Kapitel 37

To mænd i grønt stormede gennem buskadset, den ene krumbøjet med en såret kammerat over skulderen. De lagde ham i dækning bag en væltet træstamme, mens de selv vippede riflerne op, lagde an og fyrede løs ind i underskoven. En tør stemme forkyndte, at det her var Østtimors håbløse kamp mod præsident Suharto og hans terrorregime.

Oppe på podiet raslede en mand nervøst med sine papirer. Han havde rejst land og rige rundt for at tale om sit land, og denne aften var vigtig. Der var måske ikke så mange mennesker i Foreign Correspondents’ Club, Thailand, kun fyrre-halvtreds mennesker, men de var vigtige, for tilsammen kunne de måske bringe budskabet videre til millioner af læsere. Den film, der blev vist, havde han set hundreder af gange, og han vidste, at der var nøjagtigt fire minutter til, at han skulle i ilden.

Ivar Løken gav et spjæt, da han mærkede en hånd på sin skulder, og en stemme hviskede: “Vi må tale sammen. Nu.”

I halvmørket kunne han skimte Holes ansigt. Han rejste sig, og sammen forlod de lokalet, mens en guerillasoldat med halvdelen af ansigtet forbrændt til en stiv maske forklarede, hvorfor han havde tilbragt de sidste otte år af sit liv i den indonesiske jungle.

“Hvordan fandt du mig?” spurgte han, da de var kommet udenfor.

“Jeg talte med Tonje Wiig. Kommer du tit her?”

“Tit og tit. Jeg kan godt lide at holde mig orienteret. Desuden møder jeg folk, som det er nyttigt at tale med her.”

“Såsom folk fra den danske og svenske ambassade?”

Det glimtede i guldtanden.

“Som sagt, jeg kan godt lide at holde mig orienteret. Hvad er der sket?”

“Alt.”

“Jaså?”

“Jeg ved, hvem I er ude efter. Og jeg ved, at sagerne hænger sammen.”

Løkens smil forsvandt.

“Det mærkelige er, at jeg befandt mig et stenkast eller to fra det sted, hvor du sad og overvågede ham en af de første dage, jeg var hernede.”

“Det siger du ikke?” Det var svært at afgøre, om der var sarkasme i Løkens stemme.

“Overbetjent Crumley fik den idé at tage mig med på sightseeing ude på floden. Hun viste mig et hus, der tilhører en nordmand, som har fået flyttet et helt tempel fra Burma til Bangkok. Du har hørt om Ove Klipra, har du ikke?”

Løken svarede ikke.

“Jeg tænkte ikke over sammenhængen, før jeg så en fodboldkamp.”

“Fodboldkamp?”

“Verdens mest berømte nordmand spiller tilfældigvis på Klipras yndlingshold.”

“Og hvad så?”

“Ved du, hvilket nummer Ole Gunnar Solskjær spiller med?”

“Nej, hvor i alverden skulle jeg vide det fra?”

“Nå ja, det ved alle drenge over hele verden, og du kan købe hans trøje i sportsbutikker fra Cape Town til Vancouver. Det sker også, at voksne køber trøjen.”

Løken nikkede, mens han fastholdt Harrys blik. “Nummer 20,” sagde han så.

“Som på billedet. Og dermed var der et par ting mere, der gik op for mig. Skæftet på den kniv, vi fandt i ryggen på Molnes, var udstyret med en speciel glasmosaik, og en professor i kunsthistorie kunne fortælle os, at det var en meget gammel kniv fra Nordthailand, sandsynligvis lavet af Shan-folket. Jeg fik fat i ham tidligere på aftenen. Han fortalte mig, at Shan-folkets udbredelse også dækker dele af Burma, hvor de blandt andet byggede templer. Et specielt træk ved de templer var, at vinduer og døre som regel var udsmykket med samme type glasmosaik som på kniven. Jeg kørte ind til professoren på vej hertil og viste ham et af dine billeder. Han var ikke i tvivl om, at det var vinduet i et Shan-tempel, Løken.”

De kunne høre, at taleren inde i caféen var i gang. Stemmen lød metallisk og skærende gennem højttaleranlægget.

“Godt arbejde, Hole. Hvad sker der så nu?”

“Nu fortæller du mig alt det, der foregår bag kulisserne, og så overtager jeg den videre efterforskning.”

Løken slog en høj latter op. “Det er din spøg, ikke sandt?”

Harry spøgte ikke.

“Et interessant forslag, Hole, men det går vist ikke. Mine chefer …”

“Jeg tror ikke, at ‘forslag’ er det rigtige ord, Løken. Prøv med ‘ultimatum’.”

Løken lo endnu højere. “Du har nosser, Hole, det må jeg indrømme. Men hvad får dig til at tro, at du kan tillade dig at stille et ultimatum?”

“At I står med et forbandet stort problem, når jeg forklarer min thailandske politichef, hvad det er, der foregår.”

“Så bliver du fyret, Hole.”

“For hvad? For det første er mit mandat hernede at efterforske et mord, ikke at redde nogle Oslo-bureaukraters røv. Personligt har jeg ikke noget imod, at I prøver at afsløre en pæderast, men det er ikke mit ansvar. Og når Stortinget opdager, at de ikke er blevet informeret om en ulovlig efterforskning, så er mit personlige bud, at der et par stykker, der er i større fare for at blive hældt ud end mig. Som jeg ser det, er risikoen for arbejdsløshed større, hvis jeg gør mig medskyldig ved at holde det her for mig selv. Cigaret?”

Harry holdt en nyåbnet pakke tyvestyks Camel frem. Løken rystede på hovedet, men ombestemte sig. Harry tændte for dem begge to, hvorefter de satte sig i to stole, som stod ved væggen. Inde fra caféen lød der høje klapsalver.

“Hvorfor lod du det ikke bare være, Hole? Det er længe siden, du fandt ud af, at dit job hernede ikke var at opklare en sag, så hvorfor kunne du ikke bare bøje dig med vinden og spare dig selv og os andre for en masse besvær?”

Harry inhalerede dybt og slap røgen ud i et langt pust. Men det meste blev i lungerne.

“Jeg begyndte at ryge Camel igen her i efteråret,” sagde Harry og klappede sig på lommen. “Jeg havde en kæreste engang, som røg Camel. Jeg måtte ikke låne smøger af hende, for hun mente, det kunne blive en uvane. Vi var på interrail, og i toget mellem Pamplona og Cannes opdagede jeg, at jeg var løbet tør for cigaretter. Hun mente, det ville være en god lærestreg for mig. Det var en tur på næsten ti timer, og til sidst måtte jeg gå rundt og tigge af folk i andre kupéer, mens hun sad og pulsede på sine Camel-cigaretter. Underligt, ikke?”

Han holdt cigaretten op og pustede på gløden.

“Jeg fortsatte med at tigge fra fremmede, da vi kom frem til Cannes. Til at begynde med syntes hun, det var morsomt. Da jeg begyndte at gå rundt fra bord til bord på restauranterne i Paris, syntes hun, det var mindre morsomt og sagde, at jeg kunne tage af hendes, men jeg sagde nej tak. Da hun løb ind i nogle bekendte fra Norge i Amsterdam, og jeg begyndte at tigge af dem, mens hendes pakke lå på bordet, syntes hun, jeg var barnlig. Hun købte en pakke til mig og mente ikke, at det var at tigge, men den blev liggende på hotelværelset. Da vi kom tilbage til Oslo, og det fortsatte der, sagde hun, at jeg var syg.”

“Er der nogen slutning på den historie?”

“Selvfølgelig. Hun holdt op med at ryge.”

Løken klukkede. “En happy ending, med andre ord.”

“Omtrent samtidig flyttede hun sammen med en musiker til London.”

Løken fik noget i den gale hals.

“Så gik du måske alligevel for vidt?”

“Selvfølgelig.”

“Men du lærte ikke meget af det?”

“Nej.”

De røg videre i tavshed.

“Jeg er med,” sagde Løken og skoddede sin cigaret. Folk var begyndt at komme ud af lokalet.

“Lad os gå et sted hen og få en øl, så skal jeg give dig hele historien.”

“Ove Klipra bygger veje. Bortset fra det, ved vi faktisk ikke så meget om ham. Vi ved, at han tog til Thailand som 25-årig med en halv ingeniøreksamen og et dårligt rygte, og at han skiftede navn fra Pedersen til Klipra, som vistnok er den bydel i Ålesund, hvor han voksede op.”

De sad i en dyb lædersofa, og foran dem stod der et stereoanlæg, et tv-apparat og et bord med én øl, en flaske vand, to mikrofoner og et sanghefte. Harry havde først troet, at det var Løkens spøg, da han sagde, de skulle hen på en karaoke-bar, indtil han havde fået forklaret pointen. Man lejede et lydtæt lokale på timebasis uden at opgive sit navn, bestilte det, man ville drikke, og ud over det fik man lov til at være i fred. Desuden var der tilpas mange mennesker til, at man kunne komme og gå i al ubemærkethed. Det var simpelthen det ultimative sted for hemmelige møder, og det virkede da også, som om det ikke var første gang, at Løken var der.

“Hvilken slags dårligt rygte?” spurgte Harry.

“Da vi begyndte at grave i den her sag, viste det sig, at der havde været et par episoder med nogle mindreårige drenge i Ålesund. Der var ingen anmeldelser, men snakken gik, og han fandt det opportunt at flytte. Da han kom hertil, registrerede han et ingeniørfirma, fik trykt nogle visitkort, hvor han titulerede sig som doktor, og begyndte at banke på døre for at fortælle, at han vidste noget om at bygge veje. Dengang, for tyve år siden, var der som udgangspunkt kun to måder at få vejprojekter på i Thailand: Enten ved at være i familie med nogen i regeringen eller ved at være rig nok til at kunne bestikke de samme. Klipra var ingen af delene og havde selvfølgelig alle odds imod sig. Men han lærte sig to ting, som du kan være helt sikker på grundlagde den formue, han sidder på i dag: Thai og rygklapperi. Det med rygklapperiet er ikke noget, jeg har fundet på, det har han selv pralet af over for flere nordmænd hernede. Han påstår, at han blev så dygtig til at smiske, at selv thaierne syntes, det blev for meget af det gode. Desuden skal han have delt sin interesse for drenge med enkelte af de politikere, han efterhånden omgikkes. Det er ikke sikkert, det var nogen ulempe at dele laster med dem, da kontrakterne for udbygningen af den såkaldte Hopewell Bangkok Elevated Road and Train Systems skulle fordeles.”

“Vej og tog?”

“Ja. Du har sikkert lagt mærke til de kraftige stålpiller, som de banker ned i jorden overalt i byen.”

Harry nikkede.

“Foreløbig er der tale om seks tusind piller, men der kommer flere. Og det er ikke bare til motorvejen, for oven over den skal det nye tog køre. Vi taler om halvtreds kilometer med topmoderne motorvej og tres kilometer med togskinner til 25 milliarder kroner, som skal redde byen her fra at kvæle sig selv. Er du med? Projektet er sandsynligvis det største vejprojekt i nogen by nogensinde. Det er Messias i asfalt og sveller.”

“Og det er Klipra med i?”

“Ingen lader til at vide præcist, hvem der er inde, og hvem der er ude. Det, der står klart, er, at den oprindelige hovedentreprenør fra Hong Kong har trukket sig, og at budgettet og tidsplanen temmelig sikkert vil gå ad helvede til.”

“Budgetoverskridelse? Jeg er chokeret,” sagde Harry tørt.

“Men det betyder i hvert fald, at der bliver mere at lave for de andre, og mit bud er, at Klipra allerede er godt inde i projektet. Eftersom nogen bakker ud, må politikerne gå med til, at de andre justerer deres tilbud op. Hvis Klipra har finansiel kapacitet til at gabe over det stykke, han har fået tilbudt, kan han hurtigt blive en af regionens mest magtfulde entreprenører.”

“Ja, men hvad har det med overgreb på børn at gøre?”

“Kun det, at magtfulde mænd har en egen evne til at få lovparagrafferne til at bøje sig i deres egen favør. Jeg har ingen grund til at tvivle på den nuværende regerings integritet, men det øger næppe chancerne for en udlevering, når manden har politisk indflydelse, og når en anholdelse oven i købet ville forsinke hele vejprojektet.”

“Hvad gør I så?”

“Der er ting og sager i gang. Efter den sag med nordmanden, som blev taget i Pattaya tidligere i år, er politikerne derhjemme vågnet, og der arbejdes på at få en aftale som den, Sverige og Danmark har. Når det er sket, venter vi lidt, anholder Klipra og forklarer de thailandske myndigheder, at billederne selvfølgelig er taget efter, at aftalen kom i stand.”

“Og dømmer ham for utugtig omgang med mindreårige?”

“Plus et mord, måske.”

Det gav et sæt i Harry.

“Du troede måske, du var den eneste, som har koblet kniven sammen med Klipra, betjent?” sagde Løken, mens han prøvede at få tændt sin pibe.

“Hvad ved du om den kniv?” spurgte Harry.

“Jeg ledsagede Tonje Wiig, da hun var på motellet for at identificere ambassadøren. Jeg fik taget et par billeder.”

“Mens en flok politifolk stod og kiggede på?”

“Nu var det et meget lille kamera. Det kan sidde i et armbåndsur som det her.” Løken smilede. “Det kan ikke købes i butikkerne.”

“Og så forbandt du glasmosaikken på kniven med Klipras hus?”

“Jeg har været i kontakt med en af dem, som var med til at sælge templet til Klipra, en pongyi ved Mahasi-centret i Rangoon. Kniven var en del af det tilbehør, der fulgte med templet, og som Klipra fik oven i handlen. Ifølge munken laves kniven i tvillingepar. Der skal findes en kniv, som er helt identisk med den.”

“Vent lidt,” sagde Harry. “Du er ikke kunsthistoriker. Vi måtte bruge en professor bare for at få slået fast, at det havde noget med Shan-et-eller-andet at gøre. Du mistænkte Klipra allerede før, du indhentede oplysninger.”

Løken brændte fingrene og smed irriteret den udbrændte tændstik fra sig.

“Jeg havde grund til at tro, at mordet kunne have noget med Klipra at gøre. Jeg sad nemlig i en lejlighed direkte over for Klipras hus samme dag, som ambassadøren blev myrdet.”

“Og.”

“Atle Molnes kom dertil omkring klokken syv. Ved ottetiden kørte han og Klipra derfra i ambassadørens bil.”

“Er du sikker på, det var dem? Jeg har set bilen, og som de fleste andre diplomatbiler har den tonede, ugennemsigtige ruder.”

“Jeg sad og betragtede Klipra gennem kameralinsen, da bilen kom. Den blev parkeret i garagen, og derfra går der en dør direkte ind i huset, så det første, jeg så, var bare, at Klipra rejste sig og gik hen mod døren. Så gik der et stykke tid, hvor jeg ikke så nogen, men så gik ambassadøren et par runder i stuen. Det næste, der skete, var, at bilen kørte igen, og Klipra var væk.”

“Du kan ikke vide, det var ambassadøren,” fastslog Harry.

“Hvorfor ikke?”

“For derfra, hvor du sad, så du ham kun fra midt på ryggen og ned, resten var skjult af mosaikken.”

Løken lo.

“Nå ja, men det var mere end nok,” sagde han, og fik endelig blus på piben. Han bakkede fornøjet på den. “For der findes kun ét menneske i Thailand, som går rundt i sådan et jakkesæt.”

Under andre omstændigheder havde Harry måske trukket på smilebåndet, men lige nu var der alt for mange ting, der kværnede rundt i hovedet på ham.

“Hvorfor har Torhus og politimesteren i Oslo ikke været informeret om det her?”

“Hvem siger, at de ikke har været informeret?”

Harry kunne mærke en trykken bag øjnene. Han så sig om efter noget, han kunne slå i stykker.