Kapitel 33

Alle kan bryde ind i et hus. Man skal bare sætte et koben i døren i højde med låsen og trykke til, så træstumperne fyger. Men at bryde ind med vægt på ‘ind’ og ikke på ‘bryde’, sådan at den, der bor der, aldrig opdager, at han har haft ubudne gæster, det er en kunst. En kunst, som Sunthorn beherskede til fuldkommenhed, skulle det vise sig.

Ivar Løken boede i et lejlighedskompleks på den anden side af Phra Pinklao-broen, og Sunthorn og Harry havde stået udenfor i næsten en time, da de endelig så ham gå ud. De ventede i ti minutter, til de var sikre på, at Løken ikke kom tilbage efter noget, han havde glemt.

Vagtholdet var af den sløve slags. To uniformerede mænd stod ved porten til garagen og snakkede sammen, kiggede op, registrerede, at en hvid mand og en nogenlunde pænt påklædt thai gik hen til elevatoren, og genoptog deres samtale.

Da Harry og Sunthorn stod foran Løkens dør på 13. sal, eller 12B, som der stod på etageknappen i elevatoren, tog Sunthorn to hårnåledirke frem, en i hver hånd, og stak dem ind i låsen. Han trak dem ud igen næsten med det samme.

“Det gælder om at tage den med ro,” hviskede Harry. “Du må ikke blive stresset. Vi har masser af tid. Prøv med nogle andre dirke.”

“Jeg har ikke andre.”

Sunthorn smilede og skubbede døren op.

Harry nægtede at tro sine egne øjne. Måske havde det alligevel ikke været en spøg, da Nho antydede noget om, hvad Sunthorn levede af, før han kom ind til politiet. Men hvis Sunthorn ikke var lovbryder før, så er han det i hvert fald nu, tænkte Harry, idet han tog skoene af og trådte ind i den bælgmørke lejlighed. Liz havde forklaret, at for at få en ransagningskendelse skulle man have en underskrift fra en statsadvokat, og det ville i det her tilfælde betyde, at politichefen skulle informeres. Hun mente, det kunne blive problematisk, eftersom han udtrykkelig havde givet ordre til, at al efterforskning skulle koncentreres om Jens Brekke. Harry havde påpeget, at han ikke var underordnet politichefen, og at han ville gå lidt rundt ude ved Løkens lejlighed for at se, om der skete noget. Hun havde forstået, hvad han mente, og havde sagt, at hun ville vide mindst muligt om Harrys planer. Men at Sunthorn ofte var godt selskab.

“Gå ned i bilen og vent,” hviskede Harry til Sunthorn. “Hvis Løken dukker op, ringer du hans nummer op fra mobiltelefonen i bilen og lader telefonen ringe tre gange, før du afbryder forbindelsen. Okay?”

Sunthorn nikkede og forsvandt.

Harry tændte lyset efter at have sikret sig, at ingen vinduer vendte ud mod gaden, fandt telefonen og checkede klartonen. Så så han sig omkring. Det var en ungkarlelejlighed, ribbet for unødvendige ting. Tre nøgne vægge, den fjerde var dækket af bogreoler fyldt med stående og liggende bøger og et beskedent rejse-tv. Det naturlige centrum i den store, åbne stue var et massivt træbord med bukke, og en lampe af den type, han havde set arkitekter have stående på deres tegneborde.

I et hjørne lå der to åbne fotoposer, og et kamerastativ stod lænet op ad væggen. Bordet var fyldt med papirstrimler, formodentlig klippekanter, for der lå to sakse, en stor og en lille, midt på bordet.

To kameraer, et Leica og et Nikon F5 med telelinse, stirrede blindt på Harry. Ved siden af kameraerne lå der en natkikkert. Harry havde set modellen før. Den var israelsk, og de havde brugt den derhjemme under et par overvågningsopgaver. Batterier forstærkede alle eksterne lyskilder og gjorde, at man kunne se selv i det, der for det blotte øje fortonede sig som et lammende mørke.

Den anden dør i lejligheden førte ind til soveværelset. Sengen var uredt, så han gik ud fra, at Løken tilhørte den minoritet af udlændinge i Bangkok, som ikke havde hushjælp. Det kostede ikke meget, og Harry kunne forstå, at det nærmest blev forventet af en, at man som udlænding på den måde bidrog til landets beskæftigelse.

Bag soveværelset lå badeværelset.

Han tændte lyset og forstod øjeblikkelig, hvorfor Løken ikke havde hushjælp.

Badeværelset fungerede tydeligvis som mørkekammer. Det stank af kemikalier, og væggene var dækket med sort-hvide billeder. I en snor over badekarret hang en række fotografier til tørre. De forestillede en mand i profil fra brystet og ned, og Harry kunne nu se, at det ikke var vindueskarmen, der forhindrede, at billedet viste ham i fuld figur, men at den øverste del af vinduet var en sirligt udført glasmosaik med lotus- og buddhamotiver.

En dreng, som næppe kunne være mere end ti år, udførte fellatio, og kameraet havde zoomet så meget ind, at han kunne se drengens blik. Det var udtryksløst, fjernt og så tilsyneladende ikke på noget. Han havde en T-shirt på med Nikes velkendte fartstribe.

“Just do it,” mumlede Harry for sig selv. Han prøvede at forestille sig, hvad drengen tænkte på.

Bortset fra T-shirten var drengen nøgen. Harry gik nærmere hen imod det grovkornede billede. Manden havde en hånd på hoften, den anden lå bag drengens hoved. Harry kunne se skyggen af en profil bag glasmosaikken, men det var umuligt at skelne nogen ansigtstræk. Det føltes pludselig, som om det indelukkede, stinkende badeværelse krympede, og billederne rykkede ind mod ham. Harry gav efter for impulsen, rev billeder ned fra væggene, halvt i raseri, halvt i fortvivlelse, med blodet bankende i tindingerne. Han så sit eget ansigt i et glimt i spejlet, før han svimmel vaklede ud i stuen med en bunke billeder under armen. Han satte sig på en stol.

“Forbandede amatør!” råbte han, da han trak vejret normalt igen.

Det var direkte i strid med planen. Eftersom de ikke havde en ransagningskendelse, var de blevet enige om ikke at efterlade spor, men kun at finde ud af, hvad der var i lejligheden, og så, hvis de fandt noget, komme tilbage med en ransagningskendelse senere.

Harry prøvede at finde et sted på væggen, hvor han kunne fæstne blikket, og prøvede at overbevise sig selv om, at det var nødvendigt at tage konkrete beviser med for at overbevise det stædige bæst af en politichef. Hvis de skyndte sig, kunne de få fat i en statsadvokat allerede i aften og stå og vente med de nødvendige papirer, når Løken kom tilbage fra middagen. Mens han argumenterede frem og tilbage med sig selv, samlede han natkikkerten op, tændte for den og kiggede ud ad vinduet. Vinduet vendte ud mod en baggård, og ubevidst spejdede han efter en vindueskarm og noget glasmosaik, men det eneste, han så, var hvidkalkede mure, badet i det grønflimrende lys fra natkikkerten.

Harry skottede til sit ur. Han var nået frem til, at han måtte hænge billederne op igen. Politichefen måtte lade sig nøje med hans ord. I det samme stivnede han.

Han havde hørt en lyd. Det vil sige, han hørte tusind forskellige lyde, men denne ene blandt de tusind hørte ikke hjemme i den efterhånden velkendte kakofoni fra gaderne. Desuden kom den henne fra vindfanget. Det var et glat klik. Olie og metal. Da han mærkede trækken og forstod, at en eller anden havde åbnet døren, tænkte han først på Sunthorn, før det gik op for ham, at den, der lige var kommet ind, havde prøvet at være så stille som mulig. Derfra hvor Harry sad, var indgangsdøren skjult af vindfanget, og han holdt vejret, mens hans hjerne kværnede gennem lydbiblioteket med rasende hast. En lydekspert i Australien havde fortalt ham, at ørets membran kan mærke trykforskellen mellem én million forskellige frekvenser. Og det her havde ikke været lyden af et dørhåndtag, der blev drejet rundt, men ladegrebet på en nysmurt pistol.

Harry stod inde i stuen som en levende måltavle mod de hvide vægge, og lyskontakten sad på den modsatte side, på væggen ud mod vindfanget. Han greb den store saks midt på bordet, bøjede sig ned og fulgte ledningen fra arkitektlampen ned til stikkontakten. Han rev ledningen ud og kørte saksen gennem den hårde plastic af al kraft.

Der kom et blåt lys fra kontakten, efterfulgt af et dæmpet smæld. Så blev det helt mørkt.

Det elektriske stød lammede hans arm, og med lugten af brændt plastic og metal i næseborene gled han stønnende ned langs væggen.

Han lyttede, men det eneste, han hørte, var trafik og lyden af sit eget hjerte. Det hamrede, så han kunne mærke det. Det var som at sidde på en hest i fuld galop. Fra vindfanget hørte han, at noget blev sat forsigtigt ned på gulvet, og han var klar over, at vedkommende havde taget skoene af. Han havde stadig saksen i hånden. Så han en skygge bevæge sig? Det var umuligt at sige. Det var så mørkt, at selv de hvide vægge var væk. Det knirkede fra døren ind til soveværelset, efterfulgt af et klik. Harry vidste, at den ankomne havde prøvet at tænde lyset derinde, men kortslutningen havde tydeligvis afbrudt strømmen i hele lejligheden. Det fortalte ham i hvert fald, at personen var kendt derinde. Men hvis det var Løken, ville Sunthorn have ringet. Eller? Et billede af Sunthorns hoved lænet mod sideruden med et lille hul bag øret flimrede forbi hans indre blik.

Harry overvejede, om han skulle prøve at snige sig hen mod udgangsdøren, men noget sagde ham, at det præcis var det, den anden ventede på. Idet han åbnede døren, ville hans silhuet ligne en af skydeskiverne i hallen ude på Økern. Fandens! Han sad sandsynligvis et sted på gulvet og sigtede mod døren lige nu.

Hvis han bare kunne få givet et tegn til Sunthorn! I det samme opdagede Harry, at han stadig havde natkikkerten om halsen. Han satte den for øjnene, men så ikke andet end en grøn grød, som om nogen havde smurt snot på linserne. Han vred afstandsindstillingen helt i bund. Tingene var stadig ikke i fokus, men han kunne skimte omridset af en person, som stod ved væggen på den anden side af bordet. Hans arm var bøjet, og pistolen pegede op i loftet. Der var måske to meter fra kanten af bordet til væggen.

Harry tog tilløb, greb bordpladen med begge hænder og skubbede den foran sig som en rambuk. Han hørte et støn og dunket fra pistolen, som ramte gulvet, kastede sig hen over bordet og fik fat i noget, der føltes som et hoved. Han lagde armen om halsen og klemte til.

“Politi!” råbte han, og den anden stivnede, da Harry lagde saksens kolde stål mod den varme ansigtshud. Sådan sad de et stykke tid, fastlåst i hinanden, to fremmede mænd i buldrende mørke, begge med hivende åndedræt som efter et maratonløb.

“Hole?” stønnede den anden.

Det gik op for Harry, at han i sin befippelse havde råbt på norsk.

“Det ville være fint, hvis du slap mig nu. Det er Ivar Løken, og jeg skal nok lade være med at prøve på noget.”