Kapitel 39
Løken rakte Harry natkikkerten.
“Det er klart,” sagde han. “Jeg kender rutinerne. Nu går vagten hen og sætter sig i vagthytten nederst i indkørslen ved porten. Han går ikke en ny runde før om tyve minutter.”
De sad i et loftsrum i et hus cirka hundrede meter fra Klipras ejendom. Der var slået brædder for vinduerne, men mellem to af brædderne var der lige netop plads til en kikkert. Eller et kamera. Mellem loftsrummet og Klipras dragehovedprydede teakhus lå der en række lave skure, en vej og en høj, hvid mur med pigtråd på toppen.
“Det er ikke noget problem,” sagde Løken.
“Det eneste problem i den her by er, at der er mennesker overalt. Hele tiden. Derfor er vi nødt til at gå rundt om huset og klatre over muren på bagsiden af det skur derhenne.”
Han pegede, og Harry brugte kikkerten.
Løken havde bedt ham tage diskret, tætsiddende, mørkt tøj på. Det blev et par sorte bukser og den gamle, sorte Joy Division T-shirt. Han havde tænkt på Kristin, da han tog T-shirten på, at det var det eneste, han nogensinde havde fået hende til at kunne lide, Joy Division. Han tænkte, at det måske opvejede den kendsgerning, at hun holdt op med at kunne lide Camel-cigaretter.
“Lad os komme i gang,” sagde Løken.
Luften stod stille udenfor, og støvet svævede hen over grusvejen. En flok drenge var optaget af at spille takraw. De stod i en rundkreds og holdt en lille gummibold i luften ved at sparke den rundt imellem sig og ænsede ikke de to sortklædte faranger. De skråede over gaden, ind mellem skurene og nåede ubemærket hen til muren. Den disede aftenhimmel reflekterede et skidengult lys fra millioner af små og store lyskilder, hvilke gjorde, at Bangkok på aftener som denne aldrig blev helt mørk. Løken kastede sin lille rygsæk over muren og rullede en smal, tynd gummimåtte ud, som han slyngede over pigtråden.
“Du går først,” sagde han og flettede hænderne sammen til en stigbøjle, som Harry satte foden i.
“Hvad med dig?”
“Det skal du ikke spekulere på, kom nu.”
Han løftede Harry op, så han fik fat i en af stolperne øverst oppe på muren. Han slyngede en fod over måtten og hørte pigtråden flå i gummiet under skridtet, mens han trak det andet ben over. Han prøvede at lade være med at tænke på historien om den unge mand, der havde kuret ned ad flagstangen på Romsdalsmartnaden uden at tænke på krogen med snorefæstet. Bedstefaderen påstod, at man havde kunnet høre mandens kastratskrig tværs over fjorden.
Løken stod ved siden af ham.
“Det gik ellers hurtigt,” hviskede Harry.
“Dagens pensionistmotion.”
Med pensionisten forrest løb de krumbøjede hen over plænen, af sted langs husmuren, og standsede op ved hjørnet. Løken tog natkikkerten frem og ventede, til han var sikker på, at vagten kiggede en anden vej.
“Nu!”
Harry løb og prøvede at bilde sig selv ind, at han var usynlig. Der var ikke langt hen til garagen, men distancen var oplyst, og der var frit udsyn dertil fra vagthytten. Løken kom lige i hælene på ham.
Harry havde været af den opfattelse, at der ikke kunne være så mange måder at bryde ind i et hus på, men Løken havde insisteret på, at de skulle planlægge alt ned til mindste detalje. Da han havde understreget, at de var nødt til at løbe tæt sammen det sidste kritiske stykke, havde Harry luftet den tanke, at det måske var bedre at løbe én og én, mens den anden stod vagt.
“Vagt for hvad?” havde Løken spurgt irriteret. “Vi skal nok finde ud af det, hvis vi bliver opdaget. Hvis vi løber én efter én, er chancen for at blive opdaget præcis dobbelt så stor. Sig mig, lærer I ingenting i politiet nu til dags?” Harry havde ikke haft nogen indvendinger til resten af planen.
I garagen stod en hvid Lincoln Continental og tronede, og en sidedør førte ganske rigtigt ind i huset. Løken havde ment, at låsen i side-døren ville være lettere at åbne end den i hoveddøren, desuden kunne de ikke ses fra porten.
Han tog dirken frem og gav sig i kast med låsen.
“Tager du tid?” hviskede han, og Harry nikkede. Ifølge skemaet var der seksten minutter til næste vagtrunde.
Efter tolv minutter begyndte Harry at få kløe over hele kroppen.
Efter tretten minutter begyndte han at ønske, at Sunthorn tilfældigvis skulle komme forbi.
Efter fjorten minutter indså han, at de var nødt til at afbryde operationen.
“Vi smutter nu,” hviskede han.
“Vent lige et øjeblik,” sagde Løken, som stod bøjet over låsen.
“Vi har ikke tid.”
“Bare nogle sekunder til.”
“Nu!” sagde Harry mellem sammenbidte tænder.
Løken svarede ikke. Harry trak vejret dybt og lagde en arm om hans skulder. Løken vendte sig om mod ham, og de kiggede på hinanden. Det glimtede i guldtanden. “Åben,” hviskede Løken.
Døren gled lydløst op. De listede ind og lukkede den lydløst bag sig. I det samme hørte de skridt i garagen, så lyset fra en lygte gennem vinduet, og pludselig blev der rusket brutalt i dørhåndtaget. De stod med ryggen mod væggen. Harry holdt vejret og mærkede sit hjerte hamre, så blodet pumpede rundt i kroppen. Så fjernede skridtene sig.
Harry havde problemer med at holde stemmen nede. “Tyve minutter, sagde du!”
Løken trak på skuldrene. “Et par minutter fra eller til.”
Harry talte, mens han trak vejret med åben mund.
De tændte hver sin lygte og skulle til at bevæge sig videre ind i lejligheden, da det knasede under Harrys sko.
“Hvad er det?” Han lyste på gulvet. Nogle små hvide klumper lå på det mørke parketgulv.
Løken lyste på den hvidkalkede mur.
“Fy da. Klipra har sjusket. Huset skulle ligesom udelukkende være bygget af teak. Nej, nu mister jeg virkelig al respekt for manden,” sagde han sarkastisk. “Kom nu, Harry. Tiden går.”
De gennemsøgte huset hurtigt og systematisk efter Løkens anvisninger. Harry koncentrerede sig om at gøre, som han fik besked på, huske hvor ting havde ligget, før han flyttede dem, ikke sætte fingeraftryk på de hvide døre og se efter små tape-stykker, før han åbnede skuffer og skabe. Efter næsten tre timer satte de sig ved køkkenbordet. Løken havde fundet nogle børnepornoblade og en revolver, som ikke så ud til at have været affyret i nogle år. Han havde taget billeder af begge dele.
“Fyren er taget af sted over hals og hoved,” sagde han. “Der står to tomme kufferter i hans soveværelse, toilettasken står på badeværelset, og klædeskabene er propfulde.”
“Måske havde han en tredje kuffert?” foreslog Harry.
Løken så på ham med en blanding af væmmelse og overbærenhed. Omtrent som han ville have set på en tjenesteivrig, men ikke særlig kvik rekrut, tænkte Harry.
“Der er ingen mænd, der har to toilettasker, Harry.”
Rekrut, tænkte Harry.
“Der er ét værelse tilbage,” sagde Løken. “Kontoret oppe på anden sal er aflåst, og låsen er et eller andet tysk uhyre, som ikke lader sig dirke op.” Han trak et koben op af tasken.
“Jeg havde håbet, at vi ikke ville få brug for det her,” sagde han. “Vi kommer til at efterlade et stort hul i den dør.”
“Det gør ikke noget,” sagde Harry. “Jeg tror under alle omstændigheder, at jeg kom til at sætte hans tøfler ind på den forkerte hylde.”
Løken klukkede.
De brugte kobenet på hængslerne i stedet for låsen. Harry reagerede for sent, og den tunge dør faldt ind i kontoret med et brag. De blev stående et par sekunder og ventede på at høre vagternes råb.
“Tror du, de hørte noget?” spurgte Harry.
“Næh. Der er så mange decibel pr. indbygger i den her by, at ingen bemærker et ekstra smæld fra eller til.”
Deres lyskegler løb som kakerlakker hen over væggene.
På væggen over skrivebordet hang der rød-hvide Manchester United-bannere over en indrammet plakat med et billede af holdet. Under det var der et byvåben i rødt og hvidt med en sejlbåd udskåret i træ.
Lyskeglen standsede ved et fotografi. Det var af en mand med en bred, smilende mund, solide dobbelthager og et par let bulnende øjne, der gnistrede af morskab. Han havde lyse krøller, der blæste for vinden. Billedet var måske taget på en båd.
“Han ligner ikke ligefrem en, man forstiller sig er pædofil,” sagde Harry.
“Det gør pædofile sjældent,” sagde Løken. Harry kastede et blik på ham, men blev blændet af lygten. “Hvad er det der for noget?”
Harry vendte sig om. Løken lyste på en grå metalboks i hjørnet. Harry genkendte den med det samme.
“Jo, det skal jeg fortælle dig,” sagde han, glad for endelig at have noget at bidrage med. “Det er en båndoptager til en halv million kroner. Jeg har set en nøjagtig mage til på Brekkes kontor. Den optager telefonsamtaler, og der kan ikke manipuleres med hverken optagelse eller tidskode, så optagelsen kan bruges i en eventuel retssag. Og det er fint, hvis man laver mundtlige millionaftaler over telefonen.”
“Fint, når man taler med folk i en af verdens mest korrupte brancher i et af verdens mest korrupte lande,” sagde Løken.
Harry bladede hurtigt de papirer igennem, som lå på skrivebordet. Han så logoer med japanske og amerikanske firmanavne, aftaler, kontrakter, aftaleudkast og ændringer til udkast. BERTS var nævnt i flere af dem. Han bemærkede et sammenclipset hefte med Barclay Bank Thailands navn på forsiden. Det var tydeligvis en analyse af et selskab, som hed Phuridell. Så drejede han lygten. Og stoppede brat op, da lyset fangede noget på væggen.
“Bingo! Se her, Løken. Det må være den tvillingkniv, du talte om.”
Løken svarede ikke, han stod med ryggen til.
“Hørte du, hvad jeg …”
“Vi skal ud, Harry. Nu!”
Harry vendte sig om og så, at Løkens lygte pegede på en lille boks på væggen, hvorpå et rødt lys blinkede. I det samme føltes det, som om han fik stukket en strikkepind ind i øret. Den højfrekvente hvinen var så kraftig, at han øjeblikkelig blev halvdøv.
“Alarm med tidsforsinkelse!” råbte Løken og var allerede i løb. “Sluk din lygte!”
Harry tumlede efter ham ned ad trappen i mørket. De løb hen mod garagens sidedør. Løken standsede Harry, idet denne lagde en hånd på dørhåndtaget.
“Vent.”
Udenfor hørtes stemmer og en raslen af et nøgleknippe.
“De står foran hoveddøren,” sagde Løken.
“Så lad os se at komme ud!”
“Nej, der vil de se os fra, hvis vi går ud nu,” hviskede Løken. “Når de går ind, smutter vi ud. Okay?”
Harry nikkede. En stribe måneskin, farvet blå af glasmosaikken i vinduet over døren, lagde sig hen over parketgulvet foran dem.
“Hvad er det, du laver?”
Harry var faldet på knæ, og med hænderne skrabede han kalkklumperne op fra gulvet. Han nåede ikke at svare, for i det samme gik hoveddøren op. Løken holdt døren åben, og Harry spurtede ud. I næste øjeblik løb de krumbøjede hen over plænen, mens de hørte den hysteriske alarm blive svagere og svagere bag sig.
“Close call,” sagde Løken, da de stod på den anden side af muren. Harry kiggede på ham. Måneskinnet glimtede i guldtanden. Løken var ikke engang forpustet.