Kapitel 30

Trafikken havde sneglet sig af sted, Harry havde hovedpine, og airconditionanlægget fløjtede faretruende. Nho var standset foran Barclay Thailands garagebom, havde rullet bilvinduet ned og fået den besked af en fladansigtet thai i nypresset vagtuniform, at Jim Love ikke var på arbejde.

Nho viste ham sit politiskilt og forklarede, at de gerne ville se en af videokassetterne, men vagten rystede misbilligende på hovedet og sagde, at de måtte ringe til vagtselskabet. Nho vendte sig om mod Harry og trak på skuldrene.

“Sig til ham, at det drejer sig om en mordsag,” sagde Harry.

“Det har jeg gjort.”

“Så må vi forklare os nærmere.”

Harry steg ud af bilen. Varmen og fugtigheden ramte ham lige i ansigtet. Det var som at løfte låget af en gryde med kogende vand. Han strakte sig, gik stille og roligt rundt om bilen, allerede en anelse svimmel. Vagten fik rynker i panden, da en næsten to meter høj, rødsprængt farang nærmede sig og lagde en hånd på pistolskæftet.

Harry stillede sig foran ham, blottede tænderne og greb fat i hans bælte med venstre hånd. Vagten kom med et udråb, men nåede ikke at sætte sig til modværge, før Harry havde trukket bæltet ud og stukket højre hånd indenfor. Vagten lettede fra jorden, da Harry trak til. Underbukserne revnede med en raspende lyd. Nho råbte et eller andet, men det var for sent. Harry stod allerede med et par hvide boxershorts hævet over hovedet i triumf. I næste øjeblik sejlede de hen over vagtburet og ud i buskene. Så gik han forsigtigt rundt om bilen og satte sig ind igen.

“Gammelt gymnast-trick,” sagde han til Nho, der sad med store øjne. “Nu kan du overtage forhandlingerne. Hold kæft, hvor er her varmt …”

Nho sprang ud af bilen, og efter en kort parlamentering stak han hovedet ind i bilen, nikkede, og Harry fulgte efter dem ned i kælderrummet, parkeringsvagten med et olmt blik og i en påpasselig afstand af Harry.

Det summede i videoafspillerens indre, og Harry tændte en cigaret. Han havde en forestilling om, at nikotin i anspændte situationer stimulerede tankegangen. Som for eksempel, når man havde lyst til en smøg.

“Javel,” sagde Harry. “Du mener altså, at Brekke taler sandt?”

“Det tror du også,” sagde Nho. “Ellers var du ikke taget med herhen.”

“Korrekt.” Røgen sved Harry i øjnene. “Og her ser du altså, hvorfor jeg tror, han taler sandt.”

“Den her kassette er fra mandag den tiende januar,” sagde Harry. “Omkring klokken ti om aftenen.”

“Forkert,” sagde Nho. “Det er den samme optagelse, vi så sidste gang, fra morddagen den tredje januar. Datoen står oven i købet der forneden.”

Harry blæste en røgring, men det trak et eller andet sted fra, for den krøllede sig øjeblikkeligt sammen.

“Det er den samme optagelse, men datoen har hele tiden været forkert. Jeg vil tro, at vores trussefrie ven her kan bekræfte, at det er en smal sag for dem at lave om på dato og klokkeslæt på videooptageren, så datoen og klokkeslættet på billedet bliver noget andet.”

Nho kiggede på vagten, som trak på skuldrene og nikkede.

“Men det forklarer ikke, at du ved, hvornår den her optagelse er fra,” sagde Nho.

Harry nikkede hen mod billedet. “Det slog mig, da jeg blev vækket i morges af trafikken på Taksin Bridge uden for lejligheden, hvor jeg bor,” sagde han. “At der var for lidt trafik. Det her er en garagebygning på seks etager i et travlt forretningskompleks. Klokken er mellem fire og fem, og vi ser to biler køre forbi på én time.”

Harry slog asken af cigaretten. “Det næste, jeg kom til at tænke på, var dem her.” Han rejste sig og pegede på de sorte striber i cementen. “Spor af våde bildæk. Efter begge bilerne. Hvornår regnede det sidst i Bangkok?”

“For to måneder siden, hvis ikke længere.”

“Forkert. For fire dage siden, den tiende januar, mellem klokken ti og halv elleve kom der en mangobyge. Det ved jeg, for jeg fik det meste af den ind under skjorten.”

“Det er jo rigtigt,” sagde Nho. Han rynkede panden. “Men de her videomaskiner skal jo optage kontinuerligt. Hvis den her optagelse ikke er fra den tredje, men fra den tiende januar, så må det jo betyde, at den kassette, som egentlig skulle være i på det tidspunkt, var taget ud af maskinen.”

Harry bad vagten om at finde den kassette, der stod 10. januar på, og tredive skeunder senere kunne de konstatere, at optagelsen på kassetten standsede klokken 21.30. Derefter fulgte en fem sekunder lang snestorm, før billedet igen blev roligt.

“Her blev kassetten taget ud,” sagde Harry. “De billeder, vi ser nu, er det, der var på kassetten fra før.”

Han pegede på datoen. “Første januar klokken 05.25.”

Harry bad vagten fryse billedet, og de sad og betragtede det, mens Harry røg sin cigaret færdig.

Nho satte håndfladerne mod hinanden foran sin mund. “Nogen har altså fabrikeret en kassette, så det ser ud, som om ambassadørens bil aldrig har været i garagen. Hvorfor?”

Harry svarede ikke. Han så på klokkeslættet. 05.25. Femogtredive minutter før det nye år nåede Oslo. Hvor havde han været, hvad havde han lavet? Havde han siddet på Schrøder? Nej, de havde sikkert lukket. Han havde vel sovet. Han kunne i hvert fald ikke huske nogen raketter.

Vagtselskabet kunne bekræfte, at Jim Love havde haft nattevagten den tiende januar, og de opgav adresse og telefonnummer uden videre. Nho ringede for at høre, om der var nogen hjemme hos Love, men forgæves.

“Send en patruljevogn forbi og check,” sagde Liz. Hun virkede oprømt over endelig at have noget konkret at arbejde med.

Sunthorn kom ind på kontoret og rakte hende en mappe.

“Jim Love har ikke noget generalieblad,” sagde han. “Men Maisan, en af opdagerne i narkoafdelingen, kunne genkende ham på beskrivelsen. Hvis det er den samme fyr, er han blevet observeret på Miss Duyens flere gange.”

“Hvad vil det sige?” spurgte Harry.

“Det vil sige, at han ikke nødvendigvis var så uskyldig i den opiumssag, han fortalte om,” sagde Nho.

“Miss Duyens er et opiumshus i Chinatown,” forklarede Liz.

“Opiumshus? Er det ikke … øh, forbudt?”

“Selvfølgelig.”

“Sorry, dumt spørgsmål,” sagde Harry. “Jeg troede bare, at politiet bekæmpede den slags.”

“Jeg ved ikke, hvordan det er, der, hvor du kommer fra, Harry, men her prøver vi at se lidt praktisk på det. Vi kan godt lukke Miss Duyens, og så åbner der et nyt opiumshus om en uge et andet sted. Eller staklerne fortsætter på gaden. Fordelen ved Miss Duyens er, at vi har overblik over stedet, vores opdagere kan komme og gå, som de vil, og de, der én gang har valgt at ødelægge hjernen med opium, ødelægger den i nogle anstændige omgivelser.”

Der blev hostet.

“Plus, at Miss Duyen sikkert betaler godt,” blev der mumlet bag Bangkok Post.

Liz lod, som om hun ikke hørte det.

“Eftersom han ikke er mødt på arbejde i dag og ikke er hjemme, vil jeg tippe på, at han ligger på en af Miss Duyens bambusmåtter. Jeg foreslår, at du og Harry tager en tur derhen, Nho. Snak med Maisan, han kan hjælpe jer. Det kan blive en interessant oplevelse for turisten.”

Maisan og Harry gik ind i en snæver gade, hvor en glohed brise blæste affaldet af sted langs de skrøbelige husmure. Nho var blevet siddende i bilen, fordi Maisan syntes, at han lugtede langt væk af politi. Desuden var han bange for, at de kunne vække opsigt på Miss Duyens, hvis de ankom tre sammen.

“Opiumsrygning er ikke en social foreteelse,” forklarede Maisan med bred amerikansk accent. Harry var ikke sikker på andet, end at den og T-shirten med The Doors var en smule passé for en narkobetjent. Maisan stoppede foran en åben smedejernsport, der fungerede som dør, prøvede at skrue cigaretten gennem asfalten med højre støvlehæl og gik så ind.

Overgangen fra solen udenfor gjorde, at Harry til at begynde med ikke kunne se noget som helst, men han hørte lave, mumlende stemmer og fulgte efter to rygge foran sig, som forsvandt ind i lokalet.

“Satans!” Harry gik ind i en dørkarm og vendte sig om, da han hørte en kendt latter. I mørket ved væggen syntes han, at han kunne skimte en kæmpemæssig skikkelse, men det var muligt, han tog fejl. Han skyndte sig videre for ikke at komme væk fra de to foran. De forsvandt ned ad en trappe, og Harry småløb efter dem. Nogle pengesedler skiftede hænder, og en dør gik netop lige så meget op, at de kunne klemme sig ind.

Indenfor lugtede der af jord, pis, røg og sød opium.

Harrys nærmeste forestilling om et opiumshus stammede fra en Sergio Leone-film, hvor Robert de Niro blev serviceret af kvinder i silkesaronger, lå på bløde senge med tykke puder, og hvor et gult udglattende lys gav det hele et sakralt skær. Det var i hvert fald sådan, han huskede det. Bortset fra, at lyset også var dæmpet her, var der ikke meget, der mindede om Hollywood. Støvet, som hang i luften, gjorde det svært at trække vejret, og med undtagelse af nogle køjesenge langs væggene, lå folk på tæpper og bambusmåtter på det stampede jordgulv.

Mørket og det tætte lokale, som genlød af en dæmpet hosten og harken, gjorde, at Harry først troede, der var en håndfuld mennesker derinde, men efterhånden, som han vænnede sig til mørket, så han, at det var et stort, åbent lokale, og at der måtte være flere hundrede til stede, næsten udelukkende mænd. Bortset fra hosteriet, var der underligt stille. De fleste så ud, som om de sov. Enkelte bevægede sig en smule. Han så en gammel mand holde om pibehovedet med begge hænder, mens han sugede så kraftigt, at den rynkede hud strammede om hans kindben.

Galskaben var organiseret. De lå på rad og række, inddelt i kvadrater, hvor der var gåplads imellem, omtrent som på en kirkegård. Harry fulgte Maisan op og ned langs rækkerne, kiggede på ansigter og prøvede at holde vejret.

“Kan du se ham?” hviskede narkobetjenten.

Harry rystede på hovedet. “Der er bælgmørkt herinde.”

Maisan smilede skævt. “De prøvede at hænge nogle lysstofrør op engang, for at komme tyveriet til livs. Men så holdt folk op med at komme. De fleste her er selv tyveknægte.”

Maisan forsvandt længere ind i lokalet. Efter et stykke tid dukkede han frem fra halvmørket og pegede mod udgangsdøren. “Jeg fik at vide, at negeren en gang imellem tager ind på Yupa House, lidt længere henne ad gaden. Nogle af dem tager deres egen opium med og ryger det der. Indehaveren lader dem være i fred.”

Lige da Harrys pupiller havde udvidet sig nok til at se i mørket, blev de igen udsat for den store tandlægelampe, som trofast hang på himlen udenfor. Han fik solbrillerne på i en fart.

“Du, jeg kender et sted, hvor jeg kan skaffe dig et par billige …”

“Nej, tak. De her er gode nok.”

De hentede Nho. Yupa House ville forlange thailandsk politiidentifikation for at vise dem gæstebogen, og Maisan havde ikke lyst til at identificere sig i det nabolag.

“Tak,” sagde Harry.

“Vær nu forsigtig,” sagde Maisan og forsvandt i skyggerne.