Kapitel 35

Harry vågnede med et sæt. Over den monotone brummen fra Taksin-broen hørte han brølet af en flodbåd, der satte i gang på Chao Phraya. En fløjte peb, og lyset sved i øjnene. Han satte sig op i sengen, lagde hovedet i hænderne og ventede på, at fløjtelyden skulle holde op, da det gik op for ham, at det var telefonen, der ringede. Han tog modvilligt røret.

“Vækkede jeg dig?” Det var Jens igen.

“Godt det samme,” sagde Harry.

“Jeg er en idiot. Jeg er så dum, at jeg ikke ved, om jeg tør fortælle det.”

“Så lad være.”

Der blev stille, bortset fra et klik af en mønt, der gled ned i automaten.

“Det var bare en spøg. Lad mig høre.”

“Okay, Harry. Jeg har ligget vågen hele natten og tænkt. Jeg har prøvet at huske præcis, hvad jeg gjorde, mens jeg sad på kontoret den aften. Ved du hvad, jeg kan på decimal huske de valutahandler, jeg har gjort for flere måneder siden, men jeg er ikke i stand til at huske enkle, faktiske ting, når jeg sidder i et fængsel med en mordmistanke hængende over hovedet. Kan du forstå det?”

“Det er måske netop derfor. Har vi ikke været igennem det her før?”

“Okay, her er i hvert fald, hvad der skete. Du husker nok, jeg fortalte, at jeg havde afbrudt telefonen, da jeg sad på kontoret den aften, ikke? Jeg lå og tænkte, at det også var fandens. Hvis den havde været aktiveret, og nogen havde ringet til mig, havde jeg jo haft det på båndoptageren og kunne bevise, at jeg var der. Der kan man jo ikke fifle med tidspunktet, sådan som parkeringsvagten gjorde med videoafspilleren.”

“Hvad er din pointe?”

“Jeg kom i tanker om, at jeg måske for helvede selv ringede ud, selv om telefonen var lukket. Jeg ringede til vores receptionsdame og fik hende til at gå op og checke båndoptageren. Og hun fandt faktisk en samtale, og så kunne jeg pludselig huske det. Klokken otte ringede jeg til min søster i Oslo. Slå den!”

Harry havde ikke engang tænkt sig at prøve.

“Din søster kan give dig et alibi, og det kunne du ikke engang huske?”

“Nej, Og ved du hvorfor? Fordi hun ikke var hjemme. Jeg lagde bare en besked på hendes telefonsvarer om, at jeg havde ringet.”

“Og det kunne du ikke huske?” gentog Harry.

“For pokker da, Harry, sådan noget glemmer man jo, i samme øjeblik man har lagt på, ikke? Kan du måske huske alle dine opringninger, som ikke er blevet besvaret?”

Harry måtte indrømme, at han havde ret.

“Har du talt med din advokat?”

“Ikke i dag. Jeg ville først tale med dig.”

“Okay, Jens. Ring til din advokat nu, så skal jeg sende nogen op på dit kontor for at verificere det, du siger.”

“Sådan en båndoptagelse er gyldig i en retssag, ved du nok.” Der var en anstrengt klang i hans stemme.

“Slap af, Jens, det varer ikke så længe nu. De bliver nødt til at løslade dig.”

Det hvislede i røret, da Brekke prustede tungt. “Vær venlig at sige det en gang til, Harry.”

“De bliver nødt til at løslade dig.”

Jens lo en underlig, tør latter. “I så tilfælde spenderer jeg en middag, betjent.”

“Helst ikke.”

“Hvorfor ikke?”

“Fordi jeg er betjent.”

“Du kan kalde det en afhøring.”

“Den går ikke, Jens.”

“Som du vil.”

Der lød et smæld nede fra gaden, måske fra fyrværkeri eller en punktering.

“Jeg skal tænke over det.”

Harry lagde på, gik ud på badeværelset og kiggede i spejlet. Han spurgte sig selv, hvordan det var muligt at være så længe under tropiske himmelstrøg og stadig være så bleg. Han havde aldrig været særlig glad for sol, men før i tiden havde det da ikke taget så lang tid at få farve. Måske havde hans livsførelse det sidste års tid sat en stopper for pigmentproduktionen? Næppe. Han smed koldt vand i ansigtet, tænkte på de brunbarkede drankere på Schrøder og kiggede i spejlet igen. Ja, ja, solen havde i det mindste givet ham portvinsnæse.

“Tilbage til udgangspunktet,” sagde Liz. “Brekke har et alibi, og ham Løken må vi afskrive foreløbig.”

Hun vippede bagud på stolen og kiggede op i loftet.

“Er der nogen forslag, folkens? Hvis ikke, er det her morgenmøde forbi, og I kan gøre, hvad pokker I vil, men jeg mangler stadig et par rapporter, og jeg forventer at se dem senest i morgen tidlig.”

Forsamlingen skramlede ud ad døren. Harry blev siddende.

“Nå?” sagde Liz.

“Ingenting,” sagde han med en utændt cigaret vippende i mundvigen. Overbetjenten havde nedlagt et endeligt rygeforbud på sit kontor.

“Jeg kan jo mærke, at der er noget.”

Harry trak mundvigene op. “Det var bare det, jeg ville vide, overbetjent. At du kan mærke, at der er et eller andet.”

Hun havde fået en alvorlig rynke mellem øjenbrynene. “Du må sige til, når du har noget at fortælle mig.”

Harry tog cigaretten ud af munden og lagde den tilbage i pakken.

“Ja,” sagde han og rejste sig. “Det skal jeg nok.”