Kapitel 29

Vandet gav Harry bevidstheden tilbage. Han trak automatisk vejret dybt, og i næste øjeblik blev han trukket under vandoverfladen. Han kæmpede imod, men det nyttede ikke. Vandet forstærkede lyden af det metalliske klik af noget, der gik i lås, og den arm, der holdt ham, slap pludselig sit tag. Han åbnede øjnene, alt var turkisblåt omkring ham, og han kunne mærke fliserne under sig. Han sparkede fra, men et ryk i håndleddet fortalte ham det, som hans hjerne allerede havde forsøgt at forklare ham, men som han havde nægtet at acceptere. At han ville drukne. At Woo havde låst ham fast til vandafløbet i bunden af swimmingpoolen med hans egne håndjern.

Han kiggede op. Månen skinnede ned på ham gennem et filter af vand. Han strakte den frie arm op over vandet. For fanden da! Swimmingpoolen var kun én meter dyb her. Harry trak benene ind under sig og prøvede at komme op at stå, strakte sig alt det han kunne, men der manglede stadig tyve centimeter, før munden nåede overfladen. Han registrerede, at skyggen oppe ved kanten af poolen fjernede sig. Satans! Ikke gå i panik, tænkte han, panik forbruger en masse ilt.

Han lod sig synke ned mod bunden og undersøgte afløbsristen med fingrene. Den var af stål og naglet fast. Den lod sig ikke rokke, selv når han tog fat med begge hænder og trak til. Hvor længe kunne han holde vejret? Ét minut? To minutter? Det værkede allerede i musklerne, hans tindinger hamrede, og røde stjerner dansede foran øjnene på ham. Han prøvede at rykke sig løs igen, vel vidende, at de fysiske anstrengelser hurtigt ville opbruge ilten. Munden var tør af rædsel, hjernen var begyndt at frembringe billeder, som han vidste var hallucinationer. For lidt brændsel, for lidt vand. En absurd tanke slog ham – hvis han drak så meget, han overhovedet kunne, ville vandstanden måske synke nok til, at han fik hovedet over overfladen. Han slog den frie hånd ned i kanten på poolen, selv om han vidste, at ingen kunne høre ham, for selv om det var en stille verden hernede under vandet, brølede Bangkok uanfægtet sit storbybrøl deroppe og overdøvede alt andet. Og hvis nogen havde hørt ham, hvad så? Det eneste, de kunne gøre, var at holde ham med selskab i døden. En brændende hede strammede omkring hans hoved, og han gjorde sig klar til at prøve det, som alle druknende før eller siden skal prøve: At indånde vand. Den frie hånd rørte ved noget metal. Rensenettet. Det lå på kanten af poolen. Harry greb fat i det og trak det til sig. Runa havde spillet didgeridoo. Hul. Luft. Han lukkede munden om enden på aluminiumsrøret og trak vejret. Han fik vand i munden, svælgede og var ved at blive kvalt. Han havde døde, indtørrede insekter på tungen, og han bed om røret, mens han sloges mod hosterefleksen. Hvorfor kaldte man også ilt for surstof? Det er jo ikke surt, det er sødt, selv i Bangkok er luften sød som honning. Han indåndede snavs og løse aluminiumsflager, som satte sig fast i halsens slimhinde, men han ænsede det ikke. Han trak vejret med en intensitet, som om han havde løbet et maratonløb.

Hjernen var begyndt at fungere igen. Derfor var han klar over, at han kun havde reddet sig en udsættelse. I blodet bliver ilten omdannet til kuldioxid, kroppens egen udstødningsgas, og røret var for langt til, at han kunne puste kvælstoffet helt ud. Derfor indåndede han den recirkulerede luft gang på gang i en blanding, som indeholdt stadig mindre ilt og mere dødbringende CO2. Det kaldtes hyperkapni, og han ville snart dø af det. Faktisk var det værste, at han trak vejret så hurtigt. Det fremskyndede bare processen. Efterhånden ville han blive søvnig, hjernen ville miste lysten til at få luft, hans åndedræt ville blive mere og mere langsomt, og til sidst ville det høre op.

Så ensomt, tænkte Harry. Lænket fast. Som elefanterne på flodbådene. Elefanterne. Han pustede i røret, så kraftigt han kunne.

Anne Verk havde boet i Bangkok i tre år. Hendes mand var chef for Shells Thailand-kontor, de var barnløse, ulykkelige i middel grad, og de ville holde sammen nogle år endnu. Så ville hun flytte tilbage til Holland, færdiggøre sine studier og lede efter en ny mand. Af ren kedsomhed havde hun søgt arbejde som gratislærer på Empire og havde til sin egen overraskelse fået det. Empire var et idealistisk projekt, som gik ud på at tilbyde de mange prostituerede piger i Bangkok undervisning, hovedsagelig i engelsk. Anne Verk lærte dem sætninger, som de havde brug for i barerne. Det var derfor, de kom. De sad der bag deres skolebænke, smilende og generte piger, som fnisede, når hun bad dem gentage efter hende: “Må jeg tænde Deres cigaret, sir?” eller “Jeg er jomfru, De er meget sød, sir. Køber De mig en drink?”

I dag havde en af pigerne haft en ny, rød kjole på, som hun tydeligvis var meget stolt af, og hun havde på et hakkende engelsk forklaret klassen, at hun havde købt den i Robertson Department Store. Af og til var det vanskeligt at forestille sig, at pigerne arbejdede som ludere i nogle af Bangkoks værste områder.

Som de fleste hollændere talte hun et udmærket engelsk, og en aften om ugen underviste hun også en del af de andre lærere. Hun steg ud af elevatoren på femte sal. Aftenen havde været mere anstrengende end ellers med mange diskussioner om undervisningsmetoder, og hun gik og længtes efter at sparke skoene af sig i deres to hundrede kvadratmeter store lejlighed, da hun hørte de underlige, hæse stød. Hun troede først, at lyden kom fra floden, men så gik det op for hende, at den kom fra swimmingpoolen. Hun fandt lyskontakten og brugte flere sekunder på at registrere og forstå synet af manden under vandet og rensenettet, som stak op i vejret. Så løb hun.

Harry så lyset blive tændt, og skikkelsen, der stod ved kanten af poolen. Så forsvandt den. Det så ud som en kvinde. Var hun gået i panik? Harry var begyndt at mærke de første tegn på hyperkapni. I teorien skulle det næsten føles behageligt, som at glide over i narkose, men han mærkede kun den skræk, der flød som isvand i årerne. Han prøvede at koncentrere sig, trække vejret roligt, ikke for meget, ikke for lidt, men det begyndte at blive vanskeligt at tænke.

Han mærkede derfor ikke, at vandstanden var begyndt at synke, og da kvinden sprang ud i swimmingpoolen og løftede hans hoved, var han sikker på, at det var en engel, der kom for at hente ham.

Resten af natten handlede mest om hovedpine. Harry sad i en stol i lejligheden, en læge ankom, tog en blodprøve og forklarede ham, at han havde været heldig. Som om det var nødvendigt at fortælle ham det. Senere stod Liz ved siden af ham og noterede ned, hvad der var sket.

“Hvad ville han i lejligheden?” spurgte hun.

“Aner det ikke. Skræmme mig, måske.”

“Har han taget noget?”

Han kiggede sig hurtigt omkring.

“Ikke hvis tandbørsten stadig ligger ude på badeværelset.”

“Dit vrøvlehoved. Hvordan har du det?”

“Som om jeg har tømmermænd.”

“Jeg sender en efterlysning ud på ham med det samme.”

“Glem det. Se at komme hjem og få lidt søvn.”

“Det var pokkers, så meget ovenpå du pludselig er.”

“Jeg spiller godt, synes du ikke?” Han gned sig i ansigtet.

“Det er ikke noget at spøge med, Harry. Er du klar over, at du er CO2-forgiftet?”

“Ikke mere end en gennemsnitlig Bangkok-indbygger, ifølge lægen. Jeg mener det, Liz. Kør nu hjem, jeg orker ikke at snakke mere med dig. Jeg er frisk igen i morgen.”

“Du holder fri i morgen.”

“Som du vil. Bare gå.”

Harry proppede de piller i sig, som lægen havde givet ham, sov drømmeløst og vågnede ikke, før Liz ringede hen på formiddagen og spurgte, hvordan det gik. Han gryntede et eller andet.

“Jeg vil ikke se dig i dag,” sagde hun.

“Jeg elsker også dig,” sagde han, lagde røret på og stod op for at komme i tøjet.

Det var årets hidtil varmeste dag, og inde på politistationen stønnede alle om kap. Selv på Liz’ kontor kunne airconditionanlægget ikke følge med. Harry var begyndt at skalle på næsen og lignede en variant af Rudolf med den røde tud. Han var halvvejs nede i sin tredje literflaske med vand.

“Hvis det her er den kolde årstid, hvordan er så den …”

“Gider du lige, Harry?” Liz syntes ikke, det gjorde varmen mere udholdelig at tale om den.

“Hvad med Woo, Nho? Er der nogen spor af ham?”

“Niks. Jeg havde en alvorlig snak med hr. Sorensen i Indo-Thai Travellers. Han siger, at han ikke ved, hvor Woo er henne, at han ikke længere er ansat i firmaet.”

Liz sukkede. “Og vi har ingen anelse om, hvad han lavede i Harrys lejlighed. Nydeligt. Hvad med Brekke?”

Sunthorn havde fået fat i receptionsvagten der, hvor Brekke boede. Han kunne faktisk huske, at nordmanden var kommet hjem en gang over midnat den pågældende aften, men han kunne ikke sige præcist hvornår.

Liz meddelte dem, at folk fra teknisk afdeling allerede var i fuld gang med at finkæmme Brekkes kontor og lejlighed. De undersøgte især tøjet og skoene for at se, om de kunne finde ting, blod, hår, fibre, hvad som helst, som kunne knytte Brekke til den dræbte eller til gerningsstedet.

“I mellemtiden,” sagde Rangsan, “har jeg et par ting at sige om de billeder, vi fandt i Molnes attachémappe.”

Han stiftede tre forstørrede billeder op på en tavle ved siden af døren. Selv om billederne havde kværnet længe nok rundt i hovedet på Harry til, at de havde mistet noget af deres umiddelbare chokeffekt, kunne han mærke, at maven protesterede.

“Vi sendte det her ned til sædelighedsafdelingen for at høre, hvad de fik ud af det. De kan ikke finde nogen forbindelse mellem billederne og nogen kendte distributører af børneporno.” Rangsan vendte et af billederne om. “For det første er billederne fremkaldt på noget tysk papir, som ikke sælges i Thailand. For det andet er billederne en smule uskarpe og minder ved første øjekast om private amatørbilleder, der er ikke beregnet på distribution. Teknisk afdeling talte med en fotoekspert, som fastslog, at de er taget på lang afstand med telelinse, og de er sandsynligvis taget udefra. Han tror, at det her er en vinduessprosse.”

Rangsan pegede på en grå skygge i billedkanten. “Den kendsgerning, at billederne alligevel er tilpas professionelle, kan tyde på, at det er en ny niche inden for børnepornomarkedet, som skal afdækkes, nemlig voyeur-segmentet.”

“En gang til?”

“I USA tjener pornobranchen store penge på at sælge såkaldte private amatøroptagelser, som egentlig er lavet af professionelle aktører og fotografer, som bevidst får det til at se amatøragtigt ud ved at bruge enkelt udstyr og undgå de mest opdullede fotomodeller. Det viser sig, at folk er villige til at betale mere for det, de tror, er autentiske optagelser fra folks private soveværelser. Det samme gælder billeder og videoer, som udgiver sig for at være taget oppe fra lejligheden på den anden side af gaden uden hovedrolleindehavernes viden og vilje. Det sidste appellerer specielt til voyeurer, altså folk, der tænder på at se på andre, som ikke ved, at de bliver iagttaget. Det er i den kategori, vi tror, at billederne falder.”

“Eller,” sagde Harry. “Det kan være, at billederne ikke skulle bruges til distribution, men til afpresning.”

Rangsan rystede på hovedet. “Vi har tænkt på det, men hvis det var tilfældet, burde den voksne være identificerbar på billedet. Det typiske ved børnepornobilleder, som skal sælges, er netop, at overgriberens ansigt er skjult, som det er tilfældet her.”

Han pegede på de tre billeder. Man kunne se bagdelen og nederste del af ryggen på en person. Bortset fra en rød trøje, hvor de kunne skimte nederste del af et to-tal og et nul, var personen nøgen.

“Sæt, at det alligevel skulle bruges til afpresning, men at fotografen ikke fik ansigtet med,” sagde Harry. “Eller at han bare viste afpresningsofferet kopier, hvor han ikke kunne identificeres?”

“Stop lige!” Liz viftede med en hånd. “Hvad er det, du siger Harry? At manden på billedet er Molnes?”

“Det er én teori. At han er blevet udsat for afpresning, men ikke kan betale på grund af spillegælden.”

“Hvad så?” spurgte Rangsan. “Det giver ikke afpresseren noget motiv til at myrde Molnes.”’

“Måske truede han med at melde afpresseren til politiet.”

“Melde afpresseren og selv blive dømt for pædofili?” Rangsan kiggede opgivende op i loftet, og Sunthorn og Nho gjorde et slet skjult forsøg på at skjule deres smil.

Harry strakte armene i vejret.

“Som sagt, det var én teori, og jeg er enig i, at vi opgiver den. Den anden teori er, at det er Molnes, som er afpresseren …”

“… og at Brekke er overgriberen.” Liz støttede hagen mod hånden og så tankefuldt ud i luften. “Ja, Molens havde brug for penge, og det giver Brekke et motiv til mord. Men det havde han jo i forvejen, så det bringer os ikke meget længere. Hvad siger du, Rangsan? Kan vi udelukke, at det er Brekke, vi ser på billederne?”

Han rystede på hovedet.

“Billederne er så tilpas uskarpe, at vi ikke kan udelukke nogen, medmindre Brekke har specielle kendetegn.”

“Hvem melder sig frivilligt til at checke Brekkes røv?” spurgte Liz og høstede latter.

Sunthorn rømmede sig diskret: “Hvis Brekke myrdede Molnes på grund af de billeder, hvorfor lod han dem så ligge?”

Der opstod en lang pause.

“Er det bare mig, der har en følelse af, at vi sidder her og vrøvler?” spurgte Liz til sidst.

Det gurglede i airconditionanlægget, og Harry tænkte, at dagen ville blive lige så lang, som den var varm.

Harry blev stående i terrassedøren ud mod ambassadørboligens have.

“Harry?” Runa blinkede vandet ud af øjnene og kravlede op af swimmingpoolen.

“Hej,” sagde han. “Din mor sover.”

Hun trak på skuldrene.

“Vi har anholdt Jens Brekke.”

Han ventede på, at hun skulle sige noget, spørge hvorfor, men hun sagde ingenting. Han sukkede: “Det er ikke min mening at plage dig med det her, Runa, men jeg sidder altså midt i det, og det gør du også, så jeg tænkte, om ikke vi kunne prøve at hjælpe hinanden lidt.”

“Javel,” sagde hun. Harry prøvede at tolke tonefaldet. Han bestemte sig for at gå direkte til sagen.

“Jeg må prøve at finde ud af lidt mere om ham, hvad slags type han er, om han er den, han udgiver sig for at være og så videre. Jeg tænkte, at jeg kunne begynde med hans forhold til din mor. Det, jeg mener, er, at der er stor aldersforskel …”

“Mener du, om han udnytter hende?”

“Noget i den retning, ja.”

“Min mor udnytter måske ham, men omvendt?”

Harry satte sig i en af stolene under piletræet, men hun blev stående.

“Mor kan ikke lide, at jeg er i nærheden, når de er sammen, så jeg har ligesom aldrig lært ham rigtigt at kende.”

“Du kender ham bedre, end jeg gør.”

“Gør jeg det? Hm. Han virker jo glat, men måske er det kun en facade. Han prøver i hvert flad at være flink over for mig. Det var for eksempel hans idé at tage mig med til thaiboksning. Jeg tror, han har fået den opfattelse, at jeg er sportsinteresseret på grund af det der udspringshalløj. Om han udnytter hende? Det ved jeg ikke. Jeg beklager. Det er vist ikke til stor hjælp for dig, men jeg ved ikke, hvordan mænd i den alder tænker. I viser ikke ligefrem mange følelser …”

Harry rettede på solbrillerne. “Tak, det er udmærket, Runa. Kan du bede din mor ringe til mig, når hun vågner?”

Hun stillede sig på kanten af poolen med ryggen mod vandet, satte af og tegnede en ny parabel for ham med svaj i ryggen og hovedet bagover. Han så boblerne briste mod overfladen, idet han vendte sig for at gå.

Brekkes chef i Barclay Thailand havde hentehår og bekymringer aftegnet i ansigtet. Han hostede og hostede og bad Harry gentage sit navn tre gange. Harry så sig om i kontoret og fastslog, at Brekke ikke havde løjet: Det var mindre end hans.

“Brekke er en vores dygtigste mæglere,” sagde chefen. “God fornemmelse for tal.”

“Javel.”

“Udspekuleret, ja. Det er hans job.”

“Okay.”

“Nogle hævder, at han af og til kan være brutal, men ingen af vores klienter har nogensinde beskyldt ham for at være unfair.”

“Hvordan er han som person?”

“Er det ikke det, jeg lige har fortalt Dem?”

Harry ringede til Tore Bø, chef for valutaafdelingen i Den Norske Bank, fra stationen. Han nævnte, at Brekke havde haft et kortvarigt forhold til en pige i backoffice i valutaafdelingen, men at det pludselig var holdt op, vistnok på hendes initiativ. Han gik ud fra, at det kunne være en del af forklaringen på, at Brekke umiddelbart efter havde sagt op og accepterede tilbudet om arbejde i Bangkok.

“Ud over en fed overgangssum og højere løn, selvfølgelig,” havde han tilføjet.

Efter frokost tog Harry og Nho elevatoren ned til anden sal, hvor Brekke stadig var låst inde i et opholdsværelse, mens han afventede transport til varetægtsfængslet i Pratunam.

Brekke havde stadig det sæt tøj på, som han var blevet anholdt i, men han havde knappet skjorten op og rullet ærmerne op og lignede ikke længere en mægler. Den svedvåde hårlok klistrede til panden, og han stirrede ligesom forundret på sine hænder, der lå uvirksomme på bordet foran ham.

“Det her er Nho, en kollega,” sagde Harry.

Brekke kiggede op, smilede tappert og nikkede.

“Jeg har egentlig kun ét spørgsmål,” sagde Nho. “Fulgte du ambassadøren ned i garagen, hvor hans bil stod parkeret mandag den tredje januar klokken sytten?”

Brekke så på Harry og derefter på Nho.

“Ja,” sagde han.

Nho så på Harry og nikkede.

“Tak,” sagde Harry. “Det var det hele.”