Kapitel 38

Bjarne Møller stod ved vinduet og kiggede ud. Det virkede ikke, som om kulden havde tænkt sig at slippe taget lige med det samme. Drengene syntes, det var helt fint, og kom ind til middag med forfrosne fingre og røde kinder og skændtes om, hvem der havde sprunget længst.

Tiden gik så hurtigt. Han syntes ikke, det var længe siden, at han havde holdt dem mellem sine ski og plovet ned ad bakkerne fra Grefsenkollen. I går var han gået ind til dem og havde spurgt, om han skulle læse lidt for dem, og de havde bare kigget underligt på ham.

Trine havde sagt, han virkede træt. Var han det? Måske. Han havde fået meget at tænke på, mere end han måske havde forestillet sig, da han sagde ja til jobbet som politiafdelingschef. Hvis det ikke var rapporter, møder og budgetter, så var det en af hans folk, som bankede på og havde et problem, han ikke kunne løse – som at konen ville separeres, at huslånet var blevet for stort, eller at nerverne var begyndt at blive flossede.

Det politiarbejde, han havde set frem til, da han tog jobbet, nemlig at stå i spidsen for efterforskningen, var nærmest blevet en biting. Og han havde det stadigvæk svært med den skjulte dagsorden, det der stod mellem linjerne, karrierespillet. Af og til funderede han over, om han ikke burde have fortsat der, hvor han var før, men han vidste, at Trine satte pris på de ekstra løntrin. Og drengene ønskede sig hoppeski. Det var måske på tide, de fik den pc, de også havde plaget for. Små snefnug hvirvlede ind mod ruden. Han havde været en pokkers god politibetjent.

Telefonen ringede.

“Møller.”

“Det er Hole. Har du vidst det hele tiden?”

“Hallo? Harry, er det dig?”

“Har du vidst, at jeg blev specielt udvalgt, for at de kunne være sikre på, at den her efterforskning ikke skulle blive til noget?”

Møller sænkede stemmen. Han havde glemt alt om ski og pc. “Nu forstår jeg vist ikke helt, hvad du taler om.”

“Jeg vil bare høre dig sige, at du ikke var klar over, at folk i Oslo har haft mistanke om morderens identitet fra begyndelsen af.”

“Okay, Harry. Jeg vidste ikke … jeg mener, jeg ved ikke, hvad fanden det er, du snakker om.”

“Politichefen og Dagfinn Torhus har lige siden mordet vidst, at en nordmand ved navn Ove Klipra og ambassadøren kørte af sted i samme bil fra Klipras hjem en halv time, før ambassadøren ankom til motellet. De ved også, at Klipra har et pokkers godt motiv til at dræbe ambassadøren.”

Møller satte sig tungt.

“Og det er?”

“Klipra er en af Bangkoks rigeste mænd, ambassadøren var i pengenød, han havde selv taget initiativ til at indlede en højst ulovlig efterforskning af Klipra for overgreb mod børn, og da han blev fundet, havde han billeder af Klipra sammen med en dreng i sin attachémappe. Det er ikke særlig vanskeligt at forestille sig, hvad besøget hos Klipra drejede sig om. Molnes må have haft held til at overbevise Klipra om, at han var alene om det, at han selv havde taget billederne. Så har han vel givet ham en pris for ‘alle kopierne’, er det ikke sådan, de plejer at sige? Det er selvfølgelig umuligt at checke, hvor mange kopier Molnes har lavet, så det er heller ikke så svært at forestille sig, at Klipra har indset, at en afpresser, som er en uhelbredelig spiller som ambassadøren, garanteret vil henvende sig igen en dag. Og igen. Så Klipra foreslog måske en køretur, hoppede ud ved banken og bad Molnes tage hen på motellet og vente, så ville han komme senere med pengene. Da Klipra kom derhen, behøvede han ikke at lede efter værelset, for han så ambassadørens bil stå parkeret udenfor, ikke sandt? Fyren har sgu ligefrem haft held med at spore kniven tilbage til Klipra.”

“Hvilken fyr?”

“Løken. Ivar Løken. En gammel efterretningsofficer, som har opereret her i regionen i flere år. Ansat i FN og siger, han arbejdede med flygtninge, men hvad fanden ved jeg. Jeg vil tro, han har hævet det meste af sin løn gennem NATO eller noget i den stil. Han har ligget og udspioneret Klipra i flere måneder.”

“Vidste ambassadøren ikke det? Jeg synes, du sagde, det var ham, der tog initiativ til efterforskningen.”

“Hvad mener du?”

“Du påstår, at ambassadøren tog derud for at presse penge af Klipra, selv om han vidste, at den her efterretningsfyr observerede dem.”

“Selvfølgelig vidste han det, han fik jo kopier af Løkens billeder. Og hvad så? Der er ikke vel noget mistænkeligt i, at den norske ambassadør aflægger Bangkoks rigeste nordmand en høflighedsvisit?”

“Måske ikke. Hvad fortalte ham Løken ellers?”

“Han fortalte den egentlige grund til, at jeg blev udvalgt til at tage herned.”

“Og den er?”

“Vent lidt.”

Møller hørte en hånd blive lagt over røret og en række hidsige udråb på norsk og engelsk. Så var Harry tilbage i røret.

“Undskyld, Møller, men vi sidder oven på hinanden herinde. Naboen havde parkeret sin stol på telefonledningen. Hvor kom vi til?”

“Grunden til, at du blev udvalgt.”

“Nå ja. De, der er med i den her efterforskning af Klipra, tager noget af en chance. Hvis de bliver afsløret, er fanden løs. Der bliver et allerhelvedes politisk rabalder, og der ruller hoveder, ikke sandt? Så da ambassadøren blev fundet dræbt, og de havde en ganske klar forestilling om, hvem der havde gjort det, måtte de sørge for, at mordefterforskningen ikke afdækkede hele deres plan. De måtte finde en gylden middelvej, gøre et eller andet, men ikke så meget, at det hvirvlede snavs op. Ved at sende en norsk politibetjent kunne de ikke beskyldes for ikke at gøre noget. Jeg fik at vide, at man ikke ville sende et hold, fordi thaierne ville tage det ilde op.”

Harrys latter blandede sig med en anden samtale, som summede et sted mellem jordkloden og en satellit.

“I stedet valgte de den mand, som de mente gav den største sandsynlighed for, at der ikke ville blive opklaret noget som helst. Dagfinn Torhus havde undersøgt sagen og fundet den perfekte kandidat, en som garanteret ikke ville give dem flere problemer. Fordi han formodentlig ville tilbringe sine aftener over en palle øl og dagene med at sove rusen ud. Harry Hole var perfekt, fordi han fungerer, men også kun lige. Hvis spørgsmålet skulle komme på banen, kunne de forklare valget med, at vedkommende havde fået gode anbefalinger fra et lignende job i Australien. Ikke nok med det, politiafdelingschef Møller havde oven i købet sagt god for ham, og han burde jo være den første til at vide det, ikke sandt?”

Møller brød sig ikke om det, han hørte. Endnu mindre, fordi han nu forstod, hvad det handlede om, politimesterens blik hen over bordet, da spørgsmålet blev stillet, det umærkeligt hævede øjenbryn. Det havde været en ordre.

“Jamen, hvorfor skulle Torhus og politimesteren risikere deres job for at fange en stakkels pædofil?”

“Godt spørgsmål.”

Der blev stille. Ingen af dem turde sige det, de tænkte, højt.

“Hvad sker der så nu, Harry?”

“Nu gælder det operation save ass.”

“Som betyder?”

“Som betyder, at ingen vil sidde tilbage med sorteper. Løken vil ikke, og jeg vil heller ikke. Aftalen er, at han og jeg holder kæft om det her foreløbig og indkredser Klipra i fællesskab. Jeg regner med, at du har interesse i at overtage sagen derfra. Og gå direkte til Stortinget, måske. Du har selv en røv at passe på, ved du nok.”

Møller tænkte sig om. Han var usikker på, om han ønskede at passe på. Det værste, der kunne ske, var, at de satte ham til at udføre politiarbejde igen.

“Det her er heavy, Harry. Jeg må tænke mig om, og så ringer jeg tilbage til dig, okay?”

“Okay.”

De havde fået svage signaler ind fra en anden samtale i verdensrummet, som forstummede samtidig. De sad en lille stund og hørte på stjernesuset.

“Harry?”

“Ja?”

“Vi blæser på det med at tænke. Jeg er med.”

“Det regnede jeg egentlig også med, chef.”

“Ring til mig, når I har anholdt ham.”

“Nå ja, det glemte jeg at sige. Der er ingen, der har set Klipra, siden ambassadøren blev myrdet.”

Så kom der en af de dage, hvor Harry ikke lavede noget.

Han tegnede cirkler og kiggede efter, om de lignede noget.

Jens ringede og spurgte, hvordan det gik med efterforskningen. Harry sagde, at den slags var en statshemmelighed, og det forstod Jens godt, men han sagde, at han ville sove bedre, hvis han vidste, de havde en anden hovedmistænkt. Så fortalte Jens en vits, han lige havde hørt i telefonen, om en gynækolog, som sagde til en kollega, at en af patienterne havde en klitoris som en skinke. “Var den så stor?” havde kollegaen spurgt. “Nej,” havde gynækologen svaret: “Så salt var den.”

Jens beklagede, at der kun fandtes sjofle vittigheder i finansmiljøet.

Bagefter forsøgte Harry at fortælle vittigheden til Nho, men enten var hans eller Nhos engelsk for dårligt, for det blev helt pinligt.

Så gik han ind til Liz og spurgte, om det var i orden, han sad der lidt. Efter en time fik hun nok af det tavse nærvær og bad ham forføje sig.

Han spiste igen på Le Boucheron. Franskmanden tiltalte ham på fransk, og Harry smilede og svarede et eller andet på norsk.

Klokken var næsten elleve, da han kom hjem.

“Du har besøg,” sagde portvagten.

Harry tog elevatoren op, lagde sig på ryggen ved kanten af poolen og lyttede til de små, rytmiske plask fra Runas svømmetag.

“Se nu at komme hjem,” sagde han efter et stykke tid. Hun svarede ikke, og han rejste sig og tog trapperne hele vejen op til lejligheden.