Kapitel 32

Jens Brekke så ud, som om han ikke havde sovet, siden Harry sidst havde set ham. Øjnene var blodskudte, og han flyttede formålsløst hænderne rundt på bordet foran sig.

“Så du kan ikke huske parkeringsvagten med afrofrisuren?” sagde Harry.

Brekke rystede på hovedet. “Som sagt brugte jeg aldrig garagen.”

“Lad os glemme Jim Love foreløbig,” sagde Harry. “Lad os koncentrere os om, hvem det er, som prøver at få dig i spjældet.”

“Hvad mener du?”

“Nogen har anstrengt sig virkelig meget for at ødelægge dit alibi.”

Jens hævede øjenbrynene, så de næsten forsvandt op i håret.

“Den tiende januar satte en eller anden kassetten fra tredje januar i videooptageren og optog hen over de timer, hvor vi skulle have set ambassadørens bil og dig, som følger ham ned i garagen.”

Jens’ øjenbryn kom ned igen og dannede et M. “Hvad?”

“Tænk dig om.”

“Skulle jeg have nogle uvenner, mener du?”

“Måske. Eller måske var det bare praktisk at have en syndebuk.”

Jens gned sig over nakken. “Uvenner? Ikke nogen, som jeg kan komme i tanker om, ikke på den måde.” Han lyste op. “Men det her må jo betyde, at jeg slipper ud herfra.”

“Sorry, du er stadigvæk ikke uden for mistanke.”

“Jamen, du sagde jo lige, at I havde …”

“Politichefen vil ikke løslade dig, før vi har et alibi. Derfor beder jeg dig tænke dig godt om. Var der nogen, nogen overhovedet, som så dig, efter at du tog afsked med ambassadøren, og før du kom hjem? Nogen i garagen, da du gik fra kontoret, eller da du tog en taxi? Var du inde i en kiosk? Hvad som helst?”

Jens støttede panden mod fingerspidserne. Harry tændte en cigaret.

“Harry, for helvede! Du har gjort mig helt forvirret med det der videohalløj. Jeg kan ikke tænke klart.”

Jens stønnede og slog håndfladen i bordet. “Ved du, hvad der skete i nat? Jeg drømte, at jeg slog ambassadøren ihjel. At han og jeg spadserede ud ad hovedindgangen og kørte i hans bil til et motel, hvor jeg stak en stor slagterkniv i ryggen på ham. Jeg prøvede at stoppe mig selv, men jeg var ikke herre over min egen krop, jeg var ligesom indespærret i en robot, og den stak og stak, og jeg …”

Han tav.

Harry sagde ikke noget, men lod ham få den tid, han havde behov for.

“Sagen er, at jeg ikke kan tåle at være spærret inde,” sagde Jens. “Det har jeg aldrig kunnet. Min far plejede …”

Han svælgede og knyttede højrehånden. Harry så hans knoer blive hvide. Jens hviskede næsten, da han fortsatte: “Hvis nogen var kommet ind med en tilståelse og havde sagt, at jeg kunne gå ud gennem døren, hvis jeg skrev under, ved jeg ikke, hvad jeg ville have gjort.”

Harry rejste sig. “Prøv at se, om du ikke kan komme i tanker om noget. Nu, hvor vi har fået videobeviset ud af verden, kan du måske tænke lidt mere klart.”

Han gik hen mod døren.

“Harry?”

Harry undrede sig over, hvad det var, der gjorde folk så snakkesalige, når man vendte ryggen til dem.

“Ja?”

“Hvorfor tror du, jeg er uskyldig, når alle andre mener det modsatte?”

Harry svarede uden at vende sig om: “Først og fremmest fordi vi ikke har noget, der ligner et bevis imod dig, kun et manglende alibi og et vakkelvornt motiv.”

“Og dernæst?”

Harry smilede og drejede hovedet: “Fordi jeg syntes, du var en lille lort lige fra den første gang, jeg så dig.”

“Og?”

“Jeg er en ekstremt dårlig menneskekender. Ha’ en hyggelig dag.”

Bjarne Møller åbnede det ene øje, kiggede på vækkeuret på natbordet og spekulerede på, hvem i hede hule helvede der mente, at klokken seks om morgenen var et tidspunkt at ringe på.

“Jeg ved godt, hvad klokken er,” sagde Harry, før Møller fik sagt noget. “Hør, jeg har en fyr, du bliver nødt til at checke for mig. Ikke noget konkret foreløbig, bare en fornemmelse i maven.”

“Fornemmelse i maven?” Møllers stemme lød som et papstykke, der klaprede mod cykeleger.

“Så en formodning, da. Jeg tror, vi er ude efter en nordmand, og så begrænser udvalget sig en del.”

Møller harkede en bøtte slim op. “Hvorfor en nordmand?”

“På Molnes’ jakke fandt vi spor af rensdyrfedt, sandsynligvis fra kniven. Og vinklen på knivstikket tyder på, at det var en relativt høj person, der stak. Thaier er generelt små, som du måske ved.”

“Godt, men kunne du ikke have ventet et par timer med det her, Hole?”

“Selvfølgelig.” Der opstod en pause.

“Hvorfor gjorde du det så ikke?”

“Fordi der sidder fem kriminalbetjente og en politichef hernede og venter på, at du skal få røven i gear, chef.”

Møller ringede tilbage to timer efter.

“Hvorfor var det, at du ville have os til at checke lige ham her, Hole?”

“Jeg tænkte, at en, der bruger rensdyrfedt på sin kniv, må have været i Nordnorge. Så kom jeg i tanker om et par venner, der kom tilbage fra militærtjeneste i Finnmark, og som havde købt sig et par store sameknive. Ivar Løken har været i forsvaret i flere år, og han har været stationeret i Vardø. Desuden har jeg på fornemmelsen, at han ved, hvordan man bruger en kniv.”

“Det skal nok passe,” sagde Møller. “Hvad ved du ellers om ham?”

“Ikke meget. Tonje Wiig mener, han er parkeret hernede, indtil han skal pensioneres.”

“Nå, men der var ikke noget på ham i strafferegistret.” Møller holdt en pause.

“Og?”

“Men vi havde en mappe på ham alligevel.”

“Hvad mener du?”

“Hans navn dukkede op på skærmen, men jeg kunne ikke åbne filen. En time senere fik jeg en opringning fra Forsvarets Overkommando i Huseby, som gerne ville vide, hvorfor jeg havde prøvet at komme ind i hans mappe.”

“Gudfader.”

“De bad mig sende et brev, hvis jeg ønskede oplysninger om Ivar Løken.”

“Glem det.”

“Jeg har allerede glemt det, Harry. Vi kommer alligevel ingen vegne med det.”

“Talte du med Hammervoll i sædelighedsafdelingen?”

“Ja.”

“Hvad sagde han?”

“At der selvfølgelig ikke findes noget arkiv over pædofile nordmænd i Thailand.”

“Det regnede jeg heller ikke med. Det helvedes datatilsyn.”

“Det har ikke noget med sagen at gøre.”

“Nå?”

“Vi lavede en oversigt for nogle år siden, men måtte opgive at holde den ajour. Der var simpelthen for mange af dem.”

Da Harry havde ringet til Tonje Wiig og bedt om et møde snarest muligt, havde hun insisteret på, at de skulle mødes i Author’s Lounge på Oriental Hotel for at drikke te.

“Der kommer alle,” sagde hun.

Harry opdagede, at ‘alle’ var hvide, velhavende og velklædte.

“Velkommen til verdens bedste hotel, Harry,” kvidrede Tonje fra dybet af en lænestol i vestibulen.

Hun havde en blå bomuldskjole på og holdt en stråhat i skødet, som gjorde, at hun, sammen med de andre, der befolkede vestibulen, gav den et præg af gammel, ubekymret kolonialisme.

De “trak ind” i forfatterlogen, fik deres te og nikkede høfligt til andre hvide, som syntes at mene, at race var grund nok til at hilse. Harry klirrede nervøst med porcelænet.

“Stedet er måske ikke lige noget for dig, Harry?” Det lykkedes for Tonje både at nippe til teen og samtidig tilkaste ham et skælmsk blik.

“Jeg prøver at finde ud af, hvorfor jeg nikker til amerikanere i golftøj.”

Hun lo sin trillende latter. “Åh, en smule kultiverede omgivelser kan vel ikke skade?”

“Hvornår er ternede bukser blevet kultiverede?”

“Nå ja, så kultiverede mennesker, da.”

Harry kunne fastslå, at Frederikstad ikke havde gjort meget for den pige, han sad overfor. Han tænkte på Sanphet, den gamle thai, som havde skiftet til nystrøget skjorte og lange bukser, da han fik besøg, og som havde siddet ude i den brændende sol, for at ingen skulle blive ilde berørt over, hvor simpelt han boede. Det var mere kultiveret end noget, han indtil nu havde set blandt udlændinge i Bangkok.

Harry spurgte, hvad Tonje vidste om pædofile.

“Ikke andet, end at Thailand tiltrækker en masse af dem. Som du sikkert husker, blev en nordmand bogstavelig talt taget med bukserne nede i Pattaya i fjor. Norske aviser bragte et charmerende, arrangeret billede af tre små drenge, der udpegede ham for politiet. Mandens ansigt var sløret, ikke drengenes. I den engelsksprogede udgave af Pattaya Mail var det omvendt. Desuden brugte de hans fulde navn i artiklens indledning, hvorefter de gik over til konsekvent at kalde ham ‘the Norwegian’”. Tonje rystede på hovedet.

“Folk hernede, som ikke havde hørt om Norge før, vidste pludselig, at Oslo er hovedstaden, fordi der stod, at de norske myndigheder forlangte at få ham sendt til Oslo med fly. Alle undrede sig over, hvorfor i alverden vi ville have ham tilbage. Her ville han i hvert fald blive spærret inde i en pæn årrække.”

“Hvis straffene er så strenge i Thailand, hvorfor er der så så mange pædofile her?”

“Myndighederne ønsker, at Thailand skal skaffe sig af med stemplet som et eldorado for pædofile. Det er skadeligt for den del af turismen, som ikke er fokuseret på sex. Men inden for politiet giver man ikke efterforskningen så høj en prioritet, fordi det giver en masse ballade med anholdelse af udlændinge. De pædofile kommer stort set fra ressourcestærke lande i Europa, Japan og USA, som straks sætter hele deres apparat i sving med krav om udlevering, og det medfører beskyldninger om bestikkelse mod de ambassadefolk, der udfører fodarbejdet, og så videre.”

“Så resultatet er, at myndighederne modarbejder hinanden?”

Tonje lyste op i et strålende smil, som Harry kunne se ikke var møntet på ham, men på en af de “alle”, der kom gående omme bag ham.

“Både og,” sagde hun. “Nogle lande samarbejder. Myndighederne i Danmark og Sverige er for eksempel blevet enige med de thailandske myndigheder om, at de kan stationere politifolk, der specielt skal efterforske sager, hvor svenske og danske pædofile er indblandet. De har desuden vedtaget et lovsæt, som gør, at danske og svenske statsborgere kan dømmes i deres respektive hjemlande for overgreb mod børn begået i Thailand.”

“Og Norge?”

Tonje trak på skuldrene. “Vi har ikke nogen aftale med Thailand. Jeg ved, at norsk politi har presset på for at få en tilsvarende ordning, men jeg tror ikke, at de norske myndigheder helt har forstået omfanget af det, der foregår i Pattaya og Bangkok. Har du set de børn, der går rundt og sælger tyggegummi?”

Harry nikkede. De sværmede i flokke omkring go-go barerne i Patpong.

“Det er den såkaldte hemmelige kode. Tyggegummi betyder, at de er til salg.”

Harry kom gysende i tanker om, at han havde købt en pakke Wrigley’s af en barbenet, sortøjet knægt, som havde set særdeles skræmt ud, men Harry havde troet, det skyldtes de mange mennesker og den megen larm.

“Kan du fortælle mig noget mere om Ivar Løkens fotointeresse? Har du set nogle af hans billeder?”

“Nej, men jeg har set hans udstyr, og det er i hvert fald imponerende i sig selv.”

Hendes kinder blev en anelse røde, da det gik op for hende, hvorfor Harry uvilkårligt trak på smilebåndet.

“Og alle de rejser rundt omkring i Indokina, ved du med sikkerhed, at det er der, han har været?”

“Ved og ved, hvorfor skulle han lyve om det?”

“Har du selv et forslag?”

Hun foldede armene foran sig, som om hun syntes, det pludselig var blevet køligt. “Egentlig ikke. Hvordan smagte teen?”

“Jeg må bede dig om en tjeneste, Tonje.”

“Ja?”

“En middagsinvitation.”

Hun kiggede overrasket op.

“Hvis du har tid,” tilføjede han.

Hun brugte lidt tid på at ommøblere ansigtsudtrykket, men til sidst fik hun det skælmske smil på plads igen. “Der er altid plads i min kalender til dig, Harry. Når som helst.”

“Fint.” Harry sugede luft ind mellem tænderne. “Så vil jeg høre, om du kan invitere Ivar Løken til middag i aften mellem klokken syv og ti.”

Hun havde tilstrækkelig med træning i at holde masken til, at det ikke blev alt for pinligt. Efter at han havde forklaret baggrunden, sagde hun oven i købet ja. Harry klirrede lidt mere med porcelænet, sagde, han var nødt til at gå, og gjorde en kluntet, brat sortie.