jeg har nemlig et alibi, er det ikke det, det hedder? Jo, da. Et glimrende alibi, kan jeg godt sige Dem. Min datter vil sikkert gerne bevidne, at jeg ikke var i stand til at bevæge mig særlig meget rundt den aften. Jeg kan huske, at jeg åbnede en ginflaske efter middag, og jeg vil tro, at jeg faldt i søvn, vågnede, tog en drink mere, faldt i søvn, vågnede og så videre. De forstår nok, hvad jeg mener.”

Det gjorde Harry.

“Var der mere, De ville vide, betjent Hole?”

Hun trak vokalerne i hans navn ud, ikke meget, men nok til, at han lod sig provokere.

“Kun, om De dræbte Deres ægtemand, fru Molnes.”

Med en forbløffende hurtig og smidig bevægelse greb hun glasset, og før han kunne stoppe hende, mærkede han, hvordan det strejfede hans øre, og hørte det blive knust mod væggen bag sig. Hun skar ansigt.

“De tror mig måske ikke efter det der, men jeg var topscorer for Ørsta pigehold fra 14 til 16 år.” Stemmen var rolig, som om det indtrufne var noget, hun allerede havde lagt bag sig. Harry så på de forskrækkede ansigter, som havde vendt sig mod dem.

“Seksten år, det må være forfærdelig længe siden. Jeg var den pæneste pige i … ja, det har jeg vist fortalt Dem. Og jeg havde former, ikke som nu. En veninde og jeg plejede med vilje at gå ind i dommernes omklædningsrum med hvert vort lillebitte håndklæde omkring os og undskylde os med, at vi var gået ind ad den forkerte dør på vej fra bruseren. Alt for holdet, forstår De. Men jeg tror ikke, det påvirkede dommerne særlig meget. De undrede sig vel over, hvorfor vi tog brusebad før kampen.”

Pludselig rejste hun sig fra bordet og skreg: “Ørstadreng, hej, ørstadreng hej, ørstadreng hej, hej, hej!” Hun dumpede ned på stolen igen. Der var blevet stille i lokalet.

“Det var vores kampråb. Det gik ikke med ‘piger’, kan De nok forstå. Rytmen bliver forkert. Nå ja, hvem ved? Måske kunne vi bare lide at vise os frem.”

Harry tog hende under armen og støttede hende ned ad trappen. Han gav taxichaufføren adressen, en femdollarseddel, og bad ham sørge for, at hun kom godt hjem. Han forstod sandsynligvis ikke meget af det, som Harry sagde, men så ud, som om han forstod, hvad han mente.

Han gik ind på en bar i Soi 1, længst nede mod Silom. Der var næsten tomt ved bardisken, og på scenen stod der et par go-go piger, som endnu ikke var blevet frikøbt for aftenen og tydeligvis heller ikke nærede store forhåbninger om at blive det. De så ud, som om de var i gang med opvasken, sådan som de pligtskyldigt spjættede med benene, mens brysterne gyngede op og ned til “When Susannah Cries”. Harry var ikke sikker på, hvad han syntes var mest bedrøveligt.

En eller anden satte en øl foran ham, som han ikke havde bestilt. Han lod den stå, betalte og ringede til politistationen fra en mønttelefon ved siden af herretoiletttet. Han så ikke nogen dør for damer.