Kapitel 34

Løken tændte stearinlys, mens Harry studerede pistolen, en specialbygget Glock 31. Han havde taget magasinet ud og stukket det i lommen. Alligevel var pistolen tungere end nogen anden, Harry havde haft i hånden.

“Den anskaffede jeg mig, da jeg gjorde tjeneste i Korea,” sagde Løken.

“Jaså. Korea. Hvad lavede du der?”

Løken lagde tændstikkerne i en skuffe og satte sig ved bordet over for Harry.

“Norge havde et feltlazaret dernede under FN, og jeg var ung fændrik og troede, at jeg godt kunne lide spænding. Efter freden i 1953 fortsatte jeg med at arbejde for FN, for det nyoprettede Flygtningehøjkommissariat. De kom væltende over grænsen fra Nordkorea, og det var noget lovløst, det hele. Jeg sov med den der under puden,” Han pegede på pistolen.

“Javel, ja. Hvad lavede du så bagefter?”

“Bangladesh og Vietnam. Sult, krig og bådflygtninge. Derefter forekom tilværelsen i Norge mig ufatteligt triviel, så jeg kunne ikke holde mere end et par timer ud derhjemme, før jeg måtte af sted igen. Du kender det måske.”

Det vidste Harry ikke. Han vidste heller ikke, hvad han skulle mene om den magre mand, der sad foran ham. Han lignede en gammel høvding, med buet ørnenæse og dybtliggende, indtrængende øjne. Håret var hvidt, og ansigtet brunt og rynket. Erik Bye, tænkte Harry. Han virkede desuden totalt afslappet med den foreliggende situation, hvilket fik Harry til at være ekstra meget på vagt.

“Hvorfor kom du tilbage hertil? Og hvordan slap du forbi min kollega?”

Den hvidhårede nordmand viste tænderne i et ulvegrin, og det glimtede i en guldtand i det flakkende stearinlys.

“Den bil, I sad i, hører ikke helt hjemme i nabolaget. Her har vi kun tuk-tuk’er, taxier og gamle vrag, som står parkeret på gaden. Jeg kunne ane to personer inde i bilen, begge lidt for ranke i ryggen. Så jeg gik rundt om hjørnet og ind på caféen, hvorfra jeg kunne se jer. Efter et stykke tid så jeg lyset inde i bilen blive tændt, hvorefter I steg ud. Jeg regnede med, at en af jer ville holde vagt og ventede, til din kollega gik ned. Så drak jeg ud, prajede en taxi og lod den køre mig helt ind i garagen, hvor jeg tog garageelevatoren op til lejligheden. Det var et fint lille nummer, det med kortslutningen …”

“Og almindelige mennesker lægger ikke mærke til parkerede biler på gaden. Medmindre de er trænet til det eller er ekstra meget på vagt.”

“Nå ja, Tonje Wiig bliver nok ikke nomineret til en Oscar lige med det samme.”

“Og hvad har du så i virkeligheden arbejdet med hernede?”

Løken slog ud med hånden mod fotografierne og udstyret, som nu lå strøet ud over gulvet.

“Lever du af at tage billeder af … den slags?” sagde Harry.

“Jeps.”

Harry mærkede, at hans puls begyndte at dunke.

“Ved du, hvor mange år de vil holde dig indespærret hernede for alt det der? Jeg har nok til at skaffe dig ti år, vil jeg tro.”

Løken lo, kort og tørt. “Tror du, jeg er dum, betjent? Du havde ikke behøvet bryde ind her, hvis du havde haft en ransagningskendelse. Hvis jeg havde risikeret at blive straffet for det, jeg har i min lejlighed, så har du og din kollega lige fået mig af krogen igen. Enhver dommer vil underkende et bevis, der er fremskaffet på den måde. Det er ikke bare ureglementeret, det er direkte ulovligt. Måske kan du selv se frem til et forlænget ophold hernede, Hole.”

Harry slog ham med pistolen. Det var som at åbne for en hane – blodet fossede ud af Løkens næse.

Løken rørte sig ikke. Han kiggede bare ned ad sig og så, hvordan den blomstrede skjorte og de hvide bukser blev farvet røde.

“Det er ægte thaisilke, at du ved det,” sagde han. “Og det er ikke billigt.”

Volden burde have dæmpet ham, men i stedet kunne Harry mærke, at hans raseri bare voksede.

“Du har vel råd til det, din forbandede pæderast. Jeg går ud fra, at de betaler dig godt for det lort her.” Harry sparkede til billederne på gulvet.

“Nåh, det ved jeg ikke,” sagde Løken og pressede et hvidt lommetørklæde mod næsen. “Efter statens lønregulativ. Plus udlandstillæg.”

“Hvad snakker du om?”

Det glimtede i guldtanden igen. Harry kunne mærke, at han klemte så hårdt om pistolskæftet, at det var begyndt at gøre ondt i hånden. Han var glad for, at han havde taget magasinet ud.

“Der er et par ting, du ikke ved, Hole. Du burde måske have fået besked noget før, men din politimester mente, det var unødvendigt, eftersom det her ikke har noget med din mordsag at gøre. Men nu er jeg jo afsløret, så du kan lige så godt få resten at vide også. Politimesteren og Dagfinn Torhus orienterede mig om de billeder, du fandt i Molnes’ kuffert, og nu har du naturligvis regnet ud, at det var mine billeder.” Han slog ud med hånden. “Det, og de andre billeder, du ser her, er led i efterforskningen af en pædofilisag, som af forskellige grunde er hemmeligstemplet indtil videre. Jeg har overvåget denne person i over seks måneder. Billederne er bevismateriale.”

Harry behøvede ikke at tænke sig om. Han vidste, det var sandt. Alt faldt på plads, som om han inderst inde havde vidst det hele tiden. Hemmelighedskræmmeriet omkring Løkens job, fotoudstyret, natkikkerten, de såkaldte ture til Vietnam og Laos, alt stemte. Og den blødende mand over for ham var pludselig ikke længere fjenden, men en kollega, en allieret, hvis næseben han havde gjort et alvorligt forsøg på at slå ind.

Han nikkede stille og lagde pistolen fra sig på bordet.

“Godt. Jeg tror på dig. Hvorfor er det så hemmeligt?”

“Har du hørt om den aftale, som Sverige og Danmark har om at kunne efterforske overgreb begået hernede?”

Harry nikkede.

“Godt. Norge ligger i forhandlinger med de thailandske myndigheder, men har endnu ikke fået en tilsvarende aftale. Imens driver jeg en højst uofficiel virksomhed. Vi har nok til at tage ham, men vi må bare vente. Hvis vi anholder ham nu, er vi nødt til at afsløre, at vi har bedrevet ulovlig efterforskning på thailandsk jord, og det er politisk uacceptabelt.”

“Hvem er det så, du arbejder for?”

Løken vendte håndfladerne op. “Ambassaden.”

“Det ved jeg, men hvem får du dine ordrer fra? Hvem står bag? Hvad med Stortinget, er de informeret?”

“Er du sikker på, at du har lyst til at vide ret meget mere, Hole?”

De intense øjne mødte Harrys. Han skulle til at sige noget, men lod være og rystede på hovedet.

“Fortæl mig hellere, hvem manden på billedet er.”

“Det kan jeg ikke. Beklager, Hole.”

“Er det Atle Molnes?”

Løken kiggede ned i bordet og trak på smilebåndet. “Nej, det er ikke ambassadøren. Det var ham, der tog initiativet til den her efterforskning.”

“Er det …?”

“Som sagt har jeg ikke bemyndigelse til at fortælle dig det nu. Hvis vores sager viser sig at have forbindelse til hinanden, kan det måske komme på tale, men det må vores overordnede afgøre.”

Han rejste sig. “Jeg er træt.”

“Hvordan gik det?” spurgte Sunthorn.

Harry bad ham om en cigaret, tændte den og trak begærligt røgen ned i lungerne.

“Jeg fandt ingenting. Jeg tror, at manden er ren.”

Harry sad i lejligheden.

Han havde talt i telefon med Søs i næsten en halv time. Det vil sige, det var stort set kun hende, der havde snakket. Det er utroligt, så meget der kan ske i et menneskeliv på lidt over en uge. Men hun sagde også, at hun havde ringet til far, og at hun skulle derud og spise middag på søndag. Frikadeller. Søs skulle lave maden, og hun håbede, at far ville snakke lidt. Det håbede Harry også.

Bagefter slog han op i sin notesbog og fandt et andet nummer.

“Hallo?” lød det i den anden ende.

Han holdt vejret.

“Hallo?” gentog stemmen.

Harry lagde på. Der havde været noget næsten bedende i Runas stemme. Han anede virkelig ikke, hvorfor han havde ringet. Nogle sekunder senere lød telefonen. Han løftede røret og forventede at høre hendes stemme. Det var Jens Brekke.

“Jeg er kommet i tanker om det,” sagde han. Stemmen var ivrig. “Da jeg tog elevatoren fra garagen og op til kontoret, steg der en pige ind på første sal. Hun stod af på femte. Og jeg tror, at hun kan huske mig.”

“Hvorfor det?”

Der lød en lidt nervøs latter. “Fordi jeg inviterede hende ud.”

“Du inviterede hende ud?”

“Ja, hun er en af de piger, der arbejder for McEllis, og jeg har set hende et par gange før. Der var kun os to i elevatoren, og hun smilede så sødt, at det bare røg ud af munden på mig.”

Der opstod en pause.

“Og det kom du i tanker om nu?”

“Nej, men det var først nu, det slog mig, hvornår det skete, at det var efter, at jeg havde fulgt ambassadøren ned. Jeg har af en eller anden grund haft den tanke, at det skete dagen før. Men så huskede jeg pludselig, at hun steg ind på første sal, og det måtte betyde, at jeg kom fra en etage længere nede. Og ellers er jeg jo aldrig i garagen.”

“Hvad svarede hun så?”

“Hun sagde ja, og så fortrød jeg lige på stedet. Det var bare en slags flirt, så jeg bad om hendes kort og sagde, at jeg ville ringe en dag, så vi kunne bestemme en dato. Det var der selvfølgelig ikke kommet noget ud af, men jeg tror i hvert fald, at hun kan huske mig.”

“Og du har også hendes kort?” Harry var himmelfalden.

“Ja, er det ikke flot?”

Harry tænkte sig om. “Hør engang, Jens, alt det der er fint, men så let er det heller ikke. Du har stadigvæk ikke noget alibi. Teoretisk set kan du have taget elevatoren ned igen lige efter. Du kan for eksempel bare have hentet noget, du havde glemt på kontoret, ikke sandt?”

“Åh.” Han lød betuttet. Men …”

Jens tav, og Harry hørte et suk.

“Fandens osse. Du har ret, Harry.”