Kapitel 27

Midt i Jimis guitarsolo på “All Along The Watchtower” forsvandt musikken pludselig, og det gav et sæt i Jim Love, da det gik op for ham, at en eller anden lige havde revet hovedtelefonerne af ham.

Han vendte sig på stolen, og en høj, lys fyr, som helt afgjort havde sløset med solcremen, tårnede højt over ham i det trange vagtskur. Øjnene var skjult bag et par pilotsolbriller af tvivlsom kvalitet. Jim havde øje for den slags, og hans egne havde kostet ham en ugeløn.

“Hallo,” sagde den høje. “Jeg spurgte, om du taler engelsk.”

Fyren talte med en ubestemmelig accent, og Jim svarede på brooklynsk:

“Bedre end thai, i hvert fald. Hvad kan jeg hjælpe dig med? Hvilket firma skal du besøge?”

“Ikke noget firma i dag. Jeg vil have en snak med dig.”

“Med mig? Du er ikke kontrollør fra vagtselskabet, vel? For så kan jeg forklare det med min walkman …”

“Ikke vagtselskabet. Politiet. Jeg hedder Hole. Min kollega, Nho …”

Han gik et skridt til side, og bag ham, i døren, stod en thai med det sædvanlige plysklip og iført nystrøget, hvid skjorte. Begge dele gjorde, at Jim ikke et øjeblik tvivlede på, at det skilt, han holdt frem, var ægte. Han kneb det ene øje i.

“Politi, hva’? Sig mig, bliver I alle sammen klippet hos den samme frisør? Har I aldrig tænkt på at finde på noget nyt? Som det her, for eksempel.” Jim pegede på sin egen globus af hår og lo højt.

Den høje trak på smilebåndet. “Det ser ikke ud til, at firser-retroen rigtig er nået hen til politistationen endnu.”

“Firser-hvad-for-noget?”

“Glem det. Har du en afløser og et sted, hvor vi kan tale sammen?”

Jim forklarede, at han var kommet til Thailand for fire år siden på ferietur med nogle venner. De havde lejet motorcykler og var kørt nordpå, og i en lille landsby lige ved Mekongfloden på grænsen til Laos havde en af dem været så dum at købe noget opium, som han havde taget med sig i rygsækken. På vej tilbage var de blevet vinket ind til siden af en politibil og ransaget. På en støvet landevej midt inde i Thailand gik det pludselig op for dem, at deres kammerat stod over for et usædvanlig langt fængselsophold.

“Ifølge loven kan de fandeme henrette folk, som smugler sprit, vidste du det? Og vi andre tre, som ikke havde gjort noget, tænkte jo, at vi sgu nok også fik problemer som medskyldige eller noget i den stil. Som sort amerikaner passer jeg jo ganske godt ind i billedet på en typisk heroinsmugler, ikke sandt? Vi tryglede og bad og forstod slet ikke, hvad det drejede sig om, før en af betjentene nævnte noget om, at de kunne afgøre det med en bøde. Så vi pungede ud med alle de penge, vi havde, hvorefter de beslaglagde opiumen og lod os køre videre. Hold kæft, hvor var vi glade. Problemet var bare, at der ligesom skulle være penge til flybilletten tilbage til USA, ikke? Så …”

Jim beskrev med mange ord og endnu flere fagter, hvordan det ene havde ført det andet med sig, at han en overgang havde forsøgt sig som guide for amerikanske turister, men havde fået problemer med sin opholdstilladelse, at han derefter havde holdt lav profil, mens han blev forsørget af en thailandsk pige, han havde mødt, og at han havde bestemt sig for at blive, da de andre rejste hjem. Efter en masse bureaukrati havde han fået en arbejdstilladelse, fordi han var blevet tilbudt arbejde som parkeringsvagt, og de havde brug for engelsktalende folk til de bygninger, hvor de internationale selskaber holdt til.

Jim kværnede løs, så Harry til sidst måtte stoppe ham.

“Jeg håber fandeme ikke, at ham din thai-ven taler engelsk,” sagde Jim og kiggede nervøst hen mod Nho. “De fyre, vi betalte oppe nordpå …”

“Slap af, Jim. Vi er her for at spørge om noget helt andet. En mørkeblå Mercedes med diplomatplader, som skal have været her den tredje januar omkring klokken fire. Er der en klokke, der ringer?”

Jim grinede højt. “Hvis du havde spurgt mig, hvad det var for en Jimi Hendrix-sang, jeg lige sad og hørte, kunne jeg måske besvare dit spørgsmål, mand. Men de biler, der kører ud og ind her …” Han slog ud med armene.

“Da vi var her sidste gang, fik vi en billet. Der er ikke noget der, du kan checke? Registreringsnummer, eller noget i den retning?”

Jim rystede på hovedet. “Det er vi ikke så nøjeregnende med. Det meste af garageanlægget er video-overvåget, så vi kan undersøge det bagefter, hvis der skulle ske noget.”

“Bagefter? Mener du, at I optager det på video?”

“Det gør vi da.”

“Jeg har ikke set nogen skærme.”

“Det er, fordi der ikke er nogen. Vi har seks etager med parkeringspladser, så vi har ikke kapacitet til at sidde og følge med. De fleste tyve, der ser et videokamera, tror jo, at de bliver observeret, og så smutter de, ikke sandt? Og så er halvdelen af formålet opnået. Og hvis nogen skulle være så dumme at liste ind og stjæle fra en af bilerne, så har vi det hele på bånd, pakket og klar til jer.”

“Hvor længe gemmer I de bånd?”

“Ti dage. De fleste burde have opdaget det inden for den tid, hvis de savner noget i deres biler. Derefter genbruger vi båndene.”

“Det vil sige, at I har den tredje januar fra klokken seksten til sytten på video?”

Jim kiggede op på en vægkalender.

“Bingo.”

De gik ned ad en trappe og kom ind i en varm, fugtig kælder, hvor Jim tændte en nøgen pære og låste et af de metalskabe op, som stod langs væggen. Der lå videobånd i sirlige stabler på hylderne.

“Der er en pæn portion bånd at gå igennem, hvis I skal checke hele parkeringshuset.”

“Det er nok med gæsteparkeringen,” sagde Harry.

Jim ledte på hylderne. Hvert kamera havde tydeligvis sin egen hylde, og datoen stod skrevet med blyant på ryggen af kassetterne. Jim trak en kassette ud.

“Showtime.”

Han åbnede et andet skab, hvor der stod en videomaskine og en monitor, satte kassetten i, og efter nogle sekunder kom der et sort-hvidt billede frem på skærmen. Harry genkendte straks gæsteparkeringen. Optagelsen var tydeligvis foretaget med det kamera, han havde set, da de var der sidst. En kode nederst i hjørnet viste måned, dag og klokkeslæt. De spolede frem til klokken 15.50. Der var ingen ambassadebil at se på billedet. De ventede. Det var som at se på et stillbillede. Der skete ingenting.

“Vi sætter den på hurtigafspilning,” sagde Jim.

Bortset fra, at uret i hjørnet gik hurtigere, var der ingen forskel. Klokken blev 17.15. Et par biler kørte forbi og efterlod sig våde spor på cementen. Klokken blev 17.40, og de kunne se, hvordan sporene langsomt tørrede og forsvandt, men der var stadig ingen Mercedes fra ambassaden. Da klokken blev 17.15, bad Harry ham om at slukke for maskinen.

“Der skulle have stået en ambassadebil i gæsteparkeringen,” sagde Harry.

“Beklager,” sagde Jim. “Det lader til, at I har fået forkerte oplysninger.”

“Kan han have parkeret et andet sted?”

“Selvfølgelig. Men alle uden fast plads bliver dirigeret den vej, som går forbi det kamera her, så hvis det var tilfældet, ville vi have set bilen køre forbi.”

“Vi vil gerne se en anden video,” sagde Harry.

“Javel. Hvilken?”

Nho rodede i sine lommer. “Ved du, hvor bilen med det her indregistreringsnummer holder parkeret?” spurgte han og rakte en seddel frem. Jim stirrede mistænksomt på ham.

“For fanden, mand, du taler jo engelsk.”

“Det er en rød Porsche,” sagde Nho.

Jim rakte sedlen tilbage. “Jeg behøver ikke undersøge det. Der er ingen faste, der kører i en rød Porsche.”

“Satans!” udbrød Harry.

“Hvabehar?” spurgte Jim med et grin.

“Det var noget norsk, som du ikke har lyst til at lære.”

De gik ud i solskinnet igen.

“Jeg kan skaffe dig et par ordentlige til en billig penge,” sagde Jim og pegede på Harrys solbriller.

“Nej, tak.”

“Eller noget andet, du kunne være på udkig efter.” Jim blinkede og lo. Han var allerede begyndt at knipse med fingrene. Han så vel frem til at få sin walkman på igen.

“Hallo?” råbte han efter dem, da de gik. Harry vendte sig om. “Sa-tans!”

De kunne høre hans latter hele vejen hen til bilen.

“Hvad ved vi så?” spurgte Liz og lagde benene op på skrivebordet.

“Vi ved, at Brekke lyver,” sagde Harry. “Han sagde, at da de havde haft deres møde, fulgte han ambassadøren ned i garagen, hvor hans bil stod parkeret.”

“Hvorfor lyve om lige præcis dét?”

“I telefonen siger ambassadøren kun, at han vil have bekræftet, at de mødes klokken femten. Det er hævet over enhver tvivl, at ambassadøren ankom til kontoret. Vi har talt med receptionsdamen, og hun bekræfter det. Hun kan også bekræfte, at de forlod kontoret sammen, for Brekke kom forbi for at give hende en besked. Hun husker det, fordi klokken var omkring sytten, og hun skulle selv til at gå hjem.”

“Godt, at nogen kan huske noget.”

“Men hvad Brekke og ambassadøren gjorde efter det, ved vi ikke.”

“Hvor var bilen? Det virker usandsynligt, at han ville risikere at parkere på gaden i den del af Bangkok,” sagde Liz.

“Måske havde de aftalt at tage et andet sted hen, sådan at ambassadøren fik nogen til at holde øje med bilen, mens han var oppe at hente Brekke,” foreslog Nho.

Rangsan harkede lidt og bladrede i avisen:

“Et sted, hvor det vrimler med småtyve, som kun venter på noget i den stil?”

“Enig,” sagde Liz. “Det virker under alle omstændigheder underligt, at han ikke er kørt ind i garagen. Det er jo både det nemmeste og det sikreste. Han kunne jo bogstaveligt talt parkere lige ved siden af elevatoren.”

Hun kørte lillefingeren rundt i øret og fik et ekstatisk udtryk i ansigtet.

“Noget andet er, at jeg spekulerer på, hvor vi egentlig vil hen med det her,” sagde hun.

Harry slog opgivende ud med armene.

“Jeg havde håbet, vi kunne sandsynliggøre, at Brekke forlod kontoret for resten af dagen, da han og ambassadøren gik klokken sytten, og at de kørte af sted i ambassadørens bil. At videoptagelsen ville vise, at hans egen Porsche stod i garagen natten over. Men jeg tænkte ikke på, at Brekke ikke bruger bilen til arbejde.”

“Lad os glemme bilerne foreløbig,” sagde Liz. “Det, vi ved, er, at Brekke lyver. Og hvad gør vi så?” Hun knipsede til Rangsans avis.

“Checker hans alibi,” lød det bag avisen.